Fra stjerner til stjerner…

Vi startede dagen med at køre til Griffith park hvor vi gik på opdagelse observatoriet og så en meget spændende film om opfattelsen af jordens og stjernernes placering i universet gennem tiderne. Derefter nød vi udsigten over den meget bakkede park, og byen. På vej videre kørte vi op mod Hollywood skiltet, men kom ikke så tæt på som drengene ønskede da man skulle gå en del af vejen og det var det alt for varmt til og vi havde heller ikke tiden.

image

Så vi kørte ned til Hollywood Boulevard og så på alle stjerne i fortorvet. Både Kasper og jeg troede at det også var i stjernerne at håndaftrykkene var, men vi blev klogere, da det var ude foran Chinese Theater. Vi fandt Harry Potter skuespilleres aftryk af både hænder og tryllestave samt mange af de gamle stjerners. Drengene blev også vildt fascinerede af en trappe som var lavet som et klaver med sorte og hvide tangenter som spillede når man gik på den, ret sejt. Vi gik lidt rundt og så på alverdens superhelte som Spiderman, Schredder, Catwoman m.fl. Men også Charles Chaplin og Marilyn Monroe var der og stillede op til fotografering, mod betaling naturligvis. Til sidst rundede vi en kæmpe souvenir shop hvor man kunne få alt der havde med Hollywood at gøre.

image

Så kørte vi en tur gennem Beverly Hills så drengene kunne få set nogle kæmpe villaer og jeg sad og håbede på at få er glimt af Brenda og Brandon… Videre ned af Rodeo Drive, bare for at se det og til sidst ned til Santa Monica Pier, hvor vi så solen gå ned i Stillehavet.

image

Efter en skøn aftensmad på en italiensk restaurant gik vi ind i den største Apple butik jeg nogen sinde har set, Valdemar skulle have en ny iPad efter jeg havde smadret hans (ved et uheld naturligvis ). Men det var en ret speciel sammensætning af folk inde i butikken. Der var hjemløse som stod med deres hunde og store poser med ting. Børn som stod og så lange youtube videoer om minecraft. Stilrene jakkesæt mænd og surfer mænd med shorts og bar mave. Allesammen stod ved hver deres Apple-produkt og var opslugt af hvad de nu lavede. Hjemme i autocamperen igen gik vi alle på hovedet i seng.

Share

Fra “The American Dream” til lille “Dannevang”

Næste morgen var vi tidligt afsted (det vores B familie kalder tidligt;)). Og hurtigt ovre på Hearst castle. Der købte vi billetter til “main rooms” hvor man kunne blive guidet gennem 5 af slottets 160 rum. Spisesalen, morning room, gentleman room, biografen og velkomstrummet. Inden da havde vi set en 40 minutters lang film om Hearst og hans liv. Ret spændende mand, som man må sige, havde formået at skabe noget gennem sit liv. Han var en stor mand i mediebranchen i første halvdel af det 20. Århunderede. Hans store slot var bygget på toppen af en bakke, med udsigt over Stillehavet og bygget i spansk landsbystil, hvor hovedhuset havde form som en katedral og husene omkring lignede landsbyhuse fra Middelhavet. Det hele krydret med alverdens kunststykker, primært fra Europas middelalder, meget specielt og storladent.

image

Efter besøget satte vi kursen mod Solvang, hvor vi ville opleve det danske Amerika. Efter køreturen gik vi en tur i den danske by, hvor vi kunne opleve Rundetårn med pizzaria i bunden, smørrebrød uden brød, æbleskiver til morgenmad, danske bagerier med cupcakes, turistbutikker med masser af træsko, et fint H. C. Andersen museum og meget meget mere. Ret charmerende på den amerikanske måde. Vi fandt en rigtig fin RV park i nabobyen, hvor der både var pool og legeplads, så der blev vi i 2 nætter. Efter at vi havde suget alt ud af Solvang, spist æbleskiver og snakket dansk med de ældre, blev det tid til drage mod L.A.

