Snake attack

Næste morgen havde vi booket en lille båd, som skulle sejle os rundt i Cat Tien nationalpark. Der var afgang kl. 8.30 og vi havde bestilt 3 timer. Skipperen var sød, men talte ikke engelsk. Heldigvis var han god til at spotte dyr langs flodbredden og stoppede tit båden og pegede i den retning vi skulle kigge. Vi så masser af aber og forskellige fugle og specielt Ludvig blev hurtigt god til at spotte dyr.

Da vi havde sejlet i noget tid stoppede vi ind ved en landsby. Det første hus i landsbyen var tydeligt et opstillet “nu er vi primitive for turisternes skyld” projekt, bambus hytte med damer der sad og vævede på gulvet, men vi købte alligevel nogle armbånd. Derefter gik vi en tur i landsbyen på en times tid og kom blandt andet forbi endnu en bambus hytte, som var et projekt for Verdensnaturfonden, startet af en eller anden dansker.

Tilbage på båden og igen masser af dyr til skue, som havde deres gang ved floden. Pludselig spottede vores skipper en slange i vandet, som var ved at krydse floden. Den var meget hurtig og kom helt tæt på, undren meter fra Ludvig og mig. Den løftede hovedet fra vandet, som om den ville gå til angreb, men dykkede så efter et par sekunder og forsvandt. Jeg må indrømme, at jeg nåede, at blive temmelig bange, men vores skipper viste med håndfagter, at den kun var semifarlig.

Efter en frokost på vores Lodge tog vi igen i nationalparken. Denne gang for at se et rehabiliteringscenter for aber og bjørne, som efter hårde kår skulle vendes tilbage til naturen. Vi fik en rundvisning på 1 times tid.

Senere på eftermiddagen tog Sisse drengene med til et nabohotel, hvor man mod betaling kunne benytte poolen, for at køle af i eftermiddags heden. Jeg fik pulsen ned på vores Lodge, efter tidligere på dagen, at have set slangedøden i øjnene på vandet.

Share

Over floden

Det var tid til at drage videre fra Ho Chi Minh og derfor havde vi booket en bil, som skulle køre os til nationalparken, Cat Tien. Køreturen, som gik nordøst, varede Ca. 4 timer, med et enkelt hvilestop på vejen.

Vi skulle bo på Cat Tien Eco Lodge, som viste sig at ligge kun 50m fra indgangen til nationalparken. Eco Lodge var drevet af en sød lille familie, som bestod af mor, far og datter. Kommunikationen var primært med datteren, da hun talte nogenlunde engelsk og derfor håndterede alle gæsterne. Moderen var i køkkenet og manden arbejdede på det store hotel i nationalparken, hvilket var ret praktisk, eftersom han hjalp med ture og billetter. Eco Lodge var et mindre sted med 6-8 værelser.

Om eftermiddagen valgte vi at gå en tur i nationalparken. For at komme ind skulle vi krydse en flod via skiftevis en lille færge og en lille båd, som sejlede hele tiden. Vi gik en tur på et par timer på en lille anlagt asfalt sti og kom blandt andet forbi et fantastisk træ med lange og specielle rødder, samt et flodleje. Sisse og drengene ville på junglevandring og tog derfor returen igennem den tætte jungle.

Efter turen spiste vi på vores Lodge. Om aftenen havde vi booket en nat tur, hvor vi, sammen med en masse andre turister, blev kørt ud i junglen på ladet af en lastbil. En guide lyste med en stor lygte og viste os fugle, hare, væsler og en masse hjorte. Efter turen var det sengetid.

Share

Co Chi Tunneltur

På trods af sproglige udfordringer i receptionen lykkedes det Sisse, at få dem til at hjælpe os med, at bestille en taxa, som tog os til Co Chi tunnelerne, et par timers kørsel nord for Ho Chi Minh. Den lange køretur skyldtes mere tæt trafik end faktisk distance.

