Tidligt om morgenen, kl. 7.25 mere præcist, landede vi i Ho Chi Minh City. To helt udmærket flyvninger med Qatar Airways, kun afbrudt af et enkelt stop i Doha, Qatar, på lidt over 3 timer. Alt i alt en tur på ca. 17 timer, skiftevis underholdt af flyselskabets mediapakke kombineret med sove/hviletid.
Rimelig friske og med godt mod gik vi til paskontrollen, hvor det desværre viste sig at jeg havde lavet en lille tastefejl på Konrads visum, som gjorde, at det blev afvist. Det var, for nu, ikke være end, at han fik lov at komme ind, da de første 15 dage er visum fri, (og vi har selvfølgelig 16 dage i Vietnam). Vi har ansøgt et nyt visum online, så det skal nok gå – mere om det senere.
Efter at have afvist prisen på den første taxa kom vi hurtigt afsted i en anden, som tilbød en fast pris til under halvdelen af den første. Da vi skulle af synes vores taxachauffør alligevel at det var taxametret der gjaldt, da det havde taget længere tid en han troede.
Eftersom vi var landet tidligt om morgenen måtte vi vente på vores lejlighed det meste af formiddagen. Noget af ventetiden brugte vi i Saigon Zoo, som lå lige i nærheden. Hyggeligt lille sted, som oprindeligt havde været en botanisk have, men havde alle de almindelige dyr, som man forbinder med zoo, så som elefanter, tigere, giraffer og bjørne og meget mere.
Bagefter tog vi en lur i lobbyen, hvor vi skulle bo, mens I ventede på lejligheden. Lejligheden, som lå i udkanten af distrikt 1, viste sig at være værd at vente på. Stue med køkken, 2 værelser og 2 badeværelser. Det bedste ved det hele var dog udsigten, hvor distrikt 1 og floden kunne nydes til den ene side, mens vi kunne følge med hos girafferne i Saigon Zoo til den anden side.
Efter et par timers søvn spiste vi på en restaurant lige nedenfor hvor vi boede. Bagefter røg vi i seng igen og sov i 11-12 timer til det blev morgen. Jetlag is a bitch – Vietfood rocks!
Sidste, men også ekstra, hele feriedag. Vi valgte at tage til Eureka Maison, et unikt stykke historie fra 1830’erne. Et autentisk kreolsk byggeri, hvor franske og britiske aristokrater har boet gennem tiderne. Et hus som ligger smukt mellem bjergene og floden, hvor vi kunne gå ned og se vandfald (det var det der lokkede de store drenge med). Det viste sig at være et virkelig fint hus, hvor vi tydeligt mærkede historiens vingesus.
Efter en tur gennem huset ville vi ned til vandfaldene. Det var en ret stejl trappe/sti, som bar præg af den meget regn der vi faldet. Turen derned var flot og snakken gik med at vi var glade for ikke at være tjenestefolk i det hus for et par hundrede år siden og skulle gå den tur hverdag for at hente vand.
Midt på turen åbnede himlen sig igen og vi blev gennemblødte på mindre en 2 minutter. Vi gik ned, så vandfaldet og skyndte os op igen. Ikke så meget fordi vi ikke ville være mere våde, men vi blev meget bekymrede for vores telefoner og for hvor meget vand der ville falde, ville stien simpelthen skride væk?
Oppe igen var regnen stoppet og vi fik vredet vores tøj og diskuteret hvem der havde fået flest myggestik. Vi havde virkelig fået mange, det gode ved de her myg er dog a deres stik kun klør i virkelig kort tid. Så spiste vi frokost og kørte hjem mod Flic en Flac. Vi stoppede hurtigt ind i Pheonix Mall, for at se om vi skulle have lidt sidste souvenirs med hjem. Derefter forbi go-cart banen, som desværre stadig havde lukket og til sidst spiste vi vores sidste aftensmad med udsigt over vandet.
I dag var der cyklonvarsel på hele Mauritius. Øen var simpelthen lukket. Kasper gik over i spar for at se om vi kunne købe friskt brød, men alt var lukket. Han mødte kun lidt turister som var helt uforstående over de ikke kunne få noget. Drengene fik lov til at bade en enkelt gang i poolen, da der intet var at mærke på vejret, og de hurtigt blev rastløse inde i lejligheden. Vi voksne bekymrede os mest om vores hjemrejse dagen efter.