image image

Vi kørte afsted ved elleve tiden og gjorde et stop syd for Santa Babara hvor vi fik dyppet fødderne i det kolde ocean og nydt en surfer burger. Og derefter tog vi til den nærmeste Wal Mart for at købe ekstra soveposer og tæpper, da det bliver rigtig koldt i løbet af natten. Da vi endelig kom ud af stormagasinet, var vi sent på den og valgte at ringe til campingpladsen for at give dem besked. Dette blot for at få af vide at de ikke vidste at vi skulle komme… Så det var med lidt rystende hænder vi kørte mod LA. Men da vi kom blev vi mødt af ejeren, som var rigtig sød og hjælpsom. Han fandt en rigtig fin plads til os, mens han fortalte i et væk, om hvem af de kendte der havde boet der, og hvilke smiknøser der boede i hvilke vogne. Ægte Hollywood! Han var også sød at give os gode råd til vores sparsomme tid i den store by. Vi valgte derfor at leje en bil, så vi kunne opleve så meget som muligt.

Share

Nyt land, ny natur.

Efter 2 timers flyvning fra Beijing til Seoul havde vi 5 timer i den top moderne og luksuriøse lufthavn, hvor den stod på iPad til børnene og Facebook til de voksne 3 uger uden skaber et behov. Kl 18.10 skulle vi videre mod San Francisco. Det var en fin flyvetur, hvor især drengene fik lidt søvn. Vi landede kl 12.30 lokal tid og var alle godt trætte. Efter sikkerhedstjek og paskontrol fandt vi et tog mod Redwood City. Der var en del ventetid, men vi ankom ved vores motel kl ca 17. Drengene hoppede en hurtig tur i den kolde pool mens Kasper tog en lille lur inden vi gik ind ved siden af for at få aftensmad på en ægte amerikansk diner. Næste morgen, eller faktisk formiddag tjekkede vi ud og fik bestilt en taxa til Cruise America i Newark, hvor vi skulle starte vores Road trip. Vi ville ned af Highway 1 mod Los Angeles. Første stop blev mellem Santa Cruz og Monterrey. En lille havneby, gemt bag en dæmning til Stillehavet. En ret kedelig plads, med det betød ikke noget da vi kom efter det var blevet mørkt. Men vi fik vores første gåtur ved Stillehavet næste formiddag inden vi kørte videre ned af kysten. Vi ville gerne opleve den flotte spektakulære natur ved Big Sur og kørte derfor ruten i et roligt tempo som vejen også foreskriver med sine skarpe klipper og snoede veje.

image

Vi havde håbet vi kunne nå Hearst Castle som ligger syd for Big Sur inden overnatningen, men de mange stop under vejs for at nyde udsigten tog længere tid end forventet. Især det sidste stop lige før slottet. Det bød på sø elefanter i massevis som lå på stranden, nærmest i bunker. Ret forunderligt syn. Vi var heldige at finde en natur campingplads meget tæt på Hearst Castle hvor vi overnattede. Og hvor det også lykkedes os at få lavet et lille bål, selvom vi ikke havde fået købt brænde

image

 

Share

Formanden og ægget

Formand Mao. Endelig skulle det lykkes, vores flok var blevet reduceret fra 5 til 2, men Konrad og jeg var fast besluttede på at vi ville se formanden. Så vi stod tidligt op, spiste morgenmad og så afsted. Ved sikkerhedstjekket til pladsen stod vi i kø, men så lige før det blev os lukkede det og vi blev sendt videre til et andet tjekkested, det blev også lukket. Så videre til det 3. Sted, hvor det så endelig lykkedes at blive lukket ind på Tiananmen pladsen, eller som vi kalder den. Den Himmelske Fredsplads. Vi vidste godt at køen ville være lang, men da vi så en kø slange sig frem og tilbage over 2/3 af verdens største offentlige plads, troede vi alligevel at den måtte være til noget lidt mere spændende, end en mand som har været død i 39 år. Det var det ikke. Det var simpelthen køen ind for at se Mao.

image

Vi stillede os i køen, som heldigvis bevægede sig hurtige, trods de mange kinesere der sprang os over i køen. Efter en times tid nåede vi hen til sikkerhedstjekket og blev lukket ind i haven og så videre ind forbi glaskisten, hvor han lå og lignede en voksfigur fra Madam Toussoud. Man fik ikke lov til ag dvæle ved synet da vagterne sørgede for at alle hele tiden bevægede sig fremad.
Efter formanden ville vi over og se den flotte bygning National Centre for the Performing Arts, som ligner et stort sølvæg der ligger og flyder. Det er en virkelig flot og stilsikker oval bygning i stål og glas uden på med vand hele vejen rundt. Vi tog den helt store rundgang og så alle etagerne og besøgte også cafeen og nød eg lækkert stykke chokoladekage. Det var virkelig hyggeligt.