Co Chi tunnelerne er Vietnameserne fortælling om hvordan de i sidste ende vandt Vietnamkrigen mod USA. Under krigen fandtes der op imod 250km håndgravede tunneler, som blev brugt til at gemme sig for fjenden, samt overraskelses angreb. I tunnelerne fandtes både sovekamre, køkkener og amunitionslagre. Der findes to steder nord for Ho Chi Minh, som er lavet om til en slags museer og vi besøgte det ene.
 
Det fungerede som en guidet rundtur, hvor vi sammen med en gruppe fik rundvisning og demonstreret tunnelerne i området. Guiden viste os blandt andet forskellige lavpraktiske fælder, et gemmested, samt felthospital og køkken under jorden. Højdepunktet var en tur ned i en oprindelig 20-30m lang tunnel. Vi alle 5 var enige om, at det var en super god  og spændende oplevelse.
 
Bagefter tog vi tilbage til Ho Chi Minh og fik taxa chaufføren til at sætte os af ved et marked, som vi havde læst var specialiseret i militær grej/tøj fra Vietnam krigen, (nok mest replica). Vores yngste familie medlem var ret begejstret og investerede i lidt army tøj, men det er jo også snart fastelavn.
 
Efter markedet gik vi videre ned ad gaden og fandt et hyggeligt sted at spise aftensmad. Et rigtigt Pho sted med store åbne vinduer med flotte gamle franske skodder. Derpå bevægede vi os videre på jagt efter en gade med flotte franske altaner, hvor antikvitetshandlere skulle ligge side om side. Vi fandt den charmerende gade, men de fleste butikker var lukket, da det efterhånden var blevet aften. Vi fik prejet en taxa og tog hjem til lejligheden, hvor vi fik en aften dukkert i poolen.
Share

Marked, krig & kulturgåtur

En kort taxatur førte os til Ben Tahn Market midt i Ho Chi Minh. Et stort, men hyggeligt marked, som dog hovedsageligt er beregnet til turister der leder efter billige kopi varer. Bagerst på markedet fandt vi en grønt afdeling, samt en slagteri afdeling, som var ret sjovt at se. Første stand havde parteret en gris og havde lagt alle delene op på disken, til salg – og det var alle delene, uden undtagelser både indvendig og udvendig.

Efter lidt shopping spiste vi frokost i markedets streetfood område, hvilket var et godt valg.

Vi gik ad bagudgangen fra Ben Tahn Market og et par gader videre, til vi kom til Vietnam krigs museet. Helt klart en af de store turist attraktioner i Ho Chi Minh, men bestemt også et besøg værd. Den indvendige del bestod af en masse rørende  og meget levende billeder, mens haven var fyldt med tanks og helikoptere. Savnede dog et par simplificerede forklaringer og evt. en tidslinje.

Vores efterfølgende gåtur igennem Ho Chi Minh City tog os forbi Freedom Palace, (som var franskmændenes hovedkontor indtil de blev smidt ud af landet – deraf navnet, givet af vietnameserne), samt domkirken, det gamle postkontor og den nuværende regeringsbygning.

Aftensmaden og blev pho, (vietnamesiske nudler, ofte i suppe). Derefter en taxa hjem for at sove.

Share

Vietnam, here we come!

Tidligt om morgenen, kl. 7.25 mere præcist, landede vi i Ho Chi Minh City. To helt udmærket flyvninger med Qatar Airways, kun afbrudt af et enkelt stop i Doha, Qatar, på lidt over 3 timer. Alt i alt en tur på ca. 17 timer, skiftevis underholdt af flyselskabets mediapakke kombineret med sove/hviletid.

Rimelig friske og med godt mod gik vi til paskontrollen, hvor det desværre viste sig at jeg havde lavet en lille tastefejl på Konrads visum, som gjorde, at det blev afvist. Det var, for nu, ikke være end, at han fik lov at komme ind, da de første 15 dage er visum fri, (og vi har selvfølgelig 16 dage i Vietnam). Vi har ansøgt et nyt visum online, så det skal nok gå – mere om det senere.

