Snake attack

Næste morgen havde vi booket en lille båd, som skulle sejle os rundt i Cat Tien nationalpark. Der var afgang kl. 8.30 og vi havde bestilt 3 timer. Skipperen var sød, men talte ikke engelsk. Heldigvis var han god til at spotte dyr langs flodbredden og stoppede tit båden og pegede i den retning vi skulle kigge. Vi så masser af aber og forskellige fugle og specielt Ludvig blev hurtigt god til at spotte dyr.

Da vi havde sejlet i noget tid stoppede vi ind ved en landsby. Det første hus i landsbyen var tydeligt et opstillet “nu er vi primitive for turisternes skyld” projekt, bambus hytte med damer der sad og vævede på gulvet, men vi købte alligevel nogle armbånd. Derefter gik vi en tur i landsbyen på en times tid og kom blandt andet forbi endnu en bambus hytte, som var et projekt for Verdensnaturfonden, startet af en eller anden dansker.

Tilbage på båden og igen masser af dyr til skue, som havde deres gang ved floden. Pludselig spottede vores skipper en slange i vandet, som var ved at krydse floden. Den var meget hurtig og kom helt tæt på, undren meter fra Ludvig og mig. Den løftede hovedet fra vandet, som om den ville gå til angreb, men dykkede så efter et par sekunder og forsvandt. Jeg må indrømme, at jeg nåede, at blive temmelig bange, men vores skipper viste med håndfagter, at den kun var semifarlig.

Efter en frokost på vores Lodge tog vi igen i nationalparken. Denne gang for at se et rehabiliteringscenter for aber og bjørne, som efter hårde kår skulle vendes tilbage til naturen. Vi fik en rundvisning på 1 times tid.

Senere på eftermiddagen tog Sisse drengene med til et nabohotel, hvor man mod betaling kunne benytte poolen, for at køle af i eftermiddags heden. Jeg fik pulsen ned på vores Lodge, efter tidligere på dagen, at have set slangedøden i øjnene på vandet.

Share

Over floden

Det var tid til at drage videre fra Ho Chi Minh og derfor havde vi booket en bil, som skulle køre os til nationalparken, Cat Tien. Køreturen, som gik nordøst, varede Ca. 4 timer, med et enkelt hvilestop på vejen.

Vi skulle bo på Cat Tien Eco Lodge, som viste sig at ligge kun 50m fra indgangen til nationalparken. Eco Lodge var drevet af en sød lille familie, som bestod af mor, far og datter. Kommunikationen var primært med datteren, da hun talte nogenlunde engelsk og derfor håndterede alle gæsterne. Moderen var i køkkenet og manden arbejdede på det store hotel i nationalparken, hvilket var ret praktisk, eftersom han hjalp med ture og billetter. Eco Lodge var et mindre sted med 6-8 værelser.

Om eftermiddagen valgte vi at gå en tur i nationalparken. For at komme ind skulle vi krydse en flod via skiftevis en lille færge og en lille båd, som sejlede hele tiden. Vi gik en tur på et par timer på en lille anlagt asfalt sti og kom blandt andet forbi et fantastisk træ med lange og specielle rødder, samt et flodleje. Sisse og drengene ville på junglevandring og tog derfor returen igennem den tætte jungle.

Efter turen spiste vi på vores Lodge. Om aftenen havde vi booket en nat tur, hvor vi, sammen med en masse andre turister, blev kørt ud i junglen på ladet af en lastbil. En guide lyste med en stor lygte og viste os fugle, hare, væsler og en masse hjorte. Efter turen var det sengetid.

Share

Co Chi Tunneltur

På trods af sproglige udfordringer i receptionen lykkedes det Sisse, at få dem til at hjælpe os med, at bestille en taxa, som tog os til Co Chi tunnelerne, et par timers kørsel nord for Ho Chi Minh. Den lange køretur skyldtes mere tæt trafik end faktisk distance.

