Reykjavik

Så blev det lørdag d. 30.5 og dermed den sidste dag på vores 119 dage lange rejse. Vi glæder os til at komme hjem, men det er også helt mærkeligt, at det er slut med at rejse for denne gang. Men helt slut er det måske heller ikke, for jeg tror, og håber at de sidste 4 måneder vil sidde i os det næste meget lange stykke tid. Minderne, og alt det vi har lært om os selv, vores lille familie og verden, har sat, og vil nok sætte spor i vores liv fremover. Det bliver mærkeligt at drengene igen skal afsted i skole og børnehave, og vi skal finde på noget vi kan arbejde med. Det har været forbavsende let, at vænne sig til et liv hvor vi har været sammen hele tiden, men det bliver nok også let at vænne sig til hverdagen igen. Vi glæder os i hvert fald.

Sidste dag er gået med lidt indkøb i det nærliggende storcenter. Ludvig fandt ud af at han også ville have en ny fleece ligesom de andre, så det skulle findes og vi skulle også have vores taxfree penge tilbage, det kunne også let ordnes i centeret. Derefter satte vi Kasper af hjemme og gik på Nationalmuseet, som ligger lige overfor vores lejlighed.

Drengene var imponerende interesserede i vikingehistorierne fra Island, og udfyldte de opgaveark som museet havde til børn, med stor iver. Så gik vi en tur ned i byen for at se på det fantastisk smukke kulturhus som ligger på havnen. Bygningen har facader i glas og spejler det Islandske vejr på en fascinerende måde.

Da vi havde beundret bygningen både inde og ude fra, ville vi se om vi kunne finde Kasper hos en af Reykjaviks tatovøre. Det kunne vi dog ikke, så vi kiggede lidt i byens mange souvenirbutikker, inden vi fik en stor is at gå hjem på. Ludvig menete ikke at man kunne være i ISland uden at spise is! Hjemme igen mødtes vi med Kasper, som nu er beriget med et flot verdenskort på overarmen.

Vores sidste middag her på øen skulle selvfølgelig være noget med fisk, så vi fandt et lille økosted som serverede Fish and Chips på en lækker kvalitets måde, til stor glæde for mig især;). Og desserten var skyr med hindbær og chokolade. Mums. En dejlig afslutning på både en dejlig dag og en dejlig tur.

Når man er på Island skal man da vandre i bjergene mor! Det måtte vi jo så gøre, når det var Valdemars ønske. Heldigvis ville både Konrad og Ludvig også rigtig gerne med. Jeg havde søgt på nettet for at finde en rute, som kunne være egnet til os 4 og valget faldt på Esja, bjerget som man har udsigt til fra Reykjavik. Bjerget, som er en inaktiv vulkan på 914 meter, var stadig snedækket på toppen, og så virkelig flot (og stejlt) ud fra foden. Vi begyndte vores opstigning op af den velanlagte sti. Smukt, og jo højere vi kom op så åbnede udsigten sig for os. Da vi kom ca halvvejs op delte stien sig og vi blev i tvivl om hvilken retning vi skulle i. Men vi fortsatte på samme side af elven som bugtede sig ned af bjerget. Nu blev stien mere udfordrende, både stejl og med løse sten. Samtidig med at der var flere steder hvor vi ikke rigtig kunne se stien, så det var lidt svært, men der var heldigvis flere på vej op, så vi følte os ikke helt fortabte. Mens vi gik højere op kom der hele tiden helikoptere flyvende over hovedet på os, og vi undrede os over hvad de lavede. Det viste sig at der skulle være koncert senere på aftenen, så da vi kom op kunne vi se, hvordan musikerne var ved at stille alt deres gear op, ret sjovt. Efter noget mere vandring kom vi så højt op som jeg syntes var muligt, uden vi skulle gennem is og sne. Der var en helt fortryllende udsigt over Reykjavik, Atlanterhavet og både bjerge og lavland på selve øen. Det var det hele værd.

Da vi skulle nedad gik vi langs bjerget, og ned på den anden side af elven. Det var også en tur hvor vi skulle have tungen lige i munden, både for at finde stien og for ikke at glide i de mange løse sten. Da vi kom længere ned kunne vi se de mange koncertgæster som var på vej op. Så vi var glade for at vi havde valgt den anden vej ned, så vi ikke skulle “dele” stien med de mange andre. Vel nede på jorden, var vi enige om at det havde været vores mest udfordrende “bjergvandring” vi endnu havde prøvet.

Onsdag skulle vi ud og se hvaler. Det havde været et stort ønske for de fleste af os, og noget vi havde set meget frem til. Vi besluttede at bruge firmaet Elding som tilbød en ca 3 timers sejltur på en ret stor båd, hvor der også var mulighed for at sidde indendøre. Det valgte vi fordi det har været ret koldt mens vi har været på øen. Da vi kom ned til havnen kom vi først ind på en ældre båd, som nu blev brugt til hvaludstilling, souvenir shop og lille cafe. Derefter kom vi ombord på det rigtige skib. Vi blev hurtigt guidet til de store flyverdragter, både til børn og voksne og vist hvor redningsvestene til børn var. De behøvede ikke at have en på, hvis de havde flyverdragten på, da den også havde noget i sig, så man bliver holdt ovenvande, hvis uheldet skulle være ude. Smart.