Efter at have afvist prisen på den første taxa kom vi hurtigt afsted i en anden, som tilbød en fast pris til under halvdelen af den første. Da vi skulle af synes vores taxachauffør alligevel at det var taxametret der gjaldt, da det havde taget længere tid en han troede.

Eftersom vi var landet tidligt om morgenen måtte vi vente på vores lejlighed det meste af formiddagen. Noget af ventetiden brugte vi i Saigon Zoo, som lå lige i nærheden. Hyggeligt lille sted, som oprindeligt havde været en botanisk have, men havde alle de almindelige dyr, som man forbinder med zoo, så som elefanter, tigere, giraffer og bjørne og meget mere.

Bagefter tog vi en lur i lobbyen, hvor vi skulle bo, mens I ventede på lejligheden. Lejligheden, som lå i udkanten af distrikt 1, viste sig at være værd at vente på. Stue med køkken, 2 værelser og 2 badeværelser. Det bedste ved det hele var dog udsigten, hvor distrikt 1 og floden kunne nydes til den ene side, mens vi kunne følge med hos girafferne i Saigon Zoo til den anden side.

Efter et par timers søvn spiste vi på en restaurant lige nedenfor hvor vi boede. Bagefter røg vi i seng igen og sov i 11-12 timer til det blev morgen. Jetlag is a bitch – Vietfood rocks!

Share

På elefantjagt i tigerparken

Onsdag ville farmor gerne have os alle med ud og se en indisk skole, så vi kunne opleve hvordan den slags foregår lokalt. Samme formiddag ville Sisse og jeg egentlig gerne have haft drengene med på en tur i junglen, inde i Periyar Tiger Reserve – national park, men da det viste sig at børn ikke havde adgang til parken til fods, måtte vi ændre planerne. Argumentet på det officielle national park kontor var, at børn, under 14 år, ikke selv kunne løbe væk fra de vilde dyr. Derfor tog farmor og Poul alle drengene med i skole, mens Sisse og jeg fik grønt lys til at tage på tur i junglen for os selv, for vi mente jo nok vi kunne løbe fra de fleste dyr.

Aftenen inden fik Sisse bestilt den sidste ledige vandretur til os (turene er meget eftertragtet i højsæsonen og hurtigt udsolgt), via en hjælpsom receptionist. Om morgenen blev vi samlet op på hotellet, af en agent, i en lille tuk tuk, som fragtede os hen til parkens indgang for vandreture. Her fik vi tildelt en vældig flink statsansat guide, hvilket var påkrævet, da ingen turister må vandre alene i det 7777kvm2 store tiger reservat. Efter at have udfyldt de obligatoriske “at your own risk” formularer, gik turen ud i junglen.

Vores guide var en meget lille og ret ung mand, som formentlig nemt kunne stikke af fra os, hvis faren blev for stor. Vi startede turen med at se vandbøfler og dernæst sorte aber med haler, der kunne blive op til 2 m lange, i følge vores guide. Lidt længere inde lå der en lille flok indiske bison okser og sov imellem træerne. Fuglelivet var rigt og flere steder så vi blå Fischer King fugle. Selve junglen var ikke helt som vi havde forestillet os. Den var knap så filmisk jungleagtig, men mere som en knas tør skov. Hvis det ikke havde været for sporadiske lianer, gigantiske bambus klynger, bjergkuperede terræn og selvfølgelig det lidt anderledes dyreliv, kunne det have lignet Jægerspris skoven.

