Landet med mange nuancer

Konrad havde fået feber og var på ingen måde frisk, så Kasper, Ludvig og Konrad aftalte at de skulle have en hyggedag med netflix og chips i lejligheden. Valdemar havde fundet et vandfald, Ba Ho, nord for byen som han gerne ville ud til, så vi brugte formiddagen på at finde ud af hvilken lokale bus vi kunne tage for at komme op til vandfaldet. Det lykkedes og vi begav os glad afsted med forsyninger i tasken. Efter en tur i hæveautomaten fandt vi busstoppestedet og begav os afsted på tur. Første udfordring var at betale i bussen, da vi ikke kunne forstå hvor meget vi skulle betale og til sidst gav vi bare rigeligt med penge og billetdamen blev helt forvirret. Det viste sig at problemet var at hun ikke kunne give tilbage på det vi først havde givet hende, men det lykkedes hende da der var kommet flere betalende passegerer i bussen. Vi stod af det hvor vi havde læst vi skulle, hvilet viste sig at være midt på en øde landevej. Vi undrede os over den manglende skiltning, men begyndte at gå op af den eneste lille vej der var.

Måske skilt til vandfaldet?

Det var en dejlig landlig tur med små huse, kirker, gravsteder, ris marker og masser af høns, katte, hunde og køer.

Der arbejdes i rismarken

Efter en lang gåtur kom vi til indgangen til vandfaldet. Det stod i skarp kontrast til de landlige omgivelser, med nybyggede bungalows og nyopført resort reception. Vi satte os og nød en kold isthe inden vi gik mod vandfaldet i de meget idylliske omgivelser.

Heldigvis var der fine markeringer

Vejen var hyggelig og til tider udfordrende, især for moderen, da der var mange store sten der skulle bestiges. Vel oppe satte jeg mig til rette for at nyde det smukke landskab, mens Valdemar begyndte at bade og springe fra de store sten. Jeg blev derfor også hurtigt hyret til at filme, så badningen og springene kunne blive foreviget.

Turen ned fra vandfaldet var lettere og vi valgte at gå en anden vej mod bussen, selvom vi var lidt i tvivl om det var den rigtige vej. Tæt på hovedveje mødte vi heldigvis en sød mand der kunne vise os hvor vi skulle stå, for at bussen stoppede. Vi nåede lige at komme med inden det blev helt mørkt, heldigvis.

På vej mod bussen

Hjemme i lejligheden igen var Konrad blevet mere syg og havde fået udslæt i ansigtet, så vi kontaktede forsikringsselskabet for at høre om hvad vi skulle gøre. Vi fik besked på at tage på hospitalet. Valdemar og Ludvig blev udstyret med film og kiks, mens Kasper og jeg tog med Konrad på sygehuset. Det var en oplevelse vi gerne havde været foruden. Efter en dårlig kommunikation med receptionisten blev Konrad lagt ind i en seng på en stue med ca. 10 andre, ret syge personer. Stuen bestod af smalle metal senge, hvor der kun lige var plads til en lille (Vietnamstørelse) skammel mellem. Ellers var det afskallede vægge og blålige lysstofrør i loftet. Han fik taget sin temperatur og ordineret paracetatmol og fik taget en blodprøve (for at udelukke bakteriel infektion.).

Ikke så frisk

Efter et par timer blev vi vinket ud. Kasper og jeg forsøgte at få informationer fra lægen, men han havde ikke rigtig tid til at snakke med os, da han sad ved sin computer og så fodbold. Vi prøvede at få dem til at forstå at vi havde kontaktet vores forsikring, og betalingen skulle gå gennem dem, men det kunne de slet ikke forstå, og sagde at de ikke samarbejde med forsikringer. Vi betalte og heldigvis var det, ligesom alt andet, meget billigt.

Der er fyldt op på apoteket

Hjemme igen fik vi alle en god nats søvn.

