Kina – Rejsefodspor

Formanden og ægget

Sisse Beijing, Kina April 12, 2015September 14, 2017

Formand Mao. Endelig skulle det lykkes, vores flok var blevet reduceret fra 5 til 2, men Konrad og jeg var fast besluttede på at vi ville se formanden. Så vi stod tidligt op, spiste morgenmad og så afsted. Ved sikkerhedstjekket til pladsen stod vi i kø, men så lige før det blev os lukkede det og vi blev sendt videre til et andet tjekkested, det blev også lukket. Så videre til det 3. Sted, hvor det så endelig lykkedes at blive lukket ind på Tiananmen pladsen, eller som vi kalder den. Den Himmelske Fredsplads. Vi vidste godt at køen ville være lang, men da vi så en kø slange sig frem og tilbage over 2/3 af verdens største offentlige plads, troede vi alligevel at den måtte være til noget lidt mere spændende, end en mand som har været død i 39 år. Det var det ikke. Det var simpelthen køen ind for at se Mao.

Vi stillede os i køen, som heldigvis bevægede sig hurtige, trods de mange kinesere der sprang os over i køen. Efter en times tid nåede vi hen til sikkerhedstjekket og blev lukket ind i haven og så videre ind forbi glaskisten, hvor han lå og lignede en voksfigur fra Madam Toussoud. Man fik ikke lov til ag dvæle ved synet da vagterne sørgede for at alle hele tiden bevægede sig fremad.
Efter formanden ville vi over og se den flotte bygning National Centre for the Performing Arts, som ligner et stort sølvæg der ligger og flyder. Det er en virkelig flot og stilsikker oval bygning i stål og glas uden på med vand hele vejen rundt. Vi tog den helt store rundgang og så alle etagerne og besøgte også cafeen og nød eg lækkert stykke chokoladekage. Det var virkelig hyggeligt.

Da vi var færdige gav vi de andre besked om at vi var på vej hjem, så vi kunne mødes til lidt frokost og derefter gå i turist stormagasinet, hvor gadeboder og gadesælgere var samlet i et stort indendørs fake marked. Det var sjovt at se, men ikke rigtig til at handle i, da sælgerne var virkelig pågående. Men vi fik dog købt lidt hovedtelefoner, højtalere og strømper. Efter det sidste handleri gik vi hjem til hotellet og fik styr på vores ting, så vi var klar til afgang næste morgen kl. 6.15.

Fra kejserpalads til Kung Fu

Kasper Beijing, Den Forbudte By, Kina April 12, 2015March 3, 2020

Den Kinesiske mur var lagt bag os og vi var tilbage på det samme hotel, Springs Valley i Beijing. Det eneste planlagte punkt for dagen var, at komme tidligt ud af fjerene, så vi kunne få en god plads i køen til Mao’s mausoleum. Da vi kom ind til Den Himmelske Fredsplads viste det sig dog, at mausoleet var lukket og pladsen spærret af med højtidligt paradeopstillet soldater i ukendt anledning.

En hurtig beslutning senere, stod vi i kø til en ny tur i Den Forbudte By. Vi manglede stadig at se Dragemuren og Skattekammeret, så det måtte vi lige have med, syntes drengene. Skattekammeret var en udemærket udstilling med overraskende mange gemte kostbarheder. Ikke så meget guld og penge, som nogen måske havde forestillet sig på forhånd, men mere smykker, ædlestene og store udskåret jadefigurer. Ihvertfald havde udstillingen virket bedøvende på et par kinesere, som tog sig en lur henover et antikt bord. Bogstaveligtalt var kronen på værket en kejserkrone og en kejserindekrone. Min personlige favorit var en globus af guld, måske fordi vi selv er på en rejse rundt om jorden.

Denne gang valgte vi at gå ud af nordudgangen, til Den Forbudte By, og videre over på den anden side af vejen, hvor der lå en park. På toppen af en bakke i parken lå et tempel, som havde udsigt udover hele paladset.

