Når vi nu havde valgt at overnatte i USA’s ældste by, Saint Augustine, skulle vi selvfølgelig også lige se, hvad den havde at byde på, inden turen gik videre mod Charleston. Vi havde besluttet, at vi ville se det gamle spanske fort Castillio. Det lå meget dekorativt ud til bugten, med udsigt til Atlanterhavet. Fortet var meget velholdt og var fyldt med frivillige “spanske soldater” som fortalte og forklarede om fortets og byens historie. Vi var så heldige at vi kom lige som de skulle til at demonstrer se deres affyring af kanoner og geværer. Det var så realistisk, at da kanonen blev affyret, så sprang sejlerne i bugten i dækning på bunden af deres skib. Det så ret sjovt ud.
Efter affyringerne hentede vi et junior ranger program, som de har i alle nationalparker/steder. Det er en bog med spørgsmål og opgaver til børn om det sted man besøger, og når det er udfyldt kan de får en badge, eller et strygemærke. Det er virkelig nogle fine opgave bøger, og hyggeligt og informativt at lave med ungerne, så klar anbefaling herfra. Efter vi havde været på fortet gik vi en tur i byen. Det er en virkelig charmerende spansk inspireret by, med en god blanding af autencitet og turisme. Vi kunne godt have brugt mere tid der, men med en 5 timers køretur foran os tog vi afsted inden frokost.
Kennedy Space Center ligger ved siden af Cape Canaveral Air Space Base øst for Orlando. Det fungerer som et kæmpe besøgscenter, hvor almindelige mennesker har mulighed for at få et indblik i rumfartshistorie, NASA teknologi og det spændende astronautliv. Det er den mest autentiske turistattraktion i Orlando området – ikke mindst fordi man fornemmer den stolte nationalfølelse, som præger stedet, der i den grad er en vigtig del af amerikanernes historiske identitet og selvopfattelse.
Som førstegangsbesøgende var vi temmelig uklare over hvad vi skulle forvente at se og hvor lang tid vi ville kunne bruge der. Inden vores besøg havde vi studeret hjemmesiden www.kennedyspacecenter.com, som var visuelt flot, men vi var ikke blevet meget klogere. Ved indgangen fik vi udleveret et kort over området, men også det var ret lidt informativt, så vi følte os stadig på bar bund. Lige indenfor hovedindgangen blev vi mødt af en håndfuld rumraketter, som udgjorde et imponerende skue. Vi valgte at gå ind i den første og den bedste bygning vi mødte, som viste sig at være en fin lille udstilling om rumfartshistorie i traditionel museums stil. Efter lidt (overbetalt) frokost gik vi i den store 3D biograf og så en spændende IMAX film om Hubble teleskopet.
Efter filmen gik vi ombord på en bus som skulle give os en 90 minutters rundvisning på den ægte rumfartsstation, Cape Canaveral. Bussen tog os forbi en kæmpe NASA raket bygning, som skulle være en verdens største bygninger målt på volumen. For tiden skulle det være missionen om at komme til Mars, som blev arbejdet på derinde. Undervejs i bussen blev vi underholdt af videofilm med tidligere astronauter, som forsøgte at retfærdiggøre de enorme summer regeringen havde brugt på rumforskning igennem tiderne. Vi kørte også forbi flere raket affyringsramper i det store base område, som også viste sig at huse et rigt dyreliv. Flere gange så vi alligatorer som lå og kølede af i de våde områder i vejsiden. Tæt ved den ene hovedvej var der et træ med en kæmpe rede der var hjem for den fredede “Bold Eagle” ørn. Reden var 50 år gammel og havde en gang vejet omkring 1200 pund, men orkaners hærgen havde efterladt dens nuværende størrelse på ca. 700 pund og den var stadig i brug. Vi blev lidt forvirret da bussen pludselig satte os af ved nogle bygninger ude på Cape Canaveral, for vi troede det var en 90 minutters rundtur med retur til udgangspunkt. Her var der auditorier med flere rumfartshistoriske film fortalt af astronauter og til sidst kom vi ind i et kæmpe rum med en ægte rumraket som hang henover os i loftet. Så fangede vi en bus som kørte os tilbage til besøgscenteret.
