1237, det er så mange trappetrin der er op til Tiger Cave eller tigertemplet. Og vi havde glædet os rigtig meget til at bestige de mange trin for at få en fantastisk udsigt over Krabi provinsen. Vi kom afsted en dag senere end planlagt, da Ludvig lå med feber hele mandagen, og han selvfølgelig også ville med. Men tirsdag formiddag var vi klar. Vi købte ind til frokost i den nærmeste 7/11 og fandt en Tuk Tuk som ville køre os derud for 500 bath. Vi startede med at spise vores frokost, ret hurtigt, da der var flere vilde hunde som også gerne ville have lidt, og så var vi klar. Efter de første 50 trin begyndte aberne på bjerget at være ret nysgerrige, så vi puttede flasker og telefoner i tasken og gik videre. Efter 150 trin var aberne mere end nysgerrige, de ville gerne have fat i både snørebånd, kasketter, tørklæder og selv Ludvigs shorts ville de have fingre i. Det blev altså for meget for os alle sammen, så vi besluttede at gå ned igen. Ludvig kom på Kaspers arm og vi kom hurtigt ned igen. Skuffede over at vi ikke kom højere op var stemningen lidt træls. Efter vi havde sundet os lidt, gik vi rundt og så på de små tempeler som var for foden af bjergen. Vi fandt også en ny trappe, uden aber, som vi prøvede at gå op af. På den anden side af trappen åbenbarede sig en frodig jungle med kæmpe palmer, klippeskrænter og flotte blomster. Vi gik af stien som førte os hen forbi munkenes ydmyge boliger, små træhuse mindre en almindelige legehuse, bygget inde under klippevæggene, et stort marmorbelagt bedested med flotte buddhaer og videre til enorme grotter med drypstenshuler.
Meget eksotisk, smukt og tankevækkende. Det var dog ikke os alle der var lige trygge i den frie natur. Kasper fik vagt sin faderlige beskyttertrang, og gjorde os opmærksomme på de potentielle fare der lurer i den frie natur. Vi var do heldige og slap alle ud igen uden skrammer og med endnu en fantastisk oplevelse i sjælen.
Tilbage på hotellet gik de voksnes tid med at lægge planer for næste dag, hvor vi skulle videre. Vi blev enige om Koh Lanta. En stor familievenlig ø, hvor der både skulle være badevenlige strande, koral strande, regnskov, rigt dyreliv og en nationalpark. Vi er fulde af forventning….