Zhujiaojiao – “Shanghai’s Venedig”

image

Vores torsdag i Shanghai havde vi valgt at bruge på at tage ud af byen. Flere steder på vores hostel havde vi spottet plakater med ture til “Shanghai’s Venedig”, som er en gammel, lille kanalby beliggende ca. 30 km øst for Shanghai. Vi synes at udflugterne på plakaterne var en kende dyre og blev hurtigt enige om at prøve at tage derud selv, for hvor svært kan det da være…?

image image image

Vi søgte på nettet, (hvilket i sig selv er en udfordring eftersom Google er totalt lukket ned i Kina), og fandt frem til at vi kunne tage en buslinie fra Shanghai South Railwaystation ud til byen, Zhujiaojiao, som er kanalbyen. Lige så nemt det var at komme til South Railwaystation via metroen, lige så udfordrende var det at finde den rigtige bus, da bus systemet i modsætning til metroen bestemt ikke er bygget til at håndtere engelsktalende turisme. Alle skilte var på kinesisk og ingen mennesker på bus stationen lød til at kunne tale engelsk. Efter at have gået fra den ene ende til den anden og tilbage igen flere gange og spurgt adskillige mennesker ved hjælp af fingertegn og pegen i Lonely Planet, blev vi henvist til en bus som angiveligt kørte til Zhujiaojiao. Det var en meget spændende tur, hvor vi fik set nærmere på yderområderne af Shanghai med kæmpe fabrikskvarterer og efterfølgende kæmpemæssige højhusboligblokke, så langt øjet rakte og som syntes at fortsætte i en uendelighed. Selvom det var en interesant tur side om side med de lokale, så føltes den ret lang fordi vi ikke helt vidste hvor lang den var og hvornår den stoppede. En sød dame i bussen fik forklaret os at vi skulle skifte bus undervejs og det gik rimeligt smertefrit.

image image image

Efter et par timers samlede buskørsel landende vi sidst på eftermiddagen ved 16-tiden i den lille by. Der var faktisk ikke så mange turister og det hele virkede meget roligt og fredfyldt. Om det var på grund af årstiden eller det sene eftermiddagstidspunkt ved jeg ikke, men ihvertfald havde vi følelsen af at der var færre turister omkring os end forventet, i de mange små gader langs kanalen, med små turist butikker og restauranter. Vi ville gerne have været på sejltur rundt i kanalerne, men bådturestedet var lukket kl.16 og det samme var turistinformationen. I stedet gik vi en tur rundt i gaderne og henover flere flotte små gangbroer, nogen i træ og nogen i sten. På Fangsheng broen, som eftersigende er den mest kendte stenbro bygget af en munk i 1571, nød vi solnedgangen som spejlede sig i det helt stille flodvand. Fra broen var der også udsigt over de kinesisk karakteristiske tage på byens huse, som alle var i et eller to planer og stod i skærende kontrast til Shanghai’s højdebyggerier.

image image

På kanten af mørkets frembrud fandt vi bus stationen i byen og tog en hurtig bus tilbage til Shanghai, efter råd fra Lonely Planet. Bussen kørte direkte og via motorvejen, så vi undgik en masse stop på vej tilbage. Til gengæld var der myldretid og vi kom ind i mindre trafikpropper. Endestationen var Folkets Plads i Shanghai, hvor vi sent på aftenen, meget trætte, fandt en restaurant at spise på, inden metroen førte os hjem til vores hostel.

image

Jeg vil klart anbefale Zhujiaojiao som besøgs mål, ihvertfald uden for turist højsæsonen. Vi kunne dog sagtens have brugt et par timer mere der og også gerne en sejltur. Næste gang må vi afsted lidt før, hvis vi skal nå alt det vi gerne vil!

 

Share