Key West

De sidste par dages vejr havde ødelagt vores planer om at komme ud på det åbne hav og snorkle. Det var kun blevet til lidt snorkling på stranden ved Bahia Honda. Bølgerne var simpelthen for høje. Derfor iværksatte vi plan B, som var en tur ud til et koralrev i en båd med glasbund. Vi havde fundet et firma beliggende i Key Largo, som udbød disse ture og da vi alligevel skulle den vej ud af The Keys var det meget nærliggende. Firmaet viste sig at holde til i en State Park. Det var et rigtig fint sted, hvor der også udgik snorkelture og var udlejning af kanoer og kajakker. De advarede også mod snorkling for børn og nybegyndere på grund af bølgerne.

Selve turen varede 2,5 timer og viste sig at være et rigtig godt alternativ til den rigtige vare. Det tog ca. 40 minutter at komme ud til revet, men det var en flot tur, som først gik igennem en flod i en tæt bevokset mangrove skov og derefter ud i det åbne hav. Bølgerne var ikke så slemme og der var mere vindstille end vi havde regnet med selvom Stars and Stripes flagrede godt. (De er nu ret glade for flaget). De fleste passagerer havde nyt turen fra dækket, men da vi nåede revet stimlede alle sammen om to store glasbunde hvorfra vi havde fantastisk spændende udsigt til havbundens skattekammer. Båden sejlede helt stille rundt imellem korallerne, mens en dygtig om informativ havbiolog belærte os om de forskellige fisk og planter på ægte amerikaner stil. Undervejs spottede vi blandt andet en havskildpadde, et par barracudaer og adskillige flotte fisk. Turen var absolut alle pengene værd, på trods af prisen på 100$ for os fem.

Tilbage på land i parken spiste vi lidt eftermiddags snack ved et fint picnic område ned til vandet. Rundt om bordene gik nogle underlige fugle med lange næb og tikkede mad. Drengene klatrede op på et mangrove træ som hang med grenene ud over vandet. Pludselig fik de øje på en stor rokke som svømmede helt inde ved kanten i det lave vand. Bagefter kørte vi videre op til Florida City for at overnatte inden næste dags lange køretur til Orlando. Mon ikke man kunne drømme lidt om skildpadder, barracudaer og andre havdyr…

Egentlig havde vi planlagt at skulle bruge vores onsdag i The Keys på at bade ved stranden og komme på snorkling tur, men sådan skulle det ikke gå. Regnen stod ned i stænger hele dagen, hvilket betød at vejret ikke var egnet til en stranden og slet ikke til at snorkle rundt i de høje bølger. Derfor brugte vi det meste af dagen på vores dejlige luksus hotelværelse på Hyatt i Marathon, som Sisse havde fundet til en favorabel pris. Når vi nu en gang skulle være “regnet inde” kunne vi ikke have valgt et bedre sted. Drengene fik spillet IPad, skrevet blogindlæg, tegnet tegninger og der blev endda set lidt DR fjernsyn over nettet, og vi voksne hyggede os også med IPads. Hele dagen lovede vi, at når det klarede op, så måtte de bade. Efter aftensmaden var der ophold i regnen, hvilket betød at vi måtte holde ord og lade drengene få en aftenbadetur.

Næste morgen var regnen heldigvis overstået. I receptionen fik vi anbefalet at tage til Bahia Honda State Park, som var en strand på en af de nærliggende øer, hvor der var velegnet til børnefamilier. Det var et dejligt sted med meget varieret strand og havbund og man skulle langt ud i vandet før det blev rigtig dybt. Det var ikke en ren Bounty hvid sandstrand, til gengæld var der massere at kigge på for Sisse og drengene mens de snorklede. Der var også flere rene sand banker lidt ude i vandet, hvor jeg kunne ligge og køle af i heden. Efter et par timers badetur gik vi en lille tur rundt i den øvrige del af parken. Vi kom ud på en lille del af den gamle togbro, som havde kørt helt ned til Key West i tidernes morgen, hvor der var en god udsigt til både Atlanterhavet og den Mexikanske Golf.

