Vi kørte vidre til Los angeles. Det er en fed by fordi alle Hollywood stjernerne bor der . Vi var oppe på et planetarium hvor man havde udsigt til hollywoodskiltet. Vi kørte også forbi nogle virkelig fede villaer og butikker.
USA
Stillehavskysten
Vi har lige fået aotucamperen, og er kørt ned af vestkysten af USA. Første stop var Monterey det er en by der ligger syd for San Francisco. Vi kørte længere ned af kysten. Og så flotte klipper og kæmper store bølger.
På vej til Los angeles havde vi et stop så så vi at der lå søelefander
på stranden. Dér var rigtig mange. Vi så også et slot der hed Hearst castle .Slottet lignede en spansk landsby.
Det var en mand der byggede det men det blev aldrig rigtig færdig.
Florida
Vi er nu ankommet til Florida, i Miami. der var meget varmt med 35 grader og sol, det var fugtigt. Næste dag tog vi ud i Everglades national park, der levede flere millioner af alligatorer, og kæmpe insekter der er 10-15cm lange. Vi gik der og kikkede på alligatorer mens at vi var lige ved at træde på kæmpe insekterne, som der kriblede og kraplede over alt. Der var også mange andre dyr, som pelikaner, gribbe, og andre fugle. Vi sejlede rundt i floden, og kikkede på alle dyrerne. Næste dag gik vi i stedet oppe på land og kikkede på dyrene, og det flade landskab.
Vi tog ned til det sydligste punkt i USA, men så begyndte det at blæse op, et tordenbrag kunne høres, og så kom regnen! Det Stod ned i stænger. Og vi blev våde, da vi skulle gå tilbage til bage til bilen, gik vi igennem høje vandpytter, og vi blev endu mere våde. Men så stoppede det så os med at regne, og vi fandt hurtigt vores hotel.
Valdemar som livredder
Vi boede på en campingplads, som der lå tæt på en flod med meget strøm i, ude i floden var der mange sten og hoppe rundt på. Mig og Konrad sagde at Ludvig ikke måtte gå ud på de glatte sten, men han gjorde det alligevel, pludselig gled han fra stenen og faldt i vandet! Vandet var jo iskoldt fordi at det var sne der lige var smeltet oppe fra bjergene, og han kunne ikke bunde, han kunne heller ikke svømme ind og tage fat i en af stenene for vandet var for koldt til at han kunne svømme i det, og der var alt for meget strøm i. Da han var ved at drukne nåde jeg at hoppe i vandet, vandet var så koldt at jeg ikke kunne mærke mine ben, så jeg kunne ikke mærke om jeg kunne bunde. Men jeg tog fat i ham og svømmede ind til en sten, og kravlede op med Ludvig under armen så lage jeg ham på stenen for at se om han var besvimet, men det var han heldigvis ikke. Vi var nu iskolde og min mor gav os et håndklæde hver.
Grand Canyon
Grand Canyon var meget flot, det var som om at floden der løb der nede langs de høje røde klipper, var et stort maleri eller et fotografi. Hele landskabet lyste næsten helt gyldent, i en flot rød farve, nor solen lyste ned på det. Og alle de store ørne der fløj rundt oppe over de kollosale, flotte røde klipper.
Da vi fik vores autocamper
Vi kom til San Francisco, og vi var meget trætte, men det hele gik ganske let. Vi tog toget ned til
Redwoot City, der fandt vi hurtigt vores hotel, og der var en dejlig pool og lege i. Næste dag lejede vi en autocamper, også var det afsted, ud på landevejen. Vi kørte ned langs stillehavskysten på der var mange bjerge og klipper, det var et meget flot landskab. Vi kom til et sted hvor der var søelefanter, søelefanterne lå inde i vandkanten ved siden af de 3-4 meter høje bølger. Tæt på søelefanterne var der en milliardær som havde bygget sig et hus, det lignede mere et slot end et hus. Det var et kæmpe slot, med flere pools, og der var en stor spisesal, hjemmebiograf, og en hel zoologiskhave. Da vi havde set det kæmpe hus tog vi hen på den nærmeste campingplads.
