De sidste par dages vejr havde ødelagt vores planer om at komme ud på det åbne hav og snorkle. Det var kun blevet til lidt snorkling på stranden ved Bahia Honda. Bølgerne var simpelthen for høje. Derfor iværksatte vi plan B, som var en tur ud til et koralrev i en båd med glasbund. Vi havde fundet et firma beliggende i Key Largo, som udbød disse ture og da vi alligevel skulle den vej ud af The Keys var det meget nærliggende. Firmaet viste sig at holde til i en State Park. Det var et rigtig fint sted, hvor der også udgik snorkelture og var udlejning af kanoer og kajakker. De advarede også mod snorkling for børn og nybegyndere på grund af bølgerne.
Selve turen varede 2,5 timer og viste sig at være et rigtig godt alternativ til den rigtige vare. Det tog ca. 40 minutter at komme ud til revet, men det var en flot tur, som først gik igennem en flod i en tæt bevokset mangrove skov og derefter ud i det åbne hav. Bølgerne var ikke så slemme og der var mere vindstille end vi havde regnet med selvom Stars and Stripes flagrede godt. (De er nu ret glade for flaget). De fleste passagerer havde nyt turen fra dækket, men da vi nåede revet stimlede alle sammen om to store glasbunde hvorfra vi havde fantastisk spændende udsigt til havbundens skattekammer. Båden sejlede helt stille rundt imellem korallerne, mens en dygtig om informativ havbiolog belærte os om de forskellige fisk og planter på ægte amerikaner stil. Undervejs spottede vi blandt andet en havskildpadde, et par barracudaer og adskillige flotte fisk. Turen var absolut alle pengene værd, på trods af prisen på 100$ for os fem.
Tilbage på land i parken spiste vi lidt eftermiddags snack ved et fint picnic område ned til vandet. Rundt om bordene gik nogle underlige fugle med lange næb og tikkede mad. Drengene klatrede op på et mangrove træ som hang med grenene ud over vandet. Pludselig fik de øje på en stor rokke som svømmede helt inde ved kanten i det lave vand. Bagefter kørte vi videre op til Florida City for at overnatte inden næste dags lange køretur til Orlando. Mon ikke man kunne drømme lidt om skildpadder, barracudaer og andre havdyr…
Egentlig havde vi planlagt at skulle bruge vores onsdag i The Keys på at bade ved stranden og komme på snorkling tur, men sådan skulle det ikke gå. Regnen stod ned i stænger hele dagen, hvilket betød at vejret ikke var egnet til en stranden og slet ikke til at snorkle rundt i de høje bølger. Derfor brugte vi det meste af dagen på vores dejlige luksus hotelværelse på Hyatt i Marathon, som Sisse havde fundet til en favorabel pris. Når vi nu en gang skulle være “regnet inde” kunne vi ikke have valgt et bedre sted. Drengene fik spillet IPad, skrevet blogindlæg, tegnet tegninger og der blev endda set lidt DR fjernsyn over nettet, og vi voksne hyggede os også med IPads. Hele dagen lovede vi, at når det klarede op, så måtte de bade. Efter aftensmaden var der ophold i regnen, hvilket betød at vi måtte holde ord og lade drengene få en aftenbadetur.
Næste morgen var regnen heldigvis overstået. I receptionen fik vi anbefalet at tage til Bahia Honda State Park, som var en strand på en af de nærliggende øer, hvor der var velegnet til børnefamilier. Det var et dejligt sted med meget varieret strand og havbund og man skulle langt ud i vandet før det blev rigtig dybt. Det var ikke en ren Bounty hvid sandstrand, til gengæld var der massere at kigge på for Sisse og drengene mens de snorklede. Der var også flere rene sand banker lidt ude i vandet, hvor jeg kunne ligge og køle af i heden. Efter et par timers badetur gik vi en lille tur rundt i den øvrige del af parken. Vi kom ud på en lille del af den gamle togbro, som havde kørt helt ned til Key West i tidernes morgen, hvor der var en god udsigt til både Atlanterhavet og den Mexikanske Golf.
