Søndag startede vi med at besøge den gamle mine i byen, som Valdemar havde fundet på google. Det var en meget interessant historie, faktisk meget som den med jernbanerne.
Folk flytter og bygger byer op omkring det der kan tjene penge i nuet. Så byen havde været ret stor, men var blevet affolket da der ikke var mere at hente økonomisk i minerne. Men stoltheden var tydelig at mærke hos ildsjælene på museet. Efter mine besøget satte vi kursen mod endnu en gammel mineby, Bodie, som dog havde lidt en mere tragisk skæbne og var forladt helt i 1940. På vejen stoppede vi kort i byen Lee Vining for at købe forsyninger.
Vi startede med at spise lidt frokost da vi kom frem hvorefter vi gik en tur i den forladte mineby. Hele byen var bygget i træ og stod som den blev forladt.
Man kunne se ind i flere af husene, saloonen, købmanden, skolen og sågar fængslet. Ved de fleste af husene stod der hvem der havde boet der og hvilken profession de havde. Det var et virkelig interessant kig ind i en tidslomme.
Efter besøget gik turen over Tagota pass, den meget smukke indkørsel til Yosemite, som vi ikke fik set sidst vi var der. Vi lavede et kort stop i dalen og nød de smukke grå klippeformationer inden vi kørte videre mod vores hotel.
Vi var fremme lige lidt i 9, lige tids nok til at få en subway sandwich til aftensmad.
Lørdag stod vi tidligt op og jeg kørte til den lille by for at hente kaffe og mælk til morgenmaden. Vi havde en lang køredag foran os. Vi skulle helt til Thonopa, som faktisk bare er et lille mellemstop på vejen mod Bodie og Yosemite. Vi havde planlagt et par stop undervejs, da der sandt at sige ikke er så meget at se på den strækning.
Men vi havde udset os en lille jernbaneby, hvor der var en gammel stationsbygning, hvor vi troede der var et museum, men det viste sig at det var omme bagved i en gammel togvogn. Vi blev mødt af 3 museums mænd, som var meget begejstrede over at der kom “kunder i biksen”. Vi blev vist rundt af en meget engageret jernbaneentusiast, som kunne fortælle levende omkring hvordan jernbanenettet bredte sig ud over USA i 1800 tallet, og hvordan det skabte rigdom, som var med til at opbygge “det vilde vest”. Meget fascinerende historie samlet i en lille togvogn. Efter museet spiste vi en hurtig frokost og drengene fik sparket lidt bold, inden vi kørte videre.
Efter mange miles i hjulene kom vi til området nær area 51, hvor vi besøgte en lille butik, som solgte alt med aliens på. Valde fik en god snak med ejeren omkring hvorvidt der findes alien eller ej.
Vi kørte videre mod Rachel, som er den “by” som ligger tættest på Area 51, der var ejeren af motellet anderledes overbevist omkring vores sameksistens med små væsner fra det ydre rum.
Men han havde heldigvis også et kort over hvordan man kunne finde til Area 51 som vi selvfølgelig skulle undersøge. Laaangt ude af en grusvej kom vi til det afspærrede område, hvor der måske, måske er beviser for om der er liv i det ydre rum.
Vi fandt ikke svarene. Videre gennem ørkenen, hvor vi praktisk talt var de eneste ud over lidt køer og et par præriehunde, stoppede vi et par gange så drengene kunne tage billeder af dem selv på den øde vej.
Og da solen var ved at gå ned landede vi i Tonopah. I skranken blev vi mødt af en meget bestemt receptionist som havde en spektakulær stil, hvilket gjorde Kasper lidt perpleks da hans kort blev afvist og hen blev ved med at sige vi skulle kontakte banken og Kasper vidste det ikke var banken men deres system, men samtidig ikke ville fornærme hen. Det lykkedes dog til sidst at få vores værelser på det meget karikerede hotel, som mest af alt havde gange der mindede om “The Shining”.
