Et stykke uden for Reykjavik havde Sisse fundet en lille gård, hvor vi kunne få lov at prøve kræfter med ridning på islandske heste. Drengene havde aldrig prøvet at ride før og det var mere end 25 år siden jeg sidst havde været oppe på en hest, så Sisse måtte siges at være den mest rutinerede i denne sammenhæng, da hun var på hest i Island tilbage i 2012. Det var en rund, skægget og meget smilende og venlig mand med huehår, som havde gården. Mandens mor, en lille, ældre og ligeledes smilende dame med sølvgråt hår stod for udleveringerne af kedeldragter, regntøj og hjelme. Der var bestemt ingen i familieforetagendet, som var under risiko for at få stress, men de var nu utroligt søde.
Vi var en del af en stor gruppe på lige omkring 20 mennesker, som alle blev udstyret med en hest en efter en. Alle fik tildelt hest efter niveau og børnene fik selvfølgelig de nemmeste heste. Det var den smilende mand selv, som stod for hesteuddelingen. Han fandt den tykkeste pony jeg nogensinde har set og sagde smilende til mig: “han er den ældste i flokken, så han er stille og rolig – lige noget for dig”. Selvom de islandske heste er ret små, så synes jeg nu alligevel at der var ret langt op til stigbøjlen. Med lidt snilde fik jeg svunget mig over hesten og bemærkede nu at mine ben blev presset godt ud til siderne i forsøget på at sidde overskrævs på den runde krikke og det knagede lidt i den gamle lyskenskade. Jeg spejdede rundt og så at også Sisse og drengene nu var havnet på hver deres hest og de så alle fornøjede ud. Jeg tænkte for mig selv at den tykke pony og jeg nok var et godt match. Gammel, tyk og rolig, det kunne ikke gå galt!
Der gik en pæn portion tid før alle var kommet til hest og Tarzan, som min hest hed, begyndte at blive lidt utålmodig. Den rystede hovedet og trak det hårdt fremad flere gange, hvilket gjorde at jeg havde svært ved at holde fast i tøjlerne. Det var som om den lige ville holde testosteron niveauerne op mod hinanden inden afgang. Snart var hele flokken afsted på en lang række ud i landskabet. Valdemar og Konrad var kommet op foran i feltet, hvor jeg ikke kunne se dem, mens Ludvig blev trukket at en guide bagerst i feltet, hvor Sisse og hendes ret dovne hest også holdt til. Smukke hvidklædte bjergtinder mødte os i det fjerne og alting var idyl, men så vendte Tarzan om. Han havde ikke i sinde at gå et skridt videre i kulden og stilede istedet efter den varme stald. Jeg som indtil nu havde troet at der skulle to til tango og at det var mig som styrede fartøjet blev pludselig en hel del klogere. Nu opstod der en magtkamp imellem to gamle hanner. Når jeg trak til højre gik Tarzan til venstre. Det endte med at jeg måtte blive trukket af guiden nede bagerst sammen med Ludvig, men det var nu også hyggeligt nok.
Da vi var kommet tilpas langt nok væk fra gården til at Tarzan ikke gad at vende om mere fik vi lov at gå selv igen. Jeg var tilbage i styringen og det hele gik nu fint. Jeg kom op til Konrad og Valdemar, som begge var helt ovenpå og de så ud til at synes det var fedt. På et tidspunkt gjorde vi ophold og Konrads hest gik væk fra os andre for at græsse. Jeg råbte til Konrad at han skulle styre hesten ind til os andre, men han svarede at det ikke var ham der styrede. Konrad så dog ikke ud til at det var noget problem og hesten fulgte da også pænt ind på række igen, da vi gik videre. Nu kom der fart på den forreste del af feltet og jeg trak tøjterne tilbage for ligesom at sige til Tarzan at jeg bedst kunne lide når det gik langsomt, så Tarzan begyndt at trave derud af hurtigere og hurtigere. Til sidst opgav jeg kampen og lod mig føre med i Tarzans tempo og jeg nød det faktisk. Ludvig fik lov at komme op forrest i feltet stadig trukket af guiden, mens Sisse stadig var aller bagerst for hendes hest gad ikke trave, overhovedet, den dovne rad!
Efter rideturen på de islandske heste var vi alle fem enige om at det var en super tur og vi havde virkelig nydt det, men næste gang vil jeg have en damehest. Derudover havde vi skabt et nyt behov hos vores mindste søn. Ludvig ville have en hest…! Dagen derpå kunne vi ældre i flokken godt mærke det.:(