Vi var ikke helt færdige med Central Park, så da vi var færdige med morgenmaden tog vi igen hen til parken. Denne gang ville vi ofre nogle penge og se den fra en hestevogn. Det var virkelig hyggeligt at blive kørt rundt på den måde. Kusken var også sød til at fortælle om hvilke kendte der boede i området, og hvornår de forskellige karruseller mm. var blevet lavet i parken.
Efter turen sendte jeg drengene på legepladsen sammen med Kasper, og gik så ned og købte noget frokost, som vi kunne nyde på legepladsen. Imens hoppede ungerne rundt og øvede parkour, de var blevet meget inspirerede af nogle unge mænd, som var ret gode til parkour, dagen før. Efter et par timer i parken tog vi metroen over til Brooklyn. Det havde været et stort ønske for os alle at gå over verdens første hængebro. Det var virkelig også en fin oplevelse. Broen går fra Brooklyn til Manhatten, så man har en fantastisk udsigt over New Yorks skyline mens man går på gang/cykel- stien som er let forhøjet over kørebanen på midten af broen.
Efter turen havde vi stadig mod på lidt flere oplevelser og gik derfor videre ned mod mindesmærket for World Trade Center. Vi ville selvfølgelig beundre det nye flotte bygningsværk, One World Trade Center eller Freedom tower, som det tidligere blev kaldt, på 1776 fod på tætteste hold. Men også se de flotte mindesmærker som er lavet der hvor de tidligere tårne stod. Meget smukke og rørende, lavet i sort sten hvor alle navne på de dræbte fra terrorangrebene i 2001 og 1993 står på. Og vand der løber i etaper ned mod midten af de kvadratiske huller. Det gav anledning til nogle gode og svære snakke…
Efter besøget skulle vi hjemad. Jeg fik dog ledt os på en forkert station, så vi kom over til Jersy siden med tog istedet for bus, og endte derfor i Hoboken. Der spiste vi en let aftensmad på stationen inden vi fandt en bus til Weehawken.