image image image

Da vi var færdige gav vi de andre besked om at vi var på vej hjem, så vi kunne mødes til lidt frokost og derefter gå i turist stormagasinet, hvor gadeboder og gadesælgere var samlet i et stort indendørs fake marked. Det var sjovt at se, men ikke rigtig til at handle i, da sælgerne var virkelig pågående. Men vi fik dog købt lidt hovedtelefoner, højtalere og strømper. Efter det sidste handleri gik vi hjem til hotellet og fik styr på vores ting, så vi var klar til afgang næste morgen kl. 6.15.

Share

På toppen af den store mur.

Badaling. Da vi planlagde vores rejse var det Kasper som meget gerne ville til Kina. Han er meget interesseret i det store lands veldokumenterede og gamle historie. Jeg synes også det er spændende, men jeg når ham ikke til sokkeholderrne. Men den kinesiske mur, den har jeg virkelig glædet mig til at se, og ikke mindst gå på. Så vi havde besluttet at vi ikke ville nøjes med en af de utallige dagsture, men ville have et par dage derude. Jeg havde fundet et lille billigt hostel, som skrev at de lå ud til en mindre turistet del af muren ved det ellers meget populære Badaling. Vi pakkede de små rygsække og lod de store blive på hotellet, hvor vi heldigvis godt kunne komme tilbage til, og tog toget fra Beijings nordlige banegård. Det var nemt og billigt og tog ca 1,5 time. På stationen fandt vi en taxa som heldigvis gerne ville køre os til hotellet (til seriøs overpris, men vi var bare så glade for at han ville køre med os;)). Ude ved hostellet blev vi mødt af en meget sød ung mand, som talte rigtig godt engelsk. Dejligt. Han forklarede os at der var et lille supermarked lidt derfra og at der var et lille køkken hvor vi kunne lave mad. Der var også en fællesstue, hvor der bar et kæmpe tv til drengenes store glæde. Drengene og jeg gik ned og handlede mens Kasper tog en velfortjent lur på værelset. Supermarkedet var meget lokalt, og var en oplevelse i sig selv, men vi fik købt lidt mad og drikke, så vi kunne klare os. Tilbage på hotellet ville Konrad og Ludvig gerne hvile sammen med Kasper, mens Valdemar og jeg gik på opdagelse i området omkring muren.
Efter en god nats søvn, og morgenmad til en Spiderman film ( som overhoved ikke er for børn, men som Ludvig siger, så holder kinesere slet ikke reglerne;)) så gik turen op på muren. Stedet var lavet som et turiststed, med stor indgang og flot anlagt vej helt op til muren, men der var ikke andre end os. Så vi havde stort set hele turen for os selv. Det var en fantastisk oplevelse at gå der på den gamle mur og forestille sig hvordan det måtte have været for de soldater som havde deres poster i den øde natur. Udsigten var også virkelig flot. Man kunne se den enorme mur bugte sig gennem landskabet og jo længere vi gik, jo højere kom vi op. Mange steder var der så stejlt at man nærmest måtte kravle, men det betød ikke noget for drengene da de lige var blevet inspireret af Spiderman. Efter nogle timers gåtur satte vi os og spiste vores medbragte mad og sugede den flotte udsigt til os.

