Turen ned igennem The Keys er faktisk lidt af et ingeniør stykke. Vejen er lidt over 100 miles lang fra fastlandet og går over 44 broer. Ø på ø på ø. På den vestlige side ligger den Mexikanske Golf og til den østlige ligger Atlanterhavet. Det var hverdag og selvom vi kørte afsted sidst på formiddagen og henover middagsheden var trafikken tæt og langsom. Der er ikke mange steder at overhale på strækningen og det meste af vejen er ensporet. Sideløbende med hovedvejen følger man en gammel togbro det meste af vejen. Den har ikke været i brug i årevis, er ret forfalden og der mangler stykker indimellem, men den er charmerende. Et sted midt på tog broen var et træ vokset op og det så lidt fjollet ud. Det beviser bare hvor lidt jord der skal til før noget kan gro.
Et par gange undervejs holdt vi ind ved moteller for at forhøre os på overnatningspriser, men priserne var en del over vores budget. The Keys er det ultimativt dyreste feriested i Florida og det er her at mange amerikanere holder deres badeferier. Det er også her at mange amerikanere, som har gjort det godt økonomisk vælger at trække sig tilbage til, efter endt erhvervsliv. Alt sammen er med til at presse priserne op. Heldigvis blev i endnu en gang redet af booking.com, hvor Sisse fandt et godt “last minute” tilbud på et luksus hotel, mens vi kørte. Det blev til Hyatt i Marathon, som ligger ca. midt i The Keys.
Efter at have fået overnatningen på plads fortsatte vi ud af hovedvejen med kursen mod den sydligste by, Key West. Vi var heldige at finde en god og gratis parkeringsplads lige midt i den gamle bydel. Key West er kendt for at være en af de mest frigjorte byer i USA og for at huse en masse kunstnere, excentrikere og gamle hippier. Jeg besøgte byen for 20 år siden, da jeg var barn og husker den som værende mere flippet. Nu oplevede jeg byen mere pæn og pudsenuset for turisterne. Der var stadig gallerier og barer i massevis, samt en del fritgående høns i gaderne(!?) -og der var bestemt hyggeligt at gå rundt, men det var alligevel lidt mere ordnet og anderledes end jeg husker det og jeg synes ikke der var så mange skæve eksistenser. Det er muligt at det er min opfattelse som har ændret sig i takt med min aldring og ikke byen, men det er nu en gang den jeg har at forholde mig til.
Vi gik ned langs havnen, hvor drengene blev fascineret af et kæmpe krydstogtskib, som lå for kaj. Krydseren var udstyret med vandrutsjebane og baksetballbane på toppen og havde kahytter til ca. 3000 passagerer. Vi gik rundt om det gamle told hus og videre ned forbi forfatteren Ernest Hemmingway’s hus. Lige da vi havde passeret huset udbrød der skybrud og himlen stod åben for regn. Vi søgte ly ved under halvtaget ved en souvenir butik, mens vandet fossede ned. Kort efter holdt det op og vi gik videre stik syd. Der løb stadig enorme mængder vand i gaderne, så vi fik alle våde fødder – godt det var så varmt så det ikke betød noget. For enden ad vejen fandt vi det sydligste punkt i USA, hvor der kun er 90 mil til Cuba. Lige ved siden af monumentet lå en amerikansk militærbase, som vidnede om tidligere tiders forhold mellem USA og Cuba.
Da vi var færdige med at spejde i horisonten gik vi tilbage opad Duval Street, som er Hovedgaden i Key West. Mange flotte træhuse, gallerier, hyggelige barer og nu en masse souvenir butikker prægede gadebilledet. Vi fandt en diner, hvor vi indtog aftensmaden inden vi kørte hjem for natten, til vores luksushotel. Selvom jeg var lidt skuffet over den manglende “rastafari”, var jeg nu alligevel godt tilfreds med mit gensyn med Key West, som stadig er en af de flotteste og hyggeligste byer jeg har oplevet i dette land.