– Følg os på eventyr
Grand Canyon var meget flot, det var som om at floden der løb der nede langs de høje røde klipper, var et stort maleri eller et fotografi. Hele landskabet lyste næsten helt gyldent, i en flot rød farve, nor solen lyste ned på det. Og alle de store ørne der fløj rundt oppe over de kollosale, flotte røde klipper.
Vi kom til San Francisco, og vi var meget trætte, men det hele gik ganske let. Vi tog toget ned til
Redwoot City, der fandt vi hurtigt vores hotel, og der var en dejlig pool og lege i. Næste dag lejede vi en autocamper, også var det afsted, ud på landevejen. Vi kørte ned langs stillehavskysten på der var mange bjerge og klipper, det var et meget flot landskab. Vi kom til et sted hvor der var søelefanter, søelefanterne lå inde i vandkanten ved siden af de 3-4 meter høje bølger. Tæt på søelefanterne var der en milliardær som havde bygget sig et hus, det lignede mere et slot end et hus. Det var et kæmpe slot, med flere pools, og der var en stor spisesal, hjemmebiograf, og en hel zoologiskhave. Da vi havde set det kæmpe hus tog vi hen på den nærmeste campingplads.
“Nej nej, i behøver ikke at tage jeres mad ud af autocamperen. Bare gem det i skabene og i køleskabet…” Sagde den flinke Park Ranger dame, da vi meldte vores ankomst til Wawona Camp i Yosemite syd. “Vi havde nu ellers læst at vi skulle tage alt vores mad ud og ligge det i metalskabene på campingpladsen, så bjørnene ikke bryder ind i bilerne. Kan de ikke lugte maden når det er i skabene?” Spurgte vi damen videre. “De bryder kun ind hvis de kan se maden, så det er strengt forbudt at have noget synligt mad liggende fremme ved forruden og det giver faktisk også en bøde hvis vi opdager det. Når i spiser skal i opbevare jeres mad indenfor en arms rækkevidde, så bjørnene ikke sniger sig ind på jer og stjæler maden – velkommen til Yosemite!” Afsluttede hun smilende. Sisse og jeg var ret fælles om at synes, at det der med bjørnene ikke var så spændende, at vi havde lyst til at møde dem, så vi fjernede alt maden fra kabinen og forruden og stoppede det ind i skabene. Den første nat sov jeg meget let og vågnede med et spjæt hver gang jeg hørte en lyd. Alle lydene kunne sagtens have været bjørne og jeg blev mere og mere skeptisk overfor Park Ranger damens ord om, at vi sagtens kunne beholde maden i autocamperen. Næste morgen viste det sig dog, at damen havde haft ret, for vi havde ikke haft besøg af bjørne!
Vi var ankommet til Yosemite hen ad eftermiddagen og inden vi overhovedet nåede til den første nat og bjørne bekymringer, skyndte vi os hen til det nærliggende Mariposa Grove. Her valgte vi en let vandrerute på højest et par mil. Mariposa Grove er et imponerende område i Yosemite, hvor der findes en fornem bestand på 500 kæmpe Sequoia og Redwood træer. Allerede på parkeringspladsen stod der kæmpetræer, som gav en lille forsmag på det vi skulle til at opleve. Noget af det første vi kom til i skoven var en enorm rod fra et væltet træ. Dernæst kom vi forbi fire træer, som de kaldte Bachelor and Three Graces. De tre Graces var nogle vældige madammer, men de blev alle slået af den større og noget tykkere Bachelor. Lidt længere fremme fandt vi kongen af Mariposa Grove, Grizzly Giant, som er det ældste af træerne med sine over 1.800 år på bagen. Desværre havde det mistet toppen, men havde stadig områdets største diameter på hele 7,8m. Kun et lille stykke videre fra Grizzly Giant stod Tunnel Tree. I Tunnel Tree var der en udskåret port, så stor, at der tilbage i tiden havde kunnet køre mindre hestevogne igennem. Vi nøjedes dog bare med at slentre igennem, benovede over de størrelser vi havde mødt i Mariposa Grove.