Vi fortsatte ud af parken i nord østlig retning og styrede hen imod et af Beijings Hutong kvarterer. Hutongerne i Beijing er små gyder eller sidegader i områder, hvor alle husene er beholdt i et eller to plan og hvor der stadig er små autentiske butikker med lokalt håndværk og spisesteder med mere. Vores tur bød på klynger af mænd som spillede ukendte kinesiske spil, jigsaws med rullende dyrehandel, samt et ellers levende lokalt landsbyliv midt i storbyen.

Drengene havde tidligere ytret ønske om at se kinesisk akrobatik, cirkus eller lignende, inspireret af Poul’s hjembragte videoer fra Kina. Heldigvis lå der overfor vores hotel et teater, som viste en forestilling med Kung Fu. Selvom billetterne var usammenligneligt dyre i forhold til alt andet, så besluttede vi, at det var noget som skulle prøves. Det var flyvende Kung Fu i fuld fart, fortalt som en historie der omhandlede en munk. Fortællingen foregik på engelsk, hvilket tog lidt af charmen, da vi er overbeviste om at vi ville have forstået plottet alene ved hjælp af skuespillerens overdrevne mimik. Salen blev fyldt udelukkende med turister, som blev kørt ind i busser fra hele Beijing. Tror vi var de eneste uden en guide. Det var et udemærket show, dog med størst begejstring fra drengene. Vildt så meget man kan nå når man står tidligt op.

På toppen af den store mur.

Sisse Kina, The Great Wall April 11, 2015March 3, 2020

Badaling. Da vi planlagde vores rejse var det Kasper som meget gerne ville til Kina. Han er meget interesseret i det store lands veldokumenterede og gamle historie. Jeg synes også det er spændende, men jeg når ham ikke til sokkeholderrne. Men den kinesiske mur, den har jeg virkelig glædet mig til at se, og ikke mindst gå på. Så vi havde besluttet at vi ikke ville nøjes med en af de utallige dagsture, men ville have et par dage derude. Jeg havde fundet et lille billigt hostel, som skrev at de lå ud til en mindre turistet del af muren ved det ellers meget populære Badaling. Vi pakkede de små rygsække og lod de store blive på hotellet, hvor vi heldigvis godt kunne komme tilbage til, og tog toget fra Beijings nordlige banegård. Det var nemt og billigt og tog ca 1,5 time. På stationen fandt vi en taxa som heldigvis gerne ville køre os til hotellet (til seriøs overpris, men vi var bare så glade for at han ville køre med os;)). Ude ved hostellet blev vi mødt af en meget sød ung mand, som talte rigtig godt engelsk. Dejligt. Han forklarede os at der var et lille supermarked lidt derfra og at der var et lille køkken hvor vi kunne lave mad. Der var også en fællesstue, hvor der bar et kæmpe tv til drengenes store glæde. Drengene og jeg gik ned og handlede mens Kasper tog en velfortjent lur på værelset. Supermarkedet var meget lokalt, og var en oplevelse i sig selv, men vi fik købt lidt mad og drikke, så vi kunne klare os. Tilbage på hotellet ville Konrad og Ludvig gerne hvile sammen med Kasper, mens Valdemar og jeg gik på opdagelse i området omkring muren.
Efter en god nats søvn, og morgenmad til en Spiderman film ( som overhoved ikke er for børn, men som Ludvig siger, så holder kinesere slet ikke reglerne;)) så gik turen op på muren. Stedet var lavet som et turiststed, med stor indgang og flot anlagt vej helt op til muren, men der var ikke andre end os. Så vi havde stort set hele turen for os selv. Det var en fantastisk oplevelse at gå der på den gamle mur og forestille sig hvordan det måtte have været for de soldater som havde deres poster i den øde natur. Udsigten var også virkelig flot. Man kunne se den enorme mur bugte sig gennem landskabet og jo længere vi gik, jo højere kom vi op. Mange steder var der så stejlt at man nærmest måtte kravle, men det betød ikke noget for drengene da de lige var blevet inspireret af Spiderman. Efter nogle timers gåtur satte vi os og spiste vores medbragte mad og sugede den flotte udsigt til os.

