Death Valley var næste stop. Det kan næsten ikke blive mere kontrastfyldt at tage fra Las Vegas og så ud i det rene ingenting. Kasper havde sørget for at alt var tanket op og alle depoter var fyldte, så vi kunne overleve hvad som helst. Vejen derud var øde. Lange landeveje, hvor vi stort set ikke mødte andre biler end os selv. Til gengæld så vi både flyvende ørkenbuske og sandhvirvelvinde, præcis som i en ægte westernfilm. Da vi ankom til Furnace Creek, var der dog også en ranch, ved siden af vores mere naturprægede campingplads, hvor man kunne købe de mest basale ting, til 5 gange normalprisen;). Det var virkelig varmt, selvom vi først ankom ved aftensmadstid. Ungerne var dog ligeglade. De smed straks det meste af tøjet og begyndte at lave parkour på de store sten og det gode klatretræ uden for vores campingplads. Vi nød pladsen og den fantastiske stjernehimmel ved bålets skær efter maden. Næste dag tog over i besøgscenteret, hvor vi havde god mulighed for at få styr på klimaet, det sted i verden hvor den varmeste temperatur nogensinde er målt (56,7 grader celcius i 1913).
Så gik turen mod det laveste punkt. 85,5 m under havoverfladen. Stedet kaldes for “Badwather” da en af pionerenes muldyr ikke ville drikke af vandet pga det høje saltindhold, og han sagde derfor Bad Wather. Sidenhen har navnet hængt ved. Det var virkelig varmt der. Vi kunne ikke gå særlig langt, før vi måtte vende om, så vi kørte ret hurtigt videre til Golden Canyon som lå på vejen. Der var en fin lille vandresti gennem de store klippeblokke, men det var stadig varmt og vi måtte vende om inden vi nåede kløften.
Men det var en flot tur alligevel. Bagefter kørte vi om på den anden side til et mere etableret udsigts punkt Zabriskie point. Det er opkaldt efter en af ejerne i det store mineselskab Borax som var medskabende til at der kom liv i Death Valley. Drengene og jeg gik en tur ned i kløften, da temperaturen var blevet lidt mere behagelig, mens Kasper hvilede benene i autocamperen. Derefter spiste vi på ranchen i Furnace Creek, hvor vi fik rigtig lækre burgere, godt betalt, naturligvis;). Hjemme på pladsen blev det igen tid til at nyde stjernehimlen til smagen af ristede skumfiduser.
En halv times kørsel vest på, efter at have forladt det imponerende bygningsværk Hoover Dam, ankom vi sidst på eftermiddagen til campingpladsen i Las Vegas. Vi havde ikke booket på forhånd og de tog ikke telefonen, da vi ringede, men heldigvis havde de en plads tilbage da vi kom. Den valgte campingplads hed Sam’s Town og var fundet i KOA kataloget, som er en sammenslutning af autocamper campingpladser med en rimelig høj standard, hvilket nogle steder også betyder at de er lidt dyre. Prisen var dog ikke så høj som forventet, men det skulle vise sig at campingpladsen kun var en lille del af det kæmpe store foretagende Sam’s Town, som både udgjorde hotel, kæmpe kasino og en masse restauranter.
På mange måder føltes det som om at vi var dumpet ind med fire-toget, da vi udforskede den lille by i byen. Vi gik rundt på kasinoet, som lignede noget vi havde set på film og mod al forventning måtte drengene gerne være med derinde, bare de selvfølgelig ikke spillede. Vores drenge var på samme tid forundret og fascineret af det de så og det samme gjaldt deres forældre. I midten af kasinoet var en kæmpe stor bygning med glastag, hvorinde der befandt sig en stor indendørs kunstig park med vandløb og vandfald og udstoppede dyr. Hver time startede et lysshow i vandfaldet og de kunstige dyr begyndte at bevæge sig og sige lyde, og en stor brølende bjørn udgjorde kronen på værket. Rundt om den kunstige park lå der forskellige restauranter og over dem var der hotelværelser med udsigt ind til plasticparken. Vi indtog aftensmaden på en mexicansk restaurant, mens drengene nød lys/vand/dyre showet til fulde.