3 dage i Skovens dybe stille ro
“Nej nej, i behøver ikke at tage jeres mad ud af autocamperen. Bare gem det i skabene og i køleskabet…” Sagde den flinke Park Ranger dame, da vi meldte vores ankomst til Wawona Camp i Yosemite syd. “Vi havde nu ellers læst at vi skulle tage alt vores mad ud og ligge det i metalskabene på campingpladsen, så bjørnene ikke bryder ind i bilerne. Kan de ikke lugte maden når det er i skabene?” Spurgte vi damen videre. “De bryder kun ind hvis de kan se maden, så det er strengt forbudt at have noget synligt mad liggende fremme ved forruden og det giver faktisk også en bøde hvis vi opdager det. Når i spiser skal i opbevare jeres mad indenfor en arms rækkevidde, så bjørnene ikke sniger sig ind på jer og stjæler maden – velkommen til Yosemite!” Afsluttede hun smilende. Sisse og jeg var ret fælles om at synes, at det der med bjørnene ikke var så spændende, at vi havde lyst til at møde dem, så vi fjernede alt maden fra kabinen og forruden og stoppede det ind i skabene. Den første nat sov jeg meget let og vågnede med et spjæt hver gang jeg hørte en lyd. Alle lydene kunne sagtens have været bjørne og jeg blev mere og mere skeptisk overfor Park Ranger damens ord om, at vi sagtens kunne beholde maden i autocamperen. Næste morgen viste det sig dog, at damen havde haft ret, for vi havde ikke haft besøg af bjørne!
Vi var ankommet til Yosemite hen ad eftermiddagen og inden vi overhovedet nåede til den første nat og bjørne bekymringer, skyndte vi os hen til det nærliggende Mariposa Grove. Her valgte vi en let vandrerute på højest et par mil. Mariposa Grove er et imponerende område i Yosemite, hvor der findes en fornem bestand på 500 kæmpe Sequoia og Redwood træer. Allerede på parkeringspladsen stod der kæmpetræer, som gav en lille forsmag på det vi skulle til at opleve. Noget af det første vi kom til i skoven var en enorm rod fra et væltet træ. Dernæst kom vi forbi fire træer, som de kaldte Bachelor and Three Graces. De tre Graces var nogle vældige madammer, men de blev alle slået af den større og noget tykkere Bachelor. Lidt længere fremme fandt vi kongen af Mariposa Grove, Grizzly Giant, som er det ældste af træerne med sine over 1.800 år på bagen. Desværre havde det mistet toppen, men havde stadig områdets største diameter på hele 7,8m. Kun et lille stykke videre fra Grizzly Giant stod Tunnel Tree. I Tunnel Tree var der en udskåret port, så stor, at der tilbage i tiden havde kunnet køre mindre hestevogne igennem. Vi nøjedes dog bare med at slentre igennem, benovede over de størrelser vi havde mødt i Mariposa Grove.
Formiddagen efter min første “på bjørnevagts nat” kørte vi ind i hjertet af Yosemite Valley til Yosemite Village, en køretur nordpå, på en lille times tid fra Wawona i et skønt skov/bjerg landskab. Vi gjorde et lille stop på vejen lige før The Village og så det smukke vandfald, Brudesløret. Fra The Village udgår der adskillige vandreruter og det ligger meget centralt placeret i forhold til de største attraktioner af vandfald med mere. Det er også her der ligger de mest populære campingpladser og overnatnings steder, indkøbsmuligheder og restauranter, samt et flot besøgs center. Her delte vi os op. Sisse tog drengene med på en let 1/2 times hike til Yosemite Fall, mens jeg tog med en af de gratis shuttle busser, som kører rundt i Yosemite Valley, til campingplads reservations kontoret for at skaffe os en ekstra overnatning, hvilket ikke havde været muligt på nettet på grund af popularitet.
