I dag skulle vi hjemme fra hotellet kl 4.50. Hotellet havde lavet morgenmad som vi kunne tage med på turen, de havde bare lige glemt det, så vi var virkelig heldige at de lige nøjagtig nåede at aflevere det i bilen da vi kørte fra hotellet. Vi kørte til Banjul, hvor vi skulle med færgen over Gambiafloden. Det var noget af en oplevelse at stå der i mørket og være vidne til det mylder af mennesker og biler der skulle ombord på færgen.
Turen tog ca 30 minutter og da vi kom i land på nordsiden holdt vores jeep og ventede på os. Det var den der skulle køre os rundt hele dagen. Første stop var grænsen til Senegal, hvor der også var virkelig mange mennesker, både på den ene og anden side af grænsen. Der var madrester på jorden, hvor der lå familier og sov, børn der tiggede, æselkærrer med fuld oppakning og en masse små boder. Først skulle vores guide vise vores pas og papirer og bagefter skulle vi selv ud i kø for at vise vores pas, det hele gik dog nemt. Nu var det ved at blive lyst og vi kunne se på hovedvejen i Senegal, at der ikke er den store forskel på de to lande, det eneste vi kunne se, var at der havde de også løse grise gående rundt. Efter ca 20 minutter var vi fremme ved Fathala safaripark, hvor vi blev budt velkommen af en flot struds der stod og græssede ved siden af os da vi spise vores medbragte morgenmad.
Turen gennem parken i den åbne jeep, var intet mindre end fantastisk. Selvom parken er lukket, så dyrene er i fangeskab, virkede det som en rigtig safari, da dyrene kan bevæge sig frit rundt, og de har 2/3 af parken hvor menneskerne ikke må komme, så de har rig mulighed for at trække sig tilbage og leve “vildt”. Højdepunktet for os alle var klart da vores lokale guide spottede girafferne inde i krattet og chaufføren straks drejede af så vi kunne få dem at se helt tæt på. 3 voksne giraffer og 3 unger… helt imponerende syn.
På turen fik vi også set det eneste næsehorn, som de holder mere fanget efter han slog sin kone ihjel med sit horn for et par år siden. Vi så også masser af antiloper, hjorte, bøfler, vortesvin og zebraer, skønt.
Efter turen kørte vi igen mod grænsen, hvor vi fik tanket op med sodavand og stempler i passet. Nu skulle vi mod Kunta Kinte Island, men på vejen skulle vi gennem en masse små landsbyer og vores guide fortalte at det er kotume at turister kaster slik ud til børnene, så vi fik ham til at købe en masse slikkepinde. Turen der varede et par timer fik os af jordveje gennem mange små landsbyer, hvor de boede i lerhytter uden både vand og elektricitet. Vi stoppede ved en lille familie som boede i 4 hytter, 1 til manden, 1 til hver af de 2 koner og deres børn og 1 køkken. Hytterne var lerklinet og med tag af palmeblade og strå. I hytterne var 1 seng og et lille bålsted, hvor de kan varme drikke mm. Lidt tøj i hjørnet og lidt mad i sække, primært jordnødder og couscous som er det de dyrker mest af på deres marker. Derudover spiser de 2 forskellige kartoffelarter. Familien var meget imødekomne, trods de kun snakkede deres eget stammesprog. Vi blev vist rundt og gav slik til børnene. De viste os også de var ved at bygge et mere moderne hus, som de håber er færdigt inden regntiden i juni. Det var virkelig overvældende at se hvordan de lever, helt uden moderne teknologi og redskaber.
Efter besøget hos familien kørte vi forbi en landsbyskole, som bestod af 2 klasser og gav skolegang for børn fra 4-10 år. Vi blev vist ind i den klasse hvor de var fra 4-6 år, hvor læreren fortalte om hvordan han underviser de 48! Børn i bogstaverne og lydene. De sang et par sange for os og da de var færdige ville de også gerne høre en sang fra os. Ludvig var hurtig til at foreslå lille Peter edderkop som vi fremførte uden større succes.
Efter skolen kørte vi videre og fik kastet en masse slik ud til børnene, hvilket virkelig giver en mærkelig fornemmelse, men det var det der var muligheden, ifølge guiden. Det var også helt tydeligt at de var vandt til den form. Vi havde dog mere lyst til at hjælpe med mad eller tøj eller lign.
Fremme ved Kunte Kinthe Island blev vi mødt af en lokal guide, som skulle være i familie med Kunte Kinthe. Han viste os rundt på det lille museum hvor slavehistorien blev vist i malede plancher og billeder. Endnu engang måtte vi konstatere at deres formidling gennem museer ikke er deres spidskompetence, men dog gjorde det indtryk på drengene især.
Vi blev kørt hen til den lille havn, hvor vi skulle sejles over til øen, inden skulle vi lige bestille vores frokost, så den kunne være klar til vi kom tilbage, hvilket var dejligt, da de har virkelig lang ventetid på maden. Vi blev sejlet i en lille fiskerbåd ud til øen hvor slaverne blev holdt fanget i 14 dage inden de blev sejlet til Amerika. Denne tilbageholdelse skulle sørge for at de svageste blev sorteret fra, så der ikke skulle bruges ressourcer på at sejles dem afsted, men det skulle også sørge for at gøre de stærkeste svagere, så de ikke havde kræfter til at gøre for meget modstand.
Øen havde oprindeligt et ret stort fort, men gennem tiden har floden taget sin del af øen og der er begrænsede ruiner tilbage. De fortalte dog at efter de er kommet på UNESCOs liste over verdensarv, vil de hjælpe med at sikre øen, så den kan bestå i fremtiden.
Tilbage på fastlandet fik vi vores frokost, som bestemt ikke var imponerende, men dog mættende. Så gik turen igen gennem nordgambia på jordvejene mod færgen. Da vi nåede færgen blev vores guide virkelig irriteret, da det var den gamle færge som var langsom. Vi tænkte at det da ikke kunne være så slemt, men det var det… efter vi havde stået og set på alle de mennesker der forlod færgen, hvilket virkede absurd, da det vitterligt strømmede ud med mennesker i 15 minutter, fra en færge der ikke virkede meget større end orøfærgen. Vores guide fortalte at der kunne være ca 1800 personer på færgen og Kasper havde læst at der bestemt hverken er redningsveste eller redningsbåde til at redde den mængde mennesker, så det var med krydsede fingre vi gik ombord.
Turen gik dog fint, men det gik virkelig langsomt, da vi så fik forklaringen om at det var en færge der var blevet kasseret i Polen, som de havde fået gav det pludselig mere mening. Vi kom dog over og da skulle af færgen blev vi endnu engang imponeret over det liv der er på havnen. Det virker som en myretue hvor dronningen er fløjet så alle myrene går mellem hinanden uden retning.
Hjemme på hotellet igen hvilede vi lige lidt på værelset inden vi fandt lidt aftensmad.