Kajak i mangroven

Efter vi havde nydt den sidste morgenmad på hotellet og fået ryddet vores lejlighed tog vi ud mod kajakstedet. Ludvig ville gerne sejle med guiden, Konrad og Kasper delte en kajak og Valdemar og jeg havde hver vores.

Familien på tur

Så gik turen ned langs floden, hvor vi så mange smukke fugle, flotte mangrove træer og en enkelt leguan.

Valdemar redder baobabtræet

Vi stoppede på en lille ø hvor vi kunne holde en lille pause og nyde naturen inden turen gik tilbage. Det var en rigtig dejlig tur.

Tilbage på hotellet nød vi den sidste tid ved poolen og ved stranden inden vi spiste aftensmad og kørte til lufthavnen kl. 19.00.

I lufthavnen brugte vi de sidste penge på drikke og souvenirs, inden vi skulle lette mod kolde Danmark, efter en virkelig dejlig ferie i Gambia.

Share

Paradisstrand og kæmpe snegle

Efter morgenmaden kørte vi mod en strand, hvor der ikke skulle være understrøm. Vi blev sat af på en virkelig hyggelig strand hvor vi hurtigt blev lagt på nogle bambusliggestole og drengene var i vandet på under 2 sekunder.

Vores faste plads den dag:)

Der blev badet og nydt friske juicer og slappet af til den store guldmedalje. Efter frokost gik drengene og jeg en tur ned af stranden, hvor vi hurtigt fik følgeskab af Captaian Abraham som gerne ville vise os hvordan fiskerne på stranden behandlede deres fisk, muslinger og hummere. Det var virkelig spændende at se og vi så de største snegle som vi nogensinde har set.

Kaptajn Abraham viser snegle

Vi kom også op for at se hvordan de opbevarede hummere i sandet, for at holde dem i live indtil de skulle sælges. Sandet var dog så varmt for vores bare fødder at det var svært at holde koncentrationen om alt det han fortalte, selvom det var rigtig spændende.

Båden bliver bragt på land
Hårdt arbejdende kvinder

På resten af vores gåtur fik vi virkelig den skarpe sol at mærke, og vi fik alle sammen lidt for meget sol.

På vejen tilbage til hotellet stoppede vi ved et kajaksted og bestilte en tur til mandag. Valdemar var heldigvis en skarp forhandler så prisen blev god.
Efter aftensmaden pakkede vi vores tasker, så vi blev klar til at forlade det dejlige hotel i morgen.

Share

Serekunda den store landsby

Efter morgenmaden hoppede drengene i poolen, mens Kasper og jeg slappede af på værelset. Vi ville til til Serekunda og spise frokost, men denne gang skulle vi prøve en lokal taxa. Det viste sig ikke at være bedre, men så var det prøvet.

Serrakunda hovedgade

Serekunda har den eneste gade i Gambia, hvor der er reelle butikker ( ikke vestlig standard, men dog butikker med dør), og vi fandt hurtigt en butik hvor drengen kunne købe en fodboldtrøje. Det lykkedes os også at finde et sted hvor vi kunne købe frokost. Efter frokosten gik vi på markedet, hvilket var endnu større og endnu mere tætpakket end markedet i Banjul.

Drengene fik hurtigt for meget og ønskede at komme hjem, men Kasper og jeg ville gerne lige se lidt mere. På vejen hen for at finde en taxa så vi biografen, den ville vi gerne se nærmere på. Det viste sig dog at den var lavet om til et live betting sted, så der sad 4 mænd og kiggede på 2 store fladskærme i et kæmpe rum.

Udsmykning af butikken

Hjemme på hotellet gik Valdemar, Konrad og jeg på stranden for at se om det var muligt at bade, hvilket det var. Jeg blev dog på stranden for at holde øje med drengene, da de elsker at hoppe i de store bølger.

Badning i Atlanterhavet

Aftensmaden blev nydt lige uden for hotellet.

Share

Slavehistorie og giraffer

I dag skulle vi hjemme fra hotellet kl 4.50. Hotellet havde lavet morgenmad som vi kunne tage med på turen, de havde bare lige glemt det, så vi var virkelig heldige at de lige nøjagtig nåede at aflevere det i bilen da vi kørte fra hotellet. Vi kørte til Banjul, hvor vi skulle med færgen over Gambiafloden. Det var noget af en oplevelse at stå der i mørket og være vidne til det mylder af mennesker og biler der skulle ombord på færgen.