Efter at have haft heldet med mig og have skaffet en ekstra nat i (den uforståeligt mindst populære – måske fordi den ligger længst væk – men ligger smukt og fredeligt ned til et vandløb og har en mindre koncentration af bjørne) Wawona, stødte jeg igen til familien. Sidst på eftermiddagen valgte vi en rute der gik mod vandfaldet, Vernan Fall. Det var en stejl opadgående sti på ca. 3km hver vej, som dog var asfalteret det meste af vejen og derfor handicap og klapstole venlig, på nær det sidste stykke op til toppen af vandfaldet. Synet der mødte os fra neden af vandfaldet var helt eventyrligt. En tydelig regnbue som udspringer fra vandfaldets bund fuldender oplevelsen. Det sidste stykke vej op til toppen af vandfaldet var ret stejlt og bestod af 600 ujævne og våde trappetrin i naturstien. Jeg var ikke sikker på at vi ville kunne nå toppen og retur inden det blev mørkt, men drengene ville så gerne og det lykkedes dem at overtale deres skeptiske far. Mit humør dalede endnu mere, da mine bukser kort efter revnede, så meget at jeg nærmest kun stod tilbage i boxershorts. Udsigten og glæden i drengenes ansigter over at være nået helt til tops var hele turen værd og vi nåede da også tilbage inden mørkets frembrud.
Næste dag havde vi planlagt en lidt længere, men overkommelig vandretur på lidt over 6 mil. Turen var fladere en dagen før og gik ud til og rundt om bjergsøen Mirror Lake og videre ind i skoven. I søen spejlede sig den berømte og lodrette klippeformation, Half Dome, og søens bred var sandet og mindede lidt om en lille strand. Vandet var dog iskoldt, hvilket ikke er så mærkeligt, da det er smeltet is fra de omkring liggende bjerge. De fleste andre mennesker vi havde mødt var kun gået til søen og var ikke fortsat ind i skoven, så pludselig fandt vi os selv alene i skoven. Først var det lidt uhyggeligt, (synes forældrene), at være alene i skoven med bjørne, pumaer og losser, men det gik heldigvis over som turen skred frem. Vi mødte da også sporadisk vildfarne artsfæller henad vejen. Stien førte os over en bro, igennem et spændende landskab af stenskred fra bjergene og tilbage til bjergsøen og de eneste vilde dyr vi havde set på vores vej var egern. Om aftenen lavede Sisse bål og ristede skumfiduser til os drenge og så var den dag nået til ende.
På den sidste dag besluttede vi at nøjes med at køre en lille tur i landskabet inden vi satte kursen videre mod vores sidste campingplads, tæt ved Newark. Inden vi forlod Wawona nåede Sisse at overhøre Park Ranger damen fortælle/skræmme nogle nye gæster ved at fortælle dem, at der dagen forinden var set bjørne lige nord for vores campingplads! Til Sisses og min glæde, drengenes ærgrelse, bestod vores vilde dyrs oplevelser i Yosemite kun af egern og rådyr og ingen bjørne i denne omgang.
Længere ude end kragerne
Death Valley var næste stop. Det kan næsten ikke blive mere kontrastfyldt at tage fra Las Vegas og så ud i det rene ingenting. Kasper havde sørget for at alt var tanket op og alle depoter var fyldte, så vi kunne overleve hvad som helst. Vejen derud var øde. Lange landeveje, hvor vi stort set ikke mødte andre biler end os selv. Til gengæld så vi både flyvende ørkenbuske og sandhvirvelvinde, præcis som i en ægte westernfilm. Da vi ankom til Furnace Creek, var der dog også en ranch, ved siden af vores mere naturprægede campingplads, hvor man kunne købe de mest basale ting, til 5 gange normalprisen;). Det var virkelig varmt, selvom vi først ankom ved aftensmadstid. Ungerne var dog ligeglade. De smed straks det meste af tøjet og begyndte at lave parkour på de store sten og det gode klatretræ uden for vores campingplads. Vi nød pladsen og den fantastiske stjernehimmel ved bålets skær efter maden. Næste dag tog over i besøgscenteret, hvor vi havde god mulighed for at få styr på klimaet, det sted i verden hvor den varmeste temperatur nogensinde er målt (56,7 grader celcius i 1913).