Dagen efter var Konrad stadig meget dårlig og begyndt at kaste op. Så selvom vi skulle have været til Mui Ne idag fandt vi hurtigt ud af at han ikke skulle nogen steder. Så jeg gik ned og hørte om vi kunne blive i lejligheden et par dage mere, hvilket heldigvis ikke var et problem. Kasper tog Valdemar og Ludvig på stranden, mens Konrad og jeg hyggede i legligheden.

Efter stranden havde de frokost med hjem til os alle. Efter frokost blev Kasper sammen med Konrad og vi andre tog til oceanisk institut for at se på de forskellige fisk og havskildpadder.

Instituttet

Det var et hyggeligt institut som lå ned til havnen, hvor vi gik en lille tur og så på fiskerne og desværre også på alt det plastik der ligger og flyder rundt. Efter turen stoppede vi i indkøbscentret og fik en dejlig milkshake.

Vores lille gade i Nha Trang

Vi havde håbet at Konrad havde fået det bedre, hvilket desværre ikke var tilfældet. Faktisk var det blevet værre og vi begyndte at blive bekymrede. Heldigvis var lejligheden god at være i, med både plads, ac og netflix på tvet, så nu når det skulle være var det et rart sted at være. Vi brugte dagen på at tage ud på Nha Trangs største marked og deres gamle buddiske tempel på skift. Da Ludvig og Kasper var afsted arbejdede Valdemar på sin projektopgave om Vietnamkrigen. Så alt i alt en hyggelig stille dag.

Konrad var stadig syg næste morgen, men han ville gene videre til Mui Ne, så vi bestilte en taxa og et hotel lige ned til vandkanten og med pool, så det ville være nemt at blive på hotellet alt efter hvordan Konrad havde det. Han blev desværre mere og mere dårlig, og vi kontaktede forsikringsselskabet igen og de fandt det nærmeste hospital, hvor vi skulle tage hen. Jeg tog med Konrad, mens Kasper blev i Mui Ne, med Ludvig og Valdemar. Vi kom til hospitalet, hvor vi igen kom ind på en kæmpe stue, hvor der lå syge mennesker alt, alt for tæt på hinanden. Konrad måtte bæres over i sengen, da hans kræfter var sluppet op og jeg var selvsagt ret bekymret. Desværre var det rigtig svært at kommunike med sygeplejerskerne. Han blev sendt videre ud i et andet ventelokale, hvor jeg blev bedt om at betale, og igen prøvede jeg at sige at forsikringen klare det, men det kunne de ikke forstå, så jeg betalte. Vi blev efter en times tid sendt ind til en læge, hvor der også var et meget sygt, skrigende, barn og dets mor. Lægen sagde vi skulle indlægges i 3 dage, hvilket jeg ikke kunne forstå. Men vi fik en stue, for udlændinge, heldigvis. For der kunne vi være alene.

Væske og ro
Kantinen på hospitalet… Det ville vi ikke nyde noget af.

Konrad fik taget en masse prøver og lagt et drop, så han kunne få noget væske. Natten gik og Konrad fik noget søvn, og torsdagen gik med at prøve at få sygeplejerskerne til at forstå udfordringerne gennem googletranslate, samtidig med at jeg måtte have fat i forsikringen flere gange, så vi kunne finde ud af, hvad vi skulle gøre. Imens var Kasper, Ludvig og Valdemar på ørkentur i Mui Ne, hvor den eneste ørken i Vietnam ligger. Turen gik med jeep gennem landskabet og gennem små fiskerlandsbyer. Til sidst skulle de gå gennem en flod for at komme op i de smukke sandbakker, hvor de kunne kælke og køre ATV, hvilket var en stor oplevelse for dem, det kunne man tydeligt høre når de fortalte om det.

Fredag morgen fik vi besked fra forsikringsselskabet om at vi skulle på et hospital i Ho Chi Minh city, for at få tjekket Konrad. De ville sende en syge transport, men det ville Konrad ike have. Han ville have at hele familien kunne følges ad. Det var de heldigvis med på, og de ville så arrangere en transport for os alle fem fra Mui Ne og Konrad og jeg tog hjem på hotellet til de andre. Det endte med at blive en meget lang dag, da vi hele tiden fik besked på at vi snart blev hentet, men det gjorde vi bare ikke. Heldigvis var det et dejligt lille hotel og Konrad, og de andre drenge kunne ligge og slappe af i poolen.