Pludselig stoppede guiden op fordi han kunne lugte elefanter. Han virkede lidt nervøs og skiftede sti i ny retning. Han fortalte at det var ret sjældent man så vilde elefanter og hvis man gjorde var det med at holde sig på afstand, da de kunne være farlige. Vi troede derefter at han ledte os væk fra elefanterne, men det viste sig hurtigt at han prøvede at spore dem. Han vidste os elefantlorte og “klø” træer og store fodspor, som vi ikke selv ville have opdaget. Han så også en slange på vejen, som vi heldigvis ikke nåede at se før den var væk. Lidt længere fremme bad han os om at stå helt mussestille og så smuttede han ellers fra os. Han kom til syne ud af noget buskads og vinkede os forsigtigt frem, mens han gjorde tegn til at vi skulle være stille. Derinde imellem skoven var tre voksne og en babyelefant igang med at æde sig igennem træerne. Vi gik lidt rundt om dem på sikker og afstand og så dem fra alle sider. Til sidst kom en elefant-mor med sin baby-elefant helt ud fra træerne og krydsede en åben lysning, alt imens vi gemte os bag nogle træer. Det var et helt fantastisk og enestående syn, som vi nok aldrig glemmer.

Høje fra vores oplevelse vandrede vi tilbage igennem junglen. Undervejs prøvede jeg at lokke vores guide til at spore en tiger, som det næste, men den sag mente han var tæt på umulig. Reservatet var hjemsted for blot 47 tigere og i de tre år han havde været guide havde han kun set en eneste, på trods af mere end 1000 ture derud. Tilbage ved indgangen havde vi bortlagt ca. 10 km’s bakkede indisk jungle og var nu alligevel ok med at det ikke blev til tiger observation i denne omgang.

Efter elefantoplevelsen og efter drengene begejstret havde fortalt os om deres tur til den lokale skole skulle vi ud og se 2 danseshows. Det første var en slags kampdans, som til Ludvigs store glæde både havde spyd, sværd og ild. Det andet var en traditionel dans med kostumer og fortællinger. Begge dele var meget spændende at se.

Share

Ayurveda

Et must for mig, personligt, i Indien, har været at prøve behandlingsformen Ayurveda. Ayurveda er en old gammel indisk lægekunst, som omfatter behandling af hele kroppen, blandt andet ved hjælp af olier, urter og forskellige former for massage. Egentlig ved jeg ikke så meget om det, andet end at det er meget anerkendt i Indien.

Vores chauffør-guide havde anbefalet os et sted i turistbyen Kumily, tæt ved nationalparken Periyar, som jo så måtte prøves. Han havde ikke selv prøvet stedet, men anbefalede det ud fra sine tidligere kunders tilbagemeldinger (ønsker aldrig at møde de kunder). Stedet hed Aaramam og lå lige overfor vores hotel, Treetop Hotel.

Mine alarmklokker burde nok have ringet, da jeg blev slæbt ned i en mørk kælder, af en stor indisk mand, i bar overkrop. Da vi kom ind i rummet låste han døren og bad mig smide alt tøjet. Bagfra bandt han en snor om livet på mig og hang et stykke langt papir, som mindede om toiletpapir, fast på snoren. Det skulle så udgøre et par underhylere. Han bad mig ligge mig op på briksen og med det samme jeg havde lagt mig, fjernede han mine nye papirs underdrenge igen, hvilket føltes lidt underligt. Min krop blev nu smurt ind i et tykt lag olie fra top til tå og jeg mistænker ham stadig for, at forsøge at hælde lidt ekstra ned imellem mine balder og forsøge at stoppe det ind med fingeren. Han begynde at massere hele min overkrop med meget hurtige og hårde bevægelser, på tværs af rygraden og uden nogen form for føling med mit velvære.

Mandens engelsk var meget begrænset og flere gange undervejs spurgte han: “good feeling or no feeling”? Jeg svarede hurtigt hver gang “no feeling” imens jeg var tæt på gråd og desperat tænkte, at der måtte være flere svarmuligheder. Han vendte mig om på ryggen og begyndte med lange hårde og hurtige bevægelser, at køre sin hånd opad indersiden af mit ben. Startende fra anklen og afsluttende med et hårdt klask på undersiden af mine testikler, i alt for mange gentagelser, samtidig med at jeg skreg “no feeling, no feeling” uden succes. Bagefter skulle det andet ben også have en tur og selvom jeg havde lært rutinen fra seancen med mit højre ben var fornøjelsen ikke steget på venstre side.