Færgen fra Banjul til Barra

Turen tog ca 30 minutter og da vi kom i land på nordsiden holdt vores jeep og ventede på os. Det var den der skulle køre os rundt hele dagen. Første stop var grænsen til Senegal, hvor der også var virkelig mange mennesker, både på den ene og anden side af grænsen. Der var madrester på jorden, hvor der lå familier og sov, børn der tiggede, æselkærrer med fuld oppakning og en masse små boder. Først skulle vores guide vise vores pas og papirer og bagefter skulle vi selv ud i kø for at vise vores pas, det hele gik dog nemt. Nu var det ved at blive lyst og vi kunne se på hovedvejen i Senegal, at der ikke er den store forskel på de to lande, det eneste vi kunne se, var at der havde de også løse grise gående rundt. Efter ca 20 minutter var vi fremme ved Fathala safaripark, hvor vi blev budt velkommen af en flot struds der stod og græssede ved siden af os da vi spise vores medbragte morgenmad.

Turen gennem parken i den åbne jeep, var intet mindre end fantastisk. Selvom parken er lukket, så dyrene er i fangeskab, virkede det som en rigtig safari, da dyrene kan bevæge sig frit rundt, og de har 2/3 af parken hvor menneskerne ikke må komme, så de har rig mulighed for at trække sig tilbage og leve “vildt”. Højdepunktet for os alle var klart da vores lokale guide spottede girafferne inde i krattet og chaufføren straks drejede af så vi kunne få dem at se helt tæt på. 3 voksne giraffer og 3 unger… helt imponerende syn.

På turen fik vi også set det eneste næsehorn, som de holder mere fanget efter han slog sin kone ihjel med sit horn for et par år siden. Vi så også masser af antiloper, hjorte, bøfler, vortesvin og zebraer, skønt.


Efter turen kørte vi igen mod grænsen, hvor vi fik tanket op med sodavand og stempler i passet. Nu skulle vi mod Kunta Kinte Island, men på vejen skulle vi gennem en masse små landsbyer og vores guide fortalte at det er kotume at turister kaster slik ud til børnene, så vi fik ham til at købe en masse slikkepinde. Turen der varede et par timer fik os af jordveje gennem mange små landsbyer, hvor de boede i lerhytter uden både vand og elektricitet. Vi stoppede ved en lille familie som boede i 4 hytter, 1 til manden, 1 til hver af de 2 koner og deres børn og 1 køkken. Hytterne var lerklinet og med tag af palmeblade og strå. I hytterne var 1 seng og et lille bålsted, hvor de kan varme drikke mm. Lidt tøj i hjørnet og lidt mad i sække, primært jordnødder og couscous som er det de dyrker mest af på deres marker. Derudover spiser de 2 forskellige kartoffelarter. Familien var meget imødekomne, trods de kun snakkede deres eget stammesprog. Vi blev vist rundt og gav slik til børnene. De viste os også de var ved at bygge et mere moderne hus, som de håber er færdigt inden regntiden i juni. Det var virkelig overvældende at se hvordan de lever, helt uden moderne teknologi og redskaber.

Familiens brønd
Badeværelset

Efter besøget hos familien kørte vi forbi en landsbyskole, som bestod af 2 klasser og gav skolegang for børn fra 4-10 år. Vi blev vist ind i den klasse hvor de var fra 4-6 år, hvor læreren fortalte om hvordan han underviser de 48! Børn i bogstaverne og lydene. De sang et par sange for os og da de var færdige ville de også gerne høre en sang fra os. Ludvig var hurtig til at foreslå lille Peter edderkop som vi fremførte uden større succes.

Landsbyskolen

Efter skolen kørte vi videre og fik kastet en masse slik ud til børnene, hvilket virkelig giver en mærkelig fornemmelse, men det var det der var muligheden, ifølge guiden. Det var også helt tydeligt at de var vandt til den form. Vi havde dog mere lyst til at hjælpe med mad eller tøj eller lign.

Børnene som løber efter bilen

Fremme ved Kunte Kinthe Island blev vi mødt af en lokal guide, som skulle være i familie med Kunte Kinthe. Han viste os rundt på det lille museum hvor slavehistorien blev vist i malede plancher og billeder. Endnu engang måtte vi konstatere at deres formidling gennem museer ikke er deres spidskompetence, men dog gjorde det indtryk på drengene især.