Bagefter tog vi køreturen videre på de ca. tre kvarter ned til Key West. Her gik vi en lille aftentur ned forbi havnen og gjorde stop ved et meget tykt tropisk træ. Videre ned til den del af hovedgaden, Duval Street, som vi ikke havde fået set den anden dag, da vi var der sidst. Der var ret meget gang i barerne i den ende, på en helt almindelig torsdag sidst i april. Der var livemusik på samtlige af de åbne værtshuse, hvorfra det klingede med Johnny Cash, Bob Dylan og andre folkehelte. Det har sikker lydt godt inde på hvert enkelt sted, men ude fra gaden, hvor musikken krydsedes, var det en blandet fornøjelse at lytte til. Uden for den berømte bar, Sloppy Joe’s, stoppede vi op et øjeblik og fik en kort fornemmelse af et sted, hvor tiden havde stået stille i årevis og hvor gæsterne følte sig hjemme. Det var også her, at Ernest Hemmingway skulle have haft en stamplads. På denne aften kunne jeg lidt bedre genkende byen, som værende de frie tanker fra 60’erne og 70’ernes sidste holdepunkt.

Turen ned igennem The Keys er faktisk lidt af et ingeniør stykke. Vejen er lidt over 100 miles lang fra fastlandet og går over 44 broer. Ø på ø på ø. På den vestlige side ligger den Mexikanske Golf og til den østlige ligger Atlanterhavet. Det var hverdag og selvom vi kørte afsted sidst på formiddagen og henover middagsheden var trafikken tæt og langsom. Der er ikke mange steder at overhale på strækningen og det meste af vejen er ensporet. Sideløbende med hovedvejen følger man en gammel togbro det meste af vejen. Den har ikke været i brug i årevis, er ret forfalden og der mangler stykker indimellem, men den er charmerende. Et sted midt på tog broen var et træ vokset op og det så lidt fjollet ud. Det beviser bare hvor lidt jord der skal til før noget kan gro.

Et par gange undervejs holdt vi ind ved moteller for at forhøre os på overnatningspriser, men priserne var en del over vores budget. The Keys er det ultimativt dyreste feriested i Florida og det er her at mange amerikanere holder deres badeferier. Det er også her at mange amerikanere, som har gjort det godt økonomisk vælger at trække sig tilbage til, efter endt erhvervsliv. Alt sammen er med til at presse priserne op. Heldigvis blev i endnu en gang redet af booking.com, hvor Sisse fandt et godt “last minute” tilbud på et luksus hotel, mens vi kørte. Det blev til Hyatt i Marathon, som ligger ca. midt i The Keys.

Efter at have fået overnatningen på plads fortsatte vi ud af hovedvejen med kursen mod den sydligste by, Key West. Vi var heldige at finde en god og gratis parkeringsplads lige midt i den gamle bydel. Key West er kendt for at være en af de mest frigjorte byer i USA og for at huse en masse kunstnere, excentrikere og gamle hippier. Jeg besøgte byen for 20 år siden, da jeg var barn og husker den som værende mere flippet. Nu oplevede jeg byen mere pæn og pudsenuset for turisterne. Der var stadig gallerier og barer i massevis, samt en del fritgående høns i gaderne(!?) -og der var bestemt hyggeligt at gå rundt, men det var alligevel lidt mere ordnet og anderledes end jeg husker det og jeg synes ikke der var så mange skæve eksistenser. Det er muligt at det er min opfattelse som har ændret sig i takt med min aldring og ikke byen, men det er nu en gang den jeg har at forholde mig til.

Vi gik ned langs havnen, hvor drengene blev fascineret af et kæmpe krydstogtskib, som lå for kaj. Krydseren var udstyret med vandrutsjebane og baksetballbane på toppen og havde kahytter til ca. 3000 passagerer. Vi gik rundt om det gamle told hus og videre ned forbi forfatteren Ernest Hemmingway’s hus. Lige da vi havde passeret huset udbrød der skybrud og himlen stod åben for regn. Vi søgte ly ved under halvtaget ved en souvenir butik, mens vandet fossede ned. Kort efter holdt det op og vi gik videre stik syd. Der løb stadig enorme mængder vand i gaderne, så vi fik alle våde fødder – godt det var så varmt så det ikke betød noget. For enden ad vejen fandt vi det sydligste punkt i USA, hvor der kun er 90 mil til Cuba. Lige ved siden af monumentet lå en amerikansk militærbase, som vidnede om tidligere tiders forhold mellem USA og Cuba.

Da vi var færdige med at spejde i horisonten gik vi tilbage opad Duval Street, som er Hovedgaden i Key West. Mange flotte træhuse, gallerier, hyggelige barer og nu en masse souvenir butikker prægede gadebilledet. Vi fandt en diner, hvor vi indtog aftensmaden inden vi kørte hjem for natten, til vores luksushotel. Selvom jeg var lidt skuffet over den manglende “rastafari”, var jeg nu alligevel godt tilfreds med mit gensyn med Key West, som stadig er en af de flotteste og hyggeligste byer jeg har oplevet i dette land.