Tilbage igen gik drengene og jeg op af en anden rute, hvor der var lidt af den tidligste mur ( ca 200 år f.v.t). Det er mere en lervold end en mur og selvfølgelig noget helt andet end muren fra 1300 tallet, men stadig sjovt at se. Efter turen skulle vi lige have Kasper med ned og handle til aftensmaden, den oplevelse skulle han ikke gå glip af;). Trods ret trætte ben kom hjemturen dog til at foregå mest i løb for drengene og jeg da vi meget gerne ville se solen gå ned bag muren. Vi nåede det næsten og smukt var det. Efter aftensmaden fandt vores vært den nye karate kid film, så den sad vi og så sammen. Det var ret sjovt at se Dan der, da den foregår i Beijing, og vi havde været mange af de steder som blev vist i filmen. Næste morgen stod Konrad, Valdemar og jeg tidligt op, da vi selvfølgelig også skulle se solen rejse sig over det fine bygningsværk.
Da vi tjekkede ud af de skønne lille hostel fik vi en taxa til at køre os over til kabelbanen ved Badaling, så vi kunne se den turistede del også. Det var ikke lige os, selvom køen til kabelbanen var hurtig og udsigten var god så var der bare SÅ mange mennesker. Og drengene kunne ikke gå 2 meter uden de blev stoppet af kinesere der ville fotograferes med dem. Vi besluttede hurtigt at vi ikke ville bruge mere tid deroppe så ville vi hellere med et tog tidligere hjem. Vi gik den lille tur til stationen og satte os til at vente. Da der var en lille time til toget gik begyndte folk at mase sig sammen i en kø. Vi troede først det var til et andet tog og at vi bare ikke forstod køreplanen, men nej, det var til vores tog. Da der var en halv time til stillede vi os også op i den ret lange kø. Og lidt efter blev køen sluset ud på perronen, hvor folk igen asede og masede for at komme til at stå forrest til at komme ind i toget. Vi tænkte at der måske ikke var så meget plads i toget og at der ikke var plads til alle, siden de opførte sig sådan, med det var heldigvis ikke tilfældet. Der var plads til alle, så det virkede ret mærkeligt, men det gør deres køkultur ofte:). Hjemme på vores hotel igen planlagde vi hvad de 2 sidste dage i Kina skulle bedrives med.

Marmor kan ikke flyde

Kasper Beijing, Kina, Sommerpaladset April 2, 2015March 3, 2020

Efter at have set Den Forbudte By havde vi mod på mere om tidens kejsere og paladser, så vi valgte at tage ud til Sommerpaladset med metroen, til stationen Xiyuan, ca. 10km nordvest for centrum af Beijing. Sommerpaladset var dér kejserne tog hen for at slippe for byens larm og støj og følelsen af isolation bag de høje mure i Den Forbudte By. Selve palads delen er hurtigt overstået, men bagved gemmer sig en temmelig stor og smuk park med høje bakkelandskaber, buddhistiske templer, pavilloner, udsigtsplateauer og en kæmpe anlagt sø i midten af det hele. Det var ikke svært at få øje, hvorfor dette var kejsernes foretrukne tilbagetræknings sted.

Vi skulle selvfølgelig starte med at gå helt op på den højeste bakke for at nyde udsigten. På toppen af Bakken lå et tempel med en stor siddende guldbelagt Budha inden i. En fantastisk udsigt mødte os udenfor templet på en klar og flot, solrig dag, hvor man kunne se, ikke blot ud over Sommerpaladsets have, men også ud over det meste af Beijing, som gennem tiden er vokset helt ud til og forbi paladset.