Bagefter tog vi køreturen videre på de ca. tre kvarter ned til Key West. Her gik vi en lille aftentur ned forbi havnen og gjorde stop ved et meget tykt tropisk træ. Videre ned til den del af hovedgaden, Duval Street, som vi ikke havde fået set den anden dag, da vi var der sidst. Der var ret meget gang i barerne i den ende, på en helt almindelig torsdag sidst i april. Der var livemusik på samtlige af de åbne værtshuse, hvorfra det klingede med Johnny Cash, Bob Dylan og andre folkehelte. Det har sikker lydt godt inde på hvert enkelt sted, men ude fra gaden, hvor musikken krydsedes, var det en blandet fornøjelse at lytte til. Uden for den berømte bar, Sloppy Joe’s, stoppede vi op et øjeblik og fik en kort fornemmelse af et sted, hvor tiden havde stået stille i årevis og hvor gæsterne følte sig hjemme. Det var også her, at Ernest Hemmingway skulle have haft en stamplads. På denne aften kunne jeg lidt bedre genkende byen, som værende de frie tanker fra 60’erne og 70’ernes sidste holdepunkt.
Turen ned igennem The Keys er faktisk lidt af et ingeniør stykke. Vejen er lidt over 100 miles lang fra fastlandet og går over 44 broer. Ø på ø på ø. På den vestlige side ligger den Mexikanske Golf og til den østlige ligger Atlanterhavet. Det var hverdag og selvom vi kørte afsted sidst på formiddagen og henover middagsheden var trafikken tæt og langsom. Der er ikke mange steder at overhale på strækningen og det meste af vejen er ensporet. Sideløbende med hovedvejen følger man en gammel togbro det meste af vejen. Den har ikke været i brug i årevis, er ret forfalden og der mangler stykker indimellem, men den er charmerende. Et sted midt på tog broen var et træ vokset op og det så lidt fjollet ud. Det beviser bare hvor lidt jord der skal til før noget kan gro.
Et par gange undervejs holdt vi ind ved moteller for at forhøre os på overnatningspriser, men priserne var en del over vores budget. The Keys er det ultimativt dyreste feriested i Florida og det er her at mange amerikanere holder deres badeferier. Det er også her at mange amerikanere, som har gjort det godt økonomisk vælger at trække sig tilbage til, efter endt erhvervsliv. Alt sammen er med til at presse priserne op. Heldigvis blev i endnu en gang redet af booking.com, hvor Sisse fandt et godt “last minute” tilbud på et luksus hotel, mens vi kørte. Det blev til Hyatt i Marathon, som ligger ca. midt i The Keys.
Efter at have fået overnatningen på plads fortsatte vi ud af hovedvejen med kursen mod den sydligste by, Key West. Vi var heldige at finde en god og gratis parkeringsplads lige midt i den gamle bydel. Key West er kendt for at være en af de mest frigjorte byer i USA og for at huse en masse kunstnere, excentrikere og gamle hippier. Jeg besøgte byen for 20 år siden, da jeg var barn og husker den som værende mere flippet. Nu oplevede jeg byen mere pæn og pudsenuset for turisterne. Der var stadig gallerier og barer i massevis, samt en del fritgående høns i gaderne(!?) -og der var bestemt hyggeligt at gå rundt, men det var alligevel lidt mere ordnet og anderledes end jeg husker det og jeg synes ikke der var så mange skæve eksistenser. Det er muligt at det er min opfattelse som har ændret sig i takt med min aldring og ikke byen, men det er nu en gang den jeg har at forholde mig til.
