Kina

Lørdag d.14 marts havde vi booket et nattog, som skulle bringe os videre til den gamle by, Xian. Toget skulle køre kl.15.52 fra Shanghai Railwaystation og da vi skulle være ude af vores hostel kl.12, var der tid som skulle slåes ihjel! Os fire drenge placerede Sisse på togstationen med alt vores bagage, mens vi tog en metro hen til Maglev banen. Maglev banen er et magnetisk højhastighedstog, som kineserne har konstrueret fra Shanghai og ud til Pudong lufthavn.

Toget tilbagelægger de 30km på lige under 8 minutter, hvilket svarer til, at togturen mellem Holbæk og København skulle kunne klares på blot 16 minutter! Topfarten skulle ifølge Yahoo søgning være på hele 437km/t, men på vores tur nåede vi kun op på 301km/t, hvilket nu var ret hurtigt! Adskillige fede biler blev overhalet på den sideløbende motorvej og drengene havde en fest, alt imens vi ventede…:-)

Samme eftermiddag, efter vi havde samlet Sisse og bagagen op igen, steg vi alle ombord på nattoget, som var en spændende oplevelse i sig selv, dog med noget lavere hastighed. Vi havde valgt de billige billetter, (hardsleepers), og havde heldigvis fået de fire nederste sovepladser i en åben sove coupé med 6 senge. Alle andre i vognen var selvfølgelig kinesere, som holdt godt øje med os, men var søde. Hvis man er sart med hensyn til toiletforhold (som kun forværres i løbet af turen) eller kinesere som ryger hvor det passer dem, så skal man ikke vælge denne rejseform. De 16,5 time i toget gik rigtig fint og selvom det var blandet hvorledes vi havde sovet, så var vi enige om at det var en behagelig måde at rejse på og vi er helt sikkert klar på det igen når vi skal til Beijing.

Kejseren har vi ikke fundet, men en anden ting vi ved om Kina er, at det er pandaens hjemland, så derfor skulle vi selvfølgelig se nogle af de store bamsede dyr. Vi valgte Shànghais zoologiske have. Vi kørte forbi dagen før på vej til Zhūjiājiao, og havde tjekket at der var en metrostation (som hed Shànghai zoo) og var derfor ret fortrøstningsfulde da vi tog afsted. Da vi stod af syntes vi det var vildt mærkeligt at der ikke var andre turister, eller kinesere for den sags skyld og heller ingen skilte til zoo. Men der er så meget der er mærkeligt i det her land, så vi slog det hen. Oppe på gaden var der heller ingen skilte, men heldigvis kunne Konrad huske turen fra dagen før, og vidste hvilken retning vi skulle i. Efter 1,5 km. Gang og et besøg i et alt for lokalt supermarked kom vi til zoo ( hvor der sjovt nok var en metrostation som hed Shànghai zoo. Vi bliver nødt til at blive bedre til de kinesiske skilte og kort;))

Det viste sig at være en ret stor zoologisk have som var opdelt i forskellige zoner. Den første del var med aber. Der var flere arter som jeg aldrig havde set før, der var også både gorillaer og orangutanger.

Det mest interessante var dog at studere kineserne. Shànghai zoo var mest besøgt af lokale, vi så i hvert fald ikke mange turister. De fodrede alle aberne med stor begejstring, især de voksne, syntes det var fantastisk at få aberne til at løbe efter maden. Selv mad med papir på og flasker! Fodringen sker på trods af adskillige forbudsskilte og fotoplancher med forklaringer om risikoen ved fodring og dyrevelfærd. Det er altså en meget anderledes adfærd over for dyr end vi er vandt til i lille Danmark. Den adfærd fortsatte gennem hele zoo og det var svært at se på. Ud over fodringerne var det rigtig dejligt at gå gennem den store zoo.

Dyrene havde god plads og generelt gode forhold. De var også meget fremme og aktive, hvilket nok mest skyldtes at de ikke ville gå glip af de lækkerier som blev smidt ind til dem.
Efter at have set asiatiske bjørne, bengalske og hvide tigere, flotte giraffer og zebraer på helt tæt hold kom vi endelig til pandaerne. Vi kom lige til fodringstid (dyrepassernes fodder vel og mærke) så vi kunne nyde synet af 2 store pandaer som mæskede sig i bambus. Det var sjovt at se. Desværre var det indendørs, da deres udendørsarealer var under renovation. Men det var skønt at se de store bamser. De var også langt tættere på end da vi så den nu afdøde panda i Berlin zoo for et par år siden.