Co Chi tunnelerne er Vietnameserne fortælling om hvordan de i sidste ende vandt Vietnamkrigen mod USA. Under krigen fandtes der op imod 250km håndgravede tunneler, som blev brugt til at gemme sig for fjenden, samt overraskelses angreb. I tunnelerne fandtes både sovekamre, køkkener og amunitionslagre. Der findes to steder nord for Ho Chi Minh, som er lavet om til en slags museer og vi besøgte det ene.
 
Det fungerede som en guidet rundtur, hvor vi sammen med en gruppe fik rundvisning og demonstreret tunnelerne i området. Guiden viste os blandt andet forskellige lavpraktiske fælder, et gemmested, samt felthospital og køkken under jorden. Højdepunktet var en tur ned i en oprindelig 20-30m lang tunnel. Vi alle 5 var enige om, at det var en super god  og spændende oplevelse.
 
Bagefter tog vi tilbage til Ho Chi Minh og fik taxa chaufføren til at sætte os af ved et marked, som vi havde læst var specialiseret i militær grej/tøj fra Vietnam krigen, (nok mest replica). Vores yngste familie medlem var ret begejstret og investerede i lidt army tøj, men det er jo også snart fastelavn.
 
Efter markedet gik vi videre ned ad gaden og fandt et hyggeligt sted at spise aftensmad. Et rigtigt Pho sted med store åbne vinduer med flotte gamle franske skodder. Derpå bevægede vi os videre på jagt efter en gade med flotte franske altaner, hvor antikvitetshandlere skulle ligge side om side. Vi fandt den charmerende gade, men de fleste butikker var lukket, da det efterhånden var blevet aften. Vi fik prejet en taxa og tog hjem til lejligheden, hvor vi fik en aften dukkert i poolen.
Share

Marked, krig & kulturgåtur

En kort taxatur førte os til Ben Tahn Market midt i Ho Chi Minh. Et stort, men hyggeligt marked, som dog hovedsageligt er beregnet til turister der leder efter billige kopi varer. Bagerst på markedet fandt vi en grønt afdeling, samt en slagteri afdeling, som var ret sjovt at se. Første stand havde parteret en gris og havde lagt alle delene op på disken, til salg – og det var alle delene, uden undtagelser både indvendig og udvendig.

Efter lidt shopping spiste vi frokost i markedets streetfood område, hvilket var et godt valg.

Vi gik ad bagudgangen fra Ben Tahn Market og et par gader videre, til vi kom til Vietnam krigs museet. Helt klart en af de store turist attraktioner i Ho Chi Minh, men bestemt også et besøg værd. Den indvendige del bestod af en masse rørende  og meget levende billeder, mens haven var fyldt med tanks og helikoptere. Savnede dog et par simplificerede forklaringer og evt. en tidslinje.

Vores efterfølgende gåtur igennem Ho Chi Minh City tog os forbi Freedom Palace, (som var franskmændenes hovedkontor indtil de blev smidt ud af landet – deraf navnet, givet af vietnameserne), samt domkirken, det gamle postkontor og den nuværende regeringsbygning.

Aftensmaden og blev pho, (vietnamesiske nudler, ofte i suppe). Derefter en taxa hjem for at sove.

Share

Vietnam, here we come!

Tidligt om morgenen, kl. 7.25 mere præcist, landede vi i Ho Chi Minh City. To helt udmærket flyvninger med Qatar Airways, kun afbrudt af et enkelt stop i Doha, Qatar, på lidt over 3 timer. Alt i alt en tur på ca. 17 timer, skiftevis underholdt af flyselskabets mediapakke kombineret med sove/hviletid.

Rimelig friske og med godt mod gik vi til paskontrollen, hvor det desværre viste sig at jeg havde lavet en lille tastefejl på Konrads visum, som gjorde, at det blev afvist. Det var, for nu, ikke være end, at han fik lov at komme ind, da de første 15 dage er visum fri, (og vi har selvfølgelig 16 dage i Vietnam). Vi har ansøgt et nyt visum online, så det skal nok gå – mere om det senere.