Vi gik ned langs havnen, hvor drengene blev fascineret af et kæmpe krydstogtskib, som lå for kaj. Krydseren var udstyret med vandrutsjebane og baksetballbane på toppen og havde kahytter til ca. 3000 passagerer. Vi gik rundt om det gamle told hus og videre ned forbi forfatteren Ernest Hemmingway’s hus. Lige da vi havde passeret huset udbrød der skybrud og himlen stod åben for regn. Vi søgte ly ved under halvtaget ved en souvenir butik, mens vandet fossede ned. Kort efter holdt det op og vi gik videre stik syd. Der løb stadig enorme mængder vand i gaderne, så vi fik alle våde fødder – godt det var så varmt så det ikke betød noget. For enden ad vejen fandt vi det sydligste punkt i USA, hvor der kun er 90 mil til Cuba. Lige ved siden af monumentet lå en amerikansk militærbase, som vidnede om tidligere tiders forhold mellem USA og Cuba.
Da vi var færdige med at spejde i horisonten gik vi tilbage opad Duval Street, som er Hovedgaden i Key West. Mange flotte træhuse, gallerier, hyggelige barer og nu en masse souvenir butikker prægede gadebilledet. Vi fandt en diner, hvor vi indtog aftensmaden inden vi kørte hjem for natten, til vores luksushotel. Selvom jeg var lidt skuffet over den manglende “rastafari”, var jeg nu alligevel godt tilfreds med mit gensyn med Key West, som stadig er en af de flotteste og hyggeligste byer jeg har oplevet i dette land.
Dagen efter vi havde prøvet kræfter med det turistattraktive airboat og dyreshow kørte vi ind i “den rigtige” Everglades Nationalpark. Vi startede med at studere kort over hele området og udstilling på Everglades Visitors Center. Da vi havde besluttet hvad vi gerne ville se og i hvilken rækkefølge kørte vi derudaf. Vi tog den allerførste afstikker vej til venstre fra hovedvejen. Her fandt vi en vandrerute på 0,8 mil, som tog os ud i sumpen. Ved en vandpost stod der på et skilt, at man skulle holde sig mindst 15 meter væk fra alligatorene og mere hvis de var sure! Det første stykke var asfalteret og vi opdagede hurtigt at vejen vrimlede med kæmpegræshopper i mange forskellige og flotte farver.
Derefter gik man ud på en gangbro lavet af træ, som stod på piller ude i sumpen. Gangbroen gav os adgang til en helt unik oplevelse, hvor vi kom helt tæt på det vilde dyreliv. Vi fik hurtigt øje på en stor moppedreng af en alligator, som lå på lur i sivene, dér hvor gangbroen startede. Den svømmede med retning mod os, så vi hoppede hurtigt op på gangbroen, hvor vi følte os lidt mere i sikkerhed. Herfra havde vi helt tæt udsyn til alligatoren, som nu svømmede rundt og poserede foran os. Vi gik videre ud ad den lange gangbro og flere klodsholds oplevelser med alligatorer fulgte. Det samme gjaldt endnu større græshopper, sumpskildpadder og et rigt fiske og fugleliv. Det var en ret vild oplevelse at komme så tæt på den MEGET farlige natur. Sisse filosoferede over, om det var bedst at se alligatorer der i virkeligheden var træstammer, eller om det var bedre at se træstammer der i virkeligheden var alligatorer?!
Tilbage på hovedvejen i parken kørte vi turen, på en times tid, ned til Flamingo, som er det sydligste punkt i parken der vender ud mod den Mexikanske Golf. Fejlagtigt troede jeg at det vrimlede med flamingoer i Flamingo. Det viste sig at de kom dér, men at de var meget sjældne og chancen for at se dem var meget lille. En Park Ranger dame fortalte os lidt om fuglelivet og at det var det eneste sted i verden hvor der både fandtes krokodiller og alligatorer på samme sted. Hvis vi har heldige ville vi kunne se dem ovre ved den lille bådehavn. Vi gik derover, men havde ikke heldet med os.
På vej tilbage mod parkens udgang gjorde vi to små stop. Det første ved en sø, hvor der pt. var frarådet kanosejlads på grund af irritable krokodiller (aldrig om jeg nogensinde skulle sejle i kano i Everglades – heller ikke når krokodillerne er i godt humør)! Der var ingen krokodiller at se, men til gengæld var der en stor flok gribbe, som spredte vingerne ud på flodbredden for at tørre dem. Det sidste stop var ved en sø vi havde fået anbefalet af Park Ranger damen. I midten af søen befandt sig en lille ø. Man kunne ikke komme ud på øen, men vi stod inde på land og lyttede til larmen af en kæmpe flok ynglende traner.