Formiddagen efter min første “på bjørnevagts nat” kørte vi ind i hjertet af Yosemite Valley til Yosemite Village, en køretur nordpå, på en lille times tid fra Wawona i et skønt skov/bjerg landskab. Vi gjorde et lille stop på vejen lige før The Village og så det smukke vandfald, Brudesløret. Fra The Village udgår der adskillige vandreruter og det ligger meget centralt placeret i forhold til de største attraktioner af vandfald med mere. Det er også her der ligger de mest populære campingpladser og overnatnings steder, indkøbsmuligheder og restauranter, samt et flot besøgs center. Her delte vi os op. Sisse tog drengene med på en let 1/2 times hike til Yosemite Fall, mens jeg tog med en af de gratis shuttle busser, som kører rundt i Yosemite Valley, til campingplads reservations kontoret for at skaffe os en ekstra overnatning, hvilket ikke havde været muligt på nettet på grund af popularitet.
Efter at have haft heldet med mig og have skaffet en ekstra nat i (den uforståeligt mindst populære – måske fordi den ligger længst væk – men ligger smukt og fredeligt ned til et vandløb og har en mindre koncentration af bjørne) Wawona, stødte jeg igen til familien. Sidst på eftermiddagen valgte vi en rute der gik mod vandfaldet, Vernan Fall. Det var en stejl opadgående sti på ca. 3km hver vej, som dog var asfalteret det meste af vejen og derfor handicap og klapstole venlig, på nær det sidste stykke op til toppen af vandfaldet. Synet der mødte os fra neden af vandfaldet var helt eventyrligt. En tydelig regnbue som udspringer fra vandfaldets bund fuldender oplevelsen. Det sidste stykke vej op til toppen af vandfaldet var ret stejlt og bestod af 600 ujævne og våde trappetrin i naturstien. Jeg var ikke sikker på at vi ville kunne nå toppen og retur inden det blev mørkt, men drengene ville så gerne og det lykkedes dem at overtale deres skeptiske far. Mit humør dalede endnu mere, da mine bukser kort efter revnede, så meget at jeg nærmest kun stod tilbage i boxershorts. Udsigten og glæden i drengenes ansigter over at være nået helt til tops var hele turen værd og vi nåede da også tilbage inden mørkets frembrud.
Næste dag havde vi planlagt en lidt længere, men overkommelig vandretur på lidt over 6 mil. Turen var fladere en dagen før og gik ud til og rundt om bjergsøen Mirror Lake og videre ind i skoven. I søen spejlede sig den berømte og lodrette klippeformation, Half Dome, og søens bred var sandet og mindede lidt om en lille strand. Vandet var dog iskoldt, hvilket ikke er så mærkeligt, da det er smeltet is fra de omkring liggende bjerge. De fleste andre mennesker vi havde mødt var kun gået til søen og var ikke fortsat ind i skoven, så pludselig fandt vi os selv alene i skoven. Først var det lidt uhyggeligt, (synes forældrene), at være alene i skoven med bjørne, pumaer og losser, men det gik heldigvis over som turen skred frem. Vi mødte da også sporadisk vildfarne artsfæller henad vejen. Stien førte os over en bro, igennem et spændende landskab af stenskred fra bjergene og tilbage til bjergsøen og de eneste vilde dyr vi havde set på vores vej var egern. Om aftenen lavede Sisse bål og ristede skumfiduser til os drenge og så var den dag nået til ende.
På den sidste dag besluttede vi at nøjes med at køre en lille tur i landskabet inden vi satte kursen videre mod vores sidste campingplads, tæt ved Newark. Inden vi forlod Wawona nåede Sisse at overhøre Park Ranger damen fortælle/skræmme nogle nye gæster ved at fortælle dem, at der dagen forinden var set bjørne lige nord for vores campingplads! Til Sisses og min glæde, drengenes ærgrelse, bestod vores vilde dyrs oplevelser i Yosemite kun af egern og rådyr og ingen bjørne i denne omgang.
Death Valley var næste stop. Det kan næsten ikke blive mere kontrastfyldt at tage fra Las Vegas og så ud i det rene ingenting. Kasper havde sørget for at alt var tanket op og alle depoter var fyldte, så vi kunne overleve hvad som helst. Vejen derud var øde. Lange landeveje, hvor vi stort set ikke mødte andre biler end os selv. Til gengæld så vi både flyvende ørkenbuske og sandhvirvelvinde, præcis som i en ægte westernfilm. Da vi ankom til Furnace Creek, var der dog også en ranch, ved siden af vores mere naturprægede campingplads, hvor man kunne købe de mest basale ting, til 5 gange normalprisen;). Det var virkelig varmt, selvom vi først ankom ved aftensmadstid. Ungerne var dog ligeglade. De smed straks det meste af tøjet og begyndte at lave parkour på de store sten og det gode klatretræ uden for vores campingplads. Vi nød pladsen og den fantastiske stjernehimmel ved bålets skær efter maden. Næste dag tog over i besøgscenteret, hvor vi havde god mulighed for at få styr på klimaet, det sted i verden hvor den varmeste temperatur nogensinde er målt (56,7 grader celcius i 1913).
