Konrad havde fået feber og var på ingen måde frisk, så Kasper, Ludvig og Konrad aftalte at de skulle have en hyggedag med netflix og chips i lejligheden. Valdemar havde fundet et vandfald, Ba Ho, nord for byen som han gerne ville ud til, så vi brugte formiddagen på at finde ud af hvilken lokale bus vi kunne tage for at komme op til vandfaldet. Det lykkedes og vi begav os glad afsted med forsyninger i tasken. Efter en tur i hæveautomaten fandt vi busstoppestedet og begav os afsted på tur. Første udfordring var at betale i bussen, da vi ikke kunne forstå hvor meget vi skulle betale og til sidst gav vi bare rigeligt med penge og billetdamen blev helt forvirret. Det viste sig at problemet var at hun ikke kunne give tilbage på det vi først havde givet hende, men det lykkedes hende da der var kommet flere betalende passegerer i bussen. Vi stod af det hvor vi havde læst vi skulle, hvilet viste sig at være midt på en øde landevej. Vi undrede os over den manglende skiltning, men begyndte at gå op af den eneste lille vej der var.
Det var en dejlig landlig tur med små huse, kirker, gravsteder, ris marker og masser af høns, katte, hunde og køer.
Efter en lang gåtur kom vi til indgangen til vandfaldet. Det stod i skarp kontrast til de landlige omgivelser, med nybyggede bungalows og nyopført resort reception. Vi satte os og nød en kold isthe inden vi gik mod vandfaldet i de meget idylliske omgivelser.
Vejen var hyggelig og til tider udfordrende, især for moderen, da der var mange store sten der skulle bestiges. Vel oppe satte jeg mig til rette for at nyde det smukke landskab, mens Valdemar begyndte at bade og springe fra de store sten. Jeg blev derfor også hurtigt hyret til at filme, så badningen og springene kunne blive foreviget.
Turen ned fra vandfaldet var lettere og vi valgte at gå en anden vej mod bussen, selvom vi var lidt i tvivl om det var den rigtige vej. Tæt på hovedveje mødte vi heldigvis en sød mand der kunne vise os hvor vi skulle stå, for at bussen stoppede. Vi nåede lige at komme med inden det blev helt mørkt, heldigvis.
Hjemme i lejligheden igen var Konrad blevet mere syg og havde fået udslæt i ansigtet, så vi kontaktede forsikringsselskabet for at høre om hvad vi skulle gøre. Vi fik besked på at tage på hospitalet. Valdemar og Ludvig blev udstyret med film og kiks, mens Kasper og jeg tog med Konrad på sygehuset. Det var en oplevelse vi gerne havde været foruden. Efter en dårlig kommunikation med receptionisten blev Konrad lagt ind i en seng på en stue med ca. 10 andre, ret syge personer. Stuen bestod af smalle metal senge, hvor der kun lige var plads til en lille (Vietnamstørelse) skammel mellem. Ellers var det afskallede vægge og blålige lysstofrør i loftet. Han fik taget sin temperatur og ordineret paracetatmol og fik taget en blodprøve (for at udelukke bakteriel infektion.).
Efter et par timer blev vi vinket ud. Kasper og jeg forsøgte at få informationer fra lægen, men han havde ikke rigtig tid til at snakke med os, da han sad ved sin computer og så fodbold. Vi prøvede at få dem til at forstå at vi havde kontaktet vores forsikring, og betalingen skulle gå gennem dem, men det kunne de slet ikke forstå, og sagde at de ikke samarbejde med forsikringer. Vi betalte og heldigvis var det, ligesom alt andet, meget billigt.
Hjemme igen fik vi alle en god nats søvn.
Dagen efter var Konrad stadig meget dårlig og begyndt at kaste op. Så selvom vi skulle have været til Mui Ne idag fandt vi hurtigt ud af at han ikke skulle nogen steder. Så jeg gik ned og hørte om vi kunne blive i lejligheden et par dage mere, hvilket heldigvis ikke var et problem. Kasper tog Valdemar og Ludvig på stranden, mens Konrad og jeg hyggede i legligheden.
Efter stranden havde de frokost med hjem til os alle. Efter frokost blev Kasper sammen med Konrad og vi andre tog til oceanisk institut for at se på de forskellige fisk og havskildpadder.
Det var et hyggeligt institut som lå ned til havnen, hvor vi gik en lille tur og så på fiskerne og desværre også på alt det plastik der ligger og flyder rundt. Efter turen stoppede vi i indkøbscentret og fik en dejlig milkshake.
Vi havde håbet at Konrad havde fået det bedre, hvilket desværre ikke var tilfældet. Faktisk var det blevet værre og vi begyndte at blive bekymrede. Heldigvis var lejligheden god at være i, med både plads, ac og netflix på tvet, så nu når det skulle være var det et rart sted at være. Vi brugte dagen på at tage ud på Nha Trangs største marked og deres gamle buddiske tempel på skift. Da Ludvig og Kasper var afsted arbejdede Valdemar på sin projektopgave om Vietnamkrigen. Så alt i alt en hyggelig stille dag.