Efter at være kommet ned igen fra templet på den anden side af den høje bakke, gik vi hen mod et af trækplastrene i parken, Cixi’s marmorbåd. I 1860’erne besluttede enkekejserinde Cixi, (mor til den sidste kejser i Kina, Puyi), at Sommerpaladset skulle renoveres. Til formålet valgte hun at bruge hele det kinesiske flådebudget, som ellers skulle have været brugt til at opbygge en flåde, som kunne hamle op med og forsvare Kina imod de Europæiske stormagter. Det eneste søfartøj der kom ud af projektet var en marmorbåd, som Cixi fik anlagt i Kunming søen, hvor hun kunne nyde sin te. Vores tre drenge var enige om at det var ret åndssvagt at bygge et skib, så tungt, at det ikke kan sejle.

Den store sø i midten, Kunming søen, husede flere båd udlejnings steder, med vandcykler og elektriske både. Der sejlede også en færge frem og tilbage, på tværs af søen. En excentrisk kejser havde en gang syntes at søen var for lille og havde derfor beordret 100.000 mand til at grave en udvidelse af ukendt størrelse, men til det den er i dag. Vi skulle selvfølgelig også have en sejltur med en elektrisk båd og sejlede rundt på søen i en times tid, hvor alle fire drenge fik lov at styre på skift. En hel dag kunne med nemhed bruges her.

OL og design

Sisse Beijing, Kina April 2, 2015March 3, 2020

Efter at have brugt en dag i det gamle Kina, trængte vi til noget mere moderne. Derfor ville vi ud og se OL byen samt skyskraberkvarteret som drengene havde set på flere plakater. Vi kom først afsted efter middag og startede derfor i OL byen. Vi tog metroen som selvfølgelig kørte os nemt, hurtigt og billigt derud. Efter de obligatoriske sikkerhedstjek købte vi billetter til at komme ind og se stadionet, som til dagligt bliver kaldt The Nest.

Kasper havde dog set at der også var et stormagasin, hvor han syntes vi skulle spise frokost først. Det var et kæmpe underjordisk, top moderne shoppingcenter, hvor vi efter lidt tid fandt noget mad. På vejen så vi et legeland som vi lovede drengene at gå forbi efter maden. Det viste sig dog at det kostede 100¥ pr barn, så vi måtte bestikke dem med slik istedet… Desværre. Men videre til stadion. Det ligner jo, som navnet antyder, en kæmpestor metal fuglerede, og drengene var vilde med designet. Konstruktionen af det kæmpe bygningsværk var virkelig imponerende. Ligesom det også var overvældende at træde ind på tilskurerrækkerne og opleve det enorme område. Bygningen er 69 m. høj og der var over 90.000 siddepladser ved OL.

Det er så sidenhen reduceret til 80.000 pladser, hvilket dog stadig er over 5.000 flere pladser end OL stadionet i Berlin, som vi selvfølgelig måtte sammenligne oplevelsen med. Der var desværre ikke nogle af os som kan huske tilskuerantallet på Milinium stadium i Cardiff, og Yahoo vil ikke hjælpe, så det må vente med sammenligning indtil vi igen kan Google. (Google siger 72.500 tilskuere og 90 m. i højden). Jeg bliver nødt til at indrømme, at selvom jeg ikke er så meget til sport, så bliver jeg virkelig betaget af de kolossale bygningsværker som stadiums er.

Efter OL byen, som også rummede andre store flotte bygninger som vi nød fra afstand, tog vi metroen til ud til de store skyskrabere. Det var et fint område, som stadig var under opbygning, og der var et par flot designede skyskrabere, men eftersom vi havde Shànghais Pudong område i frisk erindring, var det ikke helt så overvældende. Vi fandt endnu et stormagasin, hvor vi dog ikke helt var målgruppen, hvor vi ville spise aftensmad. Der var også et legeland og vi ville selvfølgelig lige tjekke prisen. 500¥ pr. barn!!! Selv drengene kunne godt se det var helt vildt, så vi gik ned i kælderen og fik lidt mad inden turen tilbage til hotellet.