Så gik turen mod det laveste punkt. 85,5 m under havoverfladen. Stedet kaldes for “Badwather” da en af pionerenes muldyr ikke ville drikke af vandet pga det høje saltindhold, og han sagde derfor Bad Wather. Sidenhen har navnet hængt ved. Det var virkelig varmt der. Vi kunne ikke gå særlig langt, før vi måtte vende om, så vi kørte ret hurtigt videre til Golden Canyon som lå på vejen. Der var en fin lille vandresti gennem de store klippeblokke, men det var stadig varmt og vi måtte vende om inden vi nåede kløften.
Men det var en flot tur alligevel. Bagefter kørte vi om på den anden side til et mere etableret udsigts punkt Zabriskie point. Det er opkaldt efter en af ejerne i det store mineselskab Borax som var medskabende til at der kom liv i Death Valley. Drengene og jeg gik en tur ned i kløften, da temperaturen var blevet lidt mere behagelig, mens Kasper hvilede benene i autocamperen. Derefter spiste vi på ranchen i Furnace Creek, hvor vi fik rigtig lækre burgere, godt betalt, naturligvis;). Hjemme på pladsen blev det igen tid til at nyde stjernehimlen til smagen af ristede skumfiduser.
En halv times kørsel vest på, efter at have forladt det imponerende bygningsværk Hoover Dam, ankom vi sidst på eftermiddagen til campingpladsen i Las Vegas. Vi havde ikke booket på forhånd og de tog ikke telefonen, da vi ringede, men heldigvis havde de en plads tilbage da vi kom. Den valgte campingplads hed Sam’s Town og var fundet i KOA kataloget, som er en sammenslutning af autocamper campingpladser med en rimelig høj standard, hvilket nogle steder også betyder at de er lidt dyre. Prisen var dog ikke så høj som forventet, men det skulle vise sig at campingpladsen kun var en lille del af det kæmpe store foretagende Sam’s Town, som både udgjorde hotel, kæmpe kasino og en masse restauranter.
På mange måder føltes det som om at vi var dumpet ind med fire-toget, da vi udforskede den lille by i byen. Vi gik rundt på kasinoet, som lignede noget vi havde set på film og mod al forventning måtte drengene gerne være med derinde, bare de selvfølgelig ikke spillede. Vores drenge var på samme tid forundret og fascineret af det de så og det samme gjaldt deres forældre. I midten af kasinoet var en kæmpe stor bygning med glastag, hvorinde der befandt sig en stor indendørs kunstig park med vandløb og vandfald og udstoppede dyr. Hver time startede et lysshow i vandfaldet og de kunstige dyr begyndte at bevæge sig og sige lyde, og en stor brølende bjørn udgjorde kronen på værket. Rundt om den kunstige park lå der forskellige restauranter og over dem var der hotelværelser med udsigt ind til plasticparken. Vi indtog aftensmaden på en mexicansk restaurant, mens drengene nød lys/vand/dyre showet til fulde.
Næste formiddag gik Sisse og drengene en tur i poolen på campingpladsen, hvor de mødte en dansk familie som også kørte rundt i autocamper på næsten samme rute, og de faldt i snak. I mellemtiden slappede jeg af i autocamperen, mens jeg ventede på en forrude. Dagen inden havde vi befundet os på en hovedvej midt i Arizona ørkenen, da et lille stenslag i forruden havde resulteret i en revne, som voksede sig større og større i løbet af dagen. Heldigvis havde vi nummeret på en hotline til vores udlejnings selskab, Cruise America, som arrangerede ny forrude næste formiddag på vores lokation i Las Vegas, så det var ret nemt.
