Dagen startede med morgenmad, efter Ludvig havde været på stranden for at løbe en tur, hvor han mødte en flink ung mand fra hotellet som hed Bob.
Efter morgenmaden kørte vores taxachauffør os til Banjul, Gambias hovedstad, hvor vi blev sat af ved Albert marked. Et marked, hvor der er en turistdel, hvor de sælger gambiansk kunsthåndværk, primært træfigure, tøj, smykker og instrumenter. Så er der en mad-del, hvor de sælger frugt, grønt, kød, fisk og tørvarer til de lokale. Den sidste del af markedet sælger tøj og isenkram til de lokale, ikke mange nye ting, men en masse brugt både tøj og elektronik. Der var også en del små skræddere og reparations”butikker” da der helt sikkert ikke er noget der må gå til spilde.
På turen hen til markedet fik vi et lille indblik i, hvordan de lever i Gambia. Det er et meget fattigt land, hvor mange må sælge noget i en lille bod for at tjene lidt penge. Der var virkelig mange boder, i vejkanten, nogle sporadisk placeret og andre organiseret mere som små markeder. Elektronik, gryder, plastikbaljer, frugt og jordnødder var noget af det mest almindelige. Vi kom også forbi jordnøddefabrikken, fængslet, triumfbuen, stadion og hospitalet på vores vej ind i hovedstaden.
Inde i centrum var der en stor aflukket græsplæne foran præsidentens hus. Den blev brugt til at træne kricket. Lige efter præsidentens hvide hus drejede vi ned af en jordvej, som førte os bag om Albert marked og den lugt der mødte os var virkelig forfærdelig, det viste sig at den kom fra deres affaldssorteringssted. På jorden lå der bunker af forskelligt affald, som sirligt blev sorteret i forskellige kategorier. Længere fremme blev vi sat af og kunne gå ind på markedet, mens chaufføren tog sig en lur i bilen. Markedet var noget af en oplevelse, selvom vi har været på en del markeder rundt om i verden, var det her ligesom mere overvældende og uorganiseret. Men en fantastisk oplevelse at gå rundt i de meget smalle gange og føle at man bevægede sig længere og længere ind i en labyrint. De er desværre ikke så glade for at man tager billeder og filmer, selvom det var meget svært at holde sig tilbage med det.
Da vi havde fået nok af marked ville vi finde et sted at spise frokost, hvilket var nemmere sagt end gjort. Vi gik i centrum af deres hovedstad, men kunne ikke finde en eneste restaurant. Der var masser af mad sælgere, men jeg havde bestemt ikke lyst til at spise gryderet fra en spand i 35 graders varme, så vi ville gerne finde et lidt mere ordnet sted. Vi besluttede at lede på vejen hen til Nationalmuseet som vi også ville besøge. Museet var et lille hus med 3 etager som beskrev Gambias historie gennem tiden. Det var hyggeligt, men meget lidt informativt og det lignede mest af alt en skoleklasse der havde lavet et historieprojekt i 9. Klasse. Men set er det.
På den anden side af gaden lå et lille spisested, hvor man kunne få fish & chips i sandwich, hvilket stillede den værste sult. På vejen tilbage mod taxaen skulle vi finde en bank, hvor vi håbede at vi kunne hæve et større beløb end i automaterne. Vi prøvede et par stykker, men det var ikke muligt. Den ene bank var også en smule suspekt, der lå stakke med pengesedler på gulvet og en mand bar dem ud i bæreposer! Så det var nok ikke lige der vi havde lyst til at give vores kreditkortoplysninger.
Videre på vores vej kom vi forbi havnen, hvor der blev røget fisk til markedet og fiskerne hev deres både op på land.
Gennem hele turen var det tydeligt at se at de er meget fattige og deres måde at arbejde på virker meget gammeldags i forhold til den måde vi lever og arbejder på. Men samtidig er de virkelig venlige og har lyst til både at fortælle og lytte.
Tilbage til taxaen kørte han os til hotellet hvor drengene hoppede i poolen med det samme inden vi spiste aftensmad uden for hotellet. De to store drenge nød aftenen ved poolen inden vi alle gik i seng.