Han forsøgte at tørre det værste olie af mig med en klud, mens jeg hurtigt klædte mig på igen og skyndte mig ud af døren og op i lyset igen. Bagefter følte jeg mig en smule brugt. Jeg tog et langt bad, tilbage på hotellet, for at forsøge at glemme den traumatiske oplevelse og for at få olien ud af sprækken. Olie i min stjerne giver altså nul stjerner i anmeldelsen.

Share

Tango med Tarzan

image

Et stykke uden for Reykjavik havde Sisse fundet en lille gård, hvor vi kunne få lov at prøve kræfter med ridning på islandske heste. Drengene havde aldrig prøvet at ride før og det var mere end 25 år siden jeg sidst havde været oppe på en hest, så Sisse måtte siges at være den mest rutinerede i denne sammenhæng, da hun var på hest i Island tilbage i 2012. Det var en rund, skægget og meget smilende og venlig mand med huehår, som havde gården. Mandens mor, en lille, ældre og ligeledes smilende dame med sølvgråt hår stod for udleveringerne af kedeldragter, regntøj og hjelme. Der var bestemt ingen i familieforetagendet, som var under risiko for at få stress, men de var nu utroligt søde.

Vi var en del af en stor gruppe på lige omkring 20 mennesker, som alle blev udstyret med en hest en efter en. Alle fik tildelt hest efter niveau og børnene fik selvfølgelig de nemmeste heste. Det var den smilende mand selv, som stod for hesteuddelingen. Han fandt den tykkeste pony jeg nogensinde har set og sagde smilende til mig: “han er den ældste i flokken, så han er stille og rolig – lige noget for dig”. Selvom de islandske heste er ret små, så synes jeg nu alligevel at der var ret langt op til stigbøjlen. Med lidt snilde fik jeg svunget mig over hesten og bemærkede nu at mine ben blev presset godt ud til siderne i forsøget på at sidde overskrævs på den runde krikke og det knagede lidt i den gamle lyskenskade. Jeg spejdede rundt og så at også Sisse og drengene nu var havnet på hver deres hest og de så alle fornøjede ud. Jeg tænkte for mig selv at den tykke pony og jeg nok var et godt match. Gammel, tyk og rolig, det kunne ikke gå galt!

image

Der gik en pæn portion tid før alle var kommet til hest og Tarzan, som min hest hed, begyndte at blive lidt utålmodig. Den rystede hovedet og trak det hårdt fremad flere gange, hvilket gjorde at jeg havde svært ved at holde fast i tøjlerne. Det var som om den lige ville holde testosteron niveauerne op mod hinanden inden afgang. Snart var hele flokken afsted på en lang række ud i landskabet. Valdemar og Konrad var kommet op foran i feltet, hvor jeg ikke kunne se dem, mens Ludvig blev trukket at en guide bagerst i feltet, hvor Sisse og hendes ret dovne hest også holdt til. Smukke hvidklædte bjergtinder mødte os i det fjerne og alting var idyl, men så vendte Tarzan om. Han havde ikke i sinde at gå et skridt videre i kulden og stilede istedet efter den varme stald. Jeg som indtil nu havde troet at der skulle to til tango og at det var mig som styrede fartøjet blev pludselig en hel del klogere. Nu opstod der en magtkamp imellem to gamle hanner. Når jeg trak til højre gik Tarzan til venstre. Det endte med at jeg måtte blive trukket af guiden nede bagerst sammen med Ludvig, men det var nu også hyggeligt nok.

