En sidste ekstraudflugt

Sidste, men også ekstra, hele feriedag. Vi valgte at tage til Eureka Maison, et unikt stykke historie fra 1830’erne. Et autentisk kreolsk byggeri, hvor franske og britiske aristokrater har boet gennem tiderne. Et hus som ligger smukt mellem bjergene og floden, hvor vi kunne gå ned og se vandfald (det var det der lokkede de store drenge med). Det viste sig at være et virkelig fint hus, hvor vi tydeligt mærkede historiens vingesus.

Efter en tur gennem huset ville vi ned til vandfaldene. Det var en ret stejl trappe/sti, som bar præg af den meget regn der vi faldet. Turen derned var flot og snakken gik med at vi var glade for ikke at være tjenestefolk i det hus for et par hundrede år siden og skulle gå den tur hverdag for at hente vand.

Midt på turen åbnede himlen sig igen og vi blev gennemblødte på mindre en 2 minutter. Vi gik ned, så vandfaldet og skyndte os op igen. Ikke så meget fordi vi ikke ville være mere våde, men vi blev meget bekymrede for vores telefoner og for hvor meget vand der ville falde, ville stien simpelthen skride væk?

Oppe igen var regnen stoppet og vi fik vredet vores tøj og diskuteret hvem der havde fået flest myggestik. Vi havde virkelig fået mange, det gode ved de her myg er dog a deres stik kun klør i virkelig kort tid. Så spiste vi frokost og kørte hjem mod Flic en Flac. Vi stoppede hurtigt ind i Pheonix Mall, for at se om vi skulle have lidt sidste souvenirs med hjem. Derefter forbi go-cart banen, som desværre stadig havde lukket og til sidst spiste vi vores sidste aftensmad med udsigt over vandet.

Share