Den Forbudte By

Kasper Beijing, Den Forbudte By, Kina March 26, 2015March 3, 2020

Vejret har været med os hele vejen i Beijing og tilbød os endnu en solskinsdag, da vi valgte at besøge Den Forbudte By. Vi stod af på metrostationen ved, Tiananmen – Den Himmelske Freds Port, som er den nordlige afgrænsning af den himmelske fredsplads og som er den oprindelige indgang til Den Forbudte By. Porten skal stadig passeres for at komme ind til Den Forbudte By, som turist, men forinden er der lange køer til Security check. Mens vi ventede i køen blev en kinesisk mand i fint jakkesæt smidt ud af køen af vagterne, hvilket han højlydt protesterede imod, mens han blev genet ned bagerst i den lange, lange kø. Den Himmelske Freds Port er den ikoniske port, som er portrætteret verden over og hvor der hænger et billede af den tidligere formand, Mao. På den anden side af porten skulle vi passere en port mere, hvor der inde bag, stod tusindvis af mennesker i kø for at købe billetter til den næste port, som var hovedindgangen til Den forbudte By. I forhold til mængden af mennesker i de køer vi kom igennem, så gik det egentlig forholdsvis hurtigt. Jeg vil tro at vi samlet stod i kø (Security og billet kø) omkring en time og drengene klarede det super godt, men vi havde også bestukket dem med en cola hver! Entré prisen var fornuftigt holdt nede på 40 Yuan for en voksen, hvilket gør det til en af de billigste turistattraktioner vi har været ved i Kina.

Paladset var en fremragende oplevelse og er et “must see” i Beijing. Endnu en gang var jeg imponeret over entusiasmen fra specielt mine to største drenge, som synes det var ret spændende at se og lære om Den Forbudte By. Det hele er bygget op efter Feng Shui principperne, hvilket gør at paladset i store træk er symmetrisk.

Første stop var en keramik udstilling med kinesiske vaser og om hvordan de var blevet lavet igennem tiderne – den kunne godt undværes. Derefter gik vi igennem “Den højeste Harmonis Port”. Efter porten lå “Den højeste Harmonis Plads”, hvor det siges at der var plads til op mod 100.000 soldater til inspektion hos kejseren. Den største og mest imponerende tronsal er “Den Højeste Harmonis Palads”, som befinder sig i midten af det hele foran pladsen og hvorfra kejserne i gennem 500 år har regeret Kina. Men hvis man skal have et glimt af den overdådige kejsertrone skal man være klar til at mase om kap med kineserne, som ikke viger tilbage for børn eller andre! Efter dette var der flere imponerende udsmykket tronsale, dog i mindre udgaver.

I vores søgen efter frokost i det enorme palads gik vores veje venstre om via den vestlige del og fandt et lille spisested. Efter frokosten kom vi igennem en masse fine mindre gemakker, som hovedsageligt havde været anvendt til at huse kejserens konkubiner. Bagerst i paladset, altså i den nordlige del, kom vi igennem flotte, symmetriske haver og pavilloner. Mange gange undervejs måtte vores tre drenge stå model til fotografering sammen med fremmede kinesere, men de har efterhånden vænnet sig til det og tager det ganske pænt. Tilbage via den østlige del passerede vi forbi flere beboelses gemakker og styrede direkte mod de steder, som vi mente muligvis var de mest spændende og derfor havde gemt til sidst; Ur museet, Dragemuren og Skattekammeret. Ur museet var en seperat udstilling, som kostede 10 Yuan pr snude og var en fin udstilling af ure fra forskellige steder i verden og hvoraf de fleste havde været givet til kejserene som gaver. Desværre kom vi for sent til Skattekammeret og Dragemuren, som åbentbart lukkede kl.15.30, mens resten af paladset lukkede kl.17.00. Skuffede over ikke at have nået Skattekammeret gik vi mod udgangen, men dog med en følelse af at have set det meste og fået en huskeoplevelse for livet. Selv Sisse gav efterfølgende udtryk for, at hun var imponeret over det kæmpe paladsområde.