Der ventes…
Smuk beliggenhed

Kasper og jeg fik booket den sidste nat i det samme lejligheds kompleks som vi boede i de første dage, vi havde ikke brug for flere usikkerheder. Samtidig med vi ringede frem og tilbage med forsikringen og blev mere og mere frustrerede. Til sidst blev vi dog hentet og kørt til Ho Chi Minh. Konrad og jeg blev sat af på hospitalet kl. 20.00 og de andre blev kørt til lejligheden. Det havde været en virkelig lang dag og en rigtig lang køretur på 4 timer, så alle var trætte. Jeg blev dog virkelig glad for at se hospitalets standard var på vestlig standard, og vi ikke skulle ligge på en stue, hvor der kravlede myrer på væggene og ikke havde sæbe på toiletterne. Konrad blev hurtigt tilset af en læge som tog både blod, afføring og spytprøver på ham. Det var dejligt at blev taget alvorligt og mødt af en fagperson, som forstod engelsk. Der kom svar på prøverne efter et par timer, og det viste sig at Konrad havde fået en parasit. Vi blev derfor udstyret med ikke mindre end 8 forskellige slags medicin, som skulle tages på alle mulige og umulige tidspunkter. Det var en stor lettelse at få svar på hvad der var galt og samtidig få at vide at vi måtte flyve hjem dagen efter, hvis ellers Konrad havde det godt. Virkelig dejligt. Desværre ventede der flere timers tovtækning med receptionen og forsikringen om hvordan betalingen skulle foregå. Det var virkelig en opslidende oplevelse efter en virkelig lang dag. Men kl 01.30 endte Konrad og jeg også i lejligheden og kunne få noget søvn.

Næste morgen var humøret hos alle godt, og Konrad havde det for første gang i mange dage ok, så vi blev enige om at tage på marked for at få købt nogle ting og tøj, inden vi skulle i lufthavnen. Det blev en hyggelig dag, hvor Konrad også fik lidt ud af Vietnam efter mange dage i sengen.

Marked

I lufthavnen viste det sig at det visum vi havde fået lavet til Konrad stadig ikke var det rigtige, så vi måtte ikke forlade landet… Det orkede vi simpelthen ikke. Heldigvis fandt Kasper sit bestemte jeg frem og fik forklaret lufthavnsmanden at vi altså skulle hjem i dag. Heldigvis viste han forståelse og var villig til at modtage bestikkelse, så vi kunne komme ud til gaten. Det var en befrielse at sætte sig i flysædet og vide at Dejlige Danmark ventede på den anden side af turen.

Tak til Vietnam, vi kommer helt sikkert tilbage.

Ps. uheldet fulgte desværre med hjem til dk, da bilen ikke ville starte, så vi måtte vente på vejhjælp kl. alt for tidligt om morgenen i kolde, mørke danmark. Men da vi lå i vores senge hjemme på Bellisvej senere på dagen, var vi alle taknemmelige for en dejlig tur og spændte over at det var sidste gang vi havde rejst ud i verden fra Bellisvej.

Share

Snorkling i det sydkinesiske hav

Vi blev hentet på hotellet af en meget energisk guide som hurtigt fik skabt en god stemning i den lille bus, som skulle køre os til havnen. Da vi kom til havnen, var det som forventet, et stort turistkaos. Alle skulle fordeles i forskellige både og ingen kendte systemet. Vi kom desværre ikke i samme båd som vores guide fra bussen. Det viste sig dog at vores “nye” guide også var rigtig flink, han blev iøvrigt kaldt 10, fordi han var nummer 10 i hans søskende flok, sådan kan man jo også navngive sine børn.

Vi skulle snorkle 3 forskellige steder og spise frokost på båden. Vejret var ikke med os i starten, hvor det både regnede og blæste, men da vi kom til det første snorkel sted brød solen igennem og vi lå i læ for vinden. Det var fint at snorkle, men langt fra det bedste vi har prøvet. Frokosten blev serveret i båden, hvor alle bænkene blev lagt ned og brugt som et stort langbord. Så blev der serveret en tallerken med nudler og grøntsager til hver, samt forskelligt tilbehør som skulle deles med de andre gæster.