image

Tilbage igen gik drengene og jeg op af en anden rute, hvor der var lidt af den tidligste mur ( ca 200 år f.v.t). Det er mere en lervold end en mur og selvfølgelig noget helt andet end muren fra 1300 tallet, men stadig sjovt at se. Efter turen skulle vi lige have Kasper med ned og handle til aftensmaden, den oplevelse skulle han ikke gå glip af;). Trods ret trætte ben kom hjemturen dog til at foregå mest i løb for drengene og jeg da vi meget gerne ville se solen gå ned bag muren. Vi nåede det næsten og smukt var det. Efter aftensmaden fandt vores vært den nye karate kid film, så den sad vi og så sammen. Det var ret sjovt at se Dan der, da den foregår i Beijing, og vi havde været mange af de steder som blev vist i filmen. Næste morgen stod Konrad, Valdemar og jeg tidligt op, da vi selvfølgelig også skulle se solen rejse sig over det fine bygningsværk.
Da vi tjekkede ud af de skønne lille hostel fik vi en taxa til at køre os over til kabelbanen ved Badaling, så vi kunne se den turistede del også. Det var ikke lige os, selvom køen til kabelbanen var hurtig og udsigten var god så var der bare SÅ mange mennesker. Og drengene kunne ikke gå 2 meter uden de blev stoppet af kinesere der ville fotograferes med dem. Vi besluttede hurtigt at vi ikke ville bruge mere tid deroppe så ville vi hellere med et tog tidligere hjem. Vi gik den lille tur til stationen og satte os til at vente. Da der var en lille time til toget gik begyndte folk at mase sig sammen i en kø. Vi troede først det var til et andet tog og at vi bare ikke forstod køreplanen, men nej, det var til vores tog. Da der var en halv time til stillede vi os også op i den ret lange kø. Og lidt efter blev køen sluset ud på perronen, hvor folk igen asede og masede for at komme til at stå forrest til at komme ind i toget. Vi tænkte at der måske ikke var så meget plads i toget og at der ikke var plads til alle, siden de opførte sig sådan, med det var heldigvis ikke tilfældet. Der var plads til alle, så det virkede ret mærkeligt, men det gør deres køkultur ofte:). Hjemme på vores hotel igen planlagde vi hvad de 2 sidste dage i Kina skulle bedrives med.

Share

OL og design

Efter at have brugt en dag i det gamle Kina, trængte vi til noget mere moderne. Derfor ville vi ud og se OL byen samt skyskraberkvarteret som drengene havde set på flere plakater. Vi kom først afsted efter middag og startede derfor i OL byen. Vi tog metroen som selvfølgelig kørte os nemt, hurtigt og billigt derud. Efter de obligatoriske sikkerhedstjek købte vi billetter til at komme ind og se stadionet, som til dagligt bliver kaldt The Nest.

image

 

Kasper havde dog set at der også var et stormagasin, hvor han syntes vi skulle spise frokost først. Det var et kæmpe underjordisk, top moderne shoppingcenter, hvor vi efter lidt tid fandt noget mad. På vejen så vi et legeland som vi lovede drengene at gå forbi efter maden. Det viste sig dog at det kostede 100¥ pr barn, så vi måtte bestikke dem med slik istedet… Desværre. Men videre til stadion. Det ligner jo, som navnet antyder, en kæmpestor metal fuglerede, og drengene var vilde med designet. Konstruktionen af det kæmpe bygningsværk var virkelig imponerende. Ligesom det også var overvældende at træde ind på tilskurerrækkerne og opleve det enorme område. Bygningen er 69 m. høj og der var over 90.000 siddepladser ved OL.

image

Det er så sidenhen reduceret til 80.000 pladser, hvilket dog stadig er over 5.000 flere pladser end OL stadionet i Berlin, som vi selvfølgelig måtte sammenligne oplevelsen med. Der var desværre ikke nogle af os som kan huske tilskuerantallet på Milinium stadium i Cardiff, og Yahoo vil ikke hjælpe, så det må vente med sammenligning indtil vi igen kan Google. (Google siger 72.500 tilskuere og 90 m. i højden). Jeg bliver nødt til at indrømme, at selvom jeg ikke er så meget til sport, så bliver jeg virkelig betaget af de kolossale bygningsværker som stadiums er.

image
Efter OL byen, som også rummede andre store flotte bygninger som vi nød fra afstand, tog vi metroen til ud til de store skyskrabere. Det var et fint område, som stadig var under opbygning, og der var et par flot designede skyskrabere, men eftersom vi havde Shànghais Pudong område i frisk erindring, var det ikke helt så overvældende. Vi fandt endnu et stormagasin, hvor vi dog ikke helt var målgruppen, hvor vi ville spise aftensmad. Der var også et legeland og vi ville selvfølgelig lige tjekke prisen. 500¥ pr. barn!!! Selv drengene kunne godt se det var helt vildt, så vi gik ned i kælderen og fik lidt mad inden turen tilbage til hotellet.

image image image

Share

Duften af Beijing

Vi ankom til Beijing kl 8.30 fredag morgen, var vi noget mere udhvilede og noget mere begejstrede end da toget landede i Xi’an. Solen stod op over byen mens vi kørte ind i den, og det virkede som en “rigtig” kinesisk by, med rismarker og fine huse. Selvfølgelig blandet med kæmpe boligblokke og indviklede vejnet, men det er jo vilkårene for en moderne storby.