Efter at have afvist prisen på den første taxa kom vi hurtigt afsted i en anden, som tilbød en fast pris til under halvdelen af den første. Da vi skulle af synes vores taxachauffør alligevel at det var taxametret der gjaldt, da det havde taget længere tid en han troede.

Eftersom vi var landet tidligt om morgenen måtte vi vente på vores lejlighed det meste af formiddagen. Noget af ventetiden brugte vi i Saigon Zoo, som lå lige i nærheden. Hyggeligt lille sted, som oprindeligt havde været en botanisk have, men havde alle de almindelige dyr, som man forbinder med zoo, så som elefanter, tigere, giraffer og bjørne og meget mere.

Bagefter tog vi en lur i lobbyen, hvor vi skulle bo, mens I ventede på lejligheden. Lejligheden, som lå i udkanten af distrikt 1, viste sig at være værd at vente på. Stue med køkken, 2 værelser og 2 badeværelser. Det bedste ved det hele var dog udsigten, hvor distrikt 1 og floden kunne nydes til den ene side, mens vi kunne følge med hos girafferne i Saigon Zoo til den anden side.

Efter et par timers søvn spiste vi på en restaurant lige nedenfor hvor vi boede. Bagefter røg vi i seng igen og sov i 11-12 timer til det blev morgen. Jetlag is a bitch – Vietfood rocks!

Share

En sidste ekstraudflugt

Sidste, men også ekstra, hele feriedag. Vi valgte at tage til Eureka Maison, et unikt stykke historie fra 1830’erne. Et autentisk kreolsk byggeri, hvor franske og britiske aristokrater har boet gennem tiderne. Et hus som ligger smukt mellem bjergene og floden, hvor vi kunne gå ned og se vandfald (det var det der lokkede de store drenge med). Det viste sig at være et virkelig fint hus, hvor vi tydeligt mærkede historiens vingesus.

Efter en tur gennem huset ville vi ned til vandfaldene. Det var en ret stejl trappe/sti, som bar præg af den meget regn der vi faldet. Turen derned var flot og snakken gik med at vi var glade for ikke at være tjenestefolk i det hus for et par hundrede år siden og skulle gå den tur hverdag for at hente vand.

Midt på turen åbnede himlen sig igen og vi blev gennemblødte på mindre en 2 minutter. Vi gik ned, så vandfaldet og skyndte os op igen. Ikke så meget fordi vi ikke ville være mere våde, men vi blev meget bekymrede for vores telefoner og for hvor meget vand der ville falde, ville stien simpelthen skride væk?

Oppe igen var regnen stoppet og vi fik vredet vores tøj og diskuteret hvem der havde fået flest myggestik. Vi havde virkelig fået mange, det gode ved de her myg er dog a deres stik kun klør i virkelig kort tid. Så spiste vi frokost og kørte hjem mod Flic en Flac. Vi stoppede hurtigt ind i Pheonix Mall, for at se om vi skulle have lidt sidste souvenirs med hjem. Derefter forbi go-cart banen, som desværre stadig havde lukket og til sidst spiste vi vores sidste aftensmad med udsigt over vandet.

Share

Birguitta lukker Mauritius

I dag var der cyklonvarsel på hele Mauritius. Øen var simpelthen lukket. Kasper gik over i spar for at se om vi kunne købe friskt brød, men alt var lukket. Han mødte kun lidt turister som var helt uforstående over de ikke kunne få noget. Drengene fik lov til at bade en enkelt gang i poolen, da der intet var at mærke på vejret, og de hurtigt blev rastløse inde i lejligheden. Vi voksne bekymrede os mest om vores hjemrejse dagen efter.