Så gik turen mod det laveste punkt. 85,5 m under havoverfladen. Stedet kaldes for “Badwather” da en af pionerenes muldyr ikke ville drikke af vandet pga det høje saltindhold, og han sagde derfor Bad Wather. Sidenhen har navnet hængt ved. Det var virkelig varmt der. Vi kunne ikke gå særlig langt, før vi måtte vende om, så vi kørte ret hurtigt videre til Golden Canyon som lå på vejen. Der var en fin lille vandresti gennem de store klippeblokke, men det var stadig varmt og vi måtte vende om inden vi nåede kløften.
Men det var en flot tur alligevel. Bagefter kørte vi om på den anden side til et mere etableret udsigts punkt Zabriskie point. Det er opkaldt efter en af ejerne i det store mineselskab Borax som var medskabende til at der kom liv i Death Valley. Drengene og jeg gik en tur ned i kløften, da temperaturen var blevet lidt mere behagelig, mens Kasper hvilede benene i autocamperen. Derefter spiste vi på ranchen i Furnace Creek, hvor vi fik rigtig lækre burgere, godt betalt, naturligvis;). Hjemme på pladsen blev det igen tid til at nyde stjernehimlen til smagen af ristede skumfiduser.
Neonoasen i Nevada
En halv times kørsel vest på, efter at have forladt det imponerende bygningsværk Hoover Dam, ankom vi sidst på eftermiddagen til campingpladsen i Las Vegas. Vi havde ikke booket på forhånd og de tog ikke telefonen, da vi ringede, men heldigvis havde de en plads tilbage da vi kom. Den valgte campingplads hed Sam’s Town og var fundet i KOA kataloget, som er en sammenslutning af autocamper campingpladser med en rimelig høj standard, hvilket nogle steder også betyder at de er lidt dyre. Prisen var dog ikke så høj som forventet, men det skulle vise sig at campingpladsen kun var en lille del af det kæmpe store foretagende Sam’s Town, som både udgjorde hotel, kæmpe kasino og en masse restauranter.
På mange måder føltes det som om at vi var dumpet ind med fire-toget, da vi udforskede den lille by i byen. Vi gik rundt på kasinoet, som lignede noget vi havde set på film og mod al forventning måtte drengene gerne være med derinde, bare de selvfølgelig ikke spillede. Vores drenge var på samme tid forundret og fascineret af det de så og det samme gjaldt deres forældre. I midten af kasinoet var en kæmpe stor bygning med glastag, hvorinde der befandt sig en stor indendørs kunstig park med vandløb og vandfald og udstoppede dyr. Hver time startede et lysshow i vandfaldet og de kunstige dyr begyndte at bevæge sig og sige lyde, og en stor brølende bjørn udgjorde kronen på værket. Rundt om den kunstige park lå der forskellige restauranter og over dem var der hotelværelser med udsigt ind til plasticparken. Vi indtog aftensmaden på en mexicansk restaurant, mens drengene nød lys/vand/dyre showet til fulde.
Næste formiddag gik Sisse og drengene en tur i poolen på campingpladsen, hvor de mødte en dansk familie som også kørte rundt i autocamper på næsten samme rute, og de faldt i snak. I mellemtiden slappede jeg af i autocamperen, mens jeg ventede på en forrude. Dagen inden havde vi befundet os på en hovedvej midt i Arizona ørkenen, da et lille stenslag i forruden havde resulteret i en revne, som voksede sig større og større i løbet af dagen. Heldigvis havde vi nummeret på en hotline til vores udlejnings selskab, Cruise America, som arrangerede ny forrude næste formiddag på vores lokation i Las Vegas, så det var ret nemt.
Samme eftermiddag tog vi en gratis shuttle bus fra Sam’s Town og ind til “The Strip”, som er den berømte kasino hovedgade i Las Vegas. Vi blev sat af lige overfor det berømte kasinohotel, Le Mirage, som vi gik ind og så. Stort og fornemt betegner det vist meget godt. Lige udenfor gik der en lille gratis metroagtig bane til et andet kasino, Treasure Island, som vi tog frem og tilbage, bare for fornøjelsens skyld.
