Egentlig havde vi planlagt at skulle bruge vores onsdag i The Keys på at bade ved stranden og komme på snorkling tur, men sådan skulle det ikke gå. Regnen stod ned i stænger hele dagen, hvilket betød at vejret ikke var egnet til en stranden og slet ikke til at snorkle rundt i de høje bølger. Derfor brugte vi det meste af dagen på vores dejlige luksus hotelværelse på Hyatt i Marathon, som Sisse havde fundet til en favorabel pris. Når vi nu en gang skulle være “regnet inde” kunne vi ikke have valgt et bedre sted. Drengene fik spillet IPad, skrevet blogindlæg, tegnet tegninger og der blev endda set lidt DR fjernsyn over nettet, og vi voksne hyggede os også med IPads. Hele dagen lovede vi, at når det klarede op, så måtte de bade. Efter aftensmaden var der ophold i regnen, hvilket betød at vi måtte holde ord og lade drengene få en aftenbadetur.
Næste morgen var regnen heldigvis overstået. I receptionen fik vi anbefalet at tage til Bahia Honda State Park, som var en strand på en af de nærliggende øer, hvor der var velegnet til børnefamilier. Det var et dejligt sted med meget varieret strand og havbund og man skulle langt ud i vandet før det blev rigtig dybt. Det var ikke en ren Bounty hvid sandstrand, til gengæld var der massere at kigge på for Sisse og drengene mens de snorklede. Der var også flere rene sand banker lidt ude i vandet, hvor jeg kunne ligge og køle af i heden. Efter et par timers badetur gik vi en lille tur rundt i den øvrige del af parken. Vi kom ud på en lille del af den gamle togbro, som havde kørt helt ned til Key West i tidernes morgen, hvor der var en god udsigt til både Atlanterhavet og den Mexikanske Golf.
Bagefter tog vi køreturen videre på de ca. tre kvarter ned til Key West. Her gik vi en lille aftentur ned forbi havnen og gjorde stop ved et meget tykt tropisk træ. Videre ned til den del af hovedgaden, Duval Street, som vi ikke havde fået set den anden dag, da vi var der sidst. Der var ret meget gang i barerne i den ende, på en helt almindelig torsdag sidst i april. Der var livemusik på samtlige af de åbne værtshuse, hvorfra det klingede med Johnny Cash, Bob Dylan og andre folkehelte. Det har sikker lydt godt inde på hvert enkelt sted, men ude fra gaden, hvor musikken krydsedes, var det en blandet fornøjelse at lytte til. Uden for den berømte bar, Sloppy Joe’s, stoppede vi op et øjeblik og fik en kort fornemmelse af et sted, hvor tiden havde stået stille i årevis og hvor gæsterne følte sig hjemme. Det var også her, at Ernest Hemmingway skulle have haft en stamplads. På denne aften kunne jeg lidt bedre genkende byen, som værende de frie tanker fra 60’erne og 70’ernes sidste holdepunkt.