Samme eftermiddag tog vi en gratis shuttle bus fra Sam’s Town og ind til “The Strip”, som er den berømte kasino hovedgade i Las Vegas. Vi blev sat af lige overfor det berømte kasinohotel, Le Mirage, som vi gik ind og så. Stort og fornemt betegner det vist meget godt. Lige udenfor gik der en lille gratis metroagtig bane til et andet kasino, Treasure Island, som vi tog frem og tilbage, bare for fornøjelsens skyld.
Vores tur videre ned ad gaden gik blandt andet igennem det ekstravagante Cesars Palace hotelkasino, som bestod af romerske søjler, marmor statuer, springvand, kurveformede rulletrapper og Colosseum som parkeringshus og spredte sig over et kæmpe areal. Foran hele paladset var der rejst en statue af kejseren selv, Cæsar. Vi kom forbi The Bellagio med det temmeligt store springvand, som skyder højt op i luften og ofte har været skildret på film. Paris kasinohotel bestod af kopier af Eiffeltårnet, Arc de Triumph og Louvre, samt en luftballon og et Pariserhjul. Vi passerede Hilton, The Vennetien, Planet Hollywood og mange andre, mens MGM Grand var det største hotel og skulle efter sigende indeholde 5000 værelser og have egen togstation.
Ude på gaden og hele vejen ned langs “The Strip” stod der adskillige udklædte figurer, som Elvis, MJ, Marilyn Monroe, Snemanden fra frost og mange andre, som tog penge for photoshoots. De fleste var dog i noget tarveligere udgaver end dem vi havde oplevet i Hollywood. Snemanden havde flere steder taget hovedet af for at holde rygepause på åben gade, hvilket ødelagde illusionen for de mindste. Spidermans kropsbygning mindede skuffende nok mest om min egen og en enkelt gang fandt jeg Wonderwoman med både smøg og dåsebajer.
På New York New York kasinohotel, som lignede en kopi af Empire State Building oplevede vi den mærkelige fornemmelse af at der var vendt op og ned på dag og nat og at det lige så vel kunne være lyst som mørkt udenfor. En fornemmelse som kasinoerne i Vegas er verdens bedste til at fremtvinge og som uden tvivl er med til at forhøje indsatsen. Efter at have passeret en flot kopi af Brooklyn Bridge stoppede vi ved en gadegøgler, som inddrog først Konrad i sit show og dernæst Valdemar. Mørket brød frem før end vi anede det og vi endte med at måtte løbe et godt stykke vej forbi det ene kasino med neonlys efter det andet for at nå vores shuttle bus tilbage til Sam’s Town.
Las Vegas var på mange måder en overstimulerende oplevelse, specielt for Sisse, men også en meget spændende og fascinerende oplevelse, som jeg nok havde undervurderet en smule som turistattraktion på forhånd. På trods af at det ikke var en børnevenlig by, så kunne vi sagtens have brugt en dag mere på bare at ose i oasen.
Dagen efter skulle vi mod Las Vegas, men på vejen skulle vi selvfølgelig se den kæmpe store dæmning “Hoover Dam” som ligger i Black Canyon på grænsen mellem Arizona og Nevada. Dæmningen er opkaldt efter Herbert Hoover som var præsident fra 1929-1933. Han var initeritivtageren bag det kæmpe projekt, som blev en realitet i 1935. Dengang hed det dog Boulder Dam.
Dengang som nu, har den skabt arbejdspladser i nærområderne (både Nevada, Arizona og det sydlige Calefornien), fordi vandet fra dæmningen gør det muligt at opdyrke land i det ellers så tørre ørkenområder. Det giver også mulighed for at have industri, både pga. vandet, samt al det strøm som der bliver genereret. Der bliver bl.a. lavet strøm til 1.000.000 husstande. Og dette på en ret miljøvenlig måde. Vi valgte at få en rundtur, så vi også kom ned og se de store turbiner i bunden af dæmningen. Dette gav også en fornemmelse af, hvor stort et bygningsværk det faktisk er,221m højt og over 379 meter bredt. Og bunden er 200 m. lige så bred som 2 footbaal baner! Vildt nok, at det hele så også er bygget for 80 år siden. Efter rundvisningen brugte vi lidt tid på udstillingen, som var interessant for både voksne og børn.
