I Kina ved du nok, er kejseren kineser….

Kejseren har vi ikke fundet, men en anden ting vi ved om Kina er, at det er pandaens hjemland, så derfor skulle vi selvfølgelig se nogle af de store bamsede dyr. Vi valgte Shànghais zoologiske have. Vi kørte forbi dagen før på vej til Zhūjiājiao, og havde tjekket at der var en metrostation (som hed Shànghai zoo) og var derfor ret fortrøstningsfulde da vi tog afsted. Da vi stod af syntes vi det var vildt mærkeligt at der ikke var andre turister, eller kinesere for den sags skyld og heller ingen skilte til zoo. Men der er så meget der er mærkeligt i det her land, så vi slog det hen. Oppe på gaden var der heller ingen skilte, men heldigvis kunne Konrad huske turen fra dagen før, og vidste hvilken retning vi skulle i. Efter 1,5 km. Gang og et besøg i et alt for lokalt supermarked kom vi til zoo ( hvor der sjovt nok var en metrostation som hed Shànghai zoo. Vi bliver nødt til at blive bedre til de kinesiske skilte og kort;))

Det viste sig at være en ret stor zoologisk have som var opdelt i forskellige zoner. Den første del var med aber. Der var flere arter som jeg aldrig havde set før, der var også både gorillaer og orangutanger.

image image image

Det mest interessante var dog at studere kineserne. Shànghai zoo var mest besøgt af lokale, vi så i hvert fald ikke mange turister. De fodrede alle aberne med stor begejstring, især de voksne, syntes det var fantastisk at få aberne til at løbe efter maden. Selv mad med papir på og flasker! Fodringen sker på trods af adskillige forbudsskilte og fotoplancher med forklaringer om risikoen ved fodring og dyrevelfærd. Det er altså en meget anderledes adfærd over for dyr end vi er vandt til i lille Danmark. Den adfærd fortsatte gennem hele zoo og det var svært at se på. Ud over fodringerne var det rigtig dejligt at gå gennem den store zoo.

image

Dyrene havde god plads og generelt gode forhold. De var også meget fremme og aktive, hvilket nok mest skyldtes at de ikke ville gå glip af de lækkerier som blev smidt ind til dem.
Efter at have set asiatiske bjørne, bengalske og hvide tigere, flotte giraffer og zebraer på helt tæt hold kom vi endelig til pandaerne. Vi kom lige til fodringstid (dyrepassernes fodder vel og mærke) så vi kunne nyde synet af 2 store pandaer som mæskede sig i bambus. Det var sjovt at se. Desværre var det indendørs, da deres udendørsarealer var under renovation. Men det var skønt at se de store bamser. De var også langt tættere på end da vi så den nu afdøde panda i Berlin zoo for et par år siden.

image

Sidste del af haven var et stort fugleområde, som vi gik lidt hurtigere gennem for at nå ud inden lukketid. Men dejligt at metroen gik lige fra udgangen, så vi var hurtigt hjemme på hotellet igen, hvor vi også nød aftensmaden.

Share