Ved museet

Vi blev kørt hen til den lille havn, hvor vi skulle sejles over til øen, inden skulle vi lige bestille vores frokost, så den kunne være klar til vi kom tilbage, hvilket var dejligt, da de har virkelig lang ventetid på maden. Vi blev sejlet i en lille fiskerbåd ud til øen hvor slaverne blev holdt fanget i 14 dage inden de blev sejlet til Amerika. Denne tilbageholdelse skulle sørge for at de svageste blev sorteret fra, så der ikke skulle bruges ressourcer på at sejles dem afsted, men det skulle også sørge for at gøre de stærkeste svagere, så de ikke havde kræfter til at gøre for meget modstand.

James Island -Kunte Kinte Island

Øen havde oprindeligt et ret stort fort, men gennem tiden har floden taget sin del af øen og der er begrænsede ruiner tilbage. De fortalte dog at efter de er kommet på UNESCOs liste over verdensarv, vil de hjælpe med at sikre øen, så den kan bestå i fremtiden.

Model af fortet
Udforskning af fortet

Tilbage på fastlandet fik vi vores frokost, som bestemt ikke var imponerende, men dog mættende. Så gik turen igen gennem nordgambia på jordvejene mod færgen. Da vi nåede færgen blev vores guide virkelig irriteret, da det var den gamle færge som var langsom. Vi tænkte at det da ikke kunne være så slemt, men det var det… efter vi havde stået og set på alle de mennesker der forlod færgen, hvilket virkede absurd, da det vitterligt strømmede ud med mennesker i 15 minutter, fra en færge der ikke virkede meget større end orøfærgen. Vores guide fortalte at der kunne være ca 1800 personer på færgen og Kasper havde læst at der bestemt hverken er redningsveste eller redningsbåde til at redde den mængde mennesker, så det var med krydsede fingre vi gik ombord.

Mylder af mennesker

Turen gik dog fint, men det gik virkelig langsomt, da vi så fik forklaringen om at det var en færge der var blevet kasseret i Polen, som de havde fået gav det pludselig mere mening. Vi kom dog over og da skulle af færgen blev vi endnu engang imponeret over det liv der er på havnen. Det virker som en myretue hvor dronningen er fløjet så alle myrene går mellem hinanden uden retning.

Hjemme på hotellet igen hvilede vi lige lidt på værelset inden vi fandt lidt aftensmad.

Share

Aber og fiskerlandsby

Ikke så langt fra hotellet lå der en lille nationalpark, mellem hovedvejen og stranden. Den var kendt for sine forskellige aber, som både kan leve frit i den skoven, men også komme hen til “monkeypark” hvor turister kan fodre dem med dyrt indkøbte jordnødder og bananer. Da vi tidligere har haft ubehagelige oplevelser med aber der kommer for tæt på og snupper både solbriller og hiver i tøjet, gjorde vi meget ud af at fortælle guiden i parken at vi ikke ville have aberne tæt på.

Ludvig med aberne

Han var dog meget insisterende på at deres aber kun var venlige. Det viste sig også hurtigt at han havde ret, de var søde og ikke så pågående, men ville selvfølgelig gerne have mad. Drengene hyggede sig rigtig meget med at gå og fodre dem, og jeg begyndte også at hygge mig, da vi kom lidt længere ind i skoven, hvor der var lidt færre aber, men til gengæld heller ingen turister.

Baobabtræ og aber

Efter aberne kørte vores chauffør os til en fiskerlandsby, Tanji, hvor der var et frilandsmuseum. Vi havde ikke særlig høje forventninger, efter gårdsdagens museumstur, men vi ville gerne se det. Det var også et fint lille museum, men dog ikke nogen større oplevelse.

Træhytten

Bag efter spiste vi frokost i Tanji og gik en lille tur, det var dog ikke så nemt at gå rundt i byen, som bestod af hovedvejen og en masse små jordveje, hvor mange af dem var fyldt op med ting og skrald. Vi kom dog lidt ned mod “havnen”, men kunne ikke komme helt derned. Primært fordi vi er for sarte, men der var virkelig også mange døde fisk på vejen, og blodigt vand der løb og blandede sig med støvet, samtidig med der var et mylder af geder, hunde og mennesker. Men en oplevelse var det.


