Når man er på Island skal man da vandre i bjergene mor! Det måtte vi jo så gøre, når det var Valdemars ønske. Heldigvis ville både Konrad og Ludvig også rigtig gerne med. Jeg havde søgt på nettet for at finde en rute, som kunne være egnet til os 4 og valget faldt på Esja, bjerget som man har udsigt til fra Reykjavik. Bjerget, som er en inaktiv vulkan på 914 meter, var stadig snedækket på toppen, og så virkelig flot (og stejlt) ud fra foden. Vi begyndte vores opstigning op af den velanlagte sti. Smukt, og jo højere vi kom op så åbnede udsigten sig for os. Da vi kom ca halvvejs op delte stien sig og vi blev i tvivl om hvilken retning vi skulle i. Men vi fortsatte på samme side af elven som bugtede sig ned af bjerget. Nu blev stien mere udfordrende, både stejl og med løse sten. Samtidig med at der var flere steder hvor vi ikke rigtig kunne se stien, så det var lidt svært, men der var heldigvis flere på vej op, så vi følte os ikke helt fortabte. Mens vi gik højere op kom der hele tiden helikoptere flyvende over hovedet på os, og vi undrede os over hvad de lavede. Det viste sig at der skulle være koncert senere på aftenen, så da vi kom op kunne vi se, hvordan musikerne var ved at stille alt deres gear op, ret sjovt. Efter noget mere vandring kom vi så højt op som jeg syntes var muligt, uden vi skulle gennem is og sne. Der var en helt fortryllende udsigt over Reykjavik, Atlanterhavet og både bjerge og lavland på selve øen. Det var det hele værd.
Da vi skulle nedad gik vi langs bjerget, og ned på den anden side af elven. Det var også en tur hvor vi skulle have tungen lige i munden, både for at finde stien og for ikke at glide i de mange løse sten. Da vi kom længere ned kunne vi se de mange koncertgæster som var på vej op. Så vi var glade for at vi havde valgt den anden vej ned, så vi ikke skulle “dele” stien med de mange andre. Vel nede på jorden, var vi enige om at det havde været vores mest udfordrende “bjergvandring” vi endnu havde prøvet.