I centerets fjerneste hjørne fandt vi bygningen Atlantis. I de første to rum blev vi endnu en gang fremvist forskellige rumfartsfilm fortalt af pensionerede astronauter. Da vi efterhånden syntes at have set nok film for en dag gik de sidste døre op og bagved gemte sig rumfærgen Atlantis. Atlantis havde været i rummet over 30 gange, men var nu sat på pension. Det viste sig at være den mest spændende bygning i hele centeret. Rundt om Atlantis var der flere interaktive udstillinger, hvor man blandt andet kunne prøve at lande en rumfærge, kravle ind i en kabine og kure ned ad lange rutsjebaner. Det bedste og sjoveste var en stor raketaffyringssimulator, hvor vi blev rystet godt igennem, som blev vi skudt rigtigt ud i rummet!
Kennedy Space Center var en super god og lærerig oplevelse. For eksempel viste det sig at røgalarmer og memory skummadrasser var et afkast af NASA’s rumteknologiudviklings program. Vi var der fra kl.11 og til det hele lukkede kl.18 og vi fik rigtigt meget ud af det, men kunne godt have brugt en time eller to mere. Havde vi vidst mere om centerets indhold på forhånd ville vi nok have prioriteret tiden anderledes og blandt andet været startet bagfra (i Atlantis bygningen).
I Orlando havde vi været så heldige at få en god “last minute deal” på en fantastisk lejlighed i komplekset, Grand Beach, takket være Sisse. Placering var ret centralt beliggende, tæt på temaparker, restauranter og indkøbscentre. Grand Beach viste sig egentlig at være timeshare lejligheder der ikke var solgt, men som blevet lejet ud istedet. Vi havde bestilt en 2 værelses lejlighed, men fik en suite på 140m2 med stue/køkken/alrum, tre soveværelser, tre badeværelser (alle med badekar og et enkelt jacuzzi), samt et lille vaskerum, så det var ren luksus.
Efter turen i Legoland brugte vi et par dage på at slappe af på vores luksus resort. Der var massere af tage sig til, da det viste sig at de havde pools og spa i begge ender af resortet, tennisbane, basketballbane, minigolfbane og vandcykler i en stor sø. Alt sammen var inklusiv! Vi fik spillet en del basketball og minigolf, samt badet en del, dog bare ikke i søen – for der var alligatorer. Af samme årsag kom vi aldrig ud på vandcykler…!
Den sidste dag tog vi shopping i et nærliggende outlet center, Premium Outlet, hvor der var over 180 butikker. Der var rabatter at hente, men priserne var ikke helt i bund, nok på grund af de tusinder af turister som havde fundet vejen dertil på trods af den stegende hede i Orlando i de dage. Til gengæld havde vi på nettet fundet et noget mindre outlet center, 7 minutters kørsel derfra, hvor der var rigtig store besparelser, men så var det også mest lokale der handlede der. Det lå på 2573 Old Vineland Rd, Kissimmee, Fl. Bedste var Nike Clearance Store med mange rabatter omkring 70%. Hvis bare ikke vores tasker var så proppet!
Ved ankomst til Orlando havde vi skaffet en masse forskellige brochure som drengene havde kigget lidt i på bagsædet mens vi stadig var på vejen. Vi spurgte dem, som vi ofte har gjort når vi er kommet nye steder hen, om der var noget de kunne tænke sig at se, med forbehold for pris og andre kedelige voksen ting. Valget faldt enstemmigt på Legoland, for det måtte da være sjovt at besøge en dansk park med yndlings legetøjet, helt nede i Florida!
Det viste sig også at være en park, som passede godt på aldersgruppen af vores børn, 5, 8 og 10 år. For ca. 3 år siden besøgte vi Legoland i Billund og denne park i Florida var holdt i nøjagtig samme ånd og stil, bare med en anden opbygning. Der var flere sjove rutsjebaneture, men dagens højdepunkt var da mor og far blev gennemblødte i den våde LEGO Chima forlystelse. Køreskolen var også på alle tre drenges topliste, men de måtte undvære kørekortet til sidst, da det var uforholdsmæssigt dyrt og stod til 17$ pr. snude (119Dkk)! Det største modstykke til det vi havde oplevet i Legoland Billund var et vandskishow med LEGO pirater og soldater, som foregik i en kæmpe sø for foden af parken. Ægte amerikansk show med en historie som var beregnet på de mindste, men sjove dragter og gode vandski artister. Ligesom i Billund var der et miniland bygget i LEGO. Istedet for forskellige lande, var det amerikanske byer. Det var lidt sjovt at gense nogle af de steder vi selv havde været, opført i LEGO.