Vi ville gerne kunne give vores arbejde besked, samt forhøre os om vi evt. kunne blive i lejligheden.
Dagen gik ellers med spil hygge, iPad, tv (på fransk) mm. Først ved aftentid fik vi besked om at vi skulle blive til lørdag. Altså 2 dage ekstra. Det lettede at få besked, så vi kunne give besked til job, forældre, kattepasser mm. Vi kunne heldigvis godt blive i lejligheden, så det var nemt.
Torsdagen startede også i lejligheden. Cyklonen havde drejet syd om øen og havde derfor været mest voldsom på sydøstkysten, det havde dog regnet meget og stormet. Og 2 af vores soveværelser havde taget en del vand ind ved vinduerne og strømmen var gået. Men alle havde sovet trygt og godt. Der kom en del vind som følge af cyklonen og nu kunne vi rigtig mærke den i modsætning til i går. Ved 14-tiden blev de sidste advarsler ophævet og vi gik ud for at få noget sen frokost. Der var kun et sted der havde åbent, og der var selvfølgelig travlt, men vi fik mad og det var det vigtigste. Eftermiddagen blev brugt i lejligheden da vejret var stormende og regnende.
Til aftensmaden prøvede vi at køre til KFC, bare for at komme lidt ud. De havde som det eneste åbent. Men mens vi var er gik strømmen 3 gange. Vi gik tidligt i seng med håb om at øen ville åbne igen, og at vi kunne få noget ud af fredagen.
Valdemar ville gerne køre gocart i det nærliggende shoppingcenter, hvilket passede os fint, da vi ikke skulle for langt væk hjemmefra, da det blæsende vejr viste sig at være forvarsel til cyklonen Birguitta. Vi læste derfor hvad vi kunne om- hvad det indebar og fandt ud af at det var vigtigt at proviantere, så det startede vi med. Vi købte en masse vand, frugt, brød, tun og slik, så vi kunne klare os et par dage og så holdte vi os ellers opdaterede på det Mauritiske metrologiske instituts hjemmeside. Det er jo ikke uvant for Mauritius at der kommer cykloner, så de har et meget fint varslingssystem. Efter indkøbene kørte vi til gocart banen, som desværre var lukket. Der var dog en telefonbutik som kunne reparere min telefon, så Kasper og Konrad var søde at køre hjem efter den. De skulle bruge en times tid, så vi gik derfor rundt og kiggede i de forskellige butikker og fik os en kop kaffe. Da vi kom tilbage var telefonen desværre ikke færdig, men de sagde at vi kunne hente den inden lukketid eller fredag. Jeg sagde vi kom senere, da vi skulle flyve hjem torsdag, så grinede de og sagde at det skulle vi ikke, alt ville lukke i morgen onsdag pga. cyklonen. Da vi kørte ned mod stranden for at se på vejret så vi også lamperne fra fodboldbanen blev taget ned og deres store reklameskilte var også taget ned.
Det var bare svært at tro at en cyklon ville ramme, når vejret var så relativt stille. Ved stranden gik flere af de lokale og bandt tagene på madboderne fast og fik deres både i land. Vi gik en ekstra tur i supermarkedet og købte ekstra ind. Det var tydeligt det var noget de lokale tog alvorligt. De ringede fra telefonbutikken og fortalte de havde lavet den, det var dejligt. Så tog vi hjem i lejligheden og tændtefor fjernsynet, desværre var der kun franske kanaler, så vi måtte nøjes med at gætte os til det de sagde. En ting var dog sikkert, vi skulle ikke forlade lejligheden.
I dag ville vi igen prøv at bestige Le Morne, som iøvrigt også er på UNESCO’s World heritage liste, fordi det for mange år siden var bjerget, hvor nogle slaver flygtede op på for at blive fri fra deres ejere. De blev på bjerget i nogen tid, men en dag kom ordensmagten op efter dem og af frygt for at skulle tilbage til deres ejere kastede de sig ud over klippekanten, direkte i døden. Hvad slaverne ikke vidste var at slaveriet var blevet ophævet, så de kastede sig forgæves i døden. Historien er ikke bekræftet, men stadig en stor del af den mauritiske befolknings historiefortælling.