Vi ville gerne kunne give vores arbejde besked, samt forhøre os om vi evt. kunne blive i lejligheden.
Dagen gik ellers med spil hygge, iPad, tv (på fransk) mm. Først ved aftentid fik vi besked om at vi skulle blive til lørdag. Altså 2 dage ekstra. Det lettede at få besked, så vi kunne give besked til job, forældre, kattepasser mm. Vi kunne heldigvis godt blive i lejligheden, så det var nemt.


Torsdagen startede også i lejligheden. Cyklonen havde drejet syd om øen og havde derfor været mest voldsom på sydøstkysten, det havde dog regnet meget og stormet. Og 2 af vores soveværelser havde taget en del vand ind ved vinduerne og strømmen var gået. Men alle havde sovet trygt og godt. Der kom en del vind som følge af cyklonen og nu kunne vi rigtig mærke den i modsætning til i går. Ved 14-tiden blev de sidste advarsler ophævet og vi gik ud for at få noget sen frokost. Der var kun et sted der havde åbent, og der var selvfølgelig travlt, men vi fik mad og det var det vigtigste. Eftermiddagen blev brugt i lejligheden da vejret var stormende og regnende.

Til aftensmaden prøvede vi at køre til KFC, bare for at komme lidt ud. De havde som det eneste åbent. Men mens vi var er gik strømmen 3 gange. Vi gik tidligt i seng med håb om at øen ville åbne igen, og at vi kunne få noget ud af fredagen.

Share

Cyklonen kommer -måske.

Valdemar ville gerne køre gocart i det nærliggende shoppingcenter, hvilket passede os fint, da vi ikke skulle for langt væk hjemmefra, da det blæsende vejr viste sig at være forvarsel til cyklonen Birguitta. Vi læste derfor hvad vi kunne om- hvad det indebar og fandt ud af at det var vigtigt at proviantere, så det startede vi med. Vi købte en masse vand, frugt, brød, tun og slik, så vi kunne klare os et par dage og så holdte vi os ellers opdaterede på det Mauritiske metrologiske instituts hjemmeside. Det er jo ikke uvant for Mauritius at der kommer cykloner, så de har et meget fint varslingssystem. Efter indkøbene kørte vi til gocart banen, som desværre var lukket. Der var dog en telefonbutik som kunne reparere min telefon, så Kasper og Konrad var søde at køre hjem efter den. De skulle bruge en times tid, så vi gik derfor rundt og kiggede i de forskellige butikker og fik os en kop kaffe. Da vi kom tilbage var telefonen desværre ikke færdig, men de sagde at vi kunne hente den inden lukketid eller fredag. Jeg sagde vi kom senere, da vi skulle flyve hjem torsdag, så grinede de og sagde at det skulle vi ikke, alt ville lukke i morgen onsdag pga. cyklonen. Da vi kørte ned mod stranden for at se på vejret så vi også lamperne fra fodboldbanen blev taget ned og deres store reklameskilte var også taget ned.

Det var bare svært at tro at en cyklon ville ramme, når vejret var så relativt stille. Ved stranden gik flere af de lokale og bandt tagene på madboderne fast og fik deres både i land. Vi gik en ekstra tur i supermarkedet og købte ekstra ind. Det var tydeligt det var noget de lokale tog alvorligt. De ringede fra telefonbutikken og fortalte de havde lavet den, det var dejligt. Så tog vi hjem i lejligheden og tændtefor fjernsynet, desværre var der kun franske kanaler, så vi måtte nøjes med at gætte os til det de sagde. En ting var dog sikkert, vi skulle ikke forlade lejligheden.