Konrad var stadig syg næste morgen, men han ville gene videre til Mui Ne, så vi bestilte en taxa og et hotel lige ned til vandkanten og med pool, så det ville være nemt at blive på hotellet alt efter hvordan Konrad havde det. Han blev desværre mere og mere dårlig, og vi kontaktede forsikringsselskabet igen og de fandt det nærmeste hospital, hvor vi skulle tage hen. Jeg tog med Konrad, mens Kasper blev i Mui Ne, med Ludvig og Valdemar. Vi kom til hospitalet, hvor vi igen kom ind på en kæmpe stue, hvor der lå syge mennesker alt, alt for tæt på hinanden. Konrad måtte bæres over i sengen, da hans kræfter var sluppet op og jeg var selvsagt ret bekymret. Desværre var det rigtig svært at kommunike med sygeplejerskerne. Han blev sendt videre ud i et andet ventelokale, hvor jeg blev bedt om at betale, og igen prøvede jeg at sige at forsikringen klare det, men det kunne de ikke forstå, så jeg betalte. Vi blev efter en times tid sendt ind til en læge, hvor der også var et meget sygt, skrigende, barn og dets mor. Lægen sagde vi skulle indlægges i 3 dage, hvilket jeg ikke kunne forstå. Men vi fik en stue, for udlændinge, heldigvis. For der kunne vi være alene.
Konrad fik taget en masse prøver og lagt et drop, så han kunne få noget væske. Natten gik og Konrad fik noget søvn, og torsdagen gik med at prøve at få sygeplejerskerne til at forstå udfordringerne gennem googletranslate, samtidig med at jeg måtte have fat i forsikringen flere gange, så vi kunne finde ud af, hvad vi skulle gøre. Imens var Kasper, Ludvig og Valdemar på ørkentur i Mui Ne, hvor den eneste ørken i Vietnam ligger. Turen gik med jeep gennem landskabet og gennem små fiskerlandsbyer. Til sidst skulle de gå gennem en flod for at komme op i de smukke sandbakker, hvor de kunne kælke og køre ATV, hvilket var en stor oplevelse for dem, det kunne man tydeligt høre når de fortalte om det.
Fredag morgen fik vi besked fra forsikringsselskabet om at vi skulle på et hospital i Ho Chi Minh city, for at få tjekket Konrad. De ville sende en syge transport, men det ville Konrad ike have. Han ville have at hele familien kunne følges ad. Det var de heldigvis med på, og de ville så arrangere en transport for os alle fem fra Mui Ne og Konrad og jeg tog hjem på hotellet til de andre. Det endte med at blive en meget lang dag, da vi hele tiden fik besked på at vi snart blev hentet, men det gjorde vi bare ikke. Heldigvis var det et dejligt lille hotel og Konrad, og de andre drenge kunne ligge og slappe af i poolen.
Kasper og jeg fik booket den sidste nat i det samme lejligheds kompleks som vi boede i de første dage, vi havde ikke brug for flere usikkerheder. Samtidig med vi ringede frem og tilbage med forsikringen og blev mere og mere frustrerede. Til sidst blev vi dog hentet og kørt til Ho Chi Minh. Konrad og jeg blev sat af på hospitalet kl. 20.00 og de andre blev kørt til lejligheden. Det havde været en virkelig lang dag og en rigtig lang køretur på 4 timer, så alle var trætte. Jeg blev dog virkelig glad for at se hospitalets standard var på vestlig standard, og vi ikke skulle ligge på en stue, hvor der kravlede myrer på væggene og ikke havde sæbe på toiletterne. Konrad blev hurtigt tilset af en læge som tog både blod, afføring og spytprøver på ham. Det var dejligt at blev taget alvorligt og mødt af en fagperson, som forstod engelsk. Der kom svar på prøverne efter et par timer, og det viste sig at Konrad havde fået en parasit. Vi blev derfor udstyret med ikke mindre end 8 forskellige slags medicin, som skulle tages på alle mulige og umulige tidspunkter. Det var en stor lettelse at få svar på hvad der var galt og samtidig få at vide at vi måtte flyve hjem dagen efter, hvis ellers Konrad havde det godt. Virkelig dejligt. Desværre ventede der flere timers tovtækning med receptionen og forsikringen om hvordan betalingen skulle foregå. Det var virkelig en opslidende oplevelse efter en virkelig lang dag. Men kl 01.30 endte Konrad og jeg også i lejligheden og kunne få noget søvn.
Næste morgen var humøret hos alle godt, og Konrad havde det for første gang i mange dage ok, så vi blev enige om at tage på marked for at få købt nogle ting og tøj, inden vi skulle i lufthavnen. Det blev en hyggelig dag, hvor Konrad også fik lidt ud af Vietnam efter mange dage i sengen.
I lufthavnen viste det sig at det visum vi havde fået lavet til Konrad stadig ikke var det rigtige, så vi måtte ikke forlade landet… Det orkede vi simpelthen ikke. Heldigvis fandt Kasper sit bestemte jeg frem og fik forklaret lufthavnsmanden at vi altså skulle hjem i dag. Heldigvis viste han forståelse og var villig til at modtage bestikkelse, så vi kunne komme ud til gaten. Det var en befrielse at sætte sig i flysædet og vide at Dejlige Danmark ventede på den anden side af turen.
Tak til Vietnam, vi kommer helt sikkert tilbage.
Ps. uheldet fulgte desværre med hjem til dk, da bilen ikke ville starte, så vi måtte vente på vejhjælp kl. alt for tidligt om morgenen i kolde, mørke danmark. Men da vi lå i vores senge hjemme på Bellisvej senere på dagen, var vi alle taknemmelige for en dejlig tur og spændte over at det var sidste gang vi havde rejst ud i verden fra Bellisvej.