Tilbage på hotellet hoppede alle i poolen og nød den afslappede stemning på hotellet.

Share

Banjul – den lille kaotiske hovedstad

Dagen startede med morgenmad, efter Ludvig havde været på stranden for at løbe en tur, hvor han mødte en flink ung mand fra hotellet som hed Bob.
Efter morgenmaden kørte vores taxachauffør os til Banjul, Gambias hovedstad, hvor vi blev sat af ved Albert marked. Et marked, hvor der er en turistdel, hvor de sælger gambiansk kunsthåndværk, primært træfigure, tøj, smykker og instrumenter. Så er der en mad-del, hvor de sælger frugt, grønt, kød, fisk og tørvarer til de lokale. Den sidste del af markedet sælger tøj og isenkram til de lokale, ikke mange nye ting, men en masse brugt både tøj og elektronik. Der var også en del små skræddere og reparations”butikker” da der helt sikkert ikke er noget der må gå til spilde.

Albert marked
Albert marked

På turen hen til markedet fik vi et lille indblik i, hvordan de lever i Gambia. Det er et meget fattigt land, hvor mange må sælge noget i en lille bod for at tjene lidt penge. Der var virkelig mange boder, i vejkanten, nogle sporadisk placeret og andre organiseret mere som små markeder. Elektronik, gryder, plastikbaljer, frugt og jordnødder var noget af det mest almindelige. Vi kom også forbi jordnøddefabrikken, fængslet, triumfbuen, stadion og hospitalet på vores vej ind i hovedstaden.

Sidegade til hovedvejen i Banjul

Inde i centrum var der en stor aflukket græsplæne foran præsidentens hus. Den blev brugt til at træne kricket. Lige efter præsidentens hvide hus drejede vi ned af en jordvej, som førte os bag om Albert marked og den lugt der mødte os var virkelig forfærdelig, det viste sig at den kom fra deres affaldssorteringssted. På jorden lå der bunker af forskelligt affald, som sirligt blev sorteret i forskellige kategorier. Længere fremme blev vi sat af og kunne gå ind på markedet, mens chaufføren tog sig en lur i bilen. Markedet var noget af en oplevelse, selvom vi har været på en del markeder rundt om i verden, var det her ligesom mere overvældende og uorganiseret. Men en fantastisk oplevelse at gå rundt i de meget smalle gange og føle at man bevægede sig længere og længere ind i en labyrint. De er desværre ikke så glade for at man tager billeder og filmer, selvom det var meget svært at holde sig tilbage med det.

“Neglesalon”

Da vi havde fået nok af marked ville vi finde et sted at spise frokost, hvilket var nemmere sagt end gjort. Vi gik i centrum af deres hovedstad, men kunne ikke finde en eneste restaurant. Der var masser af mad sælgere, men jeg havde bestemt ikke lyst til at spise gryderet fra en spand i 35 graders varme, så vi ville gerne finde et lidt mere ordnet sted. Vi besluttede at lede på vejen hen til Nationalmuseet som vi også ville besøge. Museet var et lille hus med 3 etager som beskrev Gambias historie gennem tiden. Det var hyggeligt, men meget lidt informativt og det lignede mest af alt en skoleklasse der havde lavet et historieprojekt i 9. Klasse. Men set er det.

Nationalmuseet

På den anden side af gaden lå et lille spisested, hvor man kunne få fish & chips i sandwich, hvilket stillede den værste sult. På vejen tilbage mod taxaen skulle vi finde en bank, hvor vi håbede at vi kunne hæve et større beløb end i automaterne. Vi prøvede et par stykker, men det var ikke muligt. Den ene bank var også en smule suspekt, der lå stakke med pengesedler på gulvet og en mand bar dem ud i bæreposer! Så det var nok ikke lige der vi havde lyst til at give vores kreditkortoplysninger.

Banken

Videre på vores vej kom vi forbi havnen, hvor der blev røget fisk til markedet og fiskerne hev deres både op på land.

Vandet i Banjul

Gennem hele turen var det tydeligt at se at de er meget fattige og deres måde at arbejde på virker meget gammeldags i forhold til den måde vi lever og arbejder på. Men samtidig er de virkelig venlige og har lyst til både at fortælle og lytte.

Tilbage til taxaen kørte han os til hotellet hvor drengene hoppede i poolen med det samme inden vi spiste aftensmad uden for hotellet. De to store drenge nød aftenen ved poolen inden vi alle gik i seng.