Legoland Florida var ikke super velbesøgt, hvilket muligvis er på grund af de nærtliggende sværvægts konkurrenter i temaparkindustrien, Disney og Universal. Det bevirkede dog at vi sjældent stod ret lang tid i kø. Desværre betød det også at åbningstiden kun var fra 10-17 og på trods af korte køer kunne vi ikke nå alt det vi gerne ville, i det korte tidsrum. Dog en meget rolig, behagelig og afslappet oplevelse for en temapark.
Hjemmefra Danmark havde vi planlagt at vi skulle besøge min gamle ven Nick, som jeg mødte i 1997 på et udvekslingsophold i Crestview, Florida. Nick boede dengang hos sine forældre i huset overfor hvor jeg boede og han var rigtig flink til at tage godt imod mig og vise mig rundt. Vi svingede rigtig godt sammen og har svagt holdt kontakten ved lige igennem årene. De seneste par år har kontakten været via Facebook og Messenger, som har gjort vedligeholdelse af gamle venskaber nemmere. Nu er han bosat i Oviedo, lige uden for Orlando, med sin kone Kathy og to drenge, Gabriel og Jacob.
Det tog os ca. 6 timer, inklusiv frokost pause, at køre fra Florida City til Orlando, hvor vi havde booket en overnatning på Clarion Inn Motel & Suites. Det var en lang køretur, men drengene er efterhånden blevet rutineret til de mange lange stræk og det hjælper altid når man kan høre lydbog undervejs. Næste dag havde vi lavet en aftale med Kathy og Nick om at besøge dem kl.13, så der var lige tid til en tur i poolen (igen, igen) inden vi skulle afsted.
Villakvarteret var privat og derfor lukket inde, så det krævede en kode for at blive lukket ind igennem porten. Bag porten gemte sig et pænt og nydeligt villakvarter i ægte amerikansk stil med store huse og åbne forhaver ud til små velholdte og rolige veje. I døren blev vi mødt af Nick som var i strålende humør. Han var nøjagtig den samme glade og venlige person som dengang for 17-18 år siden hvor jeg så ham sidst og bortset fra lidt gråt på toppen, så lignede han sig selv. Hans kone Kathy var super sød og imødekommende, så det var nemt og rart at være der. I starten var deres børn, Gabriel og Jacob, lidt generte, men efterhånden som dagen skred frem kom de til at lege sammen med vores danske drenge. Legesprog er et internationalt sprog, som kun børn formår og Ludvig mente at de snakkede dansk indimellem!
I baghaven havde de en dejlig pool, som var fuldt indhegnet for at holde alskens kryb og alligatorer ude. De boede lige ud til en skov, hvor der levede en del vilde dyr, blandt andet bjørne, dådyr og en “Sandhill Crane” (trane) som var en truet dyreart. Nick fortalte stolt vores drenge om en løbetur han havde haft en morgen, lige udenfor på fortovet, hvor han blev jagtet af en bjørn. Det var en god historie, som blev genfortalt et gange, hvor dramatikken øgedes for hver gang. Alle drengene badede i poolen (igen, igen, igen) det meste af eftermiddagen. Vores drenge var meget imponeret og lidt misundelige på den dejlige pool og det store hus, som også indeholdte en fjernsyns stue med et 90″ 3D fjernsyn med over 100 kanaler og lædersofaer med indbygget fodskamler og kopholdere.