Vi fandt vores hotel uden problemer og hvilede et par timer. Derefter ville vi ud for at finde noget frokost og se os lidt omkring i byen. Vi gik mod en park, hvor vi håbede der var et sted at spise, med det var der desværre ikke. Men vi købte lidt brød, nødder, kiks og chips, så det måtte gøre det ud for vores frokost. Parken viste sig at være en sand oase i storbyen. Den lå rundt om en stor sø, hvor man om sommeren kunne sejle rundt med vandcykler og elbåde. Men selvom det ikke var sommer endnu var parken stadig fyldt med liv. Mange stod og fløj med flotte store drager og motionsstederne var også godt besatte. Drengene deltog glædeligt i motionen. Der var også bordtennis, badminton, tennis og sågar en kroketbane, med kunstgræs! Til de kulturelle var der flere udstillinger, et lille museum og et teater. Og til de små, et lille tivoli som til drengenes store skuffelse var lukket. Efter nogle skønne timer i den smukke forårs friske park ville vi finde noget aftensmad inden vi skulle hjem og sove. Vi gik ind mod centrum for at finde en amerikansk fastfood kæde, da vi alle havde brug for noget mad som vi kunne blive mætte af. Efter en ret lang gåtur fandt vi et stormagasin hvor vi kunne spise, og hvor de også havde blandselv slik med vingummier. Noget især Ludvig har savnet (det er lidt svært at acceptere at fredag ikke altid = Disney og slik). Så da vi var tanket godt op med mad og vingummier (til seriøs overpris) ville vi tage en taxa hjem. Det skulle vise sig at være svært. De kørte simpelthen bare forbi os, men stoppede gerne for kineserne… Efter lidt tid kom en sød kinesisk mand og sagde at han ville praje en til os. Det tog ham under ét minut og taxachaufføren blev ikke glad da det var os han skulle køre med. Men vi kom hjem, så vi var glade.

Næste morgen havde Valdemar, Konrad og jeg planlagt at gå hen i parken til Temple of heaven for at se om der blev dyrket tai chi. Det havde ikke lykkedes mig at se så meget af det i Xi’an, men vores bog skrev at det skulle være et godt sted. Så vi stod tidligt op og drog afsted mod parken. Der var nogle stykker som lavede tai chi, men ikke en samlet flok, som vi havde håbet på. Der var dog rigtig mange mennesker i parken. Ældre mænd som spillede kort eller hørte radio. Damer som spillede bold eller dansede. Massere der lavede træning, både på deres træningsmaskiner og ved træerne. Vi ville også træne ved træerne og der kom en sød dame og viste os hvordan vi stive danskere skulle strække, for at blive lige så god som hende. Det var sjovt at prøve og vi fik os en del grin. Dejlig start på dagen.

Share

Det hellige bjerg Hua Shan

Ét af de 5 hellige taoistiske bjerge ligger ved Xi’an. Et bjerg der tidligere husede eneboere og vismænd. Det bjerg ville vi selvfølgelig ikke gå glip af, så Valdemar, Konrad og jeg ville tage afsted, mens Kasper og Ludvig tog en slapper dag i Xi’an.

