Dagen i dag skulle gå ind i landet, vi havde fået styr på hvor hindutemplet, som vi ledte efter den anden dag, lå, så det skulle være første stop. Det var et stort tempel, som lå ned til det store reservoirer, Grand Bassin. På vejen ned til templet blev vi hilst velkommen af to kæmpe store hindustatuer på hver 33 meter + fod. De var meget imponerende og de affødte mange snakke om højder og materialer.
Nede ved templet var der mange mennesker, både turister og hinduer. Ludvig så et sted, hvor vi kunne få malet et rødt mærke i panden, så der gik vi hen. Det viste sig at være et velsignelses ritual. Først fik vi malet i panden, så kom vi ind i et rum, hvor der stod en mand og messede til ca 10 personer, der fik vi et bæger med helligt vand, der skulle hældes på en opsats foran os. Derefter fik vi velsignede blade der skulle i vandet og et lille fad med ild der skulle bevæges i cirkler, alt imens manden messede og spillede på forskellige små instrumenter. Det var meget fint. Til sidst fik vi noget velsignet frugt og så var det færdigt. Vi gik ud til de andre og de var klar til at gå op til det lille tempel der lå oppe på en bakketop, med udsigt over området. På vejen var der lidt aber, ikke de hyggelige, men dem der stjæler ting og følger efter os. Så Kasper fik hurtigt smidt det velsignede frugt, da en af de store hanaber havde kurs direkte efter ham. Aberne var heldigvis kun et sted på trappen, så resten af turen gik stille og roligt. Udsigten fra toppen var helt fantastisk.
Så gik turen til Trou Aux Cerfs, toppen af et gammelt vulkankrater, hvor man kunne se selve hullet i vulkanen. Det er dog mange år siden den har været i udbrud, så det var et frodigt område. Det lå i nærheden af øens næst største by Curepipe. Turen gik gennem nogle meget lokale veje, hvor der dårligt nok er plads til én bil ad gangen, så det var lidt udfordrende at komme igennem nogle steder, ikke mindst fordi de utroligt mange løse hunde meget gerne ligger og sover midt på vejen, og de lokale også gerne står og sludre, men det var også sjovt at se de forskellige huse og de lokales daglige liv. Da vi nåede toppen af krateret var der en virkelig smuk udsigt både ned i hullet og ud over byen.
Vi fandt en bænk hvor vi kunne spise frokost og nyde udsigten. Da vi havde spist gik vi hele vejen rundt om det 100 meter dybe krater inden turen gik mod det sidste stop denne dag, Eau Bleue. Det var et vandfald, som drengene havde set man kunne “cliff jumpe” fra. Vi kørte der ud, men undrede os over at vi ikke så et eneste skilt på vejen der hen. Men midt på landevejen så vi en bil der holdt med katastrofeblink på og nogle mennesker der kom ned fra en lille sti. Vi stoppede ind og kunne så tydeligt høre vandfaldet. Vi holdte helt ind til siden, men lastbilerne der kørte forbi dyttede og var tydeligvis irriterede over at vi holdte der. Men vi gik op og kiggede alligevel. Det viste sig, at vejen ned til vandfaldet var af en meget stejl sti/skrænt med rødder. Jeg blev naturligvis lidt bekymret, men Kasper sagde at det kunne vi godt. Så vi fik alle ordentligt fodtøj på og begyndte nedstigningen. Halvvejs nede blev Kasper dog så bekymret over de dyttende lastbiler at han vendte om og gik tilbage. Vi andre fortsatte ubekymret, med Valdemars gode vejledninger. Nede ved vandfaldet blev det dog klart at det ikke var muligt at bade, selvom der var 2 mænd der var i vandet. Men alle kunne godt se at strømmen var meget stærk pga. den meget regn der var faldet, var der virkelig meget kraft på vandfaldet. Oplevelsen var dog virkelig fantastisk.
Da vi kørte fra vandfaldet blev vi enige om at køre forbi den berømte strand “Gris Gris”, da vi alle var godt beskidte. Stranden var dog ikke velegnet til badning denne dag, da bølgerne var for store. Men stranden var meget smukt indrammet af klipper til begge sider, og både Valdemar og Konrad fil klatret på klipperne, mens Ludvig og mig samlede skaller på stranden. Vi stoppede så ind på en af de andre strande, hvor det var muligt at få en hurtig dukkert inden aftensmaden.
Efter maden sad vi alle lige og sakkede med vores hotelmand Christian, som var meget ked af det var vores sidste aften. Han havde købt gaver til os alle sammen, hvilket var rigtig sødt af ham. Vi må selv huske at have en lille ting fra Danmark med i tasken til næste gang. Han ville også sikre sig at vi ikke kørte før kl. 11 næste dag, så han kunne sige ordentligt farvel.