Share

Ny kultur og smuk strand

Vi gik ned til morgenmadsbuffeten kl 9 og blev endnu en gang positivt overrasket. Både over maden, som var varieret, uden at være overdådig. Men også over selve hotellet, poolområdet og det virkeligt venlige personale.
Efter morgenmaden lagde vi os ved poolen og drengene hyggede sig i 3 timer, mens Kasper og jeg lå og nød solen og varmen. Ved frokosttid havde vi aftalt at tage til det nærmeste centrum i Senegambia ca 2,5 km væk. Vi fik hotellet til at bestille en taxa som satte os af i centrum, han forklarede at hovedvejen delte byen i turistområdet og lokalområdet, så han anbefalede os at vælge siden mod vandet, hvor turisterne holder til. Vi fandt hurtigt en restaurant, hvor de både havde burgere og pizza. Vi bestilte og erfarede hurtigt at Gambia (selvfølgelig) bruger Africatime, og maden derfor var over en time undervejs. Det gjorde dog ikke noget, for selvom vi sad midt i det mest turistede område, uden for hotellerne, var der rigeligt indtryk at observere og fordøje. Samtidig fik vi også hurtigt fornemmelsen af Gambianernes venlige og imødekommende kultur. Især drengene, med deres fodboldbluser var et nemt samtaleemne, da de fleste også holder med et engelsk klubhold, og der derfor hurtigt bliver lavet et venskab med snak og håndslag.

Lille bitte Tesco

Efter frokosten gik vi i det lille supermarked (købmand) for at købe noget myggespray og lidt drikkevarer, da vi gerne ville gå langs stranden hjem. Turen gennem den lille by tog dog længere tid en vi havde regnet med, da vi blev stoppet af den ene sælger efter den anden. De var både venlige og gode til engelsk, men også lidt svære at slippe af med.

Skøn strand så langt øjet rækker

Turen langs stranden var dejlig og viste også at mange af de unge mænd, går op i at træne, da der var virkelig mange der løb og trænede på stranden. For os virkede det lidt vildt at mange af dem havde lange bluser og hue på, når de løb på stranden i 35 graders varme.

Nationalparken langs stranden


Da vi kom tilbage på hotellet hoppede drengene i poolen igen inden vi spiste aftensmaden på hotellet.

Share

Gambia

Så skal julegaven endelig indløses og vi skal til Gambia. 1 uge i varme og sol – virkelig tiltrængt.
Vi kører fra Munkevænget kl 11.00 mod lufthavnen, med taskerne og madpakkerne pakket til turen og planen er vi lander i Banjul kl 20.00.

Ventetid i lufthavnen

Alt gik som planlagt og vi landede i den varme, tørre, lille lufthavn som var under renovering. Alle skulle have taget temperatur, for at udelukke mistanke om coronavirus, vi blev heldigvis frikendt, selvom Valdemar ikke var helt på toppen.

Paskontrollen i Banjul

Efter paskontrollen skulle vi hente vores taske, på det ene bagagebånd som var i lufthavnen.

Bagagebåndet!

Vi skulle selv finde kørsel til hotellet og Kasper havde hjemmefra undersøgt priserne for taxaerne, så vi ikke ville blive taget alt for meget ved næsen. Det viste sig dog hurtigt at det ikke var så organiseret som lufthavnens hjemmeside beskrev. Vi fik hævet lidt penge med hjælp fra en venlig Gambianer som også henviste os til en “taxa” til overpris (1500 Dalasi). Vi valgte at tage den, så vi hurtigt kunne komme til hotellet.
Selvom det var mørkt viste turen på ca 30 minutter os hurtigt, at Gambia ville byde på en kultur som var markant anderledes end noget vi har set før.
På hotellet blev vi mødt af meget venligt personale og vi fik henvist vores lejlighed som overraskede virkeligt positivt. Stor stue, 2 soveværelser med ac og 2 badeværelser og stor terrasse. Totalt luksus. Efter indkvartering gik vi en hurtig tur ned på den mørke strand inden sengetid.