I bilen på vej hjem gjorde vi status. Vi var overrasket over hvor tæt vi havde kunnet komme på det vilde dyreliv og specielt på alligatorene. Der var ikke en storslået udsigt, som i Grand Canyon, Death Valley eller Yosemite, men det var det sted, hvor vi havde set flest dyr og været tættest på dem i den frie natur uden at blive ædt.
Det tog os en flyvetur på 5 timer, at nå fra San Francisco’s let kølige forårsvejr til Florida’s fugtige (dejlige) varme. Der stod en bil klar til os i lufthavnen, som vi havde lejet på forhånd. Da vi nåede vores motel, tæt ved kysten i Fort Lauderdale måtte vi kapitulere overfor den luftfugtige varme og skifte til shorts. Kort efter kørte vi afsted og fandt en bid aftensmad på en hyggelig italiensk restaurant inden vi gik til køjs. Tidsforskellen havde blot været på tre timer fra vest- til østkysten, men det var nok til at vi lå og vendte og drejede os og havde svært ved at sove.
Næste formiddag hoppede drengene en tur i poolen inden vi pakkede bilen og kørte mod Everglades. Vi havde valgt at besøge en alligator farm i udkanten af Everglades, som bød på airboat tur i sumpen og efterfølgende dyreshow. Sisse havde købt entréen på nettet, så det blev en smule billigere. På vejen derud registrerede drengene fra bagsædet, at alle husene i området havde stålhegn på kun lidt over en meter, hvilket måske er lidt lavt til at holde indbrudstyvene ude, men praktisk værn mod alligatorer. Der findes nemlig 1,5 millioner af slagsen i området.
Der var faktisk en del turister på alligator farmen og der gik da også airboats hvert tyvende minut. Allerede fra bådkøen på breden kunne vi se de første alligatorer som lå i sivende tæt ved kajen. En anden airboat kom tilbage til kajen og kaptajnen hoppede lige så let ned i vandet for at tøjre båden. Vi var ret enige om, at der ikke var nogen af os som havde lyst til at sætte fødderne i vandet! Den første del af båd turen foregik i stille og roligt tempo. Mens kaptajnen fortalte om økosystemet og de udfordringer det stod overfor, spottede vi flere alligatorer, sumpskildpadder, fisk og fugle. Herefter speedede han op og vi fik en sjov og hurtig tur igennem sumpområdet. Med den store luftpropel over vandet lå vi kun lige i overfladen og flere gange fik vi demonstreret, at båden også kunne tage små stræk over land/mudder.
Efter båd turen i sumpen købte jeg vand og sodavand i den tilhørende butik til svimlende overpriser. Det var dog nødvendigt på grund af den kogende hede på 95 grader Fahrenheit (35 grader Celsius), så der var ingen vej uden om. Vi nød drikkevarerne mens vi sad i skyggen og så dyreshow. Vi havde frygtet lidt at det ville være et af de der usmagelige shows man har set på tv, med mænd der stikker hovedet ind i munden på alligatoren eller stikker til den med en pind, men det var nu ikke så slemt. En sød mand forklarede hvordan indianerne havde fanget de farlige bæster i gamle dage, mens han viste baby alligatorer og skorpioner frem til publikum. Derefter gik han ind til en stor alligator og viste os hvordan man fangede den bagfra og slap den hurtigt fri igen bagefter. Til sidst kom en anden mand med en alligator unge, som vi kunne få lov til at røre og Valdemar kom til at holde den.
En bekostelig, men dejlig spændende og naturlærerig eftermiddag havde passeret på Gatorfarm i Everglades. Vi overnattede på et motel i Florida City, for blive så tæt på Everglades som muligt.
