Farvel bjerge- hej hav…

Vi blev hentet som aftalt af en relativt sur buschauffør. Han var meget glad for sin bus, og ville derfor ikke have sko ind i bussen, men hans måde at sige det på var ikke ligefrem diplomatisk. Vi havde også bestilt sæder så langt fremme som muligt, hvilket han var helt ligeglad med, men vi var heldigvis de første der blev hentet, så vi fik ok pladser, men det var baggagen der havde de allerbedste pladser. Efter 1 times kørsel rundt i byen for at fylde bussen kørte vi afsted. Det var en rigtig smuk tur gennem bjergene, med masser af vandfald og frodigt landskab. Det var også tydeligt at se, at landbruget spiller en stor rolle for Dalat, da der var kæmpe områder som var helt tæt pakket med drivhuse og væksthuse, det så helt vildt ud.

Fremme i Nha Trang blev vi sat af på en meget befærdet gade og jeg ville straks bare finde en taxa for at komme til hotellet, men Kasper kiggede lige på sit kort og kunne se at vi var nærmest lige ved siden af vores lejlighed, så vi tog taskerne på ryggen og gik der over. Vi havde lejet en lejlighed i centrum og tæt på vandet, der var desværre ikke udsigt, selvom vi boede på 11 etage. Lejligheden var dog rigtig fin, og meget bedre end det vi kom fra i Dalat. Da vi havde fået lidt mad gik vi på stranden, hvor der var dejlig sandstrand og høje bølger. Drengene kastede sig hurtigt ud i de høje bølger, da der ikke var understrøm, så de kunne bare lege.

Efter strandturen spiste vi i vores egen lille gade, hvilket var nemt. Efter maden blev drengene i lejligheden og så netflix og Kasper og jeg gik ned og fik fodmassage, samt fandt et sted hvor vi kunne købe en snorkeltur til dagen efter.

Share