Ikke så lang tid efter vi var kommet fik de besøg af et nabo par, som lige kiggede forbi for en hyggesludder. Det var også hyggeligt og meget mere nabo socialt end i Danmark! Kort tid efter de var gået synes Nick at vi skulle besøge dem og se søen i kvarteret, som de boede ned til. Scot, som manden hed, havde fiskestænger, som han lånte ud til alle børnene og han viste dem allesammen hvordan man skulle gøre. En rigtig hyggeonkel type. Mens vi fiskede fortalte han om den alligator som boede i søen, men vi så den heldigvis ikke. På vej tilbage fra fisketuren gik vi forbi en anden nabos hus, som stod og puslede med sine motorcykler. Drengene var ved at tabe underkæberne da de så at han havde en vaske ægte Lamborghini stående i garagen, som han stolt viste frem. Tilbage i huset havde Kathy lavet aftensmad. Skønt med et hjemmelavet måltid!
Det var rart at bruge dagen sammen med en amerikansk familie i deres hjem. En helt anden og mere intim oplevelse end bare at være turister. Vi håber bestemt at vi får lejlighed til at være sammen med Kathy og Nick en anden gang for det var bare så hyggeligt.
De sidste par dages vejr havde ødelagt vores planer om at komme ud på det åbne hav og snorkle. Det var kun blevet til lidt snorkling på stranden ved Bahia Honda. Bølgerne var simpelthen for høje. Derfor iværksatte vi plan B, som var en tur ud til et koralrev i en båd med glasbund. Vi havde fundet et firma beliggende i Key Largo, som udbød disse ture og da vi alligevel skulle den vej ud af The Keys var det meget nærliggende. Firmaet viste sig at holde til i en State Park. Det var et rigtig fint sted, hvor der også udgik snorkelture og var udlejning af kanoer og kajakker. De advarede også mod snorkling for børn og nybegyndere på grund af bølgerne.
Selve turen varede 2,5 timer og viste sig at være et rigtig godt alternativ til den rigtige vare. Det tog ca. 40 minutter at komme ud til revet, men det var en flot tur, som først gik igennem en flod i en tæt bevokset mangrove skov og derefter ud i det åbne hav. Bølgerne var ikke så slemme og der var mere vindstille end vi havde regnet med selvom Stars and Stripes flagrede godt. (De er nu ret glade for flaget). De fleste passagerer havde nyt turen fra dækket, men da vi nåede revet stimlede alle sammen om to store glasbunde hvorfra vi havde fantastisk spændende udsigt til havbundens skattekammer. Båden sejlede helt stille rundt imellem korallerne, mens en dygtig om informativ havbiolog belærte os om de forskellige fisk og planter på ægte amerikaner stil. Undervejs spottede vi blandt andet en havskildpadde, et par barracudaer og adskillige flotte fisk. Turen var absolut alle pengene værd, på trods af prisen på 100$ for os fem.
Tilbage på land i parken spiste vi lidt eftermiddags snack ved et fint picnic område ned til vandet. Rundt om bordene gik nogle underlige fugle med lange næb og tikkede mad. Drengene klatrede op på et mangrove træ som hang med grenene ud over vandet. Pludselig fik de øje på en stor rokke som svømmede helt inde ved kanten i det lave vand. Bagefter kørte vi videre op til Florida City for at overnatte inden næste dags lange køretur til Orlando. Mon ikke man kunne drømme lidt om skildpadder, barracudaer og andre havdyr…
Egentlig havde vi planlagt at skulle bruge vores onsdag i The Keys på at bade ved stranden og komme på snorkling tur, men sådan skulle det ikke gå. Regnen stod ned i stænger hele dagen, hvilket betød at vejret ikke var egnet til en stranden og slet ikke til at snorkle rundt i de høje bølger. Derfor brugte vi det meste af dagen på vores dejlige luksus hotelværelse på Hyatt i Marathon, som Sisse havde fundet til en favorabel pris. Når vi nu en gang skulle være “regnet inde” kunne vi ikke have valgt et bedre sted. Drengene fik spillet IPad, skrevet blogindlæg, tegnet tegninger og der blev endda set lidt DR fjernsyn over nettet, og vi voksne hyggede os også med IPads. Hele dagen lovede vi, at når det klarede op, så måtte de bade. Efter aftensmaden var der ophold i regnen, hvilket betød at vi måtte holde ord og lade drengene få en aftenbadetur.