Share

Landet med mange nuancer

Konrad havde fået feber og var på ingen måde frisk, så Kasper, Ludvig og Konrad aftalte at de skulle have en hyggedag med netflix og chips i lejligheden. Valdemar havde fundet et vandfald, Ba Ho, nord for byen som han gerne ville ud til, så vi brugte formiddagen på at finde ud af hvilken lokale bus vi kunne tage for at komme op til vandfaldet. Det lykkedes og vi begav os glad afsted med forsyninger i tasken. Efter en tur i hæveautomaten fandt vi busstoppestedet og begav os afsted på tur. Første udfordring var at betale i bussen, da vi ikke kunne forstå hvor meget vi skulle betale og til sidst gav vi bare rigeligt med penge og billetdamen blev helt forvirret. Det viste sig at problemet var at hun ikke kunne give tilbage på det vi først havde givet hende, men det lykkedes hende da der var kommet flere betalende passegerer i bussen. Vi stod af det hvor vi havde læst vi skulle, hvilet viste sig at være midt på en øde landevej. Vi undrede os over den manglende skiltning, men begyndte at gå op af den eneste lille vej der var.

Måske skilt til vandfaldet?

Det var en dejlig landlig tur med små huse, kirker, gravsteder, ris marker og masser af høns, katte, hunde og køer.

Der arbejdes i rismarken

Efter en lang gåtur kom vi til indgangen til vandfaldet. Det stod i skarp kontrast til de landlige omgivelser, med nybyggede bungalows og nyopført resort reception. Vi satte os og nød en kold isthe inden vi gik mod vandfaldet i de meget idylliske omgivelser.

Heldigvis var der fine markeringer

Vejen var hyggelig og til tider udfordrende, især for moderen, da der var mange store sten der skulle bestiges. Vel oppe satte jeg mig til rette for at nyde det smukke landskab, mens Valdemar begyndte at bade og springe fra de store sten. Jeg blev derfor også hurtigt hyret til at filme, så badningen og springene kunne blive foreviget.

Turen ned fra vandfaldet var lettere og vi valgte at gå en anden vej mod bussen, selvom vi var lidt i tvivl om det var den rigtige vej. Tæt på hovedveje mødte vi heldigvis en sød mand der kunne vise os hvor vi skulle stå, for at bussen stoppede. Vi nåede lige at komme med inden det blev helt mørkt, heldigvis.

På vej mod bussen

Hjemme i lejligheden igen var Konrad blevet mere syg og havde fået udslæt i ansigtet, så vi kontaktede forsikringsselskabet for at høre om hvad vi skulle gøre. Vi fik besked på at tage på hospitalet. Valdemar og Ludvig blev udstyret med film og kiks, mens Kasper og jeg tog med Konrad på sygehuset. Det var en oplevelse vi gerne havde været foruden. Efter en dårlig kommunikation med receptionisten blev Konrad lagt ind i en seng på en stue med ca. 10 andre, ret syge personer. Stuen bestod af smalle metal senge, hvor der kun lige var plads til en lille (Vietnamstørelse) skammel mellem. Ellers var det afskallede vægge og blålige lysstofrør i loftet. Han fik taget sin temperatur og ordineret paracetatmol og fik taget en blodprøve (for at udelukke bakteriel infektion.).

Ikke så frisk

Efter et par timer blev vi vinket ud. Kasper og jeg forsøgte at få informationer fra lægen, men han havde ikke rigtig tid til at snakke med os, da han sad ved sin computer og så fodbold. Vi prøvede at få dem til at forstå at vi havde kontaktet vores forsikring, og betalingen skulle gå gennem dem, men det kunne de slet ikke forstå, og sagde at de ikke samarbejde med forsikringer. Vi betalte og heldigvis var det, ligesom alt andet, meget billigt.

Der er fyldt op på apoteket

Hjemme igen fik vi alle en god nats søvn.

Dagen efter var Konrad stadig meget dårlig og begyndt at kaste op. Så selvom vi skulle have været til Mui Ne idag fandt vi hurtigt ud af at han ikke skulle nogen steder. Så jeg gik ned og hørte om vi kunne blive i lejligheden et par dage mere, hvilket heldigvis ikke var et problem. Kasper tog Valdemar og Ludvig på stranden, mens Konrad og jeg hyggede i legligheden.

Efter stranden havde de frokost med hjem til os alle. Efter frokost blev Kasper sammen med Konrad og vi andre tog til oceanisk institut for at se på de forskellige fisk og havskildpadder.