Sidste del af haven var et stort fugleområde, som vi gik lidt hurtigere gennem for at nå ud inden lukketid. Men dejligt at metroen gik lige fra udgangen, så vi var hurtigt hjemme på hotellet igen, hvor vi også nød aftensmaden.

Vores torsdag i Shanghai havde vi valgt at bruge på at tage ud af byen. Flere steder på vores hostel havde vi spottet plakater med ture til “Shanghai’s Venedig”, som er en gammel, lille kanalby beliggende ca. 30 km øst for Shanghai. Vi synes at udflugterne på plakaterne var en kende dyre og blev hurtigt enige om at prøve at tage derud selv, for hvor svært kan det da være…?

Vi søgte på nettet, (hvilket i sig selv er en udfordring eftersom Google er totalt lukket ned i Kina), og fandt frem til at vi kunne tage en buslinie fra Shanghai South Railwaystation ud til byen, Zhujiaojiao, som er kanalbyen. Lige så nemt det var at komme til South Railwaystation via metroen, lige så udfordrende var det at finde den rigtige bus, da bus systemet i modsætning til metroen bestemt ikke er bygget til at håndtere engelsktalende turisme. Alle skilte var på kinesisk og ingen mennesker på bus stationen lød til at kunne tale engelsk. Efter at have gået fra den ene ende til den anden og tilbage igen flere gange og spurgt adskillige mennesker ved hjælp af fingertegn og pegen i Lonely Planet, blev vi henvist til en bus som angiveligt kørte til Zhujiaojiao. Det var en meget spændende tur, hvor vi fik set nærmere på yderområderne af Shanghai med kæmpe fabrikskvarterer og efterfølgende kæmpemæssige højhusboligblokke, så langt øjet rakte og som syntes at fortsætte i en uendelighed. Selvom det var en interesant tur side om side med de lokale, så føltes den ret lang fordi vi ikke helt vidste hvor lang den var og hvornår den stoppede. En sød dame i bussen fik forklaret os at vi skulle skifte bus undervejs og det gik rimeligt smertefrit.

Efter et par timers samlede buskørsel landende vi sidst på eftermiddagen ved 16-tiden i den lille by. Der var faktisk ikke så mange turister og det hele virkede meget roligt og fredfyldt. Om det var på grund af årstiden eller det sene eftermiddagstidspunkt ved jeg ikke, men ihvertfald havde vi følelsen af at der var færre turister omkring os end forventet, i de mange små gader langs kanalen, med små turist butikker og restauranter. Vi ville gerne have været på sejltur rundt i kanalerne, men bådturestedet var lukket kl.16 og det samme var turistinformationen. I stedet gik vi en tur rundt i gaderne og henover flere flotte små gangbroer, nogen i træ og nogen i sten. På Fangsheng broen, som eftersigende er den mest kendte stenbro bygget af en munk i 1571, nød vi solnedgangen som spejlede sig i det helt stille flodvand. Fra broen var der også udsigt over de kinesisk karakteristiske tage på byens huse, som alle var i et eller to planer og stod i skærende kontrast til Shanghai’s højdebyggerier.

På kanten af mørkets frembrud fandt vi bus stationen i byen og tog en hurtig bus tilbage til Shanghai, efter råd fra Lonely Planet. Bussen kørte direkte og via motorvejen, så vi undgik en masse stop på vej tilbage. Til gengæld var der myldretid og vi kom ind i mindre trafikpropper. Endestationen var Folkets Plads i Shanghai, hvor vi sent på aftenen, meget trætte, fandt en restaurant at spise på, inden metroen førte os hjem til vores hostel.

Jeg vil klart anbefale Zhujiaojiao som besøgs mål, ihvertfald uden for turist højsæsonen. Vi kunne dog sagtens have brugt et par timer mere der og også gerne en sejltur. Næste gang må vi afsted lidt før, hvis vi skal nå alt det vi gerne vil!

Onsdag ville vi i Shànghais akvarium. Vi valgte det som lå på Pudong, da vi var sikre på at vi kunne finde det og fordi vi gerne ville gå en tur på The Bund efterfølgende. Akvariet var i 3 etager og var først inddelt i geografiske områder. Den øverste etage var primært med kinesiske vanddyr og et område fra Amazonas. Der var også en rigtig fin udstilling omkring overfiskning af hajer, som bliver praktiseret for at få finnerne, til deres eftertragtede hajfinnesuppe.
Da vi skulle en etage ned, kørte rulletrappen gennem en glastunnel hvor man kunne se krokodiller og andre store fisk fra forskellige vinkler, ret fascinerende. Anden etage bød på både Afrika, sydøst Asien og polerne, hvor der var lidt pingviner og sæler. Den nederste etage var klart den mest spændende. Det meste af tiden kørte vi på et langsomt rullebånd som tog os gennem glastunneller hvor der både var hajer, koralrev, havskildpadder og kystrev. Det var så fint lavet og vi var alle 5 ret imponeret.
Da vi var færdige spiste vi frokost i akvariets cafeteria.