Duften af Beijing

Sisse Beijing, Kina March 26, 2015March 3, 2020

Vi ankom til Beijing kl 8.30 fredag morgen, var vi noget mere udhvilede og noget mere begejstrede end da toget landede i Xi’an. Solen stod op over byen mens vi kørte ind i den, og det virkede som en “rigtig” kinesisk by, med rismarker og fine huse. Selvfølgelig blandet med kæmpe boligblokke og indviklede vejnet, men det er jo vilkårene for en moderne storby.

Vi fandt vores hotel uden problemer og hvilede et par timer. Derefter ville vi ud for at finde noget frokost og se os lidt omkring i byen. Vi gik mod en park, hvor vi håbede der var et sted at spise, med det var der desværre ikke. Men vi købte lidt brød, nødder, kiks og chips, så det måtte gøre det ud for vores frokost. Parken viste sig at være en sand oase i storbyen. Den lå rundt om en stor sø, hvor man om sommeren kunne sejle rundt med vandcykler og elbåde. Men selvom det ikke var sommer endnu var parken stadig fyldt med liv. Mange stod og fløj med flotte store drager og motionsstederne var også godt besatte. Drengene deltog glædeligt i motionen. Der var også bordtennis, badminton, tennis og sågar en kroketbane, med kunstgræs! Til de kulturelle var der flere udstillinger, et lille museum og et teater. Og til de små, et lille tivoli som til drengenes store skuffelse var lukket. Efter nogle skønne timer i den smukke forårs friske park ville vi finde noget aftensmad inden vi skulle hjem og sove. Vi gik ind mod centrum for at finde en amerikansk fastfood kæde, da vi alle havde brug for noget mad som vi kunne blive mætte af. Efter en ret lang gåtur fandt vi et stormagasin hvor vi kunne spise, og hvor de også havde blandselv slik med vingummier. Noget især Ludvig har savnet (det er lidt svært at acceptere at fredag ikke altid = Disney og slik). Så da vi var tanket godt op med mad og vingummier (til seriøs overpris) ville vi tage en taxa hjem. Det skulle vise sig at være svært. De kørte simpelthen bare forbi os, men stoppede gerne for kineserne… Efter lidt tid kom en sød kinesisk mand og sagde at han ville praje en til os. Det tog ham under ét minut og taxachaufføren blev ikke glad da det var os han skulle køre med. Men vi kom hjem, så vi var glade.

Næste morgen havde Valdemar, Konrad og jeg planlagt at gå hen i parken til Temple of heaven for at se om der blev dyrket tai chi. Det havde ikke lykkedes mig at se så meget af det i Xi’an, men vores bog skrev at det skulle være et godt sted. Så vi stod tidligt op og drog afsted mod parken. Der var nogle stykker som lavede tai chi, men ikke en samlet flok, som vi havde håbet på. Der var dog rigtig mange mennesker i parken. Ældre mænd som spillede kort eller hørte radio. Damer som spillede bold eller dansede. Massere der lavede træning, både på deres træningsmaskiner og ved træerne. Vi ville også træne ved træerne og der kom en sød dame og viste os hvordan vi stive danskere skulle strække, for at blive lige så god som hende. Det var sjovt at prøve og vi fik os en del grin. Dejlig start på dagen.

En regnvejrsdag

Kasper Kina, Xian March 26, 2015March 3, 2020

Vores torsdag i Xi’an var en rigtig grå dag og det regnede det meste af dagen. Efter at Sisse, Konrad og Valdemar havde været på bjergvandring hele dagen forinden og var kommet sent hjem om aftenen, valgte vi at bruge en dag på hotellet. Mens de andre var på bjerget, om onsdagen, brugte Ludvig og jeg dagen i parken ved bymuren og på legeplads, sammen med over hundrede kinesere der spillede bordtennis.

