Lørdag stod vi tidligt op og jeg kørte til den lille by for at hente kaffe og mælk til morgenmaden. Vi havde en lang køredag foran os. Vi skulle helt til Thonopa, som faktisk bare er et lille mellemstop på vejen mod Bodie og Yosemite. Vi havde planlagt et par stop undervejs, da der sandt at sige ikke er så meget at se på den strækning.
Men vi havde udset os en lille jernbaneby, hvor der var en gammel stationsbygning, hvor vi troede der var et museum, men det viste sig at det var omme bagved i en gammel togvogn. Vi blev mødt af 3 museums mænd, som var meget begejstrede over at der kom “kunder i biksen”. Vi blev vist rundt af en meget engageret jernbaneentusiast, som kunne fortælle levende omkring hvordan jernbanenettet bredte sig ud over USA i 1800 tallet, og hvordan det skabte rigdom, som var med til at opbygge “det vilde vest”. Meget fascinerende historie samlet i en lille togvogn. Efter museet spiste vi en hurtig frokost og drengene fik sparket lidt bold, inden vi kørte videre.
Efter mange miles i hjulene kom vi til området nær area 51, hvor vi besøgte en lille butik, som solgte alt med aliens på. Valde fik en god snak med ejeren omkring hvorvidt der findes alien eller ej.
Vi kørte videre mod Rachel, som er den “by” som ligger tættest på Area 51, der var ejeren af motellet anderledes overbevist omkring vores sameksistens med små væsner fra det ydre rum.
Men han havde heldigvis også et kort over hvordan man kunne finde til Area 51 som vi selvfølgelig skulle undersøge. Laaangt ude af en grusvej kom vi til det afspærrede område, hvor der måske, måske er beviser for om der er liv i det ydre rum.
Vi fandt ikke svarene. Videre gennem ørkenen, hvor vi praktisk talt var de eneste ud over lidt køer og et par præriehunde, stoppede vi et par gange så drengene kunne tage billeder af dem selv på den øde vej.
Og da solen var ved at gå ned landede vi i Tonopah. I skranken blev vi mødt af en meget bestemt receptionist som havde en spektakulær stil, hvilket gjorde Kasper lidt perpleks da hans kort blev afvist og hen blev ved med at sige vi skulle kontakte banken og Kasper vidste det ikke var banken men deres system, men samtidig ikke ville fornærme hen. Det lykkedes dog til sidst at få vores værelser på det meget karikerede hotel, som mest af alt havde gange der mindede om “The Shining”.
Da vi var tjekket ind løb Valde en tur og vi andre kørte på Burger king for at få stillet sulten.
