Efter at have set Den Forbudte By havde vi mod på mere om tidens kejsere og paladser, så vi valgte at tage ud til Sommerpaladset med metroen, til stationen Xiyuan, ca. 10km nordvest for centrum af Beijing. Sommerpaladset var dér kejserne tog hen for at slippe for byens larm og støj og følelsen af isolation bag de høje mure i Den Forbudte By. Selve palads delen er hurtigt overstået, men bagved gemmer sig en temmelig stor og smuk park med høje bakkelandskaber, buddhistiske templer, pavilloner, udsigtsplateauer og en kæmpe anlagt sø i midten af det hele. Det var ikke svært at få øje, hvorfor dette var kejsernes foretrukne tilbagetræknings sted.
Vi skulle selvfølgelig starte med at gå helt op på den højeste bakke for at nyde udsigten. På toppen af Bakken lå et tempel med en stor siddende guldbelagt Budha inden i. En fantastisk udsigt mødte os udenfor templet på en klar og flot, solrig dag, hvor man kunne se, ikke blot ud over Sommerpaladsets have, men også ud over det meste af Beijing, som gennem tiden er vokset helt ud til og forbi paladset.
Efter at være kommet ned igen fra templet på den anden side af den høje bakke, gik vi hen mod et af trækplastrene i parken, Cixi’s marmorbåd. I 1860’erne besluttede enkekejserinde Cixi, (mor til den sidste kejser i Kina, Puyi), at Sommerpaladset skulle renoveres. Til formålet valgte hun at bruge hele det kinesiske flådebudget, som ellers skulle have været brugt til at opbygge en flåde, som kunne hamle op med og forsvare Kina imod de Europæiske stormagter. Det eneste søfartøj der kom ud af projektet var en marmorbåd, som Cixi fik anlagt i Kunming søen, hvor hun kunne nyde sin te. Vores tre drenge var enige om at det var ret åndssvagt at bygge et skib, så tungt, at det ikke kan sejle.
Den store sø i midten, Kunming søen, husede flere båd udlejnings steder, med vandcykler og elektriske både. Der sejlede også en færge frem og tilbage, på tværs af søen. En excentrisk kejser havde en gang syntes at søen var for lille og havde derfor beordret 100.000 mand til at grave en udvidelse af ukendt størrelse, men til det den er i dag. Vi skulle selvfølgelig også have en sejltur med en elektrisk båd og sejlede rundt på søen i en times tid, hvor alle fire drenge fik lov at styre på skift. En hel dag kunne med nemhed bruges her.
Vejret har været med os hele vejen i Beijing og tilbød os endnu en solskinsdag, da vi valgte at besøge Den Forbudte By. Vi stod af på metrostationen ved, Tiananmen – Den Himmelske Freds Port, som er den nordlige afgrænsning af den himmelske fredsplads og som er den oprindelige indgang til Den Forbudte By. Porten skal stadig passeres for at komme ind til Den Forbudte By, som turist, men forinden er der lange køer til Security check. Mens vi ventede i køen blev en kinesisk mand i fint jakkesæt smidt ud af køen af vagterne, hvilket han højlydt protesterede imod, mens han blev genet ned bagerst i den lange, lange kø. Den Himmelske Freds Port er den ikoniske port, som er portrætteret verden over og hvor der hænger et billede af den tidligere formand, Mao. På den anden side af porten skulle vi passere en port mere, hvor der inde bag, stod tusindvis af mennesker i kø for at købe billetter til den næste port, som var hovedindgangen til Den forbudte By. I forhold til mængden af mennesker i de køer vi kom igennem, så gik det egentlig forholdsvis hurtigt. Jeg vil tro at vi samlet stod i kø (Security og billet kø) omkring en time og drengene klarede det super godt, men vi havde også bestukket dem med en cola hver! Entré prisen var fornuftigt holdt nede på 40 Yuan for en voksen, hvilket gør det til en af de billigste turistattraktioner vi har været ved i Kina.