Vi var lidt betænkelige, da det blæste ret meget, så vi tjekkede vejrudsigterne, men det så ikke bedre ud de kommende dage, så vi kørte afsted syd på. På vejen stoppede vi lige i en surfer butik, som Konrad ønskede at kigge i. Han fandt da også nogle fede sko med palmer, som kom med hjem og Ludvig fandt en flot naturforsker hat som var perfekt til bjergbestigning. Endnu en tur ud af den meget hullede grusvej, for endnu en gang at møde en låst låge. Skuffelsen var virkelig stor, da vi allesammen godt kunne regne ud at det var sidste chance for at komme op på dette historiefyldte bjerg.
Slukørede kørte vi ned til en af de flotte strande og humøret blev da også hurtigt bedre da vi fandt ud af vi godt kunne bade, til trods for blæsten.
Efter en god badetur kørtevi op til vores allesammens yndlingsrestaurant, som desværre havde lukket. Efter en tur i det nærliggende supermarked kørte vi lige forbi restauranten igen, for vi havde virkelig ikke fået styr på de åbningstider, og sørme så, der var åbent. Vi nød et virkelig lækkert måltid mad inden vi igen kørte til vores lejlighed i Flic en Flac.
Kasper og jeg havde sovet rigtig dårligt da vi havde fået besøg af en kæmpe stor sort edderkop på vores badeværelse aftenen før. Og det havde ikke lykkedes at fange den. Vi have dog låst den inde på badeværelset og stoppet revnerne til for at den ikke skulle komme ud i soveværelset, men søvnen var stadig påvirket. Så vi skulle bruge lidt længere tid på at vågne, men så var vi også klar på endnu en udflugt. Valdemar havde været ovre i en af de nærliggende turistturarrangørs butikker, for at få information om det bedste snorklingsted. De var ikke i tvivl. Det var Blue Bay Marinpark. De arrangerede ikke ture der til, men fortalte at vi bare kunne køre der ud, så det gjorde vi. Det tog en lille times tid fra vores hotel og vi fandt det med det samme. Da vi gik ned på de lille public beach, så vi tydeligt at der var massere af sælgere til forskellige bådture. Ret hurtigt blev vi kontaktet af en sælger som kom med et rigtig godt tilbud. 200,- for en times tur med glasbundbåd og snorkling, prisen var for os alle 5, i en båd for os selv. Det lød for godt til at være sandt, da vi havde googlet hjemmefra at prisen ville være mellem 100,- og 200,- pr. person, og endnu dyrere hvis vi skulle have en båd for os selv. Især Kasper var ikke meget for at tage det første og bedste tilbud, men vi fik manden til at vise os båden og han ville også gerne forlænge turen med en 1/2 time, så vi sprang til. Vi skyndte os op i bilen for at hente vores snorkler og badetøj, og så var vi klar. Lige fra starten kunne vi nyde flotte fisk og koraller gennem glasbunden og vores rastafari kaptajn var sød til at fortælle os om de forskellige fisk og koraller.
Efter lidt sejlads lagde vi til anker sammen meden anden båd og så kunne vi selv hoppe i og udforske de smukke fisk og koraller. Ludvig tog en hurtig tur i vandet og nød derefter udsigten genne glasbunden, vi andre var i vandet i længere tid.
Da vi var mættede af smukke syn i vandet fik Konrad og Valdemar lov til at springe i vandet fra bådens tag. Efter 1,5 time blev vi sejlet i land præcis som aftalt. Det var en helt igennem fantastisk tur. Efter sejlturen blev der badet og leget på stranden inden turen igen gik hjemad.
Vi havde lovet drengene at spise på den nærliggende KFC, men først måtte vi i vores lokale spar for at købe insektspray så nattesøvnen kunne blive god igen.
Da vi var flere der ikke havde fået helt nok oplevelser i Port Louis, besluttede vi at tage derhen igen. Det var især “Aapravasi Ghat” og det store marked det lokkede. Vi trodsede regnen og startede i Aapravasi Ghat, som er en del af UNESCOs World heritage site.