Frokost på havet

Efter maden var der tid til at ligge på topdækket og nyde solen inden vi sejlede videre til næste snorkelsted.

Sol og vind

Tilbage i lejligheden havde alle mand brug for ro og afslapning, så vi tog lidt tid med skærme og ro. Derefter gik vi en tur i den meget farverige og turistede by. Drengene syntes at byen var mega fed, hvor Kasper og jeg havde et lidt mere afdæmpet glædesforhold til denne russisk/kinesisk ferieby. Vi fandt dog et dejligt storcenter, hvor vi kunne få noget mad, samt få dækket vores shoppebehov. Konrad havde det dog ikke så godt, så vi tog en taxa tilbage til hotellet, mens Kasper, Ludvig og Valdemar gik ned på det lokale turistmarked. Da alle var hjemme i lejligheden satte vi en film på vi kunne se sammen.

Share

Farvel bjerge- hej hav…

Vi blev hentet som aftalt af en relativt sur buschauffør. Han var meget glad for sin bus, og ville derfor ikke have sko ind i bussen, men hans måde at sige det på var ikke ligefrem diplomatisk. Vi havde også bestilt sæder så langt fremme som muligt, hvilket han var helt ligeglad med, men vi var heldigvis de første der blev hentet, så vi fik ok pladser, men det var baggagen der havde de allerbedste pladser. Efter 1 times kørsel rundt i byen for at fylde bussen kørte vi afsted.

Vores bus

Det var en rigtig smuk tur gennem bjergene, med masser af vandfald og frodigt landskab. Det var også tydeligt at se, at landbruget spiller en stor rolle for Dalat, da der var kæmpe områder som var helt tæt pakket med drivhuse og væksthuse, det så helt vildt ud.

Lækker snaps på frokoststedet

Fremme i Nha Trang blev vi sat af på en meget befærdet gade og jeg ville straks bare finde en taxa for at komme til hotellet, men Kasper kiggede lige på sit kort og kunne se at vi var nærmest lige ved siden af vores lejlighed, så vi tog taskerne på ryggen og gik der over. Vi havde lejet en lejlighed i centrum og tæt på vandet, der var desværre ikke udsigt, selvom vi boede på 11 etage. Lejligheden var dog rigtig fin, og meget bedre end det vi kom fra i Dalat. Da vi havde fået lidt mad gik vi på stranden, hvor der var dejlig sandstrand og høje bølger. Drengene kastede sig hurtigt ud i de høje bølger, da der ikke var understrøm, så de kunne bare lege.

Stranden i Nha Trang
Hummer på stranden

Efter strandturen spiste vi i vores egen lille gade, hvilket var nemt. Efter maden blev drengene i lejligheden og så netflix og Kasper og jeg gik ned og fik fodmassage, samt fandt et sted hvor vi kunne købe en snorkeltur til dagen efter.

Share

Rundt i Dalat

Dagen startede sløvt, vi var alle mættede af oplevelser og havde brug for en lille pause. Ludvig, Kasper og Konrad brugte formiddagen på at spille kort og se lidt skærm, mens Valdemar gik i gang med at skrive sin projektopgave om opdelingen af Vietnam i nord og syd. Det viste sig at det ikke var så nemt at få hånd om historien, så både Valdemar og jeg blev opslugt af at finde ud af, hvad der faktisk skete dengang for 70 år siden.

Da vi havde samlet lidt energi gik vi ud i byen for at finde et sted, hvor vi kunne købe busbilletter til Nha Trang. Det viste sig at vi havde fundet den forkerte adresse, men heldigvis var det en dejlig tur rundt i byen som bød på både templer, markeder og ikke mindst en fastfood kæde, hvor Ludvig kunne få længe ventede pomfritter. Da vi havde fået stillet den værste sult og Kasper havde fået printet Konrads nye visum, fik vi fat i en sovende taxachauffør, som straks vågnede, så han kunne køre os til den rigtige adresse. Vi fik hurtigt købt nogle billetter og lavede en aftale om at bussen afhentede os på hotellet næste morgen.