Paladset var en fremragende oplevelse og er et “must see” i Beijing. Endnu en gang var jeg imponeret over entusiasmen fra specielt mine to største drenge, som synes det var ret spændende at se og lære om Den Forbudte By. Det hele er bygget op efter Feng Shui principperne, hvilket gør at paladset i store træk er symmetrisk.
Første stop var en keramik udstilling med kinesiske vaser og om hvordan de var blevet lavet igennem tiderne – den kunne godt undværes. Derefter gik vi igennem “Den højeste Harmonis Port”. Efter porten lå “Den højeste Harmonis Plads”, hvor det siges at der var plads til op mod 100.000 soldater til inspektion hos kejseren. Den største og mest imponerende tronsal er “Den Højeste Harmonis Palads”, som befinder sig i midten af det hele foran pladsen og hvorfra kejserne i gennem 500 år har regeret Kina. Men hvis man skal have et glimt af den overdådige kejsertrone skal man være klar til at mase om kap med kineserne, som ikke viger tilbage for børn eller andre! Efter dette var der flere imponerende udsmykket tronsale, dog i mindre udgaver.
I vores søgen efter frokost i det enorme palads gik vores veje venstre om via den vestlige del og fandt et lille spisested. Efter frokosten kom vi igennem en masse fine mindre gemakker, som hovedsageligt havde været anvendt til at huse kejserens konkubiner. Bagerst i paladset, altså i den nordlige del, kom vi igennem flotte, symmetriske haver og pavilloner. Mange gange undervejs måtte vores tre drenge stå model til fotografering sammen med fremmede kinesere, men de har efterhånden vænnet sig til det og tager det ganske pænt. Tilbage via den østlige del passerede vi forbi flere beboelses gemakker og styrede direkte mod de steder, som vi mente muligvis var de mest spændende og derfor havde gemt til sidst; Ur museet, Dragemuren og Skattekammeret. Ur museet var en seperat udstilling, som kostede 10 Yuan pr snude og var en fin udstilling af ure fra forskellige steder i verden og hvoraf de fleste havde været givet til kejserene som gaver. Desværre kom vi for sent til Skattekammeret og Dragemuren, som åbentbart lukkede kl.15.30, mens resten af paladset lukkede kl.17.00. Skuffede over ikke at have nået Skattekammeret gik vi mod udgangen, men dog med en følelse af at have set det meste og fået en huskeoplevelse for livet. Selv Sisse gav efterfølgende udtryk for, at hun var imponeret over det kæmpe paladsområde.
Vores torsdag i Xi’an var en rigtig grå dag og det regnede det meste af dagen. Efter at Sisse, Konrad og Valdemar havde været på bjergvandring hele dagen forinden og var kommet sent hjem om aftenen, valgte vi at bruge en dag på hotellet. Mens de andre var på bjerget, om onsdagen, brugte Ludvig og jeg dagen i parken ved bymuren og på legeplads, sammen med over hundrede kinesere der spillede bordtennis.
Egentlig skulle vi have været ude af hotelværelset kl.12, men fik lov at forlænge til kl.17 på grund af regnen og fordi vi først skulle afsted med nattoget mod Beijing kl.19.15. Dagen gik hurtigt med iPads og fjernsyn, hvilket var tiltrængt, da både Sisse og jeg har en tendens til gerne at ville se og nå så meget som muligt når vi nu er afsted. Det var faktisk også den første gang det regnede om dagen på hele vores rejse, siden vi forlod Danmark d.1/2, så vi har været utroligt heldige med vejret.
Om aftenen, på Xi’an’s nordlige banegård, var der komplet kaos. Det føltes som om at halvdelen af Kina’s befolkning befandt sig på stationen samtidig med os, og alting stod selvfølgelig kun på kinesisk. Vi fandt dog den rigtige perron efter lidt søgen. Jeg købte fem kinesiske hamburgere til os til aftensmad, men det var umiddelbart ikke en succes, så jeg endte med at spise alle fem selv.
Denne gang havde vi valgt at prøve en lukket sove coupé med fire sovepladser, hvor vi kunne lukke døren. Det var en rar og komfortabel oplevelse på første klasse, men det var nu også sjovt at prøve den åbne coupé med alle kineserne, som vi gjorde det på toget fra Shanghai.