Det var et meget moderne museum, hvor historien om hvordan de arbejdere, som kom til Mauritius for at arbejde i sukkerrørsplantagerne efter slaveriets ophør, blev modtaget. De blev sejlet der til og blev allesammen registreret, tjekket for sygdomme og fik vurderet deres arbejdsparathed. Hvis de ikke var syge kom de ud og arbejde efter et par dage. Stedet var lavet til at kunne huse op til 600 immigranter, men i travle tider var der op til 1000. I alt var der kommet 462.000 til øen, primært fra Indien og mange af dem blev boende på øen. Det betyder at 70% af den Mauritiske befolkning kan føre sin slægt tilbage til dette immigrationskontor.
Efter dette interessante museum gik vi på marked. Vi kunne dog hurtigt mærke at vi skulle have noget frokost inden vi var klar til at handle. Vi fik os noget mad, og fik handlet lidt på markedet bagefter.
Så gik vi rundt i byen for at få et lidt mere nuanceret indtryk af hovedstaden. Området omkring busstationen og markedet var meget hektisk og larmende. Fyldt med boder, smalle butikker og virkelig mange mennesker. Hvorimod havneområdet helt klart var byens ansigt udadtil, med flot water front, forskellig kunst, internationale spisesteder og væsentligt dyrere butikker. Men det så også ud til at der kom en del krydstogtskibe til havnen og så er det jo godt med et sted der er nemt og lige til for turisterne. Vi nød godt af begge dele og da vi havde fået de indtryk vi kunne kapere satte vi os på en dejlig international cafe og nød en milkshake mens vi skrev postkort hjem. Da vi kørte ud af byen kørte vi fobi et stort område med kirkegårde som jeg rigtig gerne ville se nærmere på. Rundt om på øen har vi set mange flotte/anderledes kirkegårde, men utroligt mange kors i forskellige farver placeret rundt på hele området. Mange af kirkegårdene har ligget i første række til kysten, så de har også haft god udsigt i efterlivet. Disse kirkegårde var dog noget anderledes. De havde mange virkelig store og gamle familiegrave. Mange af gravene var med så store rum, at vi forestillede os at kisterne var blevet sat direkte ind. Der var dog nogle af dem som var åbne, så det så lidt uhyggeligt ud. Man kunne nemt optage en zombiefilm på sådan en kirkegård.
Da vi havde fået nok af zombietankerne kørte vi hjem til lejligheden, hvor drengene straks hoppede i poolen, ind til det begyndte at tordne igen.
Kasper og Ludvig handlede ind til og lavede aftensmad, mens vi snakkede mere om hvad UNESCOs World Heritage dækker over. Vi fandt ud af vi havde besøgt flere end vi troede.
Jelling, Vadehvavet, Kronborg, Roskilde domkirke,Dyrehven, Teide NP, Temple of heaven, Summer palace, Great Wall, Thingvillir NP, Frihedsgudinden, Everglades NP, Grand Cannyon NP, Yosemite NP, Ayutthaya, Suzhou classical Garden, Mausoleum for den 1. Qin Kejser, Valletta, Megalithic tempels of Malta og nu også Aapravasi Ghat.
20 ud af 1073, så vi mangler “kun” 1053;)
Solen skinnende, så det var nemt at blive enige om det skulle være en rigtig badedag. Drengene startede med at bade i poolen efter morgenmaden. Vores lejlighed er i stueetagen og vi har nærmest direkte udgang til poolen, så drengene kan bade selvom vi er i lejligheden. Det er virkelig dejligt. Efter deres pooltur, kørte vi til stranden.