Smukt tempel i Dalat
Ludvig finder indre ro

Derefter gik vi ned mod søen for at sejle en tur ud på de mange vandcykler. Det var en dejlig, stille (hvis man ser bort fra vores egen larm) og sval tur. Lige hvad vi havde brug for.

Ro ved søen

Efter sejlturen var drengene klar på shopping igen, og vi gik derfor op på markedet og fik set hvordan det ser ud om dagen. Konrad og Valdemar fandt hurtig en bod der havde både priser og tøj der passede til dem. Kasper og Ludvig havde dog ikke brug for mere shopping, så de tog hjem til hotellet, mens vi blev på markedet.

Lære ko hoveder

Da vi var færdige med at shoppe skulle vi have noget aftensmad og valget faldt på en kinesisk “Hot pot” restaurant. Vi havde hurtigt 4 tjenere omkring os, som meget gerne ville sikre sig, at vi var klar over at den mørke del af den yin yang formede Hot pot, var virkelig hot. Det var den også, men også virkelig god.

I det hele taget var det et virkelig lækkert måltid, hvor alle kunne få det mad de kunne lide, og vi kunne være fælles om tilberedelsen, dejligt. Efter maden skulle vi hjem og pakke, så vi kunne komme tidligt op og afsted til stranden.

Share

Bjergbyen Dalat

Vi var klar. Vi havde læst om vandfald, cabel car, klatrepark og rutchebane, og det skulle opleves. Så efter vores morgenmadsbuffet (asian style) smuttede vi ud og fandt en taxa der kunne køre os til cabel car´en. En 2 km. lang tur over skov, hvor der til vores store overraskelse, var mange mindre skovbrande, som tilsyneladende ikke bekymrede de lokale.

Oppe på toppen forsynede vi os med noget koldt at drikke, inden vi ville finde det store vandfald. Det skulle vise sig ikke at være så nemt som forventet. Der var simpelthen ikke nogle skilte, og der var ikke nogen der kunne guide os entydigt i en retning. Vi forsøgte at gå afsted på egen hånd, efter vores, ikke så sikre, mavefornemmelse. Det førte os op på en kæmpe dæmning, hvilket var et flot sted, men vi kunne ikke rigtig nyde det, da det var virkelig varmt, og vi anede ikke hvor langt vi skulle gå for at finde vores mål, vandfaldet. Vi besluttede os for at gå hen til en cafe og få dem til at ringe efter en taxa, så vi ikke skulle bruge vores kræfter på gåturen. Det var en god beslutning, da der var et par kilometer hen til vandfaldet og det var virkelig varmt.

Der bliver brændt meget af

Ved Da Tanla, vandfaldet, besluttede drengene at de ville tage rutchebanen ned til vandfaldet og Kasper og jeg valgte at gå turen der ned. Da drengene var sendt godt afsted, begyndte vi nedstigningen. Det var en fin tur, med gode forhold, da det er et meget turistet sted (af især lokale turister). Kasper og jeg kom ned til et flot vandfald, hvor der også var en rutchebane, men ikke nogle drenge. Jeg gik i panik over om vi overhovedet ville kunne finde hinanden igen. Kasper brugte sit rolige sind til at berolige mig og vi kom frem til, at det måtte være en anden rutchebane der sluttede her.

Vi gik videre og kom til en elevator! Det har vi alligevel aldrig prøvet før. Midt i den flotte natur. Men for foden af elevatoren stor drengene klar til at modtage os, hvilket var en kæmpe lettelse (for mig). Efter vi havde nydt det smukke vandfald, spiste vi lidt frokost og Valdemar forhandlede med sin far om, at han kunne tage rutchebanen tilbage, så Valdemar kunne gå og nyde udsigten (med sin moar;)).