Instituttet

Det var et hyggeligt institut som lå ned til havnen, hvor vi gik en lille tur og så på fiskerne og desværre også på alt det plastik der ligger og flyder rundt. Efter turen stoppede vi i indkøbscentret og fik en dejlig milkshake.

Vores lille gade i Nha Trang

Vi havde håbet at Konrad havde fået det bedre, hvilket desværre ikke var tilfældet. Faktisk var det blevet værre og vi begyndte at blive bekymrede. Heldigvis var lejligheden god at være i, med både plads, ac og netflix på tvet, så nu når det skulle være var det et rart sted at være. Vi brugte dagen på at tage ud på Nha Trangs største marked og deres gamle buddiske tempel på skift. Da Ludvig og Kasper var afsted arbejdede Valdemar på sin projektopgave om Vietnamkrigen. Så alt i alt en hyggelig stille dag.

Konrad var stadig syg næste morgen, men han ville gene videre til Mui Ne, så vi bestilte en taxa og et hotel lige ned til vandkanten og med pool, så det ville være nemt at blive på hotellet alt efter hvordan Konrad havde det. Han blev desværre mere og mere dårlig, og vi kontaktede forsikringsselskabet igen og de fandt det nærmeste hospital, hvor vi skulle tage hen. Jeg tog med Konrad, mens Kasper blev i Mui Ne, med Ludvig og Valdemar. Vi kom til hospitalet, hvor vi igen kom ind på en kæmpe stue, hvor der lå syge mennesker alt, alt for tæt på hinanden. Konrad måtte bæres over i sengen, da hans kræfter var sluppet op og jeg var selvsagt ret bekymret. Desværre var det rigtig svært at kommunike med sygeplejerskerne. Han blev sendt videre ud i et andet ventelokale, hvor jeg blev bedt om at betale, og igen prøvede jeg at sige at forsikringen klare det, men det kunne de ikke forstå, så jeg betalte. Vi blev efter en times tid sendt ind til en læge, hvor der også var et meget sygt, skrigende, barn og dets mor. Lægen sagde vi skulle indlægges i 3 dage, hvilket jeg ikke kunne forstå. Men vi fik en stue, for udlændinge, heldigvis. For der kunne vi være alene.

Væske og ro
Kantinen på hospitalet… Det ville vi ikke nyde noget af.

Konrad fik taget en masse prøver og lagt et drop, så han kunne få noget væske. Natten gik og Konrad fik noget søvn, og torsdagen gik med at prøve at få sygeplejerskerne til at forstå udfordringerne gennem googletranslate, samtidig med at jeg måtte have fat i forsikringen flere gange, så vi kunne finde ud af, hvad vi skulle gøre. Imens var Kasper, Ludvig og Valdemar på ørkentur i Mui Ne, hvor den eneste ørken i Vietnam ligger. Turen gik med jeep gennem landskabet og gennem små fiskerlandsbyer. Til sidst skulle de gå gennem en flod for at komme op i de smukke sandbakker, hvor de kunne kælke og køre ATV, hvilket var en stor oplevelse for dem, det kunne man tydeligt høre når de fortalte om det.

Fredag morgen fik vi besked fra forsikringsselskabet om at vi skulle på et hospital i Ho Chi Minh city, for at få tjekket Konrad. De ville sende en syge transport, men det ville Konrad ike have. Han ville have at hele familien kunne følges ad. Det var de heldigvis med på, og de ville så arrangere en transport for os alle fem fra Mui Ne og Konrad og jeg tog hjem på hotellet til de andre. Det endte med at blive en meget lang dag, da vi hele tiden fik besked på at vi snart blev hentet, men det gjorde vi bare ikke. Heldigvis var det et dejligt lille hotel og Konrad, og de andre drenge kunne ligge og slappe af i poolen.