Da vi var kommet tilpas langt nok væk fra gården til at Tarzan ikke gad at vende om mere fik vi lov at gå selv igen. Jeg var tilbage i styringen og det hele gik nu fint. Jeg kom op til Konrad og Valdemar, som begge var helt ovenpå og de så ud til at synes det var fedt. På et tidspunkt gjorde vi ophold og Konrads hest gik væk fra os andre for at græsse. Jeg råbte til Konrad at han skulle styre hesten ind til os andre, men han svarede at det ikke var ham der styrede. Konrad så dog ikke ud til at det var noget problem og hesten fulgte da også pænt ind på række igen, da vi gik videre. Nu kom der fart på den forreste del af feltet og jeg trak tøjterne tilbage for ligesom at sige til Tarzan at jeg bedst kunne lide når det gik langsomt, så Tarzan begyndt at trave derud af hurtigere og hurtigere. Til sidst opgav jeg kampen og lod mig føre med i Tarzans tempo og jeg nød det faktisk. Ludvig fik lov at komme op forrest i feltet stadig trukket af guiden, mens Sisse stadig var aller bagerst for hendes hest gad ikke trave, overhovedet, den dovne rad!

Efter rideturen på de islandske heste var vi alle fem enige om at det var en super tur og vi havde virkelig nydt det, men næste gang vil jeg have en damehest. Derudover havde vi skabt et nyt behov hos vores mindste søn. Ludvig ville have en hest…! Dagen derpå kunne vi ældre i flokken godt mærke det.:(

Share

Når det aldrig rigtig bliver nat

image

Det var en hård overgang fra New York til Island. Alle tre drenge fik sovet imellem en smule, dog ikke tilnærmelsesvis nok, på den fem timer lange flyvetur, mens Sisse og jeg ikke fik lukket et øje. Vores hjerner var indstillet på “tidlig nat”, da vi ankom søndag morgen til Keflavik lufthavn. På under et kvarter var vi faktisk ude af den lille internationale lufthavn med kufferter og det hele, så det var nok ny rekord. Thrifty, vores biludlejningsselskab, hentede os ved udgangen og kørte os de 200-300 meter hen til deres kontor, hvor vi fik udleveret bilen. En lille kompakt, men spritny Mazda med automatgear og væsentlig mindre benplads på bagsædet til vores langbenet unger, end de store biler de havde været vant til i USA.

Det tog os en lille times kørsel at køre til Reykjavik og finde det sted vi skulle bo den næste uges tid. Sisse havde fundet en skøn, nyrenoveret lejlighed i underetagen på et stort hus beliggende meget centralt på Tjarnargata, med under 10 minutters gang til alt i den lille hovedstad. Tjarnargata ligger ned til en lille sø med masser af ænder og lidt svaner og for enden af vejen ligger et arkitektonisk top moderne rådhus. Det meste af søndagen sov vi på skift på grund af den hårde omstilling med jetlag til følge. Om eftermiddagen gik jeg en tur ned i byen med Valdemar. Bagefter tog Sisse ned i byen med Ludvig. Det var så den dag…

Om mandagen var vi stadig lidt forfulgt af jetlag og det havde ikke hjulpet at det kun er en lille smule dunkeltmørkt i Reykjavik imellem 00.00 og 02.00 om natten på denne årstid. Sisse tog drengene med på hvalmuseum i Reykjavik om formiddagen, mens jeg stadig sundede mig. Hvalmuseet havde mange store flotte hvalskiletter i fuld størrelse, men Sisse havde savnet at kunne røre ved nogle knogler og mere lidt interaktivitet.

Efter museums besøg kom de hjem og hentede mig og sammen tog vi ud til en af de mange geotermiske pools på Island. I Reykjavik fungere det ligesom at gå i svømmehallen. Det er badeanstalter der er lavet som almindelige udendørs svimmingpool’s, men hvor de bruger vandet direkte fra undergrunden, som er naturligt opvarmet fra vulkanisk aktivitet. Islændinge bruger det selv rigtig meget og tror på at det er en del af at holde et sundt liv, at gå jævnligt i geotermiske bade. Mange mener også at badene har helende effekt overfor for eksempel psoriasis på grund af de mange naturlige mineraler i vandet. Om ikke andet var det ihvertfald dejligt at sidde i de op til 40 graders varme bade, med en lufttemperatur på lidt under 5 grader med skiftende regn og ophør.