Da vi var tjekket ind løb Valde en tur og vi andre kørte på Burger king for at få stillet sulten.
Stadig ramt af jetlag var vi nemt tidligt oppe, hvilket passede godt, da vi havde en lang dag foran os.
Først ville vi tanke op i den lokale Walmart. Det viste sig at vi havde valgt et Walmart der lå lige ved den campingplads, Sams Town, vi boede på sidst, og Valdemar foreslog at vi gik ind på hotellet for at se der hvor vi spiste. Det var et virkelig hyggeligt gensyn.
Efter optankning kørte vi afsted mod Zion, som vi skulle se på vejen mod vores overnatning ved Bryce Canyon. Turen gennem ørkenen var hyggelig og vi nød at se landskabet ændre sig. Vi blev dog overraskede over at vi mistede en time, da Utah ligger i en anden tidszone. Når det er sagt var det bare starten på hvor svært det er at holde en tidsplan, når man hele tiden gerne vil opleve det hele og er 5 forskellige personer der har hver deres interesser og ønsker:).
Vi ankom til Zion kl 15.30 og fandt et sted at parkere. Vi tog shuttlebussen op til parken og blev straks betaget af deres store t shirt udvalg, men vi måtte udskyde shopping, så vi kunne nå i parken. Ved indgangen forsøgte vi at få lov til at betale, men det viste sig at blive svært, trods henvendelse til flere rangere. Men de mente vi bare kunne gå ind og så betale en anden dag. Vi tog bussen til enden af parken og gik den lette lille tur langs floden, så vi fik set så meget af parken som muligt på den korte tid vi havde til rådighed. Meget smuk natur og betagende klipper. Vi nød også at se de mange egern, som desværre var ufrivilligt sjove, dan mange af dem var tykke, så de gik lidt sjovt. Vi så også forskellige hjorte og rovfugle, samt hejrer.
Turen ud af parken var meget smuk og helt anderledes natur klipper end dem vi havde set inde i parken.
Turen til vores overnatning var meget øde og vi måtte lede en del for at finde et sted at spise.
Det lykkedes dog og vi fandt en meget lokal diner, som serverede en helt autentisk amerikansk burger.
Da tidsplanen var skredet, ankom vi først til vores teltplads efter det var blevet mørkt. Det viste sig at være lidt mere primitivt end først antaget, hvilket var skønt, men lidt svært, da det var meget svært at finde vores telte i mørket. Der var dog en meget velmenende ung campist, som mente at vi bare kunne tage de telte vi ville, da han ikke mente at der var så mange andre. Jeg ville bare foretrække at finde vores egne. Det lykkedes heldigvis hurtigt, men i mørket blev frygten for de “vilde” dyr altså lidt forstærket for nogle af os.
Fredag 1.7.22
Efter en dejlig nat for de fleste af os, var det virkelig dejligt at vågne op til pladsen i dagslys, så man kunne få et bedre indtryk af landskabet. Det var meget smukt og virkelig roligt.
Jeg havde ikke kørt bilen endnu, så kunne ikke køre efter kaffe, og til min store overraskelse, var der ikke nogle former for strøm på pladsen, men vi klarede os med det vi havde af mad og lidt kold kaffe, inden turen gik mod Bryce canyon. Vi startede i visitor centeret for at få et overblik over parken. Den består af en lang hovedvej på ca 18 mile, hvor der er forskellige stop med views ud over den fortræffelige spektakulære natur.
Vi besluttede at gå Navajo trail, som skulle være meget smuk og ikke alt for lang, men dog med en del fald og tilhørende stigning. Det var en vildt smuk tur, hvor vi kom ned i dalen og kunne se de mange hoodooer. Turen op var ekstrem varm, da vi havde valgt at gå den i middagssolen, men også meget smuk.