Vi hoppede straks i vandet alle 5 og nød solen, vandet og den smukke strand. Efter en times tid kunne vi se de sorte skyer komme tættere og tættere på, så vi skyndte os op, i håb om at vi kunne nå ind på en frokost restaurant inden regn kom. Vi nåede det næsten. Det var heldigvis kun mens vi spiste at det regnede, så vi var alle klar på endnu en strandtur. Valdemar ville meget gerne ind på de strande hvor der ligger resorts, da de havde plantet palmer, men de var ikke så tilgængelige, så vi måtte lede videre efter den helt perfekte strand. Kasper ønsker liggestol, Valdemar ønsker palmer, vi ønsker os alle koraller og fisk. Vi endte ved den strand vi startede ved. Liggestole fik vi dog slet ikke brug for, da det var meget sjovere at være i vandet. Koraller kunne vi ikke finde, desværre, for det var faktisk grunden til vi havde valgt at bo i Flic en Flac, men fisk det var der, heldigvis. Efter endnu et par timer i vandet kunne vi ikke holde til mere sol. Vi besluttede at gå mellem træerne ned i den anden ende af byen for at finde nogle badebluser til voksne. Da vi havde gået ca. halvvejs gik det op for os hvor langt der faktisk var, og Kasper, Konrad og undertegnede gik tilbage efter bilen.
Badebutikken havde også lukket da vi kom der ned, så vi fik bare købt et par magneter og Ludvig fik købt nogle solbriller. På vej tilbage købte vi ind til aftensmad og resten af aftenen gik med hygge i lejligheden.
I dag skulle vi flytte til Flic en Flac på vestkysten. Vi fik pakket sammen efter morgenmaden og fik sagt godt farvel og taget en masse billeder sammen med vores værter. Og så kørte vi afsted.
Da vi nåede til vores lejlighedskompleks blev vi lukket ind af portneren og henvendte os til ham. Han forstod dog ikke hvad vi sagde, men han kaldte på en ung dame som vi så viste vores booking til. Hun forstod dog heller ikke at vi faktisk havde booket en lejlighed, så hun sagde bare der ikke var noget ledigt. Vi blev lidt bekymrede og og prøvede endnu engang at forklare at vi faktisk havde en bekræftelse på en lejlighed. Så ringede hun en mand op som slet ikke havde noget med vores booking at gøre, så han blev, forståeligt nok, ret irriteret, mens vi blev mere og mere frustrerede. Til sidst fik vi dog vores internet til at virke, og der kunne vi finde et nummer på dem der havde lavet vores booking. Kasper ringede op og manden kom 2 minutter efter. Det var dejligt. Han måtte desværre fortælle os at den lejlighed vi skulle bo i var oversvømmet pga. det voldsomme vejr, så vi skulle bo et andet sted. Han forsikrede os om at et var en opgradering. Han viste os vejen og vi blev mildest talt positivt overraskede. Vi fik en meget stor lejlighed med 3 soveværelser og 3 badeværelser, pool, ac, og vaskemaskine. Heldigvis til samme pris. Lejligheden var ikke helt klar, så vi aftalte at vi spiste frokost, hævede penge og så kom tilbage. Vi kørte ned ved stranden og fandt et sted hvor vi kunne få pizza og sandwich i tørvejr. Valdemar var meget træt og ville gerne sove lidt, så vi fulgte ham tilbage til lejligheden og vi andre gik endnu engang. Denne gang gik vi ned i supermarkedet og købte lidt ind til køleskabet. Da vi kom tilbage var rengøringsdamen næsten færdig, og vi fik pakket ud. Drengene ville rigtig gerne ned på strande og bade, men vejret var ikke rigtig badevejr, det både regnede og tordnede. Men vi kørte en tur gennem byen, som strækker sig ret langt langs kysten. Vi stoppede ind på et par af strandene for at se dem an.
Til sidst handlede vi ind til aftensmad som vi kunne lave i lejligheden, skønt.
(Min telefon er gået i stykker, så der mangler billeder;))
Dagen i dag skulle gå ind i landet, vi havde fået styr på hvor hindutemplet, som vi ledte efter den anden dag, lå, så det skulle være første stop. Det var et stort tempel, som lå ned til det store reservoirer, Grand Bassin. På vejen ned til templet blev vi hilst velkommen af to kæmpe store hindustatuer på hver 33 meter + fod. De var meget imponerende og de affødte mange snakke om højder og materialer.