Næste morgen var regnen heldigvis overstået. I receptionen fik vi anbefalet at tage til Bahia Honda State Park, som var en strand på en af de nærliggende øer, hvor der var velegnet til børnefamilier. Det var et dejligt sted med meget varieret strand og havbund og man skulle langt ud i vandet før det blev rigtig dybt. Det var ikke en ren Bounty hvid sandstrand, til gengæld var der massere at kigge på for Sisse og drengene mens de snorklede. Der var også flere rene sand banker lidt ude i vandet, hvor jeg kunne ligge og køle af i heden. Efter et par timers badetur gik vi en lille tur rundt i den øvrige del af parken. Vi kom ud på en lille del af den gamle togbro, som havde kørt helt ned til Key West i tidernes morgen, hvor der var en god udsigt til både Atlanterhavet og den Mexikanske Golf.
Bagefter tog vi køreturen videre på de ca. tre kvarter ned til Key West. Her gik vi en lille aftentur ned forbi havnen og gjorde stop ved et meget tykt tropisk træ. Videre ned til den del af hovedgaden, Duval Street, som vi ikke havde fået set den anden dag, da vi var der sidst. Der var ret meget gang i barerne i den ende, på en helt almindelig torsdag sidst i april. Der var livemusik på samtlige af de åbne værtshuse, hvorfra det klingede med Johnny Cash, Bob Dylan og andre folkehelte. Det har sikker lydt godt inde på hvert enkelt sted, men ude fra gaden, hvor musikken krydsedes, var det en blandet fornøjelse at lytte til. Uden for den berømte bar, Sloppy Joe’s, stoppede vi op et øjeblik og fik en kort fornemmelse af et sted, hvor tiden havde stået stille i årevis og hvor gæsterne følte sig hjemme. Det var også her, at Ernest Hemmingway skulle have haft en stamplads. På denne aften kunne jeg lidt bedre genkende byen, som værende de frie tanker fra 60’erne og 70’ernes sidste holdepunkt.
Turen ned igennem The Keys er faktisk lidt af et ingeniør stykke. Vejen er lidt over 100 miles lang fra fastlandet og går over 44 broer. Ø på ø på ø. På den vestlige side ligger den Mexikanske Golf og til den østlige ligger Atlanterhavet. Det var hverdag og selvom vi kørte afsted sidst på formiddagen og henover middagsheden var trafikken tæt og langsom. Der er ikke mange steder at overhale på strækningen og det meste af vejen er ensporet. Sideløbende med hovedvejen følger man en gammel togbro det meste af vejen. Den har ikke været i brug i årevis, er ret forfalden og der mangler stykker indimellem, men den er charmerende. Et sted midt på tog broen var et træ vokset op og det så lidt fjollet ud. Det beviser bare hvor lidt jord der skal til før noget kan gro.
Et par gange undervejs holdt vi ind ved moteller for at forhøre os på overnatningspriser, men priserne var en del over vores budget. The Keys er det ultimativt dyreste feriested i Florida og det er her at mange amerikanere holder deres badeferier. Det er også her at mange amerikanere, som har gjort det godt økonomisk vælger at trække sig tilbage til, efter endt erhvervsliv. Alt sammen er med til at presse priserne op. Heldigvis blev i endnu en gang redet af booking.com, hvor Sisse fandt et godt “last minute” tilbud på et luksus hotel, mens vi kørte. Det blev til Hyatt i Marathon, som ligger ca. midt i The Keys.
Efter at have fået overnatningen på plads fortsatte vi ud af hovedvejen med kursen mod den sydligste by, Key West. Vi var heldige at finde en god og gratis parkeringsplads lige midt i den gamle bydel. Key West er kendt for at være en af de mest frigjorte byer i USA og for at huse en masse kunstnere, excentrikere og gamle hippier. Jeg besøgte byen for 20 år siden, da jeg var barn og husker den som værende mere flippet. Nu oplevede jeg byen mere pæn og pudsenuset for turisterne. Der var stadig gallerier og barer i massevis, samt en del fritgående høns i gaderne(!?) -og der var bestemt hyggeligt at gå rundt, men det var alligevel lidt mere ordnet og anderledes end jeg husker det og jeg synes ikke der var så mange skæve eksistenser. Det er muligt at det er min opfattelse som har ændret sig i takt med min aldring og ikke byen, men det er nu en gang den jeg har at forholde mig til.