Udsmykning ved vandfaldet

Oppe på toppen gik turen til klatreparken, Ludvig var desværre for træt, så vi gik op og forsynede os med cola, chips og is, mens Kasper fik instruktion til parken sammen med Konrad og Valdemar. De havde 2 timer til at klatre rundt, og tage de lange ziplines. Da Ludvig havde fået lidt mere energi, udråbte han sig selv til fotograf og løb derfor spidsrod mellem hans 2 storebrødre, for at få de bedste billede i hus. Både Konrad og Valdemar, fik afprøvet deres grænser, da der var baner i alle sværhedsgræder.

Konrad udfordre sin højdeskræk
Valde i højderne

Da tiden var gået, lukkede hele stedet, men vi var heldige at nå at få bestilt en taxa, så vi nemt kom hjem til hotellet. Efter et lille hvil i mørke på hotellet, gik vi ud for at få noget aftensmad. Det viste sig at mørket havde sænket sig over hele byen, da strømmen var gået – over det hele. Det var en stor kontrast til det meget lys, der ellers var i gaderne. Men som forventet rørte det ikke de lokale, som bare fandt stearinlysene frem og arbejde eller spiste i skæret.

Vi havde udset os vores aftensmads sted, hvor man kunne vælge forskellige spyd, som man selv skulle grille på en lille bordgrill. Vi valgte de spyd vi havde lyst til og blev guidet ind i den mørke gyde som var restauranten og blev sat ved et lille lavt bord på nogle virkelig lave plastikstole. Derefter kom der en lille bordgrill og vi kunne begynde at tilberede de forskellige spyd.

Mad i gyden

Efter lidt tid kom strømmen igen og vi kunne se hvem vi delte den mørke gyde med. Det var dejlig mad og sjovt at prøve. Efterfølgende gik vi på natmarked igen, da de 2 store drenge havde udset sig nogle jakker de nærmest ikke kunne leve uden:).

Underholdning på markedet
Ofringer
Udsigt over markedet

Derefter hjem i seng.

Share

Sidste dag i junglen

Vi ville gerne nyde den sidste tid i det lille vidunderlige perle af en nationalpark, så vi var tidligt oppe. Efter en dejlig morgenmad på vores lille lodge gik vi en tur i den lille by, hvor vi havde en fornemmelse af at de ikke var vandt til at der kom turister, hvilket var skønt. Byen var mere en lang gade, end en by, men på gåturen kom vi forbi små huse, hvor livet gik sin gang, et lille hospital, som ikke så anbefalelsesværdigt ud, en lille skole og et politi “kontor”. Men vi fandt også et lille marked, hvor der blev handlet på kryds og tværs. Det var dog tydeligt at det var den lille bod med pynt til det kommende nytår Ted, som Vietnameserne ser frem til at fejre med stil. Vores værtinde på lodgen syntes også det var virkelig synd for os at vi ikke kunne blive i Vietnam under Ted, da det, efter hendes mening, er det skønneste og mest hyggelige.

Der fragtes ko

Efter vores lille gåtur i byen tog drengene og jeg over i parken, mens Kasper fik pakket det sidste sammen så vi var klar til at tage afsted mod Dalat senere på dagen. Vi skulle på cykeltur i junglen, hvilket vi havde set meget frem til alle 4. Vi fik lejet 4 cykler, som var godt brugte, men funktionelle. Vi kørte ud i det blå i forhåbning om at komme tættere på det vilde dyreliv og den smukke natur. Vi stoppede flere steder for at gå dybere ind i junglen, og kom bl.a. til et sted hvor floden brusede og vi kunne sidde og nyde vandets vildskab på de store sten under træernes grønne blade.

Der nydes chips og cola ved floden

Vi cyklede længere ind, men måtte desværre opgive at se aber eller andre større dyr (vi er simpelthen ikke stille nok, selvom vi prøver;)). Men vi fik set skønne træformationer, edderkopper, sommerfugle og hørt masser af fuglefløjt.

På cykel i junglen

Tilbage på lodgen havde de frokosten klar og da vi havde spist blev bilen pakket og vi fik sagt farvel til den søde hostfamilie og kørte mod Dalat.

