Dagen efter vi havde prøvet kræfter med det turistattraktive airboat og dyreshow kørte vi ind i “den rigtige” Everglades Nationalpark. Vi startede med at studere kort over hele området og udstilling på Everglades Visitors Center. Da vi havde besluttet hvad vi gerne ville se og i hvilken rækkefølge kørte vi derudaf. Vi tog den allerførste afstikker vej til venstre fra hovedvejen. Her fandt vi en vandrerute på 0,8 mil, som tog os ud i sumpen. Ved en vandpost stod der på et skilt, at man skulle holde sig mindst 15 meter væk fra alligatorene og mere hvis de var sure! Det første stykke var asfalteret og vi opdagede hurtigt at vejen vrimlede med kæmpegræshopper i mange forskellige og flotte farver.
Derefter gik man ud på en gangbro lavet af træ, som stod på piller ude i sumpen. Gangbroen gav os adgang til en helt unik oplevelse, hvor vi kom helt tæt på det vilde dyreliv. Vi fik hurtigt øje på en stor moppedreng af en alligator, som lå på lur i sivene, dér hvor gangbroen startede. Den svømmede med retning mod os, så vi hoppede hurtigt op på gangbroen, hvor vi følte os lidt mere i sikkerhed. Herfra havde vi helt tæt udsyn til alligatoren, som nu svømmede rundt og poserede foran os. Vi gik videre ud ad den lange gangbro og flere klodsholds oplevelser med alligatorer fulgte. Det samme gjaldt endnu større græshopper, sumpskildpadder og et rigt fiske og fugleliv. Det var en ret vild oplevelse at komme så tæt på den MEGET farlige natur. Sisse filosoferede over, om det var bedst at se alligatorer der i virkeligheden var træstammer, eller om det var bedre at se træstammer der i virkeligheden var alligatorer?!
Tilbage på hovedvejen i parken kørte vi turen, på en times tid, ned til Flamingo, som er det sydligste punkt i parken der vender ud mod den Mexikanske Golf. Fejlagtigt troede jeg at det vrimlede med flamingoer i Flamingo. Det viste sig at de kom dér, men at de var meget sjældne og chancen for at se dem var meget lille. En Park Ranger dame fortalte os lidt om fuglelivet og at det var det eneste sted i verden hvor der både fandtes krokodiller og alligatorer på samme sted. Hvis vi har heldige ville vi kunne se dem ovre ved den lille bådehavn. Vi gik derover, men havde ikke heldet med os.
På vej tilbage mod parkens udgang gjorde vi to små stop. Det første ved en sø, hvor der pt. var frarådet kanosejlads på grund af irritable krokodiller (aldrig om jeg nogensinde skulle sejle i kano i Everglades – heller ikke når krokodillerne er i godt humør)! Der var ingen krokodiller at se, men til gengæld var der en stor flok gribbe, som spredte vingerne ud på flodbredden for at tørre dem. Det sidste stop var ved en sø vi havde fået anbefalet af Park Ranger damen. I midten af søen befandt sig en lille ø. Man kunne ikke komme ud på øen, men vi stod inde på land og lyttede til larmen af en kæmpe flok ynglende traner.
I bilen på vej hjem gjorde vi status. Vi var overrasket over hvor tæt vi havde kunnet komme på det vilde dyreliv og specielt på alligatorene. Der var ikke en storslået udsigt, som i Grand Canyon, Death Valley eller Yosemite, men det var det sted, hvor vi havde set flest dyr og været tættest på dem i den frie natur uden at blive ædt.