Share

3. Gang er lykkens gang, eller……

I dag ville vi igen prøv at bestige Le Morne, som iøvrigt også er på UNESCO’s World heritage liste, fordi det for mange år siden var bjerget, hvor nogle slaver flygtede op på for at blive fri fra deres ejere. De blev på bjerget i nogen tid, men en dag kom ordensmagten op efter dem og af frygt for at skulle tilbage til deres ejere kastede de sig ud over klippekanten, direkte i døden. Hvad slaverne ikke vidste var at slaveriet var blevet ophævet, så de kastede sig forgæves i døden. Historien er ikke bekræftet, men stadig en stor del af den mauritiske befolknings historiefortælling.
Vi var lidt betænkelige, da det blæste ret meget, så vi tjekkede vejrudsigterne, men det så ikke bedre ud de kommende dage, så vi kørte afsted syd på. På vejen stoppede vi lige i en surfer butik, som Konrad ønskede at kigge i. Han fandt da også nogle fede sko med palmer, som kom med hjem og Ludvig fandt en flot naturforsker hat som var perfekt til bjergbestigning. Endnu en tur ud af den meget hullede grusvej, for endnu en gang at møde en låst låge. Skuffelsen var virkelig stor, da vi allesammen godt kunne regne ud at det var sidste chance for at komme op på dette historiefyldte bjerg.

Slukørede kørte vi ned til en af de flotte strande og humøret blev da også hurtigt bedre da vi fandt ud af vi godt kunne bade, til trods for blæsten.

Efter en god badetur kørtevi op til vores allesammens yndlingsrestaurant, som desværre havde lukket. Efter en tur i det nærliggende supermarked kørte vi lige forbi restauranten igen, for vi havde virkelig ikke fået styr på de åbningstider, og sørme så, der var åbent. Vi nød et virkelig lækkert måltid mad inden vi igen kørte til vores lejlighed i Flic en Flac.

regnskab og dagbog bliver lavet

Share

Blue Bay

Kasper og jeg havde sovet rigtig dårligt da vi havde fået besøg af en kæmpe stor sort edderkop på vores badeværelse aftenen før. Og det havde ikke lykkedes at fange den. Vi have dog låst den inde på badeværelset og stoppet revnerne til for at den ikke skulle komme ud i soveværelset, men søvnen var stadig påvirket. Så vi skulle bruge lidt længere tid på at vågne, men så var vi også klar på endnu en udflugt. Valdemar havde været ovre i en af de nærliggende turistturarrangørs butikker, for at få information om det bedste snorklingsted. De var ikke i tvivl. Det var Blue Bay Marinpark. De arrangerede ikke ture der til, men fortalte at vi bare kunne køre der ud, så det gjorde vi. Det tog en lille times tid fra vores hotel og vi fandt det med det samme. Da vi gik ned på de lille public beach, så vi tydeligt at der var massere af sælgere til forskellige bådture. Ret hurtigt blev vi kontaktet af en sælger som kom med et rigtig godt tilbud. 200,- for en times tur med glasbundbåd og snorkling, prisen var for os alle 5, i en båd for os selv. Det lød for godt til at være sandt, da vi havde googlet hjemmefra at prisen ville være mellem 100,- og 200,- pr. person, og endnu dyrere hvis vi skulle have en båd for os selv. Især Kasper var ikke meget for at tage det første og bedste tilbud, men vi fik manden til at vise os båden og han ville også gerne forlænge turen med en 1/2 time, så vi sprang til. Vi skyndte os op i bilen for at hente vores snorkler og badetøj, og så var vi klar. Lige fra starten kunne vi nyde flotte fisk og koraller gennem glasbunden og vores rastafari kaptajn var sød til at fortælle os om de forskellige fisk og koraller.

Efter lidt sejlads lagde vi til anker sammen meden anden båd og så kunne vi selv hoppe i og udforske de smukke fisk og koraller. Ludvig tog en hurtig tur i vandet og nød derefter udsigten genne glasbunden, vi andre var i vandet i længere tid.

Da vi var mættede af smukke syn i vandet fik Konrad og Valdemar lov til at springe i vandet fra bådens tag. Efter 1,5 time blev vi sejlet i land præcis som aftalt. Det var en helt igennem fantastisk tur. Efter sejlturen blev der badet og leget på stranden inden turen igen gik hjemad.

Vi havde lovet drengene at spise på den nærliggende KFC, men først måtte vi i vores lokale spar for at købe insektspray så nattesøvnen kunne blive god igen.

Share