Bjergbyen Dalat

Vi var klar. Vi havde læst om vandfald, cabel car, klatrepark og rutchebane, og det skulle opleves. Så efter vores morgenmadsbuffet (asian style) smuttede vi ud og fandt en taxa der kunne køre os til cabel car´en. En 2 km. lang tur over skov, hvor der til vores store overraskelse, var mange mindre skovbrande, som tilsyneladende ikke bekymrede de lokale. Oppe på toppen forsynede vi os med noget koldt at drikke, inden vi ville finde det store vandfald. Det skulle vise sig ikke at være så nemt som forventet. Der var simpelthen ikke nogle skilte, og der var ikke nogen der kunne guide os entydigt i en retning. Vi forsøgte at gå afsted på egen hånd, efter vores, ikke så sikre, mavefornemmelse. Det førte os op på en kæmpe dæmning, hvilket var et flot sted, men vi kunne ikke rigtig nyde det, da det var virkelig varmt, og vi anede ikke hvor langt vi skulle gå for at finde vores mål, vandfaldet. Vi besluttede os for at gå hen til en cafe og få dem til at ringe efter en taxa, så vi ikke skulle bruge vores kræfter på gåturen. Det var en god beslutning, da der var et par kilometer hen til vandfaldet og det var virkelig varmt.

Ved Da Tanla, vandfaldet, besluttede drengene at de ville tage rutchebanen ned til vandfaldet og Kasper og jeg valgte at gå turen der ned. Da drengene var sendt godt afsted, begyndte vi nedstigningen. Det var en fin tur, med gode forhold, da det er et meget turistet sted (af især lokale turister). Kasper og jeg kom ned til et flot vandfald, hvor der også var en rutchebane, men ikke nogle drenge. Jeg gik i panik over om vi overhovedet ville kunne finde hinanden igen. Kasper brugte sit rolige sind til at berolige mig og vi kom frem til, at det måtte være en anden rutchebane der sluttede her. Vi gik videre og kom til en elevator! Det har vi alligevel aldrig prøvet før. Midt i den flotte natur. Men for foden af elevatoren stor drengene klar til at modtage os, hvilket var en kæmpe lettelse (for mig). Efter vi havde nydt det smukke vandfald, spiste vi lidt frokost og Valdemar forhandlede med sin far om, at han kunne tage rutchebanen tilbage, så Valdemar kunne gå og nyde udsigten (med sin moar;)).

Oppe på toppen gik turen til klatreparken, Ludvig var desværre for træt, så vi gik op og forsynede os med cola, chips og is, mens Kasper fik instruktion til parken sammen med Konrad og Valdemar. De havde 2 timer til at klatre rundt, og tage de lange ziplines. Da Ludvig havde fået lidt mere energi, udråbte han sig selv til fotograf og løb derfor spidsrod mellem hans 2 storebrødre, for at få de bedste billede i hus. Både Konrad og Valdemar, fik afprøvet deres grænser, da der var baner i alle sværhedsgræder. Da tiden var gået, lukkede hele stedet, men vi var heldige at nå at få bestilt en taxa, så vi nemt kom hjem til hotellet. Efter et lille hvil i mørke på hotellet, gik vi ud for at få noget aftensmad. Det viste sig at mørket havde sænket sig over hele byen, da strømmen var gået – over det hele. Det var en stor kontrast til det meget lys, der ellers var i gaderne. Men som forventet rørte det ikke de lokale, som bare fandt stearinlysene frem og arbejde eller spiste i skæret.

Vi havde udset os vores aftensmads sted, hvor man kunne vælge forskellige spyd, som man selv skulle grille på en lille bordgrill. Vi valgte de spyd vi havde lyst til og blev guidet ind i den mørke gyde som var restauranten og blev sat ved et lille lavt bord på nogle virkelig lave plastikstole. Derefter kom der en lille bordgrill og vi kunne begynde at tilberede de forskellige spyd. Efter lidt tid kom strømmen igen og vi kunne se hvem vi delte den mørke gyde med. Det var dejlig mad og sjovt at prøve. Efterfølgende gik vi på natmarked igen, da de 2 store drenge havde udset sig nogle jakker de nærmest ikke kunne leve uden:). Derefter hjem i seng.

Share