Egentlig skulle vi have været ude af hotelværelset kl.12, men fik lov at forlænge til kl.17 på grund af regnen og fordi vi først skulle afsted med nattoget mod Beijing kl.19.15. Dagen gik hurtigt med iPads og fjernsyn, hvilket var tiltrængt, da både Sisse og jeg har en tendens til gerne at ville se og nå så meget som muligt når vi nu er afsted. Det var faktisk også den første gang det regnede om dagen på hele vores rejse, siden vi forlod Danmark d.1/2, så vi har været utroligt heldige med vejret.

Om aftenen, på Xi’an’s nordlige banegård, var der komplet kaos. Det føltes som om at halvdelen af Kina’s befolkning befandt sig på stationen samtidig med os, og alting stod selvfølgelig kun på kinesisk. Vi fandt dog den rigtige perron efter lidt søgen. Jeg købte fem kinesiske hamburgere til os til aftensmad, men det var umiddelbart ikke en succes, så jeg endte med at spise alle fem selv.

Denne gang havde vi valgt at prøve en lukket sove coupé med fire sovepladser, hvor vi kunne lukke døren. Det var en rar og komfortabel oplevelse på første klasse, men det var nu også sjovt at prøve den åbne coupé med alle kineserne, som vi gjorde det på toget fra Shanghai.

Det hellige bjerg Hua Shan

Sisse Kina, Xian March 25, 2015March 3, 2020

Ét af de 5 hellige taoistiske bjerge ligger ved Xi’an. Et bjerg der tidligere husede eneboere og vismænd. Det bjerg ville vi selvfølgelig ikke gå glip af, så Valdemar, Konrad og jeg ville tage afsted, mens Kasper og Ludvig tog en slapper dag i Xi’an.

Vi startede fra morgenstunden, hvor vi ville finde en taxi op til stationen, hvor bussen gik fra. Men de taxier vi snakkede med ville kun køre os til terracottakrigerne, så vi gik videre. Vi besluttede at prøve os med en Kina tuk tuk, selvom vores rejsebog advare mod dem. Vi fandt en, men hun kørte os i den helt forkerte retning, og det gjorde den næste også… Så var vi færdige med dem. Men heldigvis fandt vi en metro, så vi kunne komme lidt tættere på stationen og dermed bussen. Vi fandt den heldigvis hurtigt. Men busserne kører først når de er fyldte, så vi fik lov til at vente i 3 kvarter. Så selvom vi var i god tid, så kom vi først ud ved bjerget kl 14, ca 2,5 time senere end forventet. Vi blev sat af ved noget der lignede et stort hotel og blev gennet ind i en sal, hvor der stod en og fortalte noget meget insisterende på kinesisk. Efter lidt tid gik vi ud, da det ikke virkede rigtigt. Jeg spurgte mig frem for at finde ud af hvor kabelbanen op til bjerget gik fra og fik to til at vise os hvor vi var på et kort. De var flinke nok, men jeg forstod slet ikke hvad de sagde, andet end: “you here” and “cabletrain there”! Jeg blev mere og mere frustreret, men til sidst gennede de os ud i en lille kassevogn til 10 yuan pr person. Den kørte os heldigvis til ticket office, så vi kunne komme op på bjerget. Efter at have prøvet 4 ud af fem skranker lykkedes det os at få billet og vi kunne komme op til kabelbanen. Det var en fin lille bus som kørte os op af bjerget ( og den kørte selvom det kun var os der var i;)). Oppe ved kabelbanen skulle vi vise billet, men det var åbenbart slet ikke den vi havde købt billet til. Det var til bussen og til at få lov til at komme op på bjerget. De havde dog været venlige og lavet et billetkontor deroppe. Min tålmodighed var også ved at være noget slidt. Men det forsvandt da vi svævede gennem skyerne op mod de lodrette tinder.