Vi var stadig friske på en gåtur og tog derfor metroen, til den anden side af floden og stod af på East Nanjing Road. Det var en stor gågade med masser af shoppingmuligheder. Vi så hurtigt en H&M som vi besøgte for at få vanter til os alle. Priserne var som i Danmark og det var udvalget også. Den eneste måde man kunne se at vi var i en kinesisk udgave var antallet af gulvfejere.
Efter en hurtig tur på gågaden gik vi til The Bund. Betaget af den flotte udsigt over floden og Pudong, gik der lidt til før vi opdagede at drengene faktisk var den største turistattraktion. Der blev taget et hav af billeder af dem i smug, og da der var en dame ville fotograferes sammen med dem, stillede der sig en hel masse kinesere op og tog billeder af dem. Ret spøjst, men drengene tog det i stiv arm. Gåturen ned af The Bund var rigtig fin, og det tog sin tid, da alle skyskraberne skulle fotograferes fra alle vinkler og alle de forskellige bådtyper skulle debateres, det er på sådanne tidspunkter jeg rigtig oplever at være ene høne i hanegården;).

        
Efter The Bund ville vi forbi Yùyuán Have og bazar. Det blev dog en længere tur end forventet, da jeg havde læst kortet forkert og derfor fik os på afveje. Det var nu meget sjovt at se de små gader, som myldrede af liv og boder. Det var virkelig et helt andet Shànghai vi fik forvildet os ind i. Vi fandt haven til sidst, men der var den desværre lukket. Bazaren var nu også rigtig fin i gammel kinesisk stil og med en fin sø i midten. Det var meget turistet, men også sjovt at se. Ved et toiletbesøg faldt Kasper i snak med en ældre kinesisk mand, som snakkede ret godt engelsk. Han fortalte at han havde været i København og Malmø flere gange og at hans kone underviste forskellige studerende, heriblandt danske, i kinesisk silkemaling. Han ville vise os sit kontor og skrive vores navne på kinesisk. Det ville vi selvfølgelig gerne. Han viste os hans kones malerier og selvsagt syntes han at vi skulle købe et. Vi købte et fint lille et af en kinesisk drage. Herefter fik vi rispapiret hvorpå han havde skrevet vores navne. Det er så svært at finde ud af om vi blev narret til at købe, eller han oprigtigt har syntes det var sjovt at snakke med os og skrive vores navne. Men vi havde en god oplevelse og drengene især var meget betaget over at vi snakkede med en kinesisk mand.

  
Aftensmaden ville vi spise gående, da der var masser af gadeboder med tilsyneladende lækre ting. Det viste sig dog hurtigt at det ikke var så lækkert som forventet. De meget indbydende indbagte rejer var indbagt med både skal, hoved og øjne. Ikke lige noget for mig! Vi fik lidt brød og købte noget frugt, så det gik. Tilbage til The Bund, nu noget hurtigere end før, ventede os et helt lyshav. Alle de store skyskrabere nærmest kæmpede mod hinanden om at have det mest spektakulære lysshow og bådene lige så. Jeg har sjældent set så meget bling, blink og farveskift. Igen måtte drengene tage 1000 billeder.

Hjemme på hotellet var vi alle trætte efter en meget lang dag. Vi havde også gået 17 kilometer!

Efter en lang rejsedag fra Bangkok til Shanghai, checkede vi trætte ind på Shanghai City Central International Hostel, som vi på forhånd havde booket via booking.com. Efterhånden må jeg sige at Sisse har fået sans for at finde de gode steder på booking og på hvilke steder der reelt tager sig pænere ud end de er. Bookingen faldt ihvertfald ud til vores fordel for vi har fået et super familieværelse i to etager med fem sengepladser og eget bad og toilet, alt i ganske fin stand og standard. Det ligger rimelig tæt på Caoyang Rd metrostation, som er en del af Shanghai’s metro cityring, hvilket gør det ret nemt at komme rundt med det offentlige. Betjeningen i receptionen er ikke videre min kop te, men jeg er nok også blevet forvent, efter den fantastiske service i Thailand.