Næste formiddag gik Sisse og drengene en tur i poolen på campingpladsen, hvor de mødte en dansk familie som også kørte rundt i autocamper på næsten samme rute, og de faldt i snak. I mellemtiden slappede jeg af i autocamperen, mens jeg ventede på en forrude. Dagen inden havde vi befundet os på en hovedvej midt i Arizona ørkenen, da et lille stenslag i forruden havde resulteret i en revne, som voksede sig større og større i løbet af dagen. Heldigvis havde vi nummeret på en hotline til vores udlejnings selskab, Cruise America, som arrangerede ny forrude næste formiddag på vores lokation i Las Vegas, så det var ret nemt.
Samme eftermiddag tog vi en gratis shuttle bus fra Sam’s Town og ind til “The Strip”, som er den berømte kasino hovedgade i Las Vegas. Vi blev sat af lige overfor det berømte kasinohotel, Le Mirage, som vi gik ind og så. Stort og fornemt betegner det vist meget godt. Lige udenfor gik der en lille gratis metroagtig bane til et andet kasino, Treasure Island, som vi tog frem og tilbage, bare for fornøjelsens skyld.
Vores tur videre ned ad gaden gik blandt andet igennem det ekstravagante Cesars Palace hotelkasino, som bestod af romerske søjler, marmor statuer, springvand, kurveformede rulletrapper og Colosseum som parkeringshus og spredte sig over et kæmpe areal. Foran hele paladset var der rejst en statue af kejseren selv, Cæsar. Vi kom forbi The Bellagio med det temmeligt store springvand, som skyder højt op i luften og ofte har været skildret på film. Paris kasinohotel bestod af kopier af Eiffeltårnet, Arc de Triumph og Louvre, samt en luftballon og et Pariserhjul. Vi passerede Hilton, The Vennetien, Planet Hollywood og mange andre, mens MGM Grand var det største hotel og skulle efter sigende indeholde 5000 værelser og have egen togstation.
Ude på gaden og hele vejen ned langs “The Strip” stod der adskillige udklædte figurer, som Elvis, MJ, Marilyn Monroe, Snemanden fra frost og mange andre, som tog penge for photoshoots. De fleste var dog i noget tarveligere udgaver end dem vi havde oplevet i Hollywood. Snemanden havde flere steder taget hovedet af for at holde rygepause på åben gade, hvilket ødelagde illusionen for de mindste. Spidermans kropsbygning mindede skuffende nok mest om min egen og en enkelt gang fandt jeg Wonderwoman med både smøg og dåsebajer.
På New York New York kasinohotel, som lignede en kopi af Empire State Building oplevede vi den mærkelige fornemmelse af at der var vendt op og ned på dag og nat og at det lige så vel kunne være lyst som mørkt udenfor. En fornemmelse som kasinoerne i Vegas er verdens bedste til at fremtvinge og som uden tvivl er med til at forhøje indsatsen. Efter at have passeret en flot kopi af Brooklyn Bridge stoppede vi ved en gadegøgler, som inddrog først Konrad i sit show og dernæst Valdemar. Mørket brød frem før end vi anede det og vi endte med at måtte løbe et godt stykke vej forbi det ene kasino med neonlys efter det andet for at nå vores shuttle bus tilbage til Sam’s Town.
Las Vegas var på mange måder en overstimulerende oplevelse, specielt for Sisse, men også en meget spændende og fascinerende oplevelse, som jeg nok havde undervurderet en smule som turistattraktion på forhånd. På trods af at det ikke var en børnevenlig by, så kunne vi sagtens have brugt en dag mere på bare at ose i oasen.
Dagen efter skulle vi mod Las Vegas, men på vejen skulle vi selvfølgelig se den kæmpe store dæmning “Hoover Dam” som ligger i Black Canyon på grænsen mellem Arizona og Nevada. Dæmningen er opkaldt efter Herbert Hoover som var præsident fra 1929-1933. Han var initeritivtageren bag det kæmpe projekt, som blev en realitet i 1935. Dengang hed det dog Boulder Dam.