Valde var stukket lidt i forvejen:)
Oppe igen var det tid til frokost, og det skulle ikke gå for langsomt, så vi tog det første spisested vi kunne finde. Det var et hotel bygget i “rigtig” amerikansk bjælkehytte-stil, hvor de havde en god buffet, hvor alle kunne få stillet deres sult. Efter maden tog vi tilbage til den lille “cowboy” landsby uden for parken. Der blev kigget på de små opstillede butikker og bestilt billetter til aftenens rodeoshow på den nærliggende gård. Så kørte vi en tur ned gennem hele parken og stoppede undervejs og så på de mange smukke udsigter. Mættet af indtryk kørte vi tilbage til teltene for at få et lille hvil. Kl. 19.00 tog vi til rodeo, hvilket var noget af en oplevelse. Der var børn helt ned til 2 år der blev sat på får for at blive siddende. Der var sågar en lille pige som ramte lige ind i hegnet. Heldigvis skete der ikke noget. Der var både opvisning af heste og køer/tyre voksne og børn og masser af countrymusik. Stor oplevelse som var et godt mix af turist og lokal underholdning.
På vejen hjem stoppede vi en lille by Tropic, hvor vi købte pizza og skumfiduser. Vi spiste pizzaen på campingpladsen og Ludvig og Sisse lavede bål og nød den helt fantastiske stjernehimmel, mens de andre gik i seng.
Vi tog hjemmefra 7.30 for at nå vores fly kl. 11.55 mod Frankfurt, hvor vi skulle mellemlande inden vi skulle med vores fly kl. 15.40 mod Las Vegas.
Efter en lang men god flyvetur landede vi trætte i Las Vegas kl. 18, fik hurtigt fat på vores bagage, som vi var blevet bedt om at tjekke ind og derefter vores bil, som til vores store glæde var kæmpe stor, så god plads til alle og til bagagen. Kasper fik kørt os alle sikkert til hotellet Mardi Gars Hotel og casino. Det var som taget ud af en film at komme ind i receptionen, som også var deres lille casino, hvor der var godt gang i den mere autentiske del af spilleriet. Vi fik vores 2 værelser, som på ingen måde var opdateret siden 1970’erne, men de var store og rummelige, og godt kølige, hvilket var skønt når temperaturen var 34 grader trods klokken var 21.20.
Onsdag 29.6.22
Vi vågnede tidligt pga jetlag og var alle sultne. Vi gik op på den nærliggende McD og fik morgenmad. Derefter gik vi en tur op på the strip, hvor alting var stille i forhold til det var Vegas, men vi plejer selvfølgelig heller ikke at være ude af døren så tidligt. Det var dog hyggeligt at gå rundt i byen og se den vågne stille og roligt. Varmen var dog massiv og vi skulle alle lige vænne os til både varmen, storbyen og de uendeligt mange nye indtryk. Fascinationen af pludselig at være i Venedig når vi gik ind på et af de mange hoteller var skøn.
Efter at have suget indtryk til os fandt vi frokost på et lille foodcourt, hvor nogle valgte mexikansk og andre pizza.Efter maden gik vi hjem, hvilket tog pusten fra os alle, da varmen virkelig havde fået grebet om os, men udsigten til en dukkert i poolen holdt os i gang. Efter en dukkert tog Sisse og Kasper, til et outletcenter, mens drengene blev på hotellet og slappede af. Til aften havde vi aftalt at tage bilen ind til byen og vi parkerede lidt længere oppe ad the Strip, så vi kunne gå en anden rute end om formiddagen. Vi nød at gå gennem de forskellige “byer” og se al lyset, springvandet, M&M butikken og alt det midt imellem.
Vi ville spise på Dennys til aften, men der var ventetid på over en halv time til at få et bord, selvom der ikke var særlig mange i restauranten, hvilket viser den store mangel på arbejdskraft der er. Vi gik videre og fandt endnu et foodcourt, så alle kunne få det de ønskede. Efter lidt mere tur rundt i byen gik vi til bilen og kørte hjem til hotellet.
