Vand, vand og atter vand

Solen skinnende, så det var nemt at blive enige om det skulle være en rigtig badedag. Drengene startede med at bade i poolen efter morgenmaden. Vores lejlighed er i stueetagen og vi har nærmest direkte udgang til poolen, så drengene kan bade selvom vi er i lejligheden. Det er virkelig dejligt. Efter deres pooltur, kørte vi til stranden.

Vi hoppede straks i vandet alle 5 og nød solen, vandet og den smukke strand. Efter en times tid kunne vi se de sorte skyer komme tættere og tættere på, så vi skyndte os op, i håb om at vi kunne nå ind på en frokost restaurant inden regn kom. Vi nåede det næsten. Det var heldigvis kun mens vi spiste at det regnede, så vi var alle klar på endnu en strandtur. Valdemar ville meget gerne ind på de strande hvor der ligger resorts, da de havde plantet palmer, men de var ikke så tilgængelige, så vi måtte lede videre efter den helt perfekte strand. Kasper ønsker liggestol, Valdemar ønsker palmer, vi ønsker os alle koraller og fisk. Vi endte ved den strand vi startede ved. Liggestole fik vi dog slet ikke brug for, da det var meget sjovere at være i vandet. Koraller kunne vi ikke finde, desværre, for det var faktisk grunden til vi havde valgt at bo i Flic en Flac, men fisk det var der, heldigvis. Efter endnu et par timer i vandet kunne vi ikke holde til mere sol. Vi besluttede at gå mellem træerne ned i den anden ende af byen for at finde nogle badebluser til voksne. Da vi havde gået ca. halvvejs gik det op for os hvor langt der faktisk var, og Kasper, Konrad og undertegnede gik tilbage efter bilen.

Badebutikken havde også lukket da vi kom der ned, så vi fik bare købt et par magneter og Ludvig fik købt nogle solbriller. På vej tilbage købte vi ind til aftensmad og resten af aftenen gik med hygge i lejligheden.

Share