Dengang som nu, har den skabt arbejdspladser i nærområderne (både Nevada, Arizona og det sydlige Calefornien), fordi vandet fra dæmningen gør det muligt at opdyrke land i det ellers så tørre ørkenområder. Det giver også mulighed for at have industri, både pga. vandet, samt al det strøm som der bliver genereret. Der bliver bl.a. lavet strøm til 1.000.000 husstande. Og dette på en ret miljøvenlig måde. Vi valgte at få en rundtur, så vi også kom ned og se de store turbiner i bunden af dæmningen. Dette gav også en fornemmelse af, hvor stort et bygningsværk det faktisk er,221m højt og over 379 meter bredt. Og bunden er 200 m. lige så bred som 2 footbaal baner! Vildt nok, at det hele så også er bygget for 80 år siden. Efter rundvisningen brugte vi lidt tid på udstillingen, som var interessant for både voksne og børn.
Vi havde ikke fået bestilt plads inde i nationalparken, så derfor faldt valget på en KOA plads lidt nord for Williams, på vejen mod Grand Canyon. Det var en fin plads til en rimelig pris (32$ pr. Nat) og vi var fremme ved 17 tiden. Vi fik vasket en masse tøj og spist lidt aftensmad i autocamperen. Vi måtte desværre ikke lave bål, da vinden var for kraftig, men så kom vi tidligt i seng. Efter en bidende kold nat kørte vi mod parken. Vi stoppede lidt uden for ved National Geografic informationscenter, hvor vi ville se en film om kløften. Det viste sig dog at være den samme film som vi havde set i planetariet i efteråret, men drengene var glade for gensynet, så det var ikke helt spildt. Så spiste vi lidt frokost og købte et årskort som gælder til alle nationalparkerne i USA i 1 år. Det kan godt betale sig , hvis man skal i mere end et par parker. Vi startede besøget ved Mathers point, hvor alle bus turisterne også starter, så der var ret fyldt ved den voldsomt smukke udsigt. Derefter gik vi langs kløften mod et geologisk museum som viste hvordan kløften er blevet skabt af Colorado river gennem millioner af år og har blotlagt stenlag, som er dannet for op til 1,8 milliarder år siden. Det er vildt at tænke på og drengene syntes det var ret interessant, selvom det er virkelig svært at forholde sig til så store tal. Efter museet fulgte vi en rute, hvor der var steneksempler fra de forskellige lag, og hvor der var vist hvor man kunne se de forskellige lag. Samtidig gik man på en tidslinje hvor man gik 2 milliarder år. Da den var færdig tog vi en af de gratis shuttlebusser tilbage til parkeringspladsen og kørte til Williams.
Williams er en gammel “Rute 66” by, og vi ville finde en rigtig diner at spise aftensmad på. Det var en skøn oplevelse at dele diner ned de lokale, man følte nærmest man var statist i en film. Efter aftensmaden var vi alle virkelig trætte, den tørre kolde vind og den smukke udsigt i næsten 2 km. højde havde taget kræfterne fra os, så der blev hurtigt ro i camperen. Næste dag brugte vi formiddagen på campingpladsen, hvor drengene lavede forskellige teaterstykker på den lille legeplads, mens vi nød vores kaffe. Ved frokost tid tog vi igen ned til Williams, for at se nærmere på byen, som mindede meget om et levende museum.
Sidst på eftermiddagen tog vi op til parken igen, denne gang til “Desert view” for at se udsigtstårnet og solnedgangen. På vejen kørte vi forbi nogle 800 år gamle indianerruiner. Der var ret meget tilbage af dem, i forhold til hvad de må være udsat for af vejr og vind. Solnedgangen var utrolig smuk og selv drengene kunne nyde den i stilhed. Der var der dog desværre flere amerikanere der ikke kunne. Men smukt var det. På vejen tilbage spiste vi på et Steak House, hvor maden blev serveret med cowboyhat, ægte amerikansk;).