Vi startede med at stå på det øverste dæk, men Ludvig havde svært ved at se op over kanten, så da vi var ude af bugten gik vi ned på det nederste dæk, hvor drengene og jeg kunne stå forrest og have godt udsyn over havet. Det viste sig at blive en ret vild sejltur, da bølgerne var ret høje og skibet gyngede voldsomt. Heldigvis havde vi allesammen taget en søsygepille så vi blev ikke dårlige. Kasper fulgte dog personalets råd om at stå bagerst på skibet for ikke at få det (for)skidt. Da vi kom langt nok ud på havet sænkede båden farten og vi begyndte at kigge nærmere efter de store havdyr. Ifølge vores meget informative guide er det delfiner, vågehvaler og pukkelhvaler som er mest almindelige der. I sjældne tilfælde kan man også se en spækhukker. Men desværre havde vi ikke rigtig heldet med os. Vi så en vågehval et par gange, men den var hun hurtigt oppe for at få luft, og båden vippede så meget at vi ikke kunne tage billeder af den. Heldigvis nåede alle tre drenge at se den. Jeg havde dog håbet på en lige så god oplevelse som jeg havde sidst. Men det har vi tilgode til en anden gang. Vi så heldigvis en masse forskellige fugle, deriblandt søpapegøjer, hvilket vi også havde ønsket os, så det var dejligt.

Da vi begyndte at sejle mod land igen gik vi ind i varmen. Det var virkelig godt vi havde valgt en båd med mulighed for at komme indendørs, for trods rigtig godt med tøj på var vores fingre og tærer blevet godt kolde. Lige inden land sluttede Kasper sig også til os indenfor, og vi kom alle sikkert i havn. Vi spiste på bådfirmaets restaurant, hvor vi fik en vildt lækker fiskeret og så hjem i seng. Vi var alle trætte efter den friske havluft.

Det var en hård overgang fra New York til Island. Alle tre drenge fik sovet imellem en smule, dog ikke tilnærmelsesvis nok, på den fem timer lange flyvetur, mens Sisse og jeg ikke fik lukket et øje. Vores hjerner var indstillet på “tidlig nat”, da vi ankom søndag morgen til Keflavik lufthavn. På under et kvarter var vi faktisk ude af den lille internationale lufthavn med kufferter og det hele, så det var nok ny rekord. Thrifty, vores biludlejningsselskab, hentede os ved udgangen og kørte os de 200-300 meter hen til deres kontor, hvor vi fik udleveret bilen. En lille kompakt, men spritny Mazda med automatgear og væsentlig mindre benplads på bagsædet til vores langbenet unger, end de store biler de havde været vant til i USA.

Det tog os en lille times kørsel at køre til Reykjavik og finde det sted vi skulle bo den næste uges tid. Sisse havde fundet en skøn, nyrenoveret lejlighed i underetagen på et stort hus beliggende meget centralt på Tjarnargata, med under 10 minutters gang til alt i den lille hovedstad. Tjarnargata ligger ned til en lille sø med masser af ænder og lidt svaner og for enden af vejen ligger et arkitektonisk top moderne rådhus. Det meste af søndagen sov vi på skift på grund af den hårde omstilling med jetlag til følge. Om eftermiddagen gik jeg en tur ned i byen med Valdemar. Bagefter tog Sisse ned i byen med Ludvig. Det var så den dag…

Om mandagen var vi stadig lidt forfulgt af jetlag og det havde ikke hjulpet at det kun er en lille smule dunkeltmørkt i Reykjavik imellem 00.00 og 02.00 om natten på denne årstid. Sisse tog drengene med på hvalmuseum i Reykjavik om formiddagen, mens jeg stadig sundede mig. Hvalmuseet havde mange store flotte hvalskiletter i fuld størrelse, men Sisse havde savnet at kunne røre ved nogle knogler og mere lidt interaktivitet.

Efter museums besøg kom de hjem og hentede mig og sammen tog vi ud til en af de mange geotermiske pools på Island. I Reykjavik fungere det ligesom at gå i svømmehallen. Det er badeanstalter der er lavet som almindelige udendørs svimmingpool’s, men hvor de bruger vandet direkte fra undergrunden, som er naturligt opvarmet fra vulkanisk aktivitet. Islændinge bruger det selv rigtig meget og tror på at det er en del af at holde et sundt liv, at gå jævnligt i geotermiske bade. Mange mener også at badene har helende effekt overfor for eksempel psoriasis på grund af de mange naturlige mineraler i vandet. Om ikke andet var det ihvertfald dejligt at sidde i de op til 40 graders varme bade, med en lufttemperatur på lidt under 5 grader med skiftende regn og ophør.

Til sidst tog vi en god lang gåtur rundt i byen, som er fyldt med lækre butikker med kvalitetsvarer. Alt kan fås i uld og det bugner med vejrpraktiske og stilfulde designs “Made in Iceland” og priserne er også herefter. Til gengæld er det muligt at få refunderet 14% tax på handler over x-antal kroner – også for danskere! Vi endte oppe ved Islands største kirke, Hallgrímskirkja, som ligger midt i Reykjavik. Dens særprægede arkitektur er inspireret af fjelde, gletsjere, gejsere og store vidder. Byggeriet blev påbegyndt i 1943, men stod først helt færdig i 1986. Vi tog elevatoren op i toppen af det 74 meter høje kirketårn, hvorfra vi havde en fantastisk udsigt ud over byen, fjorden og bjergene i baggrunden. Da det jo ikke rigtigt bliver mørkt havde vi glemt at holde øje med klokken, som nu var blevet 21.00. Derfor skyndte vi os hjem i seng for at gøre et forsøg på at få vendt vores jetlag.