Der ventes…
Smuk beliggenhed

Kasper og jeg fik booket den sidste nat i det samme lejligheds kompleks som vi boede i de første dage, vi havde ikke brug for flere usikkerheder. Samtidig med vi ringede frem og tilbage med forsikringen og blev mere og mere frustrerede. Til sidst blev vi dog hentet og kørt til Ho Chi Minh. Konrad og jeg blev sat af på hospitalet kl. 20.00 og de andre blev kørt til lejligheden. Det havde været en virkelig lang dag og en rigtig lang køretur på 4 timer, så alle var trætte. Jeg blev dog virkelig glad for at se hospitalets standard var på vestlig standard, og vi ikke skulle ligge på en stue, hvor der kravlede myrer på væggene og ikke havde sæbe på toiletterne. Konrad blev hurtigt tilset af en læge som tog både blod, afføring og spytprøver på ham. Det var dejligt at blev taget alvorligt og mødt af en fagperson, som forstod engelsk. Der kom svar på prøverne efter et par timer, og det viste sig at Konrad havde fået en parasit. Vi blev derfor udstyret med ikke mindre end 8 forskellige slags medicin, som skulle tages på alle mulige og umulige tidspunkter. Det var en stor lettelse at få svar på hvad der var galt og samtidig få at vide at vi måtte flyve hjem dagen efter, hvis ellers Konrad havde det godt. Virkelig dejligt. Desværre ventede der flere timers tovtækning med receptionen og forsikringen om hvordan betalingen skulle foregå. Det var virkelig en opslidende oplevelse efter en virkelig lang dag. Men kl 01.30 endte Konrad og jeg også i lejligheden og kunne få noget søvn.

Næste morgen var humøret hos alle godt, og Konrad havde det for første gang i mange dage ok, så vi blev enige om at tage på marked for at få købt nogle ting og tøj, inden vi skulle i lufthavnen. Det blev en hyggelig dag, hvor Konrad også fik lidt ud af Vietnam efter mange dage i sengen.

Marked

I lufthavnen viste det sig at det visum vi havde fået lavet til Konrad stadig ikke var det rigtige, så vi måtte ikke forlade landet… Det orkede vi simpelthen ikke. Heldigvis fandt Kasper sit bestemte jeg frem og fik forklaret lufthavnsmanden at vi altså skulle hjem i dag. Heldigvis viste han forståelse og var villig til at modtage bestikkelse, så vi kunne komme ud til gaten. Det var en befrielse at sætte sig i flysædet og vide at Dejlige Danmark ventede på den anden side af turen.

Tak til Vietnam, vi kommer helt sikkert tilbage.

Ps. uheldet fulgte desværre med hjem til dk, da bilen ikke ville starte, så vi måtte vente på vejhjælp kl. alt for tidligt om morgenen i kolde, mørke danmark. Men da vi lå i vores senge hjemme på Bellisvej senere på dagen, var vi alle taknemmelige for en dejlig tur og spændte over at det var sidste gang vi havde rejst ud i verden fra Bellisvej.

Share

Snorkling i det sydkinesiske hav

Vi blev hentet på hotellet af en meget energisk guide som hurtigt fik skabt en god stemning i den lille bus, som skulle køre os til havnen. Da vi kom til havnen, var det som forventet, et stort turistkaos. Alle skulle fordeles i forskellige både og ingen kendte systemet. Vi kom desværre ikke i samme båd som vores guide fra bussen. Det viste sig dog at vores “nye” guide også var rigtig flink, han blev iøvrigt kaldt 10, fordi han var nummer 10 i hans søskende flok, sådan kan man jo også navngive sine børn.

Vi skulle snorkle 3 forskellige steder og spise frokost på båden. Vejret var ikke med os i starten, hvor det både regnede og blæste, men da vi kom til det første snorkel sted brød solen igennem og vi lå i læ for vinden. Det var fint at snorkle, men langt fra det bedste vi har prøvet. Frokosten blev serveret i båden, hvor alle bænkene blev lagt ned og brugt som et stort langbord. Så blev der serveret en tallerken med nudler og grøntsager til hver, samt forskelligt tilbehør som skulle deles med de andre gæster.

Frokost på havet

Efter maden var der tid til at ligge på topdækket og nyde solen inden vi sejlede videre til næste snorkelsted.

Sol og vind

Tilbage i lejligheden havde alle mand brug for ro og afslapning, så vi tog lidt tid med skærme og ro. Derefter gik vi en tur i den meget farverige og turistede by. Drengene syntes at byen var mega fed, hvor Kasper og jeg havde et lidt mere afdæmpet glædesforhold til denne russisk/kinesisk ferieby. Vi fandt dog et dejligt storcenter, hvor vi kunne få noget mad, samt få dækket vores shoppebehov. Konrad havde det dog ikke så godt, så vi tog en taxa tilbage til hotellet, mens Kasper, Ludvig og Valdemar gik ned på det lokale turistmarked. Da alle var hjemme i lejligheden satte vi en film på vi kunne se sammen.

Share