Vi havde lejet en bil på forhånd i Fort Lauderdale ved hjælp af den super nemme app, rentalcars.com. Alt kan klares igennem app’en, som giver mulighed for at vælge imellem mange forskellige bilklasser og de fleste kendte biludlejnings selskaber. Der er destinationer i hele verden og der er mulighed for at vælge et andet afleveringsted. Hvis der er ændringer i planerne kan de nemt foretages via app’en. Der behøves ingen print af dokumenter, da alt ligger på telefonen eller IPad’en.
Vi har også tidligere brugt app’en med stor succes på Tenerife, hvor vi valgte Hertz og det virker trygt og som om at der er styr på tingene. I Fort Lauderdale havde vi valgt Alamo, på grund af prisen, og her var der også styr på det hele, men kundeservicen var ringe. Retfærdigvis synes jeg dog at rentalcars.com havde styr på deres og kan ikke holdes ansvarlig for Alamos elendige kundeservice. Vi har også en kommende booking på Island, som jeg trygt har liggende på telefonen til vi skal bruge den.
“Nej nej, i behøver ikke at tage jeres mad ud af autocamperen. Bare gem det i skabene og i køleskabet…” Sagde den flinke Park Ranger dame, da vi meldte vores ankomst til Wawona Camp i Yosemite syd. “Vi havde nu ellers læst at vi skulle tage alt vores mad ud og ligge det i metalskabene på campingpladsen, så bjørnene ikke bryder ind i bilerne. Kan de ikke lugte maden når det er i skabene?” Spurgte vi damen videre. “De bryder kun ind hvis de kan se maden, så det er strengt forbudt at have noget synligt mad liggende fremme ved forruden og det giver faktisk også en bøde hvis vi opdager det. Når i spiser skal i opbevare jeres mad indenfor en arms rækkevidde, så bjørnene ikke sniger sig ind på jer og stjæler maden – velkommen til Yosemite!” Afsluttede hun smilende. Sisse og jeg var ret fælles om at synes, at det der med bjørnene ikke var så spændende, at vi havde lyst til at møde dem, så vi fjernede alt maden fra kabinen og forruden og stoppede det ind i skabene. Den første nat sov jeg meget let og vågnede med et spjæt hver gang jeg hørte en lyd. Alle lydene kunne sagtens have været bjørne og jeg blev mere og mere skeptisk overfor Park Ranger damens ord om, at vi sagtens kunne beholde maden i autocamperen. Næste morgen viste det sig dog, at damen havde haft ret, for vi havde ikke haft besøg af bjørne!
Vi var ankommet til Yosemite hen ad eftermiddagen og inden vi overhovedet nåede til den første nat og bjørne bekymringer, skyndte vi os hen til det nærliggende Mariposa Grove. Her valgte vi en let vandrerute på højest et par mil. Mariposa Grove er et imponerende område i Yosemite, hvor der findes en fornem bestand på 500 kæmpe Sequoia og Redwood træer. Allerede på parkeringspladsen stod der kæmpetræer, som gav en lille forsmag på det vi skulle til at opleve. Noget af det første vi kom til i skoven var en enorm rod fra et væltet træ. Dernæst kom vi forbi fire træer, som de kaldte Bachelor and Three Graces. De tre Graces var nogle vældige madammer, men de blev alle slået af den større og noget tykkere Bachelor. Lidt længere fremme fandt vi kongen af Mariposa Grove, Grizzly Giant, som er det ældste af træerne med sine over 1.800 år på bagen. Desværre havde det mistet toppen, men havde stadig områdets største diameter på hele 7,8m. Kun et lille stykke videre fra Grizzly Giant stod Tunnel Tree. I Tunnel Tree var der en udskåret port, så stor, at der tilbage i tiden havde kunnet køre mindre hestevogne igennem. Vi nøjedes dog bare med at slentre igennem, benovede over de størrelser vi havde mødt i Mariposa Grove.