Det var SÅ smukt. Vi vandrede, først med skælvende ben, siden med lidt mere sikkerhed rundt deroppe i 3 timers tid og nød, nød, nød udsigten, både over dalene og de andre tinder. Efter at vi havde suget al den friske bjergluft til os gik turen nedad.

Vi var spændte på om vi kunne komme med en bus derude fra eller om vi skulle tilbage til der hvor vi blev sat af. Men vi blev simpelthen sat af lige ved bussen. Perfekt. Og den kørte med det samme. Vi ringede derfor hjem så vi kunne fortælle hvornår vi regnede med at lande på hotellet. Men, men, men, det var ikke vores lykkedag, så bussen valgte at køre en omvej på en time og til sidst sætte os af på stationen langt uden for byen. På det tidspunkt var klokken over 9 og vi var alle godt trætte. Jeg beroligede drengene med at vi bare kunne snuppe en taxi, men de ville kun køre til fast pris, og det ville vi ikke. Efter vi var sluppet væk fra dem så vi heldigvis en metrostation og vi kunne tage den hjem. Det var en meget lang og oplevelsesrig dag…..

Byvandring i det lokale

Kasper Kina, Xian March 24, 2015March 3, 2020

Da vi dagen forinden havde været på en lang heldags udflugt til terracotta krigerne, valgte vi at udforske nærområdet og se nærmere på livet og historien inden for Xi’an’s bymure. Vores to store drenge havde set et stormagasin, som de ville op i for at kigge på noget tøj, så det startede vi med. Der er ret mange stormagasiner og butikscentre i Xi’an og de fleste virker meget flotte og moderne, formentlig minded mod de mange turister, som valfarter der til på grund af byens historiske betydning. Når turisterne så er blevet træt af historie, så kan de shoppe. Sælgerne i stormagasinerne har en helt anden intimsfærre grænse ind jeg, støvede dansker, så det krævede lidt tilvending, at blive fuldt rundt i butikkerne med højst 30cm’s mellemrum. De ser det formentlig som en service, at de står klar og til rådighed hele tiden, for det var det samme alle de steder vi var i Xi’an, men en anelse irriterende.

Kun ca. tohundrede meter fra vores dejligt centralt placerede hotel gjorde vi vores andet stop, ved Trommetårnet. Trommetårnet blev brugt til at tromme tiden i løbet af dagen ved hjælp af forskelligt lydende trommer og til at tromme solen ned. Inde i Trommetårnet var der en fin lille udstilling med forskellige trommer og fra toppen var der udsigt til det muslimske kvarter og til Klokketårnet.

Billetten til Trommetårnet gav også adgang til Klokketårnet, som lå ca. tohundrede meter vest for Trommetårnet. Klokketårnet blev brugt til at ringe solen op. Placeringen, midt i en kæmpe rundkørsel, gav udsigt til alle fire verdenshjørnet og man kunne blandt andet se den sydlige port af borgmuren.

Derefter gik vi ned til den sydlige byport. Sisse havde læst at man kunne leje cykler og cykle rundt oppe på bymuren. Desværre viste det sig at man i følge skiltet ikke måtte leje cykler, hvis man var under 10 år eller over 60 år, så det udelukkede jo desværre Konrad og Ludvig. Først ville udlejnings damen heller ikke udleje til Valdemar, da hun mente man skulle være over 15 år for at kunne køre på cykel og de 10-15 årige kun måtte sidde bag på en tandem! Efter at have diskuteret med hende for tredje gang overgav hun sig og lod Valdemar og Sisse leje cykler, (hun havde svært ved at skjule sin irritation over at de også ville have cykelhjelme). Vi andre tre hoppede ombord på en elbil for at tage turen rundt på bymuren. På den sydlige del af muren havde de lavet flotte dekorationer af papirs lamper med forskellige ting fra havets verden, blandt andet den lille havfrue. Undervejs på turen blev det mørkt og alle de historiske bygninger på muren blev lyst op til stor glæde for Ludvig, så var det jo ligesom en fest!

← Previous