Vi gik ned langs havnen, hvor drengene blev fascineret af et kæmpe krydstogtskib, som lå for kaj. Krydseren var udstyret med vandrutsjebane og baksetballbane på toppen og havde kahytter til ca. 3000 passagerer. Vi gik rundt om det gamle told hus og videre ned forbi forfatteren Ernest Hemmingway’s hus. Lige da vi havde passeret huset udbrød der skybrud og himlen stod åben for regn. Vi søgte ly ved under halvtaget ved en souvenir butik, mens vandet fossede ned. Kort efter holdt det op og vi gik videre stik syd. Der løb stadig enorme mængder vand i gaderne, så vi fik alle våde fødder – godt det var så varmt så det ikke betød noget. For enden ad vejen fandt vi det sydligste punkt i USA, hvor der kun er 90 mil til Cuba. Lige ved siden af monumentet lå en amerikansk militærbase, som vidnede om tidligere tiders forhold mellem USA og Cuba.
Da vi var færdige med at spejde i horisonten gik vi tilbage opad Duval Street, som er Hovedgaden i Key West. Mange flotte træhuse, gallerier, hyggelige barer og nu en masse souvenir butikker prægede gadebilledet. Vi fandt en diner, hvor vi indtog aftensmaden inden vi kørte hjem for natten, til vores luksushotel. Selvom jeg var lidt skuffet over den manglende “rastafari”, var jeg nu alligevel godt tilfreds med mit gensyn med Key West, som stadig er en af de flotteste og hyggeligste byer jeg har oplevet i dette land.
Dagen efter vi havde prøvet kræfter med det turistattraktive airboat og dyreshow kørte vi ind i “den rigtige” Everglades Nationalpark. Vi startede med at studere kort over hele området og udstilling på Everglades Visitors Center. Da vi havde besluttet hvad vi gerne ville se og i hvilken rækkefølge kørte vi derudaf. Vi tog den allerførste afstikker vej til venstre fra hovedvejen. Her fandt vi en vandrerute på 0,8 mil, som tog os ud i sumpen. Ved en vandpost stod der på et skilt, at man skulle holde sig mindst 15 meter væk fra alligatorene og mere hvis de var sure! Det første stykke var asfalteret og vi opdagede hurtigt at vejen vrimlede med kæmpegræshopper i mange forskellige og flotte farver.
Derefter gik man ud på en gangbro lavet af træ, som stod på piller ude i sumpen. Gangbroen gav os adgang til en helt unik oplevelse, hvor vi kom helt tæt på det vilde dyreliv. Vi fik hurtigt øje på en stor moppedreng af en alligator, som lå på lur i sivene, dér hvor gangbroen startede. Den svømmede med retning mod os, så vi hoppede hurtigt op på gangbroen, hvor vi følte os lidt mere i sikkerhed. Herfra havde vi helt tæt udsyn til alligatoren, som nu svømmede rundt og poserede foran os. Vi gik videre ud ad den lange gangbro og flere klodsholds oplevelser med alligatorer fulgte. Det samme gjaldt endnu større græshopper, sumpskildpadder og et rigt fiske og fugleliv. Det var en ret vild oplevelse at komme så tæt på den MEGET farlige natur. Sisse filosoferede over, om det var bedst at se alligatorer der i virkeligheden var træstammer, eller om det var bedre at se træstammer der i virkeligheden var alligatorer?!
Tilbage på hovedvejen i parken kørte vi turen, på en times tid, ned til Flamingo, som er det sydligste punkt i parken der vender ud mod den Mexikanske Golf. Fejlagtigt troede jeg at det vrimlede med flamingoer i Flamingo. Det viste sig at de kom dér, men at de var meget sjældne og chancen for at se dem var meget lille. En Park Ranger dame fortalte os lidt om fuglelivet og at det var det eneste sted i verden hvor der både fandtes krokodiller og alligatorer på samme sted. Hvis vi har heldige ville vi kunne se dem ovre ved den lille bådehavn. Vi gik derover, men havde ikke heldet med os.