Missionen på den første dag i Shanghai har været forudbestemt i flere måneder. Næsten lige siden vi fortalte Konrad for første gang at vi skulle til Shanghai har hans store drøm været at komme op i den højeste skyskraber og se ned på alle de andre skyskrabere! Når man er fascineret af skyskrabere, så er Shanghai lige sagen med mere end 8000 af slagsen!

Vi begyndte turen med at tage metroen direkte ind til det moderne finanscentrum, Pudong, hvor vi steg op af undergrunden lige midt i det mest imponerende skue af den ene gigantiske bygning efter den anden. Et kæmpe stort gennemrenoveret område bestående af skyskrabere med banker, kontorer og hoteller, som bugter sig langs floden med en stor anlagt park i midten. Imellem alle de høje huse og parken er der anlagt et flot og gennemtænkt fortovs system, som er hævet til 1.sals højde over det brede vejnet og hvor man ugeneret af trafikken kan nyde udsigten til kolosserne. Jeg må indrømme at jeg er væsentlig mere imponeret over synet af den majestætiske skyline ind jeg på forhånd havde forestillet mig jeg ville være.

Mens vi forsøgte at finde fodfæste imellem alle de imponerende bygningsværker forvildede vi os ind i et “High end” indkøbscenter med Gucci, Christian Dior, Luis Vuitton, Prada og alle de andre fra samme liga. Vi skulle bare lige låne toilettet, for man kan jo godt komme til at fryse lidt når man går fra 35 grader i Bangkok til 10 i Shanghai. På toilettet stod en tjener med håndklæde klar til at tørre ens hænder efter de var vasket! Vi følte os en kende malplaceret i vores ellers praktiske fleece trøjer blandt jakkesæt og mærkevarer og skyndte os derfor hurtigt videre og ud af centeret igen.

Turen gik videre over til bygningen World Financial Center, som er den bygning der ligner en øloplukker og vi kalder den derfor for øloplukkeren. Vi måtte slippe den svimlende sum af 660 Shanghai dollars for entréen og fik derved slået fast en gang for alle, at Shanghai ikke er en billig by at være turist i! Bygningen består af en masse kontorer, samt et hotel på de næst øverste etager og endelig et visitors center med udsigts platform på de øverste etager 94, 97 og 100.etage. 94.etage er i 423 meters højde, mens den 100.etage kan prale af være verdens højeste udsigtsplatform med sine 473 meter over jorden. Denne øverste etage befinder sig altså over det firkantede hul i bygningen, som giver øloplukker formen. Helt i toppen er der glasbund flere steder, så man kan kigge direkte ned. Det er en virkelig syret oplevelse at være så højt over jorden, i en menneskeskabt konstruktion, så man kigger væsentligt ned på de andre “små” skyskrabere på sølle 200-300 meter. Efter et par minutter på øverste etage måtte jeg kapitulere og vende tilbage til 94.etage, hvor der ikke er glasbund, mens mine seje tre drenge og deres mor forblev i skyerne en halv times tid endnu. Konrad, Valdemar og Sisse mærkede en smule svimmelhed, mens Ludvig gik helt fri. Tror det er noget med balancenerven. Imens jeg ventede på familien blev jeg underholdt af et vinduespudser sjak, som var ved at hejse sig ned ad bygningen i en kran special designet til opgaven. Ikke et job jeg misunder dem!

Nede på jorden igen købte vi sandwich, som vi spiste i parken mens vi igen nød de høje huse. Efter frokosten stod den på familie gymnastik, i en ellers ret mennesketom park, for at kunne holde varmen. Efter endnu en gåtur rundt mellem højhusene gik vi igen under jorden for at tage metroen hjem. Vi ramte lige myldretiden i undergrundsbanen, som nu var stop fyldt af kinesere på vej hjem fra job. Desværre blev Konrad dårlig på vej hjem og kastede op inde i det stopfyldte metrotog. Vi stod af toget for at samle os, men Konrad og Valdemar havde ikke lyst til køre mere i metro den dag, så de valgte at gå de sidste to stationer hjem sammen med Sisse, mens jeg tog metroen med Ludvig. Hjemme igen forsatte Konrad sin syge det meste af aftenen. Her dagen efter var han på vej mod bedring, men vi valgte at blive hjemme alle sammen og tage en slapper dag, så vi kunne samle kræfter og så Konrad kunne komme til hægterne igen.

 🙂