Vi startede fra morgenstunden, hvor vi ville finde en taxi op til stationen, hvor bussen gik fra. Men de taxier vi snakkede med ville kun køre os til terracottakrigerne, så vi gik videre. Vi besluttede at prøve os med en Kina tuk tuk, selvom vores rejsebog advare mod dem. Vi fandt en, men hun kørte os i den helt forkerte retning, og det gjorde den næste også… Så var vi færdige med dem. Men heldigvis fandt vi en metro, så vi kunne komme lidt tættere på stationen og dermed bussen. Vi fandt den heldigvis hurtigt. Men busserne kører først når de er fyldte, så vi fik lov til at vente i 3 kvarter. Så selvom vi var i god tid, så kom vi først ud ved bjerget kl 14, ca 2,5 time senere end forventet. Vi blev sat af ved noget der lignede et stort hotel og blev gennet ind i en sal, hvor der stod en og fortalte noget meget insisterende på kinesisk. Efter lidt tid gik vi ud, da det ikke virkede rigtigt. Jeg spurgte mig frem for at finde ud af hvor kabelbanen op til bjerget gik fra og fik to til at vise os hvor vi var på et kort. De var flinke nok, men jeg forstod slet ikke hvad de sagde, andet end: “you here” and “cabletrain there”! Jeg blev mere og mere frustreret, men til sidst gennede de os ud i en lille kassevogn til 10 yuan pr person. Den kørte os heldigvis til ticket office, så vi kunne komme op på bjerget. Efter at have prøvet 4 ud af fem skranker lykkedes det os at få billet og vi kunne komme op til kabelbanen. Det var en fin lille bus som kørte os op af bjerget ( og den kørte selvom det kun var os der var i;)). Oppe ved kabelbanen skulle vi vise billet, men det var åbenbart slet ikke den vi havde købt billet til. Det var til bussen og til at få lov til at komme op på bjerget. De havde dog været venlige og lavet et billetkontor deroppe. Min tålmodighed var også ved at være noget slidt. Men det forsvandt da vi svævede gennem skyerne op mod de lodrette tinder.

image image image

Det var SÅ smukt. Vi vandrede, først med skælvende ben, siden med lidt mere sikkerhed rundt deroppe i 3 timers tid og nød, nød, nød udsigten, både over dalene og de andre tinder. Efter at vi havde suget al den friske bjergluft til os gik turen nedad.

image image image

Vi var spændte på om vi kunne komme med en bus derude fra eller om vi skulle tilbage til der hvor vi blev sat af. Men vi blev simpelthen sat af lige ved bussen. Perfekt. Og den kørte med det samme. Vi ringede derfor hjem så vi kunne fortælle hvornår vi regnede med at lande på hotellet. Men, men, men, det var ikke vores lykkedag, så bussen valgte at køre en omvej på en time og til sidst sætte os af på stationen langt uden for byen. På det tidspunkt var klokken over 9 og vi var alle godt trætte. Jeg beroligede drengene med at vi bare kunne snuppe en taxi, men de ville kun køre til fast pris, og det ville vi ikke. Efter vi var sluppet væk fra dem så vi heldigvis en metrostation og vi kunne tage den hjem. Det var en meget lang og oplevelsesrig dag…..

image

Share

Østblok, politikæder og blinkende lys

Den sidste time af togturen sad vi og så på udsigten ind mod Xi’an. Den mindede os mest af alt om en gammel østblok, med store brune og går fabriksområder og faldefærdige bygninger. Både Kasper og jeg var nok lidt overraskede over det syn der mødte os, da vores historie læsning mest havde koncentreret sig om Xi’ans storhedstid, som kulturel smeltediglen for enden af Silkevejen. Med en snert af skepsis stod vi af toget Kl 8.45. Togstationen lå ved den nordlige bymur og vi havde besluttet os for at gå hen til hotellet. Ude på stationspladsen blev vi mødt af et mylder af mennesker, taxahajer og boder som vi skulle kæmpe os igennem, men allerede efter et par minutters gang langs bymuren, blev gaden helt rolig og vi kunne nyde den meget smukke mur i fred og ro. Vi kunne heldigvis hurtigt se at Xi’an også havde bevaret meget af dens ældre kultur, i hvert fald inden for den imponerende bymur. Vi havde bestilt et hotel som lå tæt ved klokke og tromme tårnene, hvilket var i den anden ende af byen.  Efter noget gang fandt vi en metro som kunne bringe os lidt tættere på hotellet. Eftersom kineserne ikke følger regler på samme måde som vi er vandt til, så var der ikke problemer med at tjekke ind 4 timer for tidligt… Dejligt. Da vi havde fundet os til rette, sendte vi Kasper ned for at finde noget mad. Efter lidt tid kunne vi høre at der skete noget ude på gaden. Vi stillede os ved vinduet for at kunne følge med, det viste sig at der var en form for oprør eller demonstration og gaden var fyldt med politi, som med lange kæder fik ryddet gaden. Heldigvis kom Kasper hjem i det samme, så vi ikke skulle bekymre os om ham. Det fortsatte i et par timer, hvor politiet gentagende gange fik ryddet gaderne. Vi kunne ikke få svar på, hvorfor der var så meget politi, men det gik jo heldigvis i sig selv igen.