Næste stop på vores tur var Grand Canyon. Men med en tur på godt 800 km skulle vi selvfølgelig have et stop undervejs. Valget faldt på Mojave nationalpark. Da vi kørte gennem Barstow fandt vi et informationscenter om nationalparken, og fik instruktioner til campingpladsen og hvilken vandrerute som ville passe til vores familie. Det var rart at få lidt vejledning. Vi fyldte vand og maddepoterne op og fandt pladsen efter et par timer. Det var et rigtig fint område med helt specielle planter og flot udsigt over bjerge. Vi nåede lige at samle lidt kviste inden det blev mørkt, så vi kunne lave et lille bål efter aftensmaden. Det lykkedes og vi nød varmen fra bålet mens vi kiggede på den mest fantastiske stjernehimmel. Man kunne også se lysskinnet fra Las Vegas bag bjergene selvom byen ligger over 160 km væk. Ret vildt. Næste morgen stod drengene og jeg op, spiste en hurtig morgenmad og gik ud på den vandrerute vi var blevet anbefalet. Den tog os rundt om og gennem en af de store klipper. På turen kunne vi opleve gamle indianske hulemalerier, mange flotte blomstrende kaktusser, meget forskelligartet klippe som var blevet dannet af askeskyer fra vulkanudbrud for 18,5 millioner år siden, med store huller som også var skabt dengang.
Perfekt til parkour, hvis det ikke var fordi hullerne var yndet hvilested for både slanger og skorpioner, hvilket faktisk gjorde drengene lidt mere forsigtige. Det sidste stykke af turen skulle vi op gennem to klipper, hvor der heldigvis var sat nogle ringe ind i klippevæggene så vi kunne komme op, drengene var dog noget bekymrede om jeg nu ville sidde fast mellem klipperne!!!
Efter et par timers gåtur var Kasper stået op og havde gjort bilen klar til afgang og vi kørte afsted mod Grand Canyon.
Det havde været Kaspers store ønske for LA. Vi havde dog aflyst det igen, da vi læste flere steder på nettet at det ikke var for børn under 10 år. Men til sidst bestemte vi os for at prøve. Vi stod tidligt op så vi kunne komme ind når de åbnede, og for første gang nogen sinde lykkedes der os at være ved en park før åbningstid. Vi valgte at købe en “front in line” billet, hvilket var dyrere, men så kunne vi springe kørerne over, samt få noget ekstra ud af visse shows. Vi så blandt andet uglen som var med i Harry Potter filmene.
Det viste sig også at være fantastisk, da køerne flere steder var op til en time lange. Parken var perfekt til os og vores drenge. Der var kun en aktivitet som Ludvig ikke måtte prøve, Mumien, men den havde vi andre heller ikke lyst til. Ellers prøvede vi alt hvad parken havde at tilbyde. Waterworld show med eksplotioner, jetski og skydere.
Shrek film i 4 D, hvor æslets spyt ramte en i hovedet, edderkopperne kriplede på ens fødder og spøgelser pustede en i nakken. Special effekts show hvor armen blev skåret af en frivillig fra publikum. En rundtur i studierne hvor forskellige serier og filmer optaget. En 3D rutchebane med transformers og meget meget mere. Det passede så fint til alle vores drenge. Men kan godt forstå, hvis der var nogle børn som ikke ville være så begejstrede. Der var ikke rigtig hverken prinsesser eller ponyer….
Efter 13 timer i og omkring parken var vi meget glade for at vi ikke lyttede på anbefalingerne om at børn skulle være over 10 år.
Vi startede dagen med at køre til Griffith park hvor vi gik på opdagelse observatoriet og så en meget spændende film om opfattelsen af jordens og stjernernes placering i universet gennem tiderne. Derefter nød vi udsigten over den meget bakkede park, og byen. På vej videre kørte vi op mod Hollywood skiltet, men kom ikke så tæt på som drengene ønskede da man skulle gå en del af vejen og det var det alt for varmt til og vi havde heller ikke tiden.
Så vi kørte ned til Hollywood Boulevard og så på alle stjerne i fortorvet. Både Kasper og jeg troede at det også var i stjernerne at håndaftrykkene var, men vi blev klogere, da det var ude foran Chinese Theater. Vi fandt Harry Potter skuespilleres aftryk af både hænder og tryllestave samt mange af de gamle stjerners. Drengene blev også vildt fascinerede af en trappe som var lavet som et klaver med sorte og hvide tangenter som spillede når man gik på den, ret sejt. Vi gik lidt rundt og så på alverdens superhelte som Spiderman, Schredder, Catwoman m.fl. Men også Charles Chaplin og Marilyn Monroe var der og stillede op til fotografering, mod betaling naturligvis. Til sidst rundede vi en kæmpe souvenir shop hvor man kunne få alt der havde med Hollywood at gøre.