Nede ved templet var der mange mennesker, både turister og hinduer. Ludvig så et sted, hvor vi kunne få malet et rødt mærke i panden, så der gik vi hen. Det viste sig at være et velsignelses ritual. Først fik vi malet i panden, så kom vi ind i et rum, hvor der stod en mand og messede til ca 10 personer, der fik vi et bæger med helligt vand, der skulle hældes på en opsats foran os. Derefter fik vi velsignede blade der skulle i vandet og et lille fad med ild der skulle bevæges i cirkler, alt imens manden messede og spillede på forskellige små instrumenter. Det var meget fint. Til sidst fik vi noget velsignet frugt og så var det færdigt. Vi gik ud til de andre og de var klar til at gå op til det lille tempel der lå oppe på en bakketop, med udsigt over området. På vejen var der lidt aber, ikke de hyggelige, men dem der stjæler ting og følger efter os. Så Kasper fik hurtigt smidt det velsignede frugt, da en af de store hanaber havde kurs direkte efter ham. Aberne var heldigvis kun et sted på trappen, så resten af turen gik stille og roligt. Udsigten fra toppen var helt fantastisk.
Så gik turen til Trou Aux Cerfs, toppen af et gammelt vulkankrater, hvor man kunne se selve hullet i vulkanen. Det er dog mange år siden den har været i udbrud, så det var et frodigt område. Det lå i nærheden af øens næst største by Curepipe. Turen gik gennem nogle meget lokale veje, hvor der dårligt nok er plads til én bil ad gangen, så det var lidt udfordrende at komme igennem nogle steder, ikke mindst fordi de utroligt mange løse hunde meget gerne ligger og sover midt på vejen, og de lokale også gerne står og sludre, men det var også sjovt at se de forskellige huse og de lokales daglige liv. Da vi nåede toppen af krateret var der en virkelig smuk udsigt både ned i hullet og ud over byen.
Vi fandt en bænk hvor vi kunne spise frokost og nyde udsigten. Da vi havde spist gik vi hele vejen rundt om det 100 meter dybe krater inden turen gik mod det sidste stop denne dag, Eau Bleue. Det var et vandfald, som drengene havde set man kunne “cliff jumpe” fra. Vi kørte der ud, men undrede os over at vi ikke så et eneste skilt på vejen der hen. Men midt på landevejen så vi en bil der holdt med katastrofeblink på og nogle mennesker der kom ned fra en lille sti. Vi stoppede ind og kunne så tydeligt høre vandfaldet. Vi holdte helt ind til siden, men lastbilerne der kørte forbi dyttede og var tydeligvis irriterede over at vi holdte der. Men vi gik op og kiggede alligevel. Det viste sig, at vejen ned til vandfaldet var af en meget stejl sti/skrænt med rødder. Jeg blev naturligvis lidt bekymret, men Kasper sagde at det kunne vi godt. Så vi fik alle ordentligt fodtøj på og begyndte nedstigningen. Halvvejs nede blev Kasper dog så bekymret over de dyttende lastbiler at han vendte om og gik tilbage. Vi andre fortsatte ubekymret, med Valdemars gode vejledninger. Nede ved vandfaldet blev det dog klart at det ikke var muligt at bade, selvom der var 2 mænd der var i vandet. Men alle kunne godt se at strømmen var meget stærk pga. den meget regn der var faldet, var der virkelig meget kraft på vandfaldet. Oplevelsen var dog virkelig fantastisk.
Da vi kørte fra vandfaldet blev vi enige om at køre forbi den berømte strand “Gris Gris”, da vi alle var godt beskidte. Stranden var dog ikke velegnet til badning denne dag, da bølgerne var for store. Men stranden var meget smukt indrammet af klipper til begge sider, og både Valdemar og Konrad fil klatret på klipperne, mens Ludvig og mig samlede skaller på stranden. Vi stoppede så ind på en af de andre strande, hvor det var muligt at få en hurtig dukkert inden aftensmaden.
Efter maden sad vi alle lige og sakkede med vores hotelmand Christian, som var meget ked af det var vores sidste aften. Han havde købt gaver til os alle sammen, hvilket var rigtig sødt af ham. Vi må selv huske at have en lille ting fra Danmark med i tasken til næste gang. Han ville også sikre sig at vi ikke kørte før kl. 11 næste dag, så han kunne sige ordentligt farvel.