Dalat er en anderledes by end de andre vi har set i Vietnam, den ligger i højlandet og er kendetegnet ved snoede, bakkede gader som nærmest går ud fra den store sø som er uundgåelig når du er i Dalat. Vi blev sat af ved vores hotel og tjekkede hurtigt ind. Drengene fik et stort værelse med 3 store senge, og Kasper og jeg fik et værelse overfor, hvilket var fint, indtil vi fik kigget nærmere på væggene og sengetøjet. Der var simpelthen fyldt med bitte små dyr. Hurtig googlesøgning udelukkede heldigvis bedbugs. Men vi havde selvfølgelig ikke lyst til at sove i det. Kasper fik forklaret situationen og fik et nyt værelse, dog på en anden etage, så der flyttede Valdemar med op og så sov jeg sammen med Ludvig og Konrad.

Dalats gader

Da sovesituationen kom på plads gik vi ud for at få noget aftensmad og derefter videre på det store natmarked, som Dalat også er kendt for.

Marked i Dalat
Share

Snake attack

Næste morgen havde vi booket en lille båd, som skulle sejle os rundt i Cat Tien nationalpark. Der var afgang kl. 8.30 og vi havde bestilt 3 timer. Skipperen var sød, men talte ikke engelsk. Heldigvis var han god til at spotte dyr langs flodbredden og stoppede tit båden og pegede i den retning vi skulle kigge. Vi så masser af aber og forskellige fugle og specielt Ludvig blev hurtigt god til at spotte dyr.

Da vi havde sejlet i noget tid stoppede vi ind ved en landsby. Det første hus i landsbyen var tydeligt et opstillet “nu er vi primitive for turisternes skyld” projekt, bambus hytte med damer der sad og vævede på gulvet, men vi købte alligevel nogle armbånd. Derefter gik vi en tur i landsbyen på en times tid og kom blandt andet forbi endnu en bambus hytte, som var et projekt for Verdensnaturfonden, startet af en eller anden dansker.

Tilbage på båden og igen masser af dyr til skue, som havde deres gang ved floden. Pludselig spottede vores skipper en slange i vandet, som var ved at krydse floden. Den var meget hurtig og kom helt tæt på, undren meter fra Ludvig og mig. Den løftede hovedet fra vandet, som om den ville gå til angreb, men dykkede så efter et par sekunder og forsvandt. Jeg må indrømme, at jeg nåede, at blive temmelig bange, men vores skipper viste med håndfagter, at den kun var semifarlig.

Efter en frokost på vores Lodge tog vi igen i nationalparken. Denne gang for at se et rehabiliteringscenter for aber og bjørne, som efter hårde kår skulle vendes tilbage til naturen. Vi fik en rundvisning på 1 times tid.

Senere på eftermiddagen tog Sisse drengene med til et nabohotel, hvor man mod betaling kunne benytte poolen, for at køle af i eftermiddags heden. Jeg fik pulsen ned på vores Lodge, efter tidligere på dagen, at have set slangedøden i øjnene på vandet.

Share

Over floden

Det var tid til at drage videre fra Ho Chi Minh og derfor havde vi booket en bil, som skulle køre os til nationalparken, Cat Tien. Køreturen, som gik nordøst, varede Ca. 4 timer, med et enkelt hvilestop på vejen.

Vi skulle bo på Cat Tien Eco Lodge, som viste sig at ligge kun 50m fra indgangen til nationalparken. Eco Lodge var drevet af en sød lille familie, som bestod af mor, far og datter. Kommunikationen var primært med datteren, da hun talte nogenlunde engelsk og derfor håndterede alle gæsterne. Moderen var i køkkenet og manden arbejdede på det store hotel i nationalparken, hvilket var ret praktisk, eftersom han hjalp med ture og billetter. Eco Lodge var et mindre sted med 6-8 værelser.

Om eftermiddagen valgte vi at gå en tur i nationalparken. For at komme ind skulle vi krydse en flod via skiftevis en lille færge og en lille båd, som sejlede hele tiden. Vi gik en tur på et par timer på en lille anlagt asfalt sti og kom blandt andet forbi et fantastisk træ med lange og specielle rødder, samt et flodleje. Sisse og drengene ville på junglevandring og tog derfor returen igennem den tætte jungle.