Da vi dagen forinden havde været på en lang heldags udflugt til terracotta krigerne, valgte vi at udforske nærområdet og se nærmere på livet og historien inden for Xi’an’s bymure. Vores to store drenge havde set et stormagasin, som de ville op i for at kigge på noget tøj, så det startede vi med. Der er ret mange stormagasiner og butikscentre i Xi’an og de fleste virker meget flotte og moderne, formentlig minded mod de mange turister, som valfarter der til på grund af byens historiske betydning. Når turisterne så er blevet træt af historie, så kan de shoppe. Sælgerne i stormagasinerne har en helt anden intimsfærre grænse ind jeg, støvede dansker, så det krævede lidt tilvending, at blive fuldt rundt i butikkerne med højst 30cm’s mellemrum. De ser det formentlig som en service, at de står klar og til rådighed hele tiden, for det var det samme alle de steder vi var i Xi’an, men en anelse irriterende.
Kun ca. tohundrede meter fra vores dejligt centralt placerede hotel gjorde vi vores andet stop, ved Trommetårnet. Trommetårnet blev brugt til at tromme tiden i løbet af dagen ved hjælp af forskelligt lydende trommer og til at tromme solen ned. Inde i Trommetårnet var der en fin lille udstilling med forskellige trommer og fra toppen var der udsigt til det muslimske kvarter og til Klokketårnet.
Billetten til Trommetårnet gav også adgang til Klokketårnet, som lå ca. tohundrede meter vest for Trommetårnet. Klokketårnet blev brugt til at ringe solen op. Placeringen, midt i en kæmpe rundkørsel, gav udsigt til alle fire verdenshjørnet og man kunne blandt andet se den sydlige port af borgmuren.
Derefter gik vi ned til den sydlige byport. Sisse havde læst at man kunne leje cykler og cykle rundt oppe på bymuren. Desværre viste det sig at man i følge skiltet ikke måtte leje cykler, hvis man var under 10 år eller over 60 år, så det udelukkede jo desværre Konrad og Ludvig. Først ville udlejnings damen heller ikke udleje til Valdemar, da hun mente man skulle være over 15 år for at kunne køre på cykel og de 10-15 årige kun måtte sidde bag på en tandem! Efter at have diskuteret med hende for tredje gang overgav hun sig og lod Valdemar og Sisse leje cykler, (hun havde svært ved at skjule sin irritation over at de også ville have cykelhjelme). Vi andre tre hoppede ombord på en elbil for at tage turen rundt på bymuren. På den sydlige del af muren havde de lavet flotte dekorationer af papirs lamper med forskellige ting fra havets verden, blandt andet den lille havfrue. Undervejs på turen blev det mørkt og alle de historiske bygninger på muren blev lyst op til stor glæde for Ludvig, så var det jo ligesom en fest!
Dagen efter vi var landet med toget i Xi’an gik udflugten selvfølgelig til de berømte Terracotta krigere. En dag som jeg personligt havde set frem til længe. Efter min mening er Xi’an’s Terracotta hær det største og mest imponerende arkæologiske fund nogensinde. Valdemar og Konrad delte min entusiasme og begejstring for det spændende sted, mens Ludvig syntes at det var den kedeligste dag i hans liv…! De store drenge lyttede ivrigt og stillede spørgsmål til de historier de blev fortalt, så alt i alt var det en god og lærerig skoledag for dem. På den halvanden times lange bustur med 306’eren derud, fra Xi’an Railwaystation, havde buschaufføren et mindre og meget udramatisk sammenstød med en foran kørende bilist, som drengene dog nok synes var dagens højdepunkt og det toppede deres fars, ellers meget spændende historier, om gammelt lertøj.