Formiddagen efter min første “på bjørnevagts nat” kørte vi ind i hjertet af Yosemite Valley til Yosemite Village, en køretur nordpå, på en lille times tid fra Wawona i et skønt skov/bjerg landskab. Vi gjorde et lille stop på vejen lige før The Village og så det smukke vandfald, Brudesløret. Fra The Village udgår der adskillige vandreruter og det ligger meget centralt placeret i forhold til de største attraktioner af vandfald med mere. Det er også her der ligger de mest populære campingpladser og overnatnings steder, indkøbsmuligheder og restauranter, samt et flot besøgs center. Her delte vi os op. Sisse tog drengene med på en let 1/2 times hike til Yosemite Fall, mens jeg tog med en af de gratis shuttle busser, som kører rundt i Yosemite Valley, til campingplads reservations kontoret for at skaffe os en ekstra overnatning, hvilket ikke havde været muligt på nettet på grund af popularitet.
Efter at have haft heldet med mig og have skaffet en ekstra nat i (den uforståeligt mindst populære – måske fordi den ligger længst væk – men ligger smukt og fredeligt ned til et vandløb og har en mindre koncentration af bjørne) Wawona, stødte jeg igen til familien. Sidst på eftermiddagen valgte vi en rute der gik mod vandfaldet, Vernan Fall. Det var en stejl opadgående sti på ca. 3km hver vej, som dog var asfalteret det meste af vejen og derfor handicap og klapstole venlig, på nær det sidste stykke op til toppen af vandfaldet. Synet der mødte os fra neden af vandfaldet var helt eventyrligt. En tydelig regnbue som udspringer fra vandfaldets bund fuldender oplevelsen. Det sidste stykke vej op til toppen af vandfaldet var ret stejlt og bestod af 600 ujævne og våde trappetrin i naturstien. Jeg var ikke sikker på at vi ville kunne nå toppen og retur inden det blev mørkt, men drengene ville så gerne og det lykkedes dem at overtale deres skeptiske far. Mit humør dalede endnu mere, da mine bukser kort efter revnede, så meget at jeg nærmest kun stod tilbage i boxershorts. Udsigten og glæden i drengenes ansigter over at være nået helt til tops var hele turen værd og vi nåede da også tilbage inden mørkets frembrud.
Næste dag havde vi planlagt en lidt længere, men overkommelig vandretur på lidt over 6 mil. Turen var fladere en dagen før og gik ud til og rundt om bjergsøen Mirror Lake og videre ind i skoven. I søen spejlede sig den berømte og lodrette klippeformation, Half Dome, og søens bred var sandet og mindede lidt om en lille strand. Vandet var dog iskoldt, hvilket ikke er så mærkeligt, da det er smeltet is fra de omkring liggende bjerge. De fleste andre mennesker vi havde mødt var kun gået til søen og var ikke fortsat ind i skoven, så pludselig fandt vi os selv alene i skoven. Først var det lidt uhyggeligt, (synes forældrene), at være alene i skoven med bjørne, pumaer og losser, men det gik heldigvis over som turen skred frem. Vi mødte da også sporadisk vildfarne artsfæller henad vejen. Stien førte os over en bro, igennem et spændende landskab af stenskred fra bjergene og tilbage til bjergsøen og de eneste vilde dyr vi havde set på vores vej var egern. Om aftenen lavede Sisse bål og ristede skumfiduser til os drenge og så var den dag nået til ende.
På den sidste dag besluttede vi at nøjes med at køre en lille tur i landskabet inden vi satte kursen videre mod vores sidste campingplads, tæt ved Newark. Inden vi forlod Wawona nåede Sisse at overhøre Park Ranger damen fortælle/skræmme nogle nye gæster ved at fortælle dem, at der dagen forinden var set bjørne lige nord for vores campingplads! Til Sisses og min glæde, drengenes ærgrelse, bestod vores vilde dyrs oplevelser i Yosemite kun af egern og rådyr og ingen bjørne i denne omgang.
