Mer’ Smithsonian

image

Sisse kunne nok have brugt en hel uge på at besøge alle Smithsonian museerne rundt om Washington DC’s museums park, National Mall, men det ville nok være lige i overkanten for resten af flokken. Jeg hælder mest til de historiske museer, da jeg ikke kan tåle for meget kunst ad gangen. Drengene havde ytret ønske om at besøge rum- og luftfarts museet (National Space and Flight Museum), så det måtte blive det sidste i denne omgang på vores tredje og sidste dag i Washington DC.

Vi parkerede igen i Reagan bygningen på grund af den centrale beliggenhed. Inden museum havde vi aftalt lige at slå et smut ned forbi Capitol, som er USA’s regeringsbygning. På vejen derned gik vi igennem en lille kunstpark, som selvfølgelig lå ud til National Mall! Få men store lækre kunstværker fra det 20. århundrede prydede parken og i midten af det hele var der et stort springvand. Efter en god gåtur i varmen nåede vi Capitol. En typisk storslået amerikansk, men flot bygning, med romerske søjler som går igen på mange af deres pompøse bygninger. Kuplen var desværre under renovering, men man kunne sagtens få den storslåede fornemmelse alligevel.

Rum- og luftfarts museet var som de andre stort og flot. Efter sikkerheds tjek trådte vi ind i en kæmpe hal med forskellige flyvemaskiner i fuld størrelse hængene ned fra loftet. Vi startede med at se en flot lavet udstilling om hangarskibe og krigsfly fra 2. verdenskrig. Derefter fandt vi en sjov or informativ røre/gøre udstilling om hvordan man flyver. Drengene lærte blandt andet en masse om tyngdekraften og Isac Newton, som fik et æble i knolden! Bagefter kom de ind i en rumraket og en lidt tør udstilling om navigation.

Efter museet var det tid til lidt aftensmad i foodcourt under Reagan bygningen. Planen var at vi efter aftensmaden skulle ud og se det hvide hus på tæt hold, som afslutning på vores Washington DC tur. Men mens vi spiste var regnen brudt ud. Derfor tog vi istedet bilen for at køre tættere på for at parkere, men da vi var kommet helt derhen stod sluserne fra oven helt åbne! Da regnen var lige i overkanten voldsom valgte vi at blive i bilen og køre lidt rundt om bygningen. Vi fik set den både fra for- og bagsiden i silende regn, men desværre var der intet glimt af Obama.

Share