Vores tur videre ned ad gaden gik blandt andet igennem det ekstravagante Cesars Palace hotelkasino, som bestod af romerske søjler, marmor statuer, springvand, kurveformede rulletrapper og Colosseum som parkeringshus og spredte sig over et kæmpe areal. Foran hele paladset var der rejst en statue af kejseren selv, Cæsar. Vi kom forbi The Bellagio med det temmeligt store springvand, som skyder højt op i luften og ofte har været skildret på film. Paris kasinohotel bestod af kopier af Eiffeltårnet, Arc de Triumph og Louvre, samt en luftballon og et Pariserhjul. Vi passerede Hilton, The Vennetien, Planet Hollywood og mange andre, mens MGM Grand var det største hotel og skulle efter sigende indeholde 5000 værelser og have egen togstation.
Ude på gaden og hele vejen ned langs “The Strip” stod der adskillige udklædte figurer, som Elvis, MJ, Marilyn Monroe, Snemanden fra frost og mange andre, som tog penge for photoshoots. De fleste var dog i noget tarveligere udgaver end dem vi havde oplevet i Hollywood. Snemanden havde flere steder taget hovedet af for at holde rygepause på åben gade, hvilket ødelagde illusionen for de mindste. Spidermans kropsbygning mindede skuffende nok mest om min egen og en enkelt gang fandt jeg Wonderwoman med både smøg og dåsebajer.
På New York New York kasinohotel, som lignede en kopi af Empire State Building oplevede vi den mærkelige fornemmelse af at der var vendt op og ned på dag og nat og at det lige så vel kunne være lyst som mørkt udenfor. En fornemmelse som kasinoerne i Vegas er verdens bedste til at fremtvinge og som uden tvivl er med til at forhøje indsatsen. Efter at have passeret en flot kopi af Brooklyn Bridge stoppede vi ved en gadegøgler, som inddrog først Konrad i sit show og dernæst Valdemar. Mørket brød frem før end vi anede det og vi endte med at måtte løbe et godt stykke vej forbi det ene kasino med neonlys efter det andet for at nå vores shuttle bus tilbage til Sam’s Town.
Las Vegas var på mange måder en overstimulerende oplevelse, specielt for Sisse, men også en meget spændende og fascinerende oplevelse, som jeg nok havde undervurderet en smule som turistattraktion på forhånd. På trods af at det ikke var en børnevenlig by, så kunne vi sagtens have brugt en dag mere på bare at ose i oasen.
Liv i ørkenen
Dagen efter skulle vi mod Las Vegas, men på vejen skulle vi selvfølgelig se den kæmpe store dæmning “Hoover Dam” som ligger i Black Canyon på grænsen mellem Arizona og Nevada. Dæmningen er opkaldt efter Herbert Hoover som var præsident fra 1929-1933. Han var initeritivtageren bag det kæmpe projekt, som blev en realitet i 1935. Dengang hed det dog Boulder Dam.
Dengang som nu, har den skabt arbejdspladser i nærområderne (både Nevada, Arizona og det sydlige Calefornien), fordi vandet fra dæmningen gør det muligt at opdyrke land i det ellers så tørre ørkenområder. Det giver også mulighed for at have industri, både pga. vandet, samt al det strøm som der bliver genereret. Der bliver bl.a. lavet strøm til 1.000.000 husstande. Og dette på en ret miljøvenlig måde. Vi valgte at få en rundtur, så vi også kom ned og se de store turbiner i bunden af dæmningen. Dette gav også en fornemmelse af, hvor stort et bygningsværk det faktisk er,221m højt og over 379 meter bredt. Og bunden er 200 m. lige så bred som 2 footbaal baner! Vildt nok, at det hele så også er bygget for 80 år siden. Efter rundvisningen brugte vi lidt tid på udstillingen, som var interessant for både voksne og børn.
