Forhandleren hos B-Wild i København sagde godt nok til os, (indirekte), at vi var tossede hvis vi troede at vi kunne få plads til to voksne og tre ungers bagage i 2 rygsække a 60 og 75 liter. Han havde jo rejst en hel del i vildmarken i Alaska…
På intet tidspunkt havde hverken Sisse eller jeg set et problem i pladsmangel, da vi nok hele tiden havde været af den indstilling, at det skulle vi nok få plads til – og vi skulle jo hverken have soveposer eller liggeunderlag med! Vi har også fået plads til det hele, eller i hvert fald det mest nødvendige, hvilket blev bevist ved et “prøvepak” en stille grå søndag sidst i november. Vi må muligvis erkende at vi havde været en smule optimistiske omkring hvad og hvor meget vi kunne have med, ikke mindst mig selv (har dog valgt at hive Sisse med). Jeg vil skyde på vi endte med at sortere ca. 30 procent fra af de ting jeg troede jeg skulle have med og 15-20 procent af Sisse og drengenes ting, før vi var tilfredse med resultatet. Vi blev næsten ikke uvenner undervejs i processen, som varede ca. 2,5 time, hvilket har været super god parforholds træning for os inden vores rejse. Sisse har lavet lister over hvad og hvor meget vi prøvepakkede, så vi kan gentage successen igen til februar.
De største udfordringer vi står overfor i forhold til valg af tøj er det faktum, at vi over de fire måneder vi er afsted befinder os i områder, som har en mulig temperatur variation der går fra -10 grader til +30 grader. Der skal altså være plads til de fleste slags vejrtyper, men som nævnt endte vi med at få plads til det hele, endda med lidt luft i toppen, som buffer. Det var en god fornemmelse at få rygsækkene fyldt helt op som de skal være og få dem op på ryggen. Begge rygsække virkede solide og sad godt, hvilket indtil videre har bekræftede os selv i, at det var de rigtige køb vi gjorde. Nu glæder vi os bare til at afprøve dem i fuld aktion.