Så kørte vi en tur gennem Beverly Hills så drengene kunne få set nogle kæmpe villaer og jeg sad og håbede på at få er glimt af Brenda og Brandon… Videre ned af Rodeo Drive, bare for at se det og til sidst ned til Santa Monica Pier, hvor vi så solen gå ned i Stillehavet.
Efter en skøn aftensmad på en italiensk restaurant gik vi ind i den største Apple butik jeg nogen sinde har set, Valdemar skulle have en ny iPad efter jeg havde smadret hans (ved et uheld naturligvis ). Men det var en ret speciel sammensætning af folk inde i butikken. Der var hjemløse som stod med deres hunde og store poser med ting. Børn som stod og så lange youtube videoer om minecraft. Stilrene jakkesæt mænd og surfer mænd med shorts og bar mave. Allesammen stod ved hver deres Apple-produkt og var opslugt af hvad de nu lavede. Hjemme i autocamperen igen gik vi alle på hovedet i seng.
Næste morgen var vi tidligt afsted (det vores B familie kalder tidligt;)). Og hurtigt ovre på Hearst castle. Der købte vi billetter til “main rooms” hvor man kunne blive guidet gennem 5 af slottets 160 rum. Spisesalen, morning room, gentleman room, biografen og velkomstrummet. Inden da havde vi set en 40 minutters lang film om Hearst og hans liv. Ret spændende mand, som man må sige, havde formået at skabe noget gennem sit liv. Han var en stor mand i mediebranchen i første halvdel af det 20. Århunderede. Hans store slot var bygget på toppen af en bakke, med udsigt over Stillehavet og bygget i spansk landsbystil, hvor hovedhuset havde form som en katedral og husene omkring lignede landsbyhuse fra Middelhavet. Det hele krydret med alverdens kunststykker, primært fra Europas middelalder, meget specielt og storladent.
Efter besøget satte vi kursen mod Solvang, hvor vi ville opleve det danske Amerika. Efter køreturen gik vi en tur i den danske by, hvor vi kunne opleve Rundetårn med pizzaria i bunden, smørrebrød uden brød, æbleskiver til morgenmad, danske bagerier med cupcakes, turistbutikker med masser af træsko, et fint H. C. Andersen museum og meget meget mere. Ret charmerende på den amerikanske måde. Vi fandt en rigtig fin RV park i nabobyen, hvor der både var pool og legeplads, så der blev vi i 2 nætter. Efter at vi havde suget alt ud af Solvang, spist æbleskiver og snakket dansk med de ældre, blev det tid til drage mod L.A.
Vi kørte afsted ved elleve tiden og gjorde et stop syd for Santa Babara hvor vi fik dyppet fødderne i det kolde ocean og nydt en surfer burger. Og derefter tog vi til den nærmeste Wal Mart for at købe ekstra soveposer og tæpper, da det bliver rigtig koldt i løbet af natten. Da vi endelig kom ud af stormagasinet, var vi sent på den og valgte at ringe til campingpladsen for at give dem besked. Dette blot for at få af vide at de ikke vidste at vi skulle komme… Så det var med lidt rystende hænder vi kørte mod LA. Men da vi kom blev vi mødt af ejeren, som var rigtig sød og hjælpsom. Han fandt en rigtig fin plads til os, mens han fortalte i et væk, om hvem af de kendte der havde boet der, og hvilke smiknøser der boede i hvilke vogne. Ægte Hollywood! Han var også sød at give os gode råd til vores sparsomme tid i den store by. Vi valgte derfor at leje en bil, så vi kunne opleve så meget som muligt.