Vi havde ikke fået bestilt plads inde i nationalparken, så derfor faldt valget på en KOA plads lidt nord for Williams, på vejen mod Grand Canyon. Det var en fin plads til en rimelig pris (32$ pr. Nat) og vi var fremme ved 17 tiden. Vi fik vasket en masse tøj og spist lidt aftensmad i autocamperen. Vi måtte desværre ikke lave bål, da vinden var for kraftig, men så kom vi tidligt i seng. Efter en bidende kold nat kørte vi mod parken. Vi stoppede lidt uden for ved National Geografic informationscenter, hvor vi ville se en film om kløften. Det viste sig dog at være den samme film som vi havde set i planetariet i efteråret, men drengene var glade for gensynet, så det var ikke helt spildt. Så spiste vi lidt frokost og købte et årskort som gælder til alle nationalparkerne i USA i 1 år. Det kan godt betale sig , hvis man skal i mere end et par parker. Vi startede besøget ved Mathers point, hvor alle bus turisterne også starter, så der var ret fyldt ved den voldsomt smukke udsigt. Derefter gik vi langs kløften mod et geologisk museum som viste hvordan kløften er blevet skabt af Colorado river gennem millioner af år og har blotlagt stenlag, som er dannet for op til 1,8 milliarder år siden. Det er vildt at tænke på og drengene syntes det var ret interessant, selvom det er virkelig svært at forholde sig til så store tal. Efter museet fulgte vi en rute, hvor der var steneksempler fra de forskellige lag, og hvor der var vist hvor man kunne se de forskellige lag. Samtidig gik man på en tidslinje hvor man gik 2 milliarder år. Da den var færdig tog vi en af de gratis shuttlebusser tilbage til parkeringspladsen og kørte til Williams.
Williams er en gammel “Rute 66” by, og vi ville finde en rigtig diner at spise aftensmad på. Det var en skøn oplevelse at dele diner ned de lokale, man følte nærmest man var statist i en film. Efter aftensmaden var vi alle virkelig trætte, den tørre kolde vind og den smukke udsigt i næsten 2 km. højde havde taget kræfterne fra os, så der blev hurtigt ro i camperen. Næste dag brugte vi formiddagen på campingpladsen, hvor drengene lavede forskellige teaterstykker på den lille legeplads, mens vi nød vores kaffe. Ved frokost tid tog vi igen ned til Williams, for at se nærmere på byen, som mindede meget om et levende museum.
Sidst på eftermiddagen tog vi op til parken igen, denne gang til “Desert view” for at se udsigtstårnet og solnedgangen. På vejen kørte vi forbi nogle 800 år gamle indianerruiner. Der var ret meget tilbage af dem, i forhold til hvad de må være udsat for af vejr og vind. Solnedgangen var utrolig smuk og selv drengene kunne nyde den i stilhed. Der var der dog desværre flere amerikanere der ikke kunne. Men smukt var det. På vejen tilbage spiste vi på et Steak House, hvor maden blev serveret med cowboyhat, ægte amerikansk;).
Næste stop på vores tur var Grand Canyon. Men med en tur på godt 800 km skulle vi selvfølgelig have et stop undervejs. Valget faldt på Mojave nationalpark. Da vi kørte gennem Barstow fandt vi et informationscenter om nationalparken, og fik instruktioner til campingpladsen og hvilken vandrerute som ville passe til vores familie. Det var rart at få lidt vejledning. Vi fyldte vand og maddepoterne op og fandt pladsen efter et par timer. Det var et rigtig fint område med helt specielle planter og flot udsigt over bjerge. Vi nåede lige at samle lidt kviste inden det blev mørkt, så vi kunne lave et lille bål efter aftensmaden. Det lykkedes og vi nød varmen fra bålet mens vi kiggede på den mest fantastiske stjernehimmel. Man kunne også se lysskinnet fra Las Vegas bag bjergene selvom byen ligger over 160 km væk. Ret vildt. Næste morgen stod drengene og jeg op, spiste en hurtig morgenmad og gik ud på den vandrerute vi var blevet anbefalet. Den tog os rundt om og gennem en af de store klipper. På turen kunne vi opleve gamle indianske hulemalerier, mange flotte blomstrende kaktusser, meget forskelligartet klippe som var blevet dannet af askeskyer fra vulkanudbrud for 18,5 millioner år siden, med store huller som også var skabt dengang.