Til sidst tog vi en god lang gåtur rundt i byen, som er fyldt med lækre butikker med kvalitetsvarer. Alt kan fås i uld og det bugner med vejrpraktiske og stilfulde designs “Made in Iceland” og priserne er også herefter. Til gengæld er det muligt at få refunderet 14% tax på handler over x-antal kroner – også for danskere! Vi endte oppe ved Islands største kirke, Hallgrímskirkja, som ligger midt i Reykjavik. Dens særprægede arkitektur er inspireret af fjelde, gletsjere, gejsere og store vidder. Byggeriet blev påbegyndt i 1943, men stod først helt færdig i 1986. Vi tog elevatoren op i toppen af det 74 meter høje kirketårn, hvorfra vi havde en fantastisk udsigt ud over byen, fjorden og bjergene i baggrunden. Da det jo ikke rigtigt bliver mørkt havde vi glemt at holde øje med klokken, som nu var blevet 21.00. Derfor skyndte vi os hjem i seng for at gøre et forsøg på at få vendt vores jetlag.

Share

Kongen af Queens

LET’S GO METS! LET’S GO METS! LET’S GO METS!

image

For en gangs skyld havde vi været forud i programmet og bestilt billetter til en baseball kamp i New York. Det mest kendte team i USA/(verden), New York Yankees, spillede kun på udebane i den uge vi gæstede byen, men heldigvis var der billetter til New York Mets. Mets spiller også i den bedste række, MLB (Major League Baseball), og ligger p.t. nummer ét i deres pulje. Holdet vandt World Series tilbage i 2006. De holder til på stadionet, Citi Field, som ligger i Queens delen af New York. Citi Field er et nyere stadion bygget i 2009, som kan rumme op til 42.000 tilskuere. Det kostede små 850 millioner dollars at opføre…

Vi havde været heldige at få billetter til en kamp som blev spillet allerede kl.13 en torsdag eftermiddag. Jeg tænkte at det kun kan være byer på størrelse med New York, som regner med at kunne sælge så mange billetter på en for os almindelig hverdags eftermiddag. Det viste sig dog at være et sær arrangement, som havde givet adgang til adskillige skoleklasser fra lokale middle schools. Der var heldigvis også et pænt stort fremmøde af “almindelige fans” og jeg vil tro at stadion var halv fyldt, så der var god stemning.

Med til at løfte stemningen var to kæmpe tv skærme, hvor der foregik forskellige konkurrencer med publikum når der var spilstop. Desuden havde de et “Noisymeter”, som skulle få publikum til at larme så meget som muligt. Et andet sjovt indslag var “Kissing Camera”, der zoomede ind på forskellige par på tilskuerrækkerne, som så skulle kysse til offentlig skue. Sidst men ikke mindst dukkede skuespilleren Kevin James op på skærmene (ham der spiller Doug i Kongen af Queens) og fik publikum til at råbe LET’S GO METS!

Sidst jeg så en baseball kamp var på Crestview High School i 1998, så jeg skulle lige bruge lidt tid på at opfriske reglerne, før jeg prøvede at viderformidle min fortolkning af de avanceret rundbold regler til Valdemar. Sisse var så heldig at sidde ved siden af nogen ældre mennesker, som var ægte fans og som kunne forklare hende de overordnede regler, som hun forsøgte at forklare Konrad, mens Ludvig bare råbte LET’S GO METS, som en ægte fan! Mets vandt 5-0 på hjemmebane og vi havde en helt igennem fantastisk oplevelse. Det er ikke sidste gang vi har set professionelt sport i USA.

 

Share