Man har udgravet ca. 2000 ler soldater ud af en hær som menes at være på 6000 mand. Hver enkelt soldat er unik fra de andre med hver deres højde, tykkelse, ansigtsudtryk, frisure og endda sko aftryk, hvilket kunne antyde at ler hæren ikke er udformet af fiktion, men at den datidige faktiske hær reelt har stået model til projektet. Der er mange teorier om hvorfor kejser Qin Shi Huáng beordrede krigerne bygget, men den mest troværdige går på at hæren skulle beskytte ham i efterlivet og da Kina ville være forsvarsløs uden sine soldater, lod han hæren konstruere i ler istedet for at tage den med sig i døden (så flink var han). Det siges at Qin Shi Huáng var den kejser som samlede Kina for godt 2200 år siden, og det er også den periode som terracotta hæren er dateret til. På grund af ikke eksisterende skriftsprog i samtiden gik historien om den begravede hær tabt i mund til mund overleveringer, og det var først i 1974, at lokale landmænd ved et tilfælde genfandt stedet i søgen efter vand.
Vejen fra parkeringspladsen mod billetlugen bugner af små boder som sælger terracotta figurer i alle størrelser og prisklasser. Man mærker at vi er lidt før turistsæsonen, da der ikke er så mange turister som forventet og fordi mange af sælgerne sidder og slapper af over diverse spil. Entre billetten gælder til to store områder, et med terracotta krigerne og et med kejserens grav. I området med terracotta krigere er der tre haller. Hal nr. 1 er på størrelse med en flyhangar og er klart den mest spændende, da det er dér der er flest udgravede soldater og der går stadig arkæologer rundt, som er i gang med udgravningerne. I hal nr. 2 har man gravet ned til taget af de korridorer som krigerne er placeret i, (korridorernes vægge var lavet af mursten, med overliggende spær af træbjælker, som opholdte en form for flet tag i siv eller bark). Ved hjælp af kameraer har man konstateret at der ligger ca. 1300 krigere begravet i hal nr. 2. Hal nr. 3 er den mindste og der finder man en mindre samling udgravet ler soldater. Der er også en fjerde bygning, som udgør et museum, hvor hovedattraktionen er 2 bronze skulpturer af hestevogne, fundet i gravene. Vi fulgte et råd fra Lonely Planet om at tage de tre haller baglæns, så vi startede med det mindst spændende i hal 3 og sluttede af med det mest spektakulære i hal 1, hvilket virkede rigtig godt.
Det andet store område med Qin Shi Huángs grav kan man komme til ved at tage bussen fra indgangen af terracotta krigerne. Bussen er inkluderet i prisen og tager 4 minutter. Alternativt kan man efter hal 3 ved terracotta krigerne tage bagudgangen og gå et par 100 meter, (men det fandt vi først ud af bagefter, da vi jo tog udstillingerne baglæns)! Qin Shi Huángs grav er ikke udgravet og derfor minder det mest om en stor park med en kæmpe bakke/høj i midten. Inde i højen skulle der ligge et palads, som kejseren ligger begravet i, men det vides ikke med sikkerhed, da man ikke har formået at få et kamera derind endnu. Til gengæld har man målt kviksølv niveauet til at være 100 gange højere end normalt, hvilket stemmer godt overens med sagnet om en voldgrav rundt om paladset med flydende kviksølv. Rundt omkring i parken er der bygninger med mindre udgravninger, som dog falmer lidt når man lige har set kæmpe udgravningerne med terracotta krigerne. Med en elbil nåede vi akkurat parken rundt på en halv time inden lukketid, hvilket var rigelig tid til denne attraktion.
Med den direkte bus 914 tilbage til Xi’an nåede vi hjem igen på lidt over en time, uden yderligere trafikuheld. En fantastisk spændende dag med et turistmål i særklasse, som jeg klart kan anbefale til alle. Selv de mindst historie interesseret må blive imponeret her.
Lørdag d.14 marts havde vi booket et nattog, som skulle bringe os videre til den gamle by, Xian. Toget skulle køre kl.15.52 fra Shanghai Railwaystation og da vi skulle være ude af vores hostel kl.12, var der tid som skulle slåes ihjel! Os fire drenge placerede Sisse på togstationen med alt vores bagage, mens vi tog en metro hen til Maglev banen. Maglev banen er et magnetisk højhastighedstog, som kineserne har konstrueret fra Shanghai og ud til Pudong lufthavn.