Perfekt til parkour, hvis det ikke var fordi hullerne var yndet hvilested for både slanger og skorpioner, hvilket faktisk gjorde drengene lidt mere forsigtige. Det sidste stykke af turen skulle vi op gennem to klipper, hvor der heldigvis var sat nogle ringe ind i klippevæggene så vi kunne komme op, drengene var dog noget bekymrede om jeg nu ville sidde fast mellem klipperne!!!
Efter et par timers gåtur var Kasper stået op og havde gjort bilen klar til afgang og vi kørte afsted mod Grand Canyon.
Søndag skulle vi i Universal Studioes.
Det havde været Kaspers store ønske for LA. Vi havde dog aflyst det igen, da vi læste flere steder på nettet at det ikke var for børn under 10 år. Men til sidst bestemte vi os for at prøve. Vi stod tidligt op så vi kunne komme ind når de åbnede, og for første gang nogen sinde lykkedes der os at være ved en park før åbningstid. Vi valgte at købe en “front in line” billet, hvilket var dyrere, men så kunne vi springe kørerne over, samt få noget ekstra ud af visse shows. Vi så blandt andet uglen som var med i Harry Potter filmene.
Det viste sig også at være fantastisk, da køerne flere steder var op til en time lange. Parken var perfekt til os og vores drenge. Der var kun en aktivitet som Ludvig ikke måtte prøve, Mumien, men den havde vi andre heller ikke lyst til. Ellers prøvede vi alt hvad parken havde at tilbyde. Waterworld show med eksplotioner, jetski og skydere.
Shrek film i 4 D, hvor æslets spyt ramte en i hovedet, edderkopperne kriplede på ens fødder og spøgelser pustede en i nakken. Special effekts show hvor armen blev skåret af en frivillig fra publikum. En rundtur i studierne hvor forskellige serier og filmer optaget. En 3D rutchebane med transformers og meget meget mere. Det passede så fint til alle vores drenge. Men kan godt forstå, hvis der var nogle børn som ikke ville være så begejstrede. Der var ikke rigtig hverken prinsesser eller ponyer….
Efter 13 timer i og omkring parken var vi meget glade for at vi ikke lyttede på anbefalingerne om at børn skulle være over 10 år.
Vi startede dagen med at køre til Griffith park hvor vi gik på opdagelse observatoriet og så en meget spændende film om opfattelsen af jordens og stjernernes placering i universet gennem tiderne. Derefter nød vi udsigten over den meget bakkede park, og byen. På vej videre kørte vi op mod Hollywood skiltet, men kom ikke så tæt på som drengene ønskede da man skulle gå en del af vejen og det var det alt for varmt til og vi havde heller ikke tiden.
Så vi kørte ned til Hollywood Boulevard og så på alle stjerne i fortorvet. Både Kasper og jeg troede at det også var i stjernerne at håndaftrykkene var, men vi blev klogere, da det var ude foran Chinese Theater. Vi fandt Harry Potter skuespilleres aftryk af både hænder og tryllestave samt mange af de gamle stjerners. Drengene blev også vildt fascinerede af en trappe som var lavet som et klaver med sorte og hvide tangenter som spillede når man gik på den, ret sejt. Vi gik lidt rundt og så på alverdens superhelte som Spiderman, Schredder, Catwoman m.fl. Men også Charles Chaplin og Marilyn Monroe var der og stillede op til fotografering, mod betaling naturligvis. Til sidst rundede vi en kæmpe souvenir shop hvor man kunne få alt der havde med Hollywood at gøre.
Så kørte vi en tur gennem Beverly Hills så drengene kunne få set nogle kæmpe villaer og jeg sad og håbede på at få er glimt af Brenda og Brandon… Videre ned af Rodeo Drive, bare for at se det og til sidst ned til Santa Monica Pier, hvor vi så solen gå ned i Stillehavet.
Efter en skøn aftensmad på en italiensk restaurant gik vi ind i den største Apple butik jeg nogen sinde har set, Valdemar skulle have en ny iPad efter jeg havde smadret hans (ved et uheld naturligvis ). Men det var en ret speciel sammensætning af folk inde i butikken. Der var hjemløse som stod med deres hunde og store poser med ting. Børn som stod og så lange youtube videoer om minecraft. Stilrene jakkesæt mænd og surfer mænd med shorts og bar mave. Allesammen stod ved hver deres Apple-produkt og var opslugt af hvad de nu lavede. Hjemme i autocamperen igen gik vi alle på hovedet i seng.