Det gamle Fort Cochin

Vi havde aftalt at vores chauffør at han skule hente os kl. 10 og køre os til den gamle bydel i Cochin. Bydelen ligger på en ø og kaldes for Fort Cochin, da det i gamle dage var et fort. Cochin har gennem tiden både været portugisisk, hollandsk og britisk. Der var en køretur på en halv times tid derud. Det var sjovt at se byen og dens liv. Vi blev enige om at det byen mindede mest om var en lille Bangkok, dog uden stillestående trafik. Da vi kom ud på øen havde vi flere ting vi skulle se. Første stop var ved den 1. Europæiske kirke der er bygget i Indien. Det er også stedet hvor Vasco da Gamas gravsten er placeret. Hans jordiske rester er flyttet til Lisabon. Ud over graven var det sjovt at se udsmykningen som er en del anderledes end herhjemme. I de flotte gamle lysekroner, som er udstyret med sparepærer, er der hængt både julekugler og rispapirslamper som kunne gøre selv søstrene Grene misundelige. Uden for kirken stimlede en masse indere sammen og ville gerne have taget billeder af vores 2 drenge og vores baby-pige. De er alle sammen meget insisterende på at Ludvig er en pige, og da han er den mindste kalder de ham også baby, godt han ikke forstår alt hvad de siger. Han havde nemlig iklædt sig sit sejeste fodboldsæt, for som han sagde, SÅ kan de se jeg er en dreng!


Videre ned til vandet, hvor der er nogle få indere der fisker med en gammel kinesisk fiskemetode, som ellers kun er brugt i Kina. Et stort net der er udspændt mellem 4 rafter sænkes og hæves hvert 3. Minut og en sparsom mængde fisk hives i land. Der er dog skarp konkurrence fra delfinerne som lystigt boltrede sig i det Arabiske hav (Malabarkysten). Vi fik lov til at være med til at hive fangsten i land med fangernes rytmiske sang til hjælp. Det var sjovt at prøve. På vejen langs vandet var der fyldt med fiskehandlere som solgte alt fra krabber til hammerhajer.


Vi sprang dog fisken over og tog en forfriskende kokosnød istedet. Inden frokost nåede vi lige endnu en flot gammel kirke.
Frokosten blev indtaget på Old Harbour Hotel, i en idyllisk frodig gårdhave med store træer og palmer. Og en kattefamilie med killinger. Det var lækker mad i skønne omgivelser.
Uden for hotellet var der en legeplads som drengene legede lidt på.
Sidste del af turen bød på et besøg i en souvenirshop samt 2 museer. Det første var i et gammelt portugisisk palads, hvor der var fortællinger om den royale familie sam en masse hinduiske vægmalerier. Det sidste museum var historisk fra Keralaområdet, hvor vi fik vist deres traditionelle dansedragter og masker. Ludvig blev igen forvekslet meden pige (Lucy) og de var vilde for at vise ham kjoler og smykker…


Til sidst blev vi sat af på hotellet, hvor drenge straks hoppede i poolen og Farmor og Poul passede på dem mens vi ville ud og veksle lidt penge. På vej ud blev vi stoppet af en af de mange ansatte, som var bekymret for om vores drenge var alene i poolen. Vi forsikrede ham om at der var voksne ved dem, og vi fik lov til at gå. Det var meget betryggende.
Aftensmaden nød vi på tagterrassen, hvor vi kunne nyde synet af en flot orange fuldmåne til de ene side og Venus til den anden side.

Share