image

Om eftermiddagen trængte vi til lidt luft og ville se nærmere på det muslimske kvarter. Vi har opdaget at kineserne er meget glade for lys og blinkende skilte i alverdens farver, men det syn der mødte os da vi drejede væk fra øst/vest hovedvejen og ind på den lille muslimske gade var virkelig overvældende. Det blinkede og lyste, som vi aldrig havde set det før. Gaden var proppet med boder, mad, mennesker og scootere så vi kunne dårligt mase os frem.

image

Efter lidt tid kunne vi bedre navigere i kaosset og nyde de mange, mange indtryk. Vi kom også forbi Den store moske, som vi selvfølgelig også besøgte. Det er en moske der blev grundlagt i det 8. Århundrede og bygningerne er en blanding af kinesisk og arabisk arkitektur, meget spændende at se. Efter vi ikke kunne indtage flere indtryk vendte vi tilbage til hotellet og fik en velfortjent nattesøvn.

image

 

Share

I Kina ved du nok, er kejseren kineser….

Kejseren har vi ikke fundet, men en anden ting vi ved om Kina er, at det er pandaens hjemland, så derfor skulle vi selvfølgelig se nogle af de store bamsede dyr. Vi valgte Shànghais zoologiske have. Vi kørte forbi dagen før på vej til Zhūjiājiao, og havde tjekket at der var en metrostation (som hed Shànghai zoo) og var derfor ret fortrøstningsfulde da vi tog afsted. Da vi stod af syntes vi det var vildt mærkeligt at der ikke var andre turister, eller kinesere for den sags skyld og heller ingen skilte til zoo. Men der er så meget der er mærkeligt i det her land, så vi slog det hen. Oppe på gaden var der heller ingen skilte, men heldigvis kunne Konrad huske turen fra dagen før, og vidste hvilken retning vi skulle i. Efter 1,5 km. Gang og et besøg i et alt for lokalt supermarked kom vi til zoo ( hvor der sjovt nok var en metrostation som hed Shànghai zoo. Vi bliver nødt til at blive bedre til de kinesiske skilte og kort;))

Det viste sig at være en ret stor zoologisk have som var opdelt i forskellige zoner. Den første del var med aber. Der var flere arter som jeg aldrig havde set før, der var også både gorillaer og orangutanger.

image image image

Det mest interessante var dog at studere kineserne. Shànghai zoo var mest besøgt af lokale, vi så i hvert fald ikke mange turister. De fodrede alle aberne med stor begejstring, især de voksne, syntes det var fantastisk at få aberne til at løbe efter maden. Selv mad med papir på og flasker! Fodringen sker på trods af adskillige forbudsskilte og fotoplancher med forklaringer om risikoen ved fodring og dyrevelfærd. Det er altså en meget anderledes adfærd over for dyr end vi er vandt til i lille Danmark. Den adfærd fortsatte gennem hele zoo og det var svært at se på. Ud over fodringerne var det rigtig dejligt at gå gennem den store zoo.

image

Dyrene havde god plads og generelt gode forhold. De var også meget fremme og aktive, hvilket nok mest skyldtes at de ikke ville gå glip af de lækkerier som blev smidt ind til dem.
Efter at have set asiatiske bjørne, bengalske og hvide tigere, flotte giraffer og zebraer på helt tæt hold kom vi endelig til pandaerne. Vi kom lige til fodringstid (dyrepassernes fodder vel og mærke) så vi kunne nyde synet af 2 store pandaer som mæskede sig i bambus. Det var sjovt at se. Desværre var det indendørs, da deres udendørsarealer var under renovation. Men det var skønt at se de store bamser. De var også langt tættere på end da vi så den nu afdøde panda i Berlin zoo for et par år siden.

image

Sidste del af haven var et stort fugleområde, som vi gik lidt hurtigere gennem for at nå ud inden lukketid. Men dejligt at metroen gik lige fra udgangen, så vi var hurtigt hjemme på hotellet igen, hvor vi også nød aftensmaden.

Share