Toget tilbagelægger de 30km på lige under 8 minutter, hvilket svarer til, at togturen mellem Holbæk og København skulle kunne klares på blot 16 minutter! Topfarten skulle ifølge Yahoo søgning være på hele 437km/t, men på vores tur nåede vi kun op på 301km/t, hvilket nu var ret hurtigt! Adskillige fede biler blev overhalet på den sideløbende motorvej og drengene havde en fest, alt imens vi ventede…:-)
Samme eftermiddag, efter vi havde samlet Sisse og bagagen op igen, steg vi alle ombord på nattoget, som var en spændende oplevelse i sig selv, dog med noget lavere hastighed. Vi havde valgt de billige billetter, (hardsleepers), og havde heldigvis fået de fire nederste sovepladser i en åben sove coupé med 6 senge. Alle andre i vognen var selvfølgelig kinesere, som holdt godt øje med os, men var søde. Hvis man er sart med hensyn til toiletforhold (som kun forværres i løbet af turen) eller kinesere som ryger hvor det passer dem, så skal man ikke vælge denne rejseform. De 16,5 time i toget gik rigtig fint og selvom det var blandet hvorledes vi havde sovet, så var vi enige om at det var en behagelig måde at rejse på og vi er helt sikkert klar på det igen når vi skal til Beijing.
Vores torsdag i Shanghai havde vi valgt at bruge på at tage ud af byen. Flere steder på vores hostel havde vi spottet plakater med ture til “Shanghai’s Venedig”, som er en gammel, lille kanalby beliggende ca. 30 km øst for Shanghai. Vi synes at udflugterne på plakaterne var en kende dyre og blev hurtigt enige om at prøve at tage derud selv, for hvor svært kan det da være…?
Vi søgte på nettet, (hvilket i sig selv er en udfordring eftersom Google er totalt lukket ned i Kina), og fandt frem til at vi kunne tage en buslinie fra Shanghai South Railwaystation ud til byen, Zhujiaojiao, som er kanalbyen. Lige så nemt det var at komme til South Railwaystation via metroen, lige så udfordrende var det at finde den rigtige bus, da bus systemet i modsætning til metroen bestemt ikke er bygget til at håndtere engelsktalende turisme. Alle skilte var på kinesisk og ingen mennesker på bus stationen lød til at kunne tale engelsk. Efter at have gået fra den ene ende til den anden og tilbage igen flere gange og spurgt adskillige mennesker ved hjælp af fingertegn og pegen i Lonely Planet, blev vi henvist til en bus som angiveligt kørte til Zhujiaojiao. Det var en meget spændende tur, hvor vi fik set nærmere på yderområderne af Shanghai med kæmpe fabrikskvarterer og efterfølgende kæmpemæssige højhusboligblokke, så langt øjet rakte og som syntes at fortsætte i en uendelighed. Selvom det var en interesant tur side om side med de lokale, så føltes den ret lang fordi vi ikke helt vidste hvor lang den var og hvornår den stoppede. En sød dame i bussen fik forklaret os at vi skulle skifte bus undervejs og det gik rimeligt smertefrit.
Efter et par timers samlede buskørsel landende vi sidst på eftermiddagen ved 16-tiden i den lille by. Der var faktisk ikke så mange turister og det hele virkede meget roligt og fredfyldt. Om det var på grund af årstiden eller det sene eftermiddagstidspunkt ved jeg ikke, men ihvertfald havde vi følelsen af at der var færre turister omkring os end forventet, i de mange små gader langs kanalen, med små turist butikker og restauranter. Vi ville gerne have været på sejltur rundt i kanalerne, men bådturestedet var lukket kl.16 og det samme var turistinformationen. I stedet gik vi en tur rundt i gaderne og henover flere flotte små gangbroer, nogen i træ og nogen i sten. På Fangsheng broen, som eftersigende er den mest kendte stenbro bygget af en munk i 1571, nød vi solnedgangen som spejlede sig i det helt stille flodvand. Fra broen var der også udsigt over de kinesisk karakteristiske tage på byens huse, som alle var i et eller to planer og stod i skærende kontrast til Shanghai’s højdebyggerier.
