Onsdag ville farmor gerne have os alle med ud og se en indisk skole, så vi kunne opleve hvordan den slags foregår lokalt. Samme formiddag ville Sisse og jeg egentlig gerne have haft drengene med på en tur i junglen, inde i Periyar Tiger Reserve – national park, men da det viste sig at børn ikke havde adgang til parken til fods, måtte vi ændre planerne. Argumentet på det officielle national park kontor var, at børn, under 14 år, ikke selv kunne løbe væk fra de vilde dyr. Derfor tog farmor og Poul alle drengene med i skole, mens Sisse og jeg fik grønt lys til at tage på tur i junglen for os selv, for vi mente jo nok vi kunne løbe fra de fleste dyr.
Aftenen inden fik Sisse bestilt den sidste ledige vandretur til os (turene er meget eftertragtet i højsæsonen og hurtigt udsolgt), via en hjælpsom receptionist. Om morgenen blev vi samlet op på hotellet, af en agent, i en lille tuk tuk, som fragtede os hen til parkens indgang for vandreture. Her fik vi tildelt en vældig flink statsansat guide, hvilket var påkrævet, da ingen turister må vandre alene i det 7777kvm2 store tiger reservat. Efter at have udfyldt de obligatoriske “at your own risk” formularer, gik turen ud i junglen.
Vores guide var en meget lille og ret ung mand, som formentlig nemt kunne stikke af fra os, hvis faren blev for stor. Vi startede turen med at se vandbøfler og dernæst sorte aber med haler, der kunne blive op til 2 m lange, i følge vores guide. Lidt længere inde lå der en lille flok indiske bison okser og sov imellem træerne. Fuglelivet var rigt og flere steder så vi blå Fischer King fugle. Selve junglen var ikke helt som vi havde forestillet os. Den var knap så filmisk jungleagtig, men mere som en knas tør skov. Hvis det ikke havde været for sporadiske lianer, gigantiske bambus klynger, bjergkuperede terræn og selvfølgelig det lidt anderledes dyreliv, kunne det have lignet Jægerspris skoven.
Pludselig stoppede guiden op fordi han kunne lugte elefanter. Han virkede lidt nervøs og skiftede sti i ny retning. Han fortalte at det var ret sjældent man så vilde elefanter og hvis man gjorde var det med at holde sig på afstand, da de kunne være farlige. Vi troede derefter at han ledte os væk fra elefanterne, men det viste sig hurtigt at han prøvede at spore dem. Han vidste os elefantlorte og “klø” træer og store fodspor, som vi ikke selv ville have opdaget. Han så også en slange på vejen, som vi heldigvis ikke nåede at se før den var væk. Lidt længere fremme bad han os om at stå helt mussestille og så smuttede han ellers fra os. Han kom til syne ud af noget buskads og vinkede os forsigtigt frem, mens han gjorde tegn til at vi skulle være stille. Derinde imellem skoven var tre voksne og en babyelefant igang med at æde sig igennem træerne. Vi gik lidt rundt om dem på sikker og afstand og så dem fra alle sider. Til sidst kom en elefant-mor med sin baby-elefant helt ud fra træerne og krydsede en åben lysning, alt imens vi gemte os bag nogle træer. Det var et helt fantastisk og enestående syn, som vi nok aldrig glemmer.
Høje fra vores oplevelse vandrede vi tilbage igennem junglen. Undervejs prøvede jeg at lokke vores guide til at spore en tiger, som det næste, men den sag mente han var tæt på umulig. Reservatet var hjemsted for blot 47 tigere og i de tre år han havde været guide havde han kun set en eneste, på trods af mere end 1000 ture derud. Tilbage ved indgangen havde vi bortlagt ca. 10 km’s bakkede indisk jungle og var nu alligevel ok med at det ikke blev til tiger observation i denne omgang.
Efter elefantoplevelsen og efter drengene begejstret havde fortalt os om deres tur til den lokale skole skulle vi ud og se 2 danseshows. Det første var en slags kampdans, som til Ludvigs store glæde både havde spyd, sværd og ild. Det andet var en traditionel dans med kostumer og fortællinger. Begge dele var meget spændende at se.