Efter turen spiste vi på vores Lodge. Om aftenen havde vi booket en nat tur, hvor vi, sammen med en masse andre turister, blev kørt ud i junglen på ladet af en lastbil. En guide lyste med en stor lygte og viste os fugle, hare, væsler og en masse hjorte. Efter turen var det sengetid.

Share

Co Chi Tunneltur

På trods af sproglige udfordringer i receptionen lykkedes det Sisse, at få dem til at hjælpe os med, at bestille en taxa, som tog os til Co Chi tunnelerne, et par timers kørsel nord for Ho Chi Minh. Den lange køretur skyldtes mere tæt trafik end faktisk distance.

Co Chi tunnelerne er Vietnameserne fortælling om hvordan de i sidste ende vandt Vietnamkrigen mod USA. Under krigen fandtes der op imod 250km håndgravede tunneler, som blev brugt til at gemme sig for fjenden, samt overraskelses angreb. I tunnelerne fandtes både sovekamre, køkkener og amunitionslagre. Der findes to steder nord for Ho Chi Minh, som er lavet om til en slags museer og vi besøgte det ene.
 
Det fungerede som en guidet rundtur, hvor vi sammen med en gruppe fik rundvisning og demonstreret tunnelerne i området. Guiden viste os blandt andet forskellige lavpraktiske fælder, et gemmested, samt felthospital og køkken under jorden. Højdepunktet var en tur ned i en oprindelig 20-30m lang tunnel. Vi alle 5 var enige om, at det var en super god  og spændende oplevelse.
 
Bagefter tog vi tilbage til Ho Chi Minh og fik taxa chaufføren til at sætte os af ved et marked, som vi havde læst var specialiseret i militær grej/tøj fra Vietnam krigen, (nok mest replica). Vores yngste familie medlem var ret begejstret og investerede i lidt army tøj, men det er jo også snart fastelavn.
 
Efter markedet gik vi videre ned ad gaden og fandt et hyggeligt sted at spise aftensmad. Et rigtigt Pho sted med store åbne vinduer med flotte gamle franske skodder. Derpå bevægede vi os videre på jagt efter en gade med flotte franske altaner, hvor antikvitetshandlere skulle ligge side om side. Vi fandt den charmerende gade, men de fleste butikker var lukket, da det efterhånden var blevet aften. Vi fik prejet en taxa og tog hjem til lejligheden, hvor vi fik en aften dukkert i poolen.
Share

Marked, krig & kulturgåtur

En kort taxatur førte os til Ben Tahn Market midt i Ho Chi Minh. Et stort, men hyggeligt marked, som dog hovedsageligt er beregnet til turister der leder efter billige kopi varer. Bagerst på markedet fandt vi en grønt afdeling, samt en slagteri afdeling, som var ret sjovt at se. Første stand havde parteret en gris og havde lagt alle delene op på disken, til salg – og det var alle delene, uden undtagelser både indvendig og udvendig.

Efter lidt shopping spiste vi frokost i markedets streetfood område, hvilket var et godt valg.

Vi gik ad bagudgangen fra Ben Tahn Market og et par gader videre, til vi kom til Vietnam krigs museet. Helt klart en af de store turist attraktioner i Ho Chi Minh, men bestemt også et besøg værd. Den indvendige del bestod af en masse rørende  og meget levende billeder, mens haven var fyldt med tanks og helikoptere. Savnede dog et par simplificerede forklaringer og evt. en tidslinje.

Vores efterfølgende gåtur igennem Ho Chi Minh City tog os forbi Freedom Palace, (som var franskmændenes hovedkontor indtil de blev smidt ud af landet – deraf navnet, givet af vietnameserne), samt domkirken, det gamle postkontor og den nuværende regeringsbygning.

Aftensmaden og blev pho, (vietnamesiske nudler, ofte i suppe). Derefter en taxa hjem for at sove.

Share