En halv times kørsel vest på, efter at have forladt det imponerende bygningsværk Hoover Dam, ankom vi sidst på eftermiddagen til campingpladsen i Las Vegas. Vi havde ikke booket på forhånd og de tog ikke telefonen, da vi ringede, men heldigvis havde de en plads tilbage da vi kom. Den valgte campingplads hed Sam’s Town og var fundet i KOA kataloget, som er en sammenslutning af autocamper campingpladser med en rimelig høj standard, hvilket nogle steder også betyder at de er lidt dyre. Prisen var dog ikke så høj som forventet, men det skulle vise sig at campingpladsen kun var en lille del af det kæmpe store foretagende Sam’s Town, som både udgjorde hotel, kæmpe kasino og en masse restauranter.
På mange måder føltes det som om at vi var dumpet ind med fire-toget, da vi udforskede den lille by i byen. Vi gik rundt på kasinoet, som lignede noget vi havde set på film og mod al forventning måtte drengene gerne være med derinde, bare de selvfølgelig ikke spillede. Vores drenge var på samme tid forundret og fascineret af det de så og det samme gjaldt deres forældre. I midten af kasinoet var en kæmpe stor bygning med glastag, hvorinde der befandt sig en stor indendørs kunstig park med vandløb og vandfald og udstoppede dyr. Hver time startede et lysshow i vandfaldet og de kunstige dyr begyndte at bevæge sig og sige lyde, og en stor brølende bjørn udgjorde kronen på værket. Rundt om den kunstige park lå der forskellige restauranter og over dem var der hotelværelser med udsigt ind til plasticparken. Vi indtog aftensmaden på en mexicansk restaurant, mens drengene nød lys/vand/dyre showet til fulde.
Næste formiddag gik Sisse og drengene en tur i poolen på campingpladsen, hvor de mødte en dansk familie som også kørte rundt i autocamper på næsten samme rute, og de faldt i snak. I mellemtiden slappede jeg af i autocamperen, mens jeg ventede på en forrude. Dagen inden havde vi befundet os på en hovedvej midt i Arizona ørkenen, da et lille stenslag i forruden havde resulteret i en revne, som voksede sig større og større i løbet af dagen. Heldigvis havde vi nummeret på en hotline til vores udlejnings selskab, Cruise America, som arrangerede ny forrude næste formiddag på vores lokation i Las Vegas, så det var ret nemt.
Samme eftermiddag tog vi en gratis shuttle bus fra Sam’s Town og ind til “The Strip”, som er den berømte kasino hovedgade i Las Vegas. Vi blev sat af lige overfor det berømte kasinohotel, Le Mirage, som vi gik ind og så. Stort og fornemt betegner det vist meget godt. Lige udenfor gik der en lille gratis metroagtig bane til et andet kasino, Treasure Island, som vi tog frem og tilbage, bare for fornøjelsens skyld.
Vores tur videre ned ad gaden gik blandt andet igennem det ekstravagante Cesars Palace hotelkasino, som bestod af romerske søjler, marmor statuer, springvand, kurveformede rulletrapper og Colosseum som parkeringshus og spredte sig over et kæmpe areal. Foran hele paladset var der rejst en statue af kejseren selv, Cæsar. Vi kom forbi The Bellagio med det temmeligt store springvand, som skyder højt op i luften og ofte har været skildret på film. Paris kasinohotel bestod af kopier af Eiffeltårnet, Arc de Triumph og Louvre, samt en luftballon og et Pariserhjul. Vi passerede Hilton, The Vennetien, Planet Hollywood og mange andre, mens MGM Grand var det største hotel og skulle efter sigende indeholde 5000 værelser og have egen togstation.
Ude på gaden og hele vejen ned langs “The Strip” stod der adskillige udklædte figurer, som Elvis, MJ, Marilyn Monroe, Snemanden fra frost og mange andre, som tog penge for photoshoots. De fleste var dog i noget tarveligere udgaver end dem vi havde oplevet i Hollywood. Snemanden havde flere steder taget hovedet af for at holde rygepause på åben gade, hvilket ødelagde illusionen for de mindste. Spidermans kropsbygning mindede skuffende nok mest om min egen og en enkelt gang fandt jeg Wonderwoman med både smøg og dåsebajer.