På vej tilbage mod parkens udgang gjorde vi to små stop. Det første ved en sø, hvor der pt. var frarådet kanosejlads på grund af irritable krokodiller (aldrig om jeg nogensinde skulle sejle i kano i Everglades – heller ikke når krokodillerne er i godt humør)! Der var ingen krokodiller at se, men til gengæld var der en stor flok gribbe, som spredte vingerne ud på flodbredden for at tørre dem. Det sidste stop var ved en sø vi havde fået anbefalet af Park Ranger damen. I midten af søen befandt sig en lille ø. Man kunne ikke komme ud på øen, men vi stod inde på land og lyttede til larmen af en kæmpe flok ynglende traner.
I bilen på vej hjem gjorde vi status. Vi var overrasket over hvor tæt vi havde kunnet komme på det vilde dyreliv og specielt på alligatorene. Der var ikke en storslået udsigt, som i Grand Canyon, Death Valley eller Yosemite, men det var det sted, hvor vi havde set flest dyr og været tættest på dem i den frie natur uden at blive ædt.
Det tog os en flyvetur på 5 timer, at nå fra San Francisco’s let kølige forårsvejr til Florida’s fugtige (dejlige) varme. Der stod en bil klar til os i lufthavnen, som vi havde lejet på forhånd. Da vi nåede vores motel, tæt ved kysten i Fort Lauderdale måtte vi kapitulere overfor den luftfugtige varme og skifte til shorts. Kort efter kørte vi afsted og fandt en bid aftensmad på en hyggelig italiensk restaurant inden vi gik til køjs. Tidsforskellen havde blot været på tre timer fra vest- til østkysten, men det var nok til at vi lå og vendte og drejede os og havde svært ved at sove.
Næste formiddag hoppede drengene en tur i poolen inden vi pakkede bilen og kørte mod Everglades. Vi havde valgt at besøge en alligator farm i udkanten af Everglades, som bød på airboat tur i sumpen og efterfølgende dyreshow. Sisse havde købt entréen på nettet, så det blev en smule billigere. På vejen derud registrerede drengene fra bagsædet, at alle husene i området havde stålhegn på kun lidt over en meter, hvilket måske er lidt lavt til at holde indbrudstyvene ude, men praktisk værn mod alligatorer. Der findes nemlig 1,5 millioner af slagsen i området.
Der var faktisk en del turister på alligator farmen og der gik da også airboats hvert tyvende minut. Allerede fra bådkøen på breden kunne vi se de første alligatorer som lå i sivende tæt ved kajen. En anden airboat kom tilbage til kajen og kaptajnen hoppede lige så let ned i vandet for at tøjre båden. Vi var ret enige om, at der ikke var nogen af os som havde lyst til at sætte fødderne i vandet! Den første del af båd turen foregik i stille og roligt tempo. Mens kaptajnen fortalte om økosystemet og de udfordringer det stod overfor, spottede vi flere alligatorer, sumpskildpadder, fisk og fugle. Herefter speedede han op og vi fik en sjov og hurtig tur igennem sumpområdet. Med den store luftpropel over vandet lå vi kun lige i overfladen og flere gange fik vi demonstreret, at båden også kunne tage små stræk over land/mudder.
Efter båd turen i sumpen købte jeg vand og sodavand i den tilhørende butik til svimlende overpriser. Det var dog nødvendigt på grund af den kogende hede på 95 grader Fahrenheit (35 grader Celsius), så der var ingen vej uden om. Vi nød drikkevarerne mens vi sad i skyggen og så dyreshow. Vi havde frygtet lidt at det ville være et af de der usmagelige shows man har set på tv, med mænd der stikker hovedet ind i munden på alligatoren eller stikker til den med en pind, men det var nu ikke så slemt. En sød mand forklarede hvordan indianerne havde fanget de farlige bæster i gamle dage, mens han viste baby alligatorer og skorpioner frem til publikum. Derefter gik han ind til en stor alligator og viste os hvordan man fangede den bagfra og slap den hurtigt fri igen bagefter. Til sidst kom en anden mand med en alligator unge, som vi kunne få lov til at røre og Valdemar kom til at holde den.
En bekostelig, men dejlig spændende og naturlærerig eftermiddag havde passeret på Gatorfarm i Everglades. Vi overnattede på et motel i Florida City, for blive så tæt på Everglades som muligt.