Efter 2 timers flyvning fra Beijing til Seoul havde vi 5 timer i den top moderne og luksuriøse lufthavn, hvor den stod på iPad til børnene og Facebook til de voksne 3 uger uden skaber et behov. Kl 18.10 skulle vi videre mod San Francisco. Det var en fin flyvetur, hvor især drengene fik lidt søvn. Vi landede kl 12.30 lokal tid og var alle godt trætte. Efter sikkerhedstjek og paskontrol fandt vi et tog mod Redwood City. Der var en del ventetid, men vi ankom ved vores motel kl ca 17. Drengene hoppede en hurtig tur i den kolde pool mens Kasper tog en lille lur inden vi gik ind ved siden af for at få aftensmad på en ægte amerikansk diner. Næste morgen, eller faktisk formiddag tjekkede vi ud og fik bestilt en taxa til Cruise America i Newark, hvor vi skulle starte vores Road trip. Vi ville ned af Highway 1 mod Los Angeles. Første stop blev mellem Santa Cruz og Monterrey. En lille havneby, gemt bag en dæmning til Stillehavet. En ret kedelig plads, med det betød ikke noget da vi kom efter det var blevet mørkt. Men vi fik vores første gåtur ved Stillehavet næste formiddag inden vi kørte videre ned af kysten. Vi ville gerne opleve den flotte spektakulære natur ved Big Sur og kørte derfor ruten i et roligt tempo som vejen også foreskriver med sine skarpe klipper og snoede veje.
Vi havde håbet vi kunne nå Hearst Castle som ligger syd for Big Sur inden overnatningen, men de mange stop under vejs for at nyde udsigten tog længere tid end forventet. Især det sidste stop lige før slottet. Det bød på sø elefanter i massevis som lå på stranden, nærmest i bunker. Ret forunderligt syn. Vi var heldige at finde en natur campingplads meget tæt på Hearst Castle hvor vi overnattede. Og hvor det også lykkedes os at få lavet et lille bål, selvom vi ikke havde fået købt brænde
Formand Mao. Endelig skulle det lykkes, vores flok var blevet reduceret fra 5 til 2, men Konrad og jeg var fast besluttede på at vi ville se formanden. Så vi stod tidligt op, spiste morgenmad og så afsted. Ved sikkerhedstjekket til pladsen stod vi i kø, men så lige før det blev os lukkede det og vi blev sendt videre til et andet tjekkested, det blev også lukket. Så videre til det 3. Sted, hvor det så endelig lykkedes at blive lukket ind på Tiananmen pladsen, eller som vi kalder den. Den Himmelske Fredsplads. Vi vidste godt at køen ville være lang, men da vi så en kø slange sig frem og tilbage over 2/3 af verdens største offentlige plads, troede vi alligevel at den måtte være til noget lidt mere spændende, end en mand som har været død i 39 år. Det var det ikke. Det var simpelthen køen ind for at se Mao.
Vi stillede os i køen, som heldigvis bevægede sig hurtige, trods de mange kinesere der sprang os over i køen. Efter en times tid nåede vi hen til sikkerhedstjekket og blev lukket ind i haven og så videre ind forbi glaskisten, hvor han lå og lignede en voksfigur fra Madam Toussoud. Man fik ikke lov til ag dvæle ved synet da vagterne sørgede for at alle hele tiden bevægede sig fremad.
Efter formanden ville vi over og se den flotte bygning National Centre for the Performing Arts, som ligner et stort sølvæg der ligger og flyder. Det er en virkelig flot og stilsikker oval bygning i stål og glas uden på med vand hele vejen rundt. Vi tog den helt store rundgang og så alle etagerne og besøgte også cafeen og nød eg lækkert stykke chokoladekage. Det var virkelig hyggeligt.
Da vi var færdige gav vi de andre besked om at vi var på vej hjem, så vi kunne mødes til lidt frokost og derefter gå i turist stormagasinet, hvor gadeboder og gadesælgere var samlet i et stort indendørs fake marked. Det var sjovt at se, men ikke rigtig til at handle i, da sælgerne var virkelig pågående. Men vi fik dog købt lidt hovedtelefoner, højtalere og strømper. Efter det sidste handleri gik vi hjem til hotellet og fik styr på vores ting, så vi var klar til afgang næste morgen kl. 6.15.