På New York New York kasinohotel, som lignede en kopi af Empire State Building oplevede vi den mærkelige fornemmelse af at der var vendt op og ned på dag og nat og at det lige så vel kunne være lyst som mørkt udenfor. En fornemmelse som kasinoerne i Vegas er verdens bedste til at fremtvinge og som uden tvivl er med til at forhøje indsatsen. Efter at have passeret en flot kopi af Brooklyn Bridge stoppede vi ved en gadegøgler, som inddrog først Konrad i sit show og dernæst Valdemar. Mørket brød frem før end vi anede det og vi endte med at måtte løbe et godt stykke vej forbi det ene kasino med neonlys efter det andet for at nå vores shuttle bus tilbage til Sam’s Town.
Las Vegas var på mange måder en overstimulerende oplevelse, specielt for Sisse, men også en meget spændende og fascinerende oplevelse, som jeg nok havde undervurderet en smule som turistattraktion på forhånd. På trods af at det ikke var en børnevenlig by, så kunne vi sagtens have brugt en dag mere på bare at ose i oasen.
Den Kinesiske mur var lagt bag os og vi var tilbage på det samme hotel, Springs Valley i Beijing. Det eneste planlagte punkt for dagen var, at komme tidligt ud af fjerene, så vi kunne få en god plads i køen til Mao’s mausoleum. Da vi kom ind til Den Himmelske Fredsplads viste det sig dog, at mausoleet var lukket og pladsen spærret af med højtidligt paradeopstillet soldater i ukendt anledning.
En hurtig beslutning senere, stod vi i kø til en ny tur i Den Forbudte By. Vi manglede stadig at se Dragemuren og Skattekammeret, så det måtte vi lige have med, syntes drengene. Skattekammeret var en udemærket udstilling med overraskende mange gemte kostbarheder. Ikke så meget guld og penge, som nogen måske havde forestillet sig på forhånd, men mere smykker, ædlestene og store udskåret jadefigurer. Ihvertfald havde udstillingen virket bedøvende på et par kinesere, som tog sig en lur henover et antikt bord. Bogstaveligtalt var kronen på værket en kejserkrone og en kejserindekrone. Min personlige favorit var en globus af guld, måske fordi vi selv er på en rejse rundt om jorden.
Denne gang valgte vi at gå ud af nordudgangen, til Den Forbudte By, og videre over på den anden side af vejen, hvor der lå en park. På toppen af en bakke i parken lå et tempel, som havde udsigt udover hele paladset.
Vi fortsatte ud af parken i nord østlig retning og styrede hen imod et af Beijings Hutong kvarterer. Hutongerne i Beijing er små gyder eller sidegader i områder, hvor alle husene er beholdt i et eller to plan og hvor der stadig er små autentiske butikker med lokalt håndværk og spisesteder med mere. Vores tur bød på klynger af mænd som spillede ukendte kinesiske spil, jigsaws med rullende dyrehandel, samt et ellers levende lokalt landsbyliv midt i storbyen.
Drengene havde tidligere ytret ønske om at se kinesisk akrobatik, cirkus eller lignende, inspireret af Poul’s hjembragte videoer fra Kina. Heldigvis lå der overfor vores hotel et teater, som viste en forestilling med Kung Fu. Selvom billetterne var usammenligneligt dyre i forhold til alt andet, så besluttede vi, at det var noget som skulle prøves. Det var flyvende Kung Fu i fuld fart, fortalt som en historie der omhandlede en munk. Fortællingen foregik på engelsk, hvilket tog lidt af charmen, da vi er overbeviste om at vi ville have forstået plottet alene ved hjælp af skuespillerens overdrevne mimik. Salen blev fyldt udelukkende med turister, som blev kørt ind i busser fra hele Beijing. Tror vi var de eneste uden en guide. Det var et udemærket show, dog med størst begejstring fra drengene. Vildt så meget man kan nå når man står tidligt op.