På kanten af mørkets frembrud fandt vi bus stationen i byen og tog en hurtig bus tilbage til Shanghai, efter råd fra Lonely Planet. Bussen kørte direkte og via motorvejen, så vi undgik en masse stop på vej tilbage. Til gengæld var der myldretid og vi kom ind i mindre trafikpropper. Endestationen var Folkets Plads i Shanghai, hvor vi sent på aftenen, meget trætte, fandt en restaurant at spise på, inden metroen førte os hjem til vores hostel.
Jeg vil klart anbefale Zhujiaojiao som besøgs mål, ihvertfald uden for turist højsæsonen. Vi kunne dog sagtens have brugt et par timer mere der og også gerne en sejltur. Næste gang må vi afsted lidt før, hvis vi skal nå alt det vi gerne vil!
Efter en lang rejsedag fra Bangkok til Shanghai, checkede vi trætte ind på Shanghai City Central International Hostel, som vi på forhånd havde booket via booking.com. Efterhånden må jeg sige at Sisse har fået sans for at finde de gode steder på booking og på hvilke steder der reelt tager sig pænere ud end de er. Bookingen faldt ihvertfald ud til vores fordel for vi har fået et super familieværelse i to etager med fem sengepladser og eget bad og toilet, alt i ganske fin stand og standard. Det ligger rimelig tæt på Caoyang Rd metrostation, som er en del af Shanghai’s metro cityring, hvilket gør det ret nemt at komme rundt med det offentlige. Betjeningen i receptionen er ikke videre min kop te, men jeg er nok også blevet forvent, efter den fantastiske service i Thailand.
Missionen på den første dag i Shanghai har været forudbestemt i flere måneder. Næsten lige siden vi fortalte Konrad for første gang at vi skulle til Shanghai har hans store drøm været at komme op i den højeste skyskraber og se ned på alle de andre skyskrabere! Når man er fascineret af skyskrabere, så er Shanghai lige sagen med mere end 8000 af slagsen!
Vi begyndte turen med at tage metroen direkte ind til det moderne finanscentrum, Pudong, hvor vi steg op af undergrunden lige midt i det mest imponerende skue af den ene gigantiske bygning efter den anden. Et kæmpe stort gennemrenoveret område bestående af skyskrabere med banker, kontorer og hoteller, som bugter sig langs floden med en stor anlagt park i midten. Imellem alle de høje huse og parken er der anlagt et flot og gennemtænkt fortovs system, som er hævet til 1.sals højde over det brede vejnet og hvor man ugeneret af trafikken kan nyde udsigten til kolosserne. Jeg må indrømme at jeg er væsentlig mere imponeret over synet af den majestætiske skyline ind jeg på forhånd havde forestillet mig jeg ville være.
Mens vi forsøgte at finde fodfæste imellem alle de imponerende bygningsværker forvildede vi os ind i et “High end” indkøbscenter med Gucci, Christian Dior, Luis Vuitton, Prada og alle de andre fra samme liga. Vi skulle bare lige låne toilettet, for man kan jo godt komme til at fryse lidt når man går fra 35 grader i Bangkok til 10 i Shanghai. På toilettet stod en tjener med håndklæde klar til at tørre ens hænder efter de var vasket! Vi følte os en kende malplaceret i vores ellers praktiske fleece trøjer blandt jakkesæt og mærkevarer og skyndte os derfor hurtigt videre og ud af centeret igen.
Turen gik videre over til bygningen World Financial Center, som er den bygning der ligner en øloplukker og vi kalder den derfor for øloplukkeren. Vi måtte slippe den svimlende sum af 660 Shanghai dollars for entréen og fik derved slået fast en gang for alle, at Shanghai ikke er en billig by at være turist i! Bygningen består af en masse kontorer, samt et hotel på de næst øverste etager og endelig et visitors center med udsigts platform på de øverste etager 94, 97 og 100.etage. 94.etage er i 423 meters højde, mens den 100.etage kan prale af være verdens højeste udsigtsplatform med sine 473 meter over jorden. Denne øverste etage befinder sig altså over det firkantede hul i bygningen, som giver øloplukker formen. Helt i toppen er der glasbund flere steder, så man kan kigge direkte ned. Det er en virkelig syret oplevelse at være så højt over jorden, i en menneskeskabt konstruktion, så man kigger væsentligt ned på de andre “små” skyskrabere på sølle 200-300 meter. Efter et par minutter på øverste etage måtte jeg kapitulere og vende tilbage til 94.etage, hvor der ikke er glasbund, mens mine seje tre drenge og deres mor forblev i skyerne en halv times tid endnu. Konrad, Valdemar og Sisse mærkede en smule svimmelhed, mens Ludvig gik helt fri. Tror det er noget med balancenerven. Imens jeg ventede på familien blev jeg underholdt af et vinduespudser sjak, som var ved at hejse sig ned ad bygningen i en kran special designet til opgaven. Ikke et job jeg misunder dem!
Nede på jorden igen købte vi sandwich, som vi spiste i parken mens vi igen nød de høje huse. Efter frokosten stod den på familie gymnastik, i en ellers ret mennesketom park, for at kunne holde varmen. Efter endnu en gåtur rundt mellem højhusene gik vi igen under jorden for at tage metroen hjem. Vi ramte lige myldretiden i undergrundsbanen, som nu var stop fyldt af kinesere på vej hjem fra job. Desværre blev Konrad dårlig på vej hjem og kastede op inde i det stopfyldte metrotog. Vi stod af toget for at samle os, men Konrad og Valdemar havde ikke lyst til køre mere i metro den dag, så de valgte at gå de sidste to stationer hjem sammen med Sisse, mens jeg tog metroen med Ludvig. Hjemme igen forsatte Konrad sin syge det meste af aftenen. Her dagen efter var han på vej mod bedring, men vi valgte at blive hjemme alle sammen og tage en slapper dag, så vi kunne samle kræfter og så Konrad kunne komme til hægterne igen.
I formiddags sendte vi Sisse på Thai madlavnings kursus, mens vi drenge hyggede ved poolen. Sisse havde skaffet nogle brochure på madlavningskurser i nærheden, men da de var lidt dyre besluttede hun at spørge vores meget hjælpsomme hotel manager til råds. Resultatet blev et kursus, kun for Sisse, midt i den åbne restaurant på vores eget resort. To klapborde, to gasblus, friske råvarer og hjælpsomme thai kokkedamer er alt hvad der skal til!
Koncentrationen var høj og personaletilslutningen stor, til tider var der helt op til fem thailandske madlavningsundervisere på en gang! Menuen stod på Pat Thai, som er en nudelret med grøntsager, og en glasnudelsuppe, og så en ret med stegte ris og kylling i ananas.
Vi drenge fik lov at smage alle de dejlige retter. Der var bred enighed om favoritten, som helt klart var ris og kylling i ananas, mens nudelsuppen kom på andenpladsen og Pad Thai på tredjepladsen. Nu håber vi bare hun kan huske det til vi kommer hjem, for så er vi klar på en gentagelse!
Valdemar har stået for fotograferingen af dagens begivenheder.
Sidste onsdag (d.18/2) ankom vi til øen Koh Lanta, efter en forhåndsbooket sejltur med passagerfærge, på ca. 2 timer, som udgik fra Krabi havn. Vi var fulde af forventning til den valgte destination, da vi (Sisse og jeg), hele tiden havde drømt om at komme ud på en ø, hvor der var fred og ro og mulighed for ren afslapning. Hjemmefra havde mine tanker ledt mig hen på en næsten øde ø, hvor vi skulle sove på bambus måtter direkte på stranden. Mine romantiserede tanker om det primitive liv ville det dog anderledes i virkeligheden, efter at have taget slanger, øgler, kryb og insekter med i overvejelserne. Jeg må nok indrømme at min søspejderkone ikke er nær så sart som mig, hvad angår insekter og diverse. Efter megen søgen på nettet faldt valget på den familie venlige Koh Lanta.
Dream Resort – Long Beach
Da vi ankom til Koh Lanta ved 14-tiden havde vi for første gang på vores rejse ikke forudbestilt overnatning, men satsede derimod på at finde noget i løbet af eftermiddagen. På havnen blev vi mødt af en taxachauffør som lovede at køre os rundt på øen for at finde overnatning for 200bath og vi slog til. Han viste os flere steder hvor der var fuldt booket inden vi havnede på et resort på Long Beach, hvor han tilfældigvis selv arbejdede…! På trods af følelsen af være blevet hustlet besluttede vi at tage en enkelt overnatning på Long Beach Dream Resort for ikke at bruge resten af eftermiddagen på hoteljagt med trætte børn. Long Beach er en utrolig smuk hvid sandstrand, som er fyldt med klipperev imellem sandet og havet. Klipperevene bliver dækket ved højvande, hvorefter det er fantastisk til at snorkle rundt i. Mit bud er at forskellen på høj og lavvande er en tre-fire meter. Long Beach er præget af rastafarifarvede barer med en stemning af Bob Marley møder Bob Dylan.
Banana Beach Resort – Klong Dao Beach
Dagen efter flyttede vi til Banana Beach Resort ved Klong Dao Beach, som er en sandstrand med lidt færre klipper, end på Long Beach. Vi havde fundet det på nettet, men istedet for at booke det online tog jeg en tur der hen for at se det først. Det viste sig at være et rigtigt fint sted til os og samtidig fik jeg mulighed for at forhandle prisen en smule ned når jeg mødte frem personligt. Faktisk er her så dejligt på Banana Beach Resort på Koh Lanta, at vi er blevet hængende i en uges tid indtil videre og har planlagt, at blive hængende en uges tid mere inden vi returnerer til Bangkok. Vejret, stranden og resortet er perfekt til os til afslapning og vi nærmer os selv en mental tilstand af ø tid, hvor de største beslutninger i løbet af dagen gælder valget mellem at bade i pool eller bade på stranden!?
Lidt om Koh Lanta
Koh Lanta ligger i Krabi provinsen og består af to store øer, en nord ø – Noi Lanta og en syd ø – Yai Lanta. De to øer er forbundet af en bilfærge og nordøen er videre forbundet til fastlandet med en bilfærge. Der bygges på højtryk på en bro imellem de to øer. Umiddelbart foregår der ikke det store på nordøen, hvorimod sydøen er fyldt med dejlige sandstrande og resorts og bungalows i alle prisklasser. De fleste ligger direkte ned til vandet. Derudover er der tonsvis af spisesteder, karaokebarer, minimarkeder og turisthenvendte småbutikker med diverse badeudstyr. De fleste af butikkerne er koncentreret i hovedbyen Sala Dan på nordspidsen af sydøen, hvilket er med til at gøre resten af øen til et meget fredsommeligt sted. Selv i Sala Dan fornemmer man en mere afslappet og rolig tilgang til det hele i modsætning til fastlandets Ao Nang. Der er Thai tid, hvor hver ting er til sin tid, og så er der ø tid, som lige er rykket et ekstra gear ned i tempo.
På den sydlige del af sydøen ligger en nationalpark. Kun en vej går rundt om hele øen og et par steder går der veje på tværs af øen. På wikipedia beskrives sydøen som værende ca. 30km lang og 10km bred, mens de fleste tuk tuk chauffører vil hævde at den nærmere er 50km i længderetningen, når der skal forhandles priser! Dejlig rolig ø, hvor man bare kan bade, snorkle, bade og bade igen og komme helt ned i tempo – nøjagtigt som vi har brug for alle fem. Der er en stor koncentration af svenske turister, men de er nu også ganske behagelige turistfeller i forhold til så mange andre folkefærd man kunne være havnet sammen med, (som eksempelvis brokkende danskere:-)). Der er også en svensk